1970 var ikke Villys mest frugtbare år, snarere det mindst produktive. Han havde gennemgået sin sjette og ikke sidste operation - men sidste rygoperation; sygehusvæsenet var for alvor kommet til Hvidovre, helt kontant i form af den larmende byggeplads, der skulle blive til Hvidovre Sygehus og ende med at fordrive Villy til Taarbæk. Udviklingen kunne ikke længere beskrives med de klassiske ord: »Dengang var der bomme, hvor der nu er viadukt«, ord, som jeg havde læst første gang seks år tidligere som 16-årig i 'Ufarlige historier' uden at forestille mig, at jeg en dag skulle komme til at stå over for ophavsmanden selv i det lille rækkehus i Hvidovre. Det var læsningen af Villy, der blev min store ungdomsoplevelse i 1964-65. I vinteren 1970 havde jeg boet i København og på papiret studeret nordisk filologi i mere end to år. Forestillingen om, at jeg kunne bidrage til at bringe verden på kurs og samtidig selv blive til noget, var brudt sammen - uden at jeg af den grund følte mig på bølgelængde med studenteroprøret. Ordene var brudt sammen for mig, og vel derfor var det nu musikken - ikke oprørernes, men f.eks. Beethovens, han fyldte 200 det år - der begyndte at husere i mit indre og hverken lod mig i fred nat eller dag. Villy havde jeg lagt på hylden; der var så meget hos ham, som jeg nok havde forstået og taget til mig som indlysende og befriende for tanker og følelser, men meget af det byggede jo på store gamle forfatterskaber, som jeg nok havde snust til, men ikke ordentligt læst og heller ikke formået at tage selvstændig stilling til. Efterhånden som jeg opgav ordene helt og også holdt op med at studere på papiret og ikke kun i praksis, blev det dog muligt for mig at læse igen, og jeg tænkte, at om 50 år, når jeg var nået igennem hele verdenslitteraturen, ville jeg læse Villy igen med de nødvendige forudsætninger, og alt ville falde på plads. Men Villy må have været imod den plan; en dag sad jeg i Radiohusets koncertsal og blev grebet af Guarneri-kvartetten, der spillede en af Beethovens 'gale' kvartetter, B-dur op. 130, den, der i dag slutter med erstatningsfinalen, som var det sidste, Beethoven komponerede, men som oprindelig - hvis ikke det havde været en alt for stor udfordring for samtiden - skulle have sluttet med den 'Grosse Fuge', som i dag har sit eget selvstændige opus, nemlig 133. Guarneri-kvartetten var dog large nok til, for os sene, forstående efterkommere, at spille både den ny finale og den oprindelige. Med et mægtigt smæld sprang der en streng på David Soyers cello godt halvvejs inde i 'Grosse Fuge'. Vi fik hele satsen forfra igen, og således kunne den nå at gøre endnu større indtryk. Man fik også anledning til at spekulere på, om strengen havde haft en særlig mening med at gøre sig gældende. Har man 'Grosse Fuge' i hovedet, er det ikke noget stort spring også at få det fugerede orkestermellemspil i 9. symfoni efter tenorens solo, der slutter med ordene: »Laufet, Brüder, eure Bahn, freudig, wie ein Held zum Siegen«, i hovedet, og man kunne jo nok, i 1970, tillade sig at spørge sig selv, om individets og heltens sejr længere var mulig. Jeg måtte have Beethovens kvartetter, men havde ingen penge, og jeg tænkte stadig ikke på Villy. Da opfordrede Politiken læserne til at skrive til en nulevende dansk forfatter. De breve, som blev offentliggjort, og som forfatterne valgte at svare på, ville blive honoreret med 300 kroner, netop hvad alle Beethovens kvartetter på plade kostede. Jeg skrev til Villy, som jeg ganske vist havde lagt på hylden af hensyn til forudsætningerne, men som jeg jo i en vis forstand kunne på fingrene: Umyndiggør De Deres læsere? - spurgte jeg - ved på den ene side at gribe emotionelt, så stærkt, at man har svært ved at undslå sig, og på den anden side at forudsætte så omfangsrige forkundskaber, at man har svært ved at tage stilling? Svaret stod i Politiken om søndagen, der kan det stadig læses. Om mandagen dumpede et privat svar ind med posten. Der fulgte endnu et par breve frem og tilbage mellem Hvidovre og Amager. I et af dem, der kom fra Hvidovre, stod der, hvad jeg havde erfaret, men ikke formuleret, at »man kan jo kun rigtig studere, hvad man ikke rigtig kan studere på et universitet«. Så blev jeg inviteret til Hvidovre, som jeg hidtil kun havde passeret i tog, og da jeg på opfordring ringede til det hemmelige nummer - fra en støjende telefonboks - fik jeg instruktion i, hvordan jeg fandt Hvidovre: »De skal blot tage Grosse Fuge!