Det største litterære fænomen i nyere tid skyldes en forfatter, der slet ikke var forfatter i gængs, professionel forstand. Som først debuterede som 45-årig, udsendte sit hovedværk da han var i begyndelsen af tresserne og nær pensionen fra sit livslange fuldtidsarbejde, og som til gengæld ikke udgav andet af betydning resten af sin levetid. Men som dog nåede at opleve at hans to hovedværker i løbet af 1960'erne lettede fra at være kritikerroste - og forkætrede - specialiteter til at blive genstande for en eksempelløs kultdyrkelse. Hvis det da i øvrigt overhovedet giver mening at tale om kultdyrkelse i forbindelse med John Ronald Reuel Tolkien, 'Hobbitten' og 'Ringenes herre', hvis udbredelse når sit foreløbige højdepunkt i dag med premiererne verden over på 'Kongen vender tilbage', tredje og sidste del af Peter Jacksons filmatisering. Bøgernes samlede salg er på vej mod den kvarte milliard eksemplarer, og tilføjet de i øvrigt imponerende loyale og inspirerede filmatiseringer har Tolkiens univers opnået en gennemslagskraft i moderne kultur som savner sidestykke. Joanna K. Rowlings - ikke så lidt Tolkieninspirerede - Harry Potter-serie er den indlysende nærmeste konkurrent, men uanset hvor hendes formidable salgstal måtte havne, er de stadig ikke i nærheden af Tolkiens mytologiske format. Så kult? Det kan de andre være. Det må da, om noget, være den såkaldt smalle litteratur. Altså den som muligvis diskuteres med rynkede bryn af en sluttet kreds på kultursider og i tidsskrifter, men som kun sjældent læses af ret mange andre end de på forhånd indviede. Den der gerne ved højtidelige lejligheder jamres på vegne af. Og det i en grad, så den endnu i dette efterår har kunnet anvendes som argument for at få den danske kulturminister til at fastholde et antikveret, protektionistisk bogprissystem model EU's landbrugspolitik. Se det er kult og finlitterær bogrøgelse der vil noget. Selv om det ofte kan være svært at gennemskue hvad. Det er bare ikke, og det er her kultbegrebet trods alt også kan give en vis mening i forbindelse med Tolkien, den litteratur der får folk til selv i årevis at engagere sig i gennemkoreograferede og -kostumerede rollespil, tegne deres egne bud på hans personer og steder, og ligge i kø i ugevis i dansk efterårsvejr for pinedød at få biografbilletter til lige netop den aller-allerførste ordinære biografvisning herhjemme af 'Kongen vender tilbage'. Hvis da ikke man bare én gang for alle skulle tage at se realiteterne i øjnene. Det vil i denne forbindelse udskifte ordet kult med folkeligt kulturfænomen. Båret som det er af en entusiasme, en indsigt i materialet og en glæde ved at fantasere selvstændigt videre ud fra det, som alle denne verdens velmenende kulturpolitikere og -pædagoger kun kan drømme om. Tolkien erså langt væk som tænkes kan fra vor tids konventionelle litterære verden, med dens efterhånden mere end århundredlange skismaer mellem virkelighedsafbildende realisme og selvcentreret modernisme, og mellem kunst og folk. Og så alligevel ikke helt. For er der nogen forfatter der lever op til den klassiske forestilling om digteren som kompromisløs og konsekvent visionær på livstid, må det da være ham. Det er allerede som teenager i 1900-tallets første årti, han så småt begynder at sysle med selv at konstruere sprog, komplette med ordforråd, grammatik og syntaks. Det er på samme tid han får grundlagt den oplevelse af en civilisation der tramper naturen under fode, som senere bliver et bærende element i hans forfatterskab. I 'Ringenes herre' frem for alt koncentreret i karakteristikken af den korrumperede troldmand Saruman som en hvis »sind er fyldt af maskiner og hjul«. Og det er som meget ung mand at Tolkien møder sin livsledsagerske Edith, men de første mange år må vente på at få hende. Dermed er forståelsen lagt for de høviske, langvarige forlovelser som i hans univers er reglen snarere end undtagelsen blandt elverfolk og mennesker. Samtidig med at han som tidligt forældreløs katolik får oplevet den outsiderrolle som også hovedfigurerne i såvel 'Hobbitten' som 'Ringenes herre' må leve med. Der går tillige, set i bakspejlet, en lige linje fra hans oplevelser i Første Verdenskrigs skyttegrave til det gruopvækkende nærvær, som slagscenerne i 'Ringenes herre' opviser. Det er også helt bogstaveligt mens han er i skyttegravene, at han for første gang begynder at opbygge sin egen, fiktive mytologi, med den allertidligste version af kærlighedshistorien om Béren og Luthien og med grundidéen om en mytologi der refererer til en nu tabt verden. 