Mest muligt for pengene. Det er mantraet for den danske regering. I hvert fald på miljøområdet. Vi kan få langt større miljøforbedringer for vores penge i udviklingslandene og i Østeuropa, end vi kan i Danmark, siger regeringen, og Bjørn Lomborg og hans Institut for Miljøvurdering udsender rapporter i en lind strøm, der viser, hvordan vi får mest miljø for pengene. Der er en god portion snusfornuft og solidt købmandskab i at bruge pengene, hvor de gør mest gavn, og tankegangen demonstrerer et grænseoverskridende og globalt udsyn, der vil noget. Problemet er naturligvis, hvis indsatsen i fjerne lande stort set fritager os for at gøre noget ved miljøproblemerne herhjemme, eksempelvis vores store udslip af CO -2 -gasser. Et andet problem er, at regeringen vil indfri Danmarks forpligtelse til at reducere vores CO -2 -udslip med penge fra ulandsbistanden. Mere miljø, men mindre fattigdomsbekæmpelse for pengene! Når nu regeringen er så optaget af at få mest for pengene og viser så globalt et udsyn, så er det overraskende, at den på et andet livsvigtigt område, nemlig sundhed, går i den stik modsatte retning. Prøv lige at pudse Bjørn Lomborg på at regne ud, hvor man får mest sundhed for pengene. Flest liv for pengene! Det kunne der komme tankevækkende regnestykker ud af. Men mens vi venter på Lomborg, kan vi kigge på nogle af de mange data, der allerede findes på sundhedsområdet, herhjemme og globalt. Lad os starte med den berømte 'Løkkepose', den halvanden milliard kroner, som regeringen brugte sidste år til at nedbringe ventelisterne til de danske sygehuse. Pengene blev som bekendt 'fundet' ved at skære ned på Danmarks udviklingsbistand. Også miljøbistanden måtte holde for, selv om man får så meget miljø for pengene derude i ulandene og i Øst- og Centraleuropa. Amtsrådsforeningens blad Mandat kunne i sit februarnummer i år fortælle, at Løkkeposens 1,5 milliarder kroner førte til, at der i 2002 på landets sygehuse blev gennemført et sted mellem 100.000 og 120.000 flere behandlinger end året før. Det giver en pris per behandling på omkring 12.500 kroner. Det var godt for de mennesker, der blev behandlet, og der blev gjort et indhug i sygehusenes ventelister, men de forsvandt ikke. Bladet kunne i øvrigt også fortælle, at det pludselige hastværk betød så akut efterspørgsel på personale, at overlæger fik op til 1.000 kroner i timen for at tage på sygehuset en lørdag formiddag og operere i stedet for at holde fri. Mit ærinde er ikke at argumentere imod flere penge til det danske sundhedsvæsen, men når regeringen nu hylder målet om mest for pengene på miljøområdet, så kan man vel også, sådan som et eksperiment, prøve at overføre det til sundhedsområdet og se, hvad vi kunne have fået af sundhed for pengene i de udviklingslande, vi nu skal hjælpe med at nedbringe CO -2 -udslippet. Så lad oset øjeblik forestille os, at Løkkeposens 1,5 milliarder kroner var blevet brugt efter princippet 'mest sundhed for pengene'. Et par oplagte steder at sætte ind kunne være: - Tuberkulose: Tuberkulose dræber hvert år mellem 2,2 og 3 millioner mennesker, flere end på noget andet tidspunkt i historien. Medicinen, der kan kurere tuberkulose, koster under 100 kroner per patient. - Malaria: 750.000 børn under fem år dør hvert år af malaria. Det er mere end 2.000 om dagen. Den danske malariaforsker Søren Jepsen skønner, at en malariavaccine kan være klar i løbet af fem år, hvis der her og nu bevilges én milliard kroner til formålet. - Mæslinger: 800.000 børn dør hvert år af mæslinger, halvdelen af dem er under ét år. En lille dosis vaccine, nok til at forhindre, at et barn får mæslinger, koster mindre end en krone. Når alle omkostninger til at vaccinere et barn i et udviklingsland regnes med, løber prisen op i 11-12 kroner per barn. Man kan vaccinere ganske mange børn mod mæslinger og behandle mange for tuberkulose eller malaria i udviklingslande for de 12.500 kroner, det i gennemsnit kostede at behandle én dansk patient med Løkkeposepenge. I Danmark sikrede de 1,5 milliarder kroner 100.000-120.000 mennesker hurtigere behandling. I et af verdens fattigste lande, Zambia i det sydlige Afrika, kan 1,5 milliarder kroner finansiere hele landets sundhedsvæsen i et år, sådan godt og vel endda. Det er ganske vist noget mere ramponeret og spartansk end det danske, men det skal immervæk forsøge at holde liv i mere end 10 millioner mennesker. 