« - hørte jeg den mørke, hæse stemme sige i den anden ende. 'Grosse Fuge' havde jeg selv i hovedet i de dage, nu også på plade, og jeg fattede, at det drejede sig om buslinje 133. »Men den lyder anderledes!« - lød svaret. Da jeg til overflod også fik Grosse Fuges køreplan tilsendt med tre afgangstider indstreget, som jeg kunne vælge imellem, skulle der mere end en knækket cellostreng til at bringe bussen ud af kurs. Jeg kastede mig over en hastig repetition af forfatterskabet, Villys altså, som heldigvis endnu manglede flere hovedværker, og som jeg kendte i forvejen; det var jo kun forudsætningerne for det, det var galt med. Jeg følte mig ikke parat til den store prøve, men valgte at løbe risikoen for at dumpe, skønt jeg for nylig havde besluttet, at jeg aldrig mere i mit liv ville gå til eksamen, valgte Grosse Fuges midterste afgang, og da jeg som den eneste steg af ud for Tvingsager, stod Villy i den åbne dør og vinkede. Wie ein Held zum Siegen, tænkte jeg og fik mod til at vinke igen. »Jeg vidste godt, De ville vælge den midterste« - sagde Villy Sørensen tilfreds. Så blev vi dus, nogle måneder før det meste af Danmark blev det som en lavine, der vist blev sat i gang - ikke af ungdomsoprøret - men af den dengang berømte borgmester i Gladsaxe, der partout ville være dus med sine borgere. Dér, hvor jeg kom fra, havde vi for resten altid været dus, med alle og enhver; min far havde endda sagt du til prins Ingolf, da han kostede os ud fra Klitgaardens enemærker, som vi tillod os at skyde genvej hen over på en ferie på Skagen midt i halvtredserne. Der var højt til loftet i det lave rækkehus i Hvidovre. Eksamensbordet nåede vi aldrig frem til, heller ikke studiet; det var ikke hver gang, vi talte sammen, det lykkedes at sige et fornuftigt ord; selv om det med årene - og efter nogle år med en kurre på tråden - lykkedes oftere og oftere. Mens jeg sad i den trepersoners sofa, som forblev den samme de næste mere end 31 år, vandrede Villy hvileløst rundt i den lille stue, sad eller hang i den høje saddelstol, lå på briksen midt på gulvet, undertiden i mærkelige stillinger, kravlede rundt på gulvet, læste måske noget op i rank stilling ved skrivepulten, tydelig forpint af sin ryg: Dengang man kun havde ondt i det ene ben, det var tider! Dem havde jeg ikke oplevet. Vi talte om H.C. Andersen, hvis sprog han havde drømt i, da han var i den alder, hvor jeg drømte i hans, vi talte om den 'gale' Beethoven, som også havde været en afgørende oplevelse for ham i hans ungdom, vi talte om Monteverdi, Schütz og Bach, som var de store oplevelser nu, og som kunne høres hver søndag på østtysk radio med Dresdner Kreuzchor og Thomanerkoret i Leipzig, allerbedst i de gamle optagelser af Bach med Günther Ramin; forinden var nyhedsudsendelserne en særlig oplevelse med deres obligatoriske opremsning af Genosse Walters mange titler og meddelelserne om hans daglige betydningsfulde gøremål. Det spillede en rolle, at vi begge var sønner af DSB-folk, Villy af en togfører, jeg af en rutebilchauffør; begge vore fædre tilhørte det kørende personel, stivede Villy os begge af, det gav et vist udsyn, som det stationære personale ikke altid havde. Vigtigere, end hvad vi talte om, var det rum, det foregik i. I løbet af ingen tid havde Villy forvandlet sin stue til et rum, hvori alt kunne siges; under eller over det hele lå en fælles forudsætning, en uudtalt oplevelse af, at verden var brudt sammen, der var bare ikke så mange, der havde opdaget det, og at vi selv var brudt sammen, Villy var det også rent fysisk. Efterhånden som aftenen skred frem, blev konturerne mindre skarpe, tusmørket til mørke, og vi sad - havde kun drukket kaffe - som de eneste mennesker i denne verden og blev enige om, som skrevet står, at den, der stirrer sig blind på grænser, får et begrænset udsyn. Det var ikke længere nødvendigt at fuldføre sætningerne, begyndelsen rummede det hele, og da vi nærmede os dagens sidste bus, var der, alligevel, mere at sige om Beethoven. Jeg var mere resultatsøgende end Villy, i begyndelsen, jeg havde jo mine eksistentielle problemer, som jeg nok mente vi burde finde en løsning på. For Villy, den ældre, havde det ingen hast for den, som - ikke - tror. Han skrev en enkelt artikel den sommer, jeg begyndte på min første roman, som Villy læste kapitel for kapitel, og som vi begge bagefter gjorde en indsats for at få udgivet, uden held. Senere var jeg ikke ked af, at det gik sådan, dengang forstod jeg det ikke, og da jeg et par år senere i pressen læste, at kolleger beskyldte Villy for at pleje egne interesser og styre udgivelserne på et større forlag, forstod jeg slet ingenting. Selv sagde han, at selv for bøger, han var konsulent på, var chancen større for, at de blev udgivet, hvis han ikke var alt for positiv. Villy fik det, som han ville: Jeg kunne selv se, at han ingen autoritet var! Vi havde en succes den sommer. Allerede første gang var Bummer kommet ind i stuen hen på aftenen; Bummer var Villys grå hankat, som han havde taget til sig og reddet, da den skulle have været aflivet i forbindelse med en skilsmisse. Det hørte ellers til de absolutte undtagelser, at det lykkedes ham at gøre sin indflydelse gældende og gribe ind i verdens gang, sagde han. Bummer kredsede gerne omkring Villy et stykke tid, de to havde noget sammen, før han sluttede med at lægge sig til rette i den ledige lænestol for enden af sofabordet. Bummer levede livet farligt, ikke kun fordi han var en hankat med instinkterne i behold og færdedes frit uden for huset også om natten. Jeg boede til leje hos en inspektør i Kattens Værn. Han havde mistet sit kørekort efter en spiritusdom; da han ikke kunne værne Storkøbenhavns katte uden at køre bil, måtte hans kone være chauffør for ham. En dag blev jeg spurgt, om jeg ville aflaste hende i ny og næ. Jeg havde netop hos Solsjenitsyn læst, hvordan man i Moskva transporterede dødsdømte fanger rundt i biler, hvorpå der stod 'Kødtransport', og jeg havde måske et vist blik også for Vestens eufemismer. På siderne af den kassevogn, jeg kom til at køre ved flere lejligheder, lyste ordene 'Kattens Værn' i store bogstaver. I vognen transporterede vi aflivede katte i massevis, og bilen var det redskab, hvormed de blev aflivet. Værnearbejdet var natarbejde. Nat efter nat tog vi København distrikt for distrikt; i gårde og baggårde blev der sat fælder op. Så tog inspektøren sig en smøg i porten, mens jeg så forlegen til, hvorefter fælderne blev tømt i en beholder og en slange ført op til beholderen fra bilens udstødning. Efter nogle minutter i tomgang og endnu en inspektørsmøg blev beholderen åbnet og katteligene smidt op i en tønde. Sidst på natten sluttede togtet med, at tønderne med de hundreder af kattelig blev afleveret til forbrænding. Daglig ringede folk, når katten havde fået killinger. Så tilbød Kattens Værn at finde nogle gode, dyrevenlige familier til dem. Jeg var med ved flere af den slags afhentninger, hørte moderen og inspektøren forsikre børnene om, at killingerne ville blive afleveret til mennesker, der brændende ønskede sig en mis. Så kørte vi lidt bort, før vi standsede og foretog aflivningen, ikke med udstødningen; der skal skrappere kemiske midler til at standse lungefunktionen på en killing end på en voksen kat, der har ni liv. Sidste gang, jeg kørte for Kattens Værn, sad inspektøren på hjemvejen ved min side og lagde planer for de kommende nætter. Det var Hvidovre, der stod for tur. Næste formiddag forklarede jeg Villy i telefonen - igen fra en støjende boks - at Bummer var i livsfare. Der var to muligheder: Enten holdt han Bummer inde de nærmeste dage, eller han gav ham halsbånd på med navn og ejer; så ville han blive lukket ud af fælden igen, hvis han gik i, hed det sig. Bummer lod sig ikke spærre inde, mente Villy, og fatalistisk tvivlede han også på, at en kat, der var vant til at have sin frihed, ville tolerere et halsbånd. Hvordan skulle han forklare Bummer, at det gjaldt livet? Nogle dage senere kom der et postkort, hvorpå der stod: »Bummer har overlevet med klud om halsen«. Sygehusbyggepladsen blev mere og mere støjende. Til sidst måtte Villy give op i Hvidovre, men i Taarbæk kunne han ikke holde kat, og han måtte igen gribe ind i livets gang. Det var ikke nemt. Om Bummer talte vi aldrig siden. Der er mere at sige om Villy.