85 kroner per indbygger om året har det offentlige sundhedsvæsen i Zambia. I Danmark har vi over 16.000 kroner. Sidste år havde jeg lejlighed til at følge et par zambiske lægers arbejde i forbindelse med research til en bog og optagelser til et par tv-programmer om globalisering og sundhed. Trods kummerlige arbejdsvilkår udrettede de ganske meget for en månedsløn, der svarer til, hvad en dansk overlæge kunne tjene i løbet af små tre timer en lørdag formiddag med midlerne fra Løkkeposen. Sundhedsforholdene er elendige i Zambia: Den gennemsnitlige levealder falder og falder og er nu nede på omkring 38 år. Hvert femte barn dør, inden det når at blive 5 år. Umiddelbart er det endnu en trist historie om, hvor håbløst alt tegner i Afrika, og at Afrika - trods mange års ulandsbistand - hænger uhjælpeligt fast i fattigdom, sygdom og nød. Men det, der slog mig, var, hvor meget Zambias håbløst underfinansierede sundhedsvæsen trods alt udretter. For eksempel lykkes det at vaccinere syv ud af ti børn mod både polio, stivkrampe, tuberkulose og mæslinger. Og det lykkes at have uddannet sundhedspersonale med ved næsten 40 procent af fødslerne i det vidtstrakte land. I Zambia taler man ikke om ventelister til sygehusene. Her taler man om lange køer og ventetider uden for underbemandede sundhedsklinikker. Zambia har kun 700 læger til over 10 millioner indbyggere. I Danmark har vi over 16.000 til halvt så mange mennesker. Typisk er køerne til sundhedsklinikkerne i Zambia befolket af mødre, der har gået flere kilometer med deres malariasyge småbørn, hvis liv kan reddes med medicin til et par kroner. For sølle 85 kroner per indbygger om året redder Zambias sundhedsvæsen tusindvis af småbørn og unge mødre fra en alt for tidlig død. Det er da en positiv Afrikahistorie. Men det glemmer vi ofte, når vi igen og igen konfronteres med de evige rædselsberetninger fra Afrika. Vi glemmer også, hvor lidt der egentlig skal til for at redde endnu flere liv. Hvis udviklingslandene blot fik omkring 300 kroner om året til sundhed per indbygger, så kunne 8 millioner menneskeliv reddes hvert eneste år. Det har en kommission nedsat af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, regnet sig frem til. Kommissionen, der havde den anerkendte amerikanske økonom Jeffrey Sachs som formand, fastslog, at det ganske enkelt er en god forretning at investere i bedre sundhed i udviklingslandene, ja, faktisk at det er dumt og kortsigtet at lade være. Indsatsen vil kræve en samlet investering på 66 milliarder dollar om året. Men investeringen vil give et afkast på 360 milliarder dollar om året, seks gange investeringen. Altså seks kroner i fortjeneste for hver investeret krone. Det er da et afkast, der er til at forstå for politikere, der går op i at få mest muligt for pengene. Regnestykket er måske overraskende, men egentlig logisk nok. For det er dyrt for udviklingslande som Zambia, at sygdom forhindrer bønder i at passe deres marker, og at børn og unge dør i utide. Og det er dyrt for verdenssamfundet, at så mange mennesker dør, inden de når at blive erhvervsaktive, inden de når at producere og blive forbrugere. Sachskommissionen fremlagde sin rapport i december 2001, nogenlunde samtidig med at den dengang nyvalgte danske regering gjorde klar til at hive 1,5 milliarder danske kroner hjem fra udviklingslandene til de danske sygehuse. Og det var vel at mærke regeringen selv, der kædede de to ting sammen og dermed inviterede til en sammenligning af, hvad man får for pengene derude og herhjemme. Hvor var det globale og grænseoverskridende udsyn, som regeringen udviser på miljøområdet? Er det kun noget, der hives frem, når det passer os? Det ser sådan ud. For eksemplet er langt fra enestående. Verdens rige lande, med USA i spidsen, ofrer milliarder af dollar på en krig mod Irak. Men de samme rige lande kan ikke finde ud af at skillinge sammen til den ene milliard dollar, det vil koste endegyldigt at udrydde polio. Men det er vi jo også selv kommet til livs. Det er kun i Afrika og det sydlige Asien, at polio fortsat udgør en trussel. Landbruget er et andet område, hvor det globale udsyn har trange kår: Alene EU giver hvert år mere end 85 milliarder dollar i støtte til landbruget. Den britiske organisation Action Aid har opstillet et regnestykke, der viser, at EU for det samme beløb for eksempel kunne: - sikre skolegang til alle de børn i verden, der ikke kommer i skole i dag (ti milliarder dollar) - skaffe rent vand og ordentlige sanitære forhold for den del af verdens befolkning, der mangler det (fem milliarder dollar) - udrydde polio (en milliard dollar) Og endda have masser af penge tilovers. Trods masser af løfter om at afvikle landsbrugsstøtten, og trods megen snak i Verdenshandelsorganisationen, WTO, om frihandlens velsignelser, så fortsætter de rige lande deres konkurrenceforvridende landbrugstilskud, der underminerer millioner af fattige bønders indtægtsmuligheder. Og som koster forbrugere og skatteydere dyrt. Er det at forenkle tingene? Ja, måske. Men når regeringen selv vælger at anlægge den globale synsvinkel på miljøområdet, må den være indstillet på, at nogen forsøger at gøre det på andre områder også. Det kaldes konsekvens, et begreb, regeringen også hylder. Jamen, Danmark giver jo så rigeligt i udviklingsbistand. Gør vi ikke nok? Ja, Danmark giver meget, selv om vi ikke giver så meget, som vi har givet. Og inden vi svinger os op til den store, uklædelige selvforherligelse, må det være tilladt at bringe lidt proportioner ind i debatten. Vi giver omkring 85 øre for hver 100 kroner, vi tjener. Det er godt. Men det er et offer, der blegner ved siden af den ofte oversete indsats, som millioner af mennesker gør i udviklingslandene. I Zambia får en sygeplejerske en månedsløn på omkring 400 kroner. En læge får et par tusind kroner. Og ja, der er nogle af dem, der fristes til at tage sig ekstra betalt for medicin og konsultationer, og som ikke passer deres arbejde i den fulde arbejdstid. Men langt de fleste knokler under forhold, ingen dansker ville byde sig selv. Jeg fulgte lægen Malan Soko, der arbejdede fuld af engagement og håb i et øde og fattigt område af Zambia. Malan Soko kunne have valgt at tage et bedre betalt job i hovedstaden, hvor hans børn kunne gå i ordentlige skoler, og hvor der var butikker med varer. Han kunne også være gået efter en gylden karriere i udlandet. Han valgte at blive på sit lille missionshospital, og det kostede ham livet. I foråret døde Malan Soko af meningitis, som kunne have været kureret, hvis han havde været i en storby med et bedre hospital. Han blev 39 år. Malan Sokos død understreger på den mest tragiske vis, at det både er dyrt og livsfarligt at være fattig. At fattige lande er fanget i en ond cirkel af sygdom og fattigdom. Og at de har brug for hjælp til at komme ud af den onde cirkel. Faktisk har vi forpligtet os til at give den hjælp. I år 2000 vedtog ledere fra alle verdens lande FN's Årtusinderklæring. Den opstiller en række mål, som stats- og regeringschefer gav hinanden håndslag på at nå. 2015-målene siger blandt andet, at antallet af fattige i verden skal halveres frem til år 2015; at alle børn skal sikres skolegang; at børnedødeligheden skal nedbringes med to tredjedele, og at spredningen af hiv/aids og andre smitsomme sygdomme skal stoppes. Det er en flot vision for en bedre verden. Den danske regering startede her i efteråret en kampagne for 2015-målene under mottoet 'Vi kan'. For, som Sachskommissionen påpegede, så kan det lade sig gøre at opnå ufattelige forbedringer for verdens fattige, hvis verdens rige står sammen og giver lidt af vores overflod. Vi kan. Det store spørgsmål er, om vi vil. Vil vi udstrække det globale udsyn og princippet om mest muligt for pengene fra miljøområdet til kampen mod fattigdom, sult og nød?