'The Book of Lost Tales' er den karakteristiske arbejdstitel på hans første forsøg, og over et halvt århundrede senere bliver navnene Béren og Luthien sat på hans og Ediths fælles gravsten. Hjemvendt fra krigen skaber han i løbet af 1920'erne en akademisk stjernekarriere ud af sin interesse for gamle sprog, fra 1925 som professor ved universitetet i Oxford, og samtidig begynder han at stifte familie med Edith og deres efterhånden fire børn. Men derudover sker der, senest fra Tolkien har indtaget sit professorat, reelt intet ydre af betydning i hans liv. De resterende knap 50 år er så at sige rent forfatterskab, hvor alle hidtidige erfaringer, visioner og forskningsmæssige indsigter bliver omsat i litteratur - ikke af snævert selvbiografisk, videnskabelig eller fabulerende karakter, men tværtimod udfoldet ad alle tre linjer samtidig, der efterhånden løber sammen og kulminerer i 'Ringenes herre' med dens helt selvstændige, fiktive univers. Der er den akademiske forskning i middelaldersprog og eventyr. Sideløbende hermed er der Tolkiens egen, stadig mere ambitiøse udvikling af kunstige sprog med dertilhørende historier, en mytologi som den hidtil ikke har fandtes i - eller er gået tabt for - angelsaksisk kultur. En mytologi svarende til og så vældig som de islandske eddaer, den finske Kalavala-sagnkreds og den tyske Nibelungenlied, med deres respektive forestillinger om verdens skabelse, kampe mellem godt og ondt, og besyngelse af mindeværdige heroiske og tragiske bedrifter. Og endelig er der hans oprindeligt helt enkle fortællinger og tegninger til hans egne børn, hvoraf flere også er blevet udgivet posthumt ('Roverandom', 'Julemandens breve'). Men det er først i begyndelsen af 1930'erne, at de tre spor begynder at blive forenet i én historie. Fra 1933 er Tolkien med i en litterær klub, The Inklings, sammen med bl.a. vennen, universitets- og forfatterkollegaen C.S. Lewis, og det er her man første gang har lejlighed til at høre ham læse op fra hvad der skulle blive hans sene debutroman, et eventyr om blandt andre en troldmand, tolv dværge, en drage, en skat, en masse elverfolk - og en lille forskræmt hobbit. Ordet 'hobbit'er ikke Tolkiens personlige opfindelse. Det findes optegnet ved én enkelt lejlighed i 1800-tallet, men da nærmest i betydningen en ånd eller et spøgelse. De kun godt meterhøje, gemytlige og menneskelignende skabninger er til gengæld hans helt egne, og det er dem der med ét bliver det prisme, der får hele hans litterære og mytologiske projekt til at samle sig. For med Bilbo Baggins (på dansk Sækker) som den første tilføres Tolkiens univers Middle-Earth (på dansk Midgård) en jordbunden menneskelighed - eller hvad det nu hedder, når det er hobbitter - som fuldstændig forvandler mytologien. Fra i de tidligste manuskripter at være en efterligning af tidligere tider og andre kulturers forestillinger ændrer den sig i retning af at være tidssvarende, gennemsyret som den efterhånden bliver af spørgsmål om tvivl og eksistentielle valg. Bilbo er en antihelt hvis nogen har været det, der allerhelst blot vil hengive sig til et fredsommeligt, velnæret liv langt fra verdens tummel - men som kastes ud i livsnødvendige beslutninger som skal løses ved list og snilde nok så meget som ved heltemod og våbengny. Det er ikke mindst i så henseende, at Tolkiens kritikere ofte har vist sig som forbløffende dårlige tekstlæsere. For selv om såvel 'Hobbitten' som efterfølgeren 'Ringenes herre' foregår i fortidige, heroiske verdener, bliver det en afgørende pointe hos Tolkien, at det ikke længere udelukkende kun er ved gammeldags heroisme, at verden bringes videre. Det er ikke blot ved de konkrete handlinger, de foretager sig, at hobbitterne får indflydelse på verdens gang - det er også ved det eksempel de sætter for de øvrige aktører. Nøgternt set er 'Hobbitten' i øvrigt en ganske løjerlig bog. For ved siden af og neden under selve hovedhistorien om Bilbos udvikling og dværgenes vej til deres forliste skat, båret ikke mindst af det begærtema som senere bliver altdominerende i 'Ringenes herre', presser andre historier sig også hele tiden på. Ikke de oprindelige, mytologiske historier som Tolkien stadig bakser med at få forløst som en sammenhængende tekst, men noget andet og mere, som om der hele tiden viser sig at dukke nye idéer og større fortællinger op, langt ud over den ret enkle historie han begyndte med. Det er så dem der i løbet af 1940'erne bliver konkretiseret mere og mere, efterhånden som Tolkien kommer i gang med at skrive 'Ringenes herre'. Dog først efter et forgæves forsøg på at få forlæggeren Stanley Unwin, der efter 'Hobbitten's indledende succes var meget interesseret i en efterfølger, til at udgive Tolkiens oprindelige mytologiske forsøg. Det modsatte Unwin sig imidlertid i hele Tolkiens levetid, og de efterladte tekster herom blev først posthumt redigeret sammen af sønnen Christopher til bogen 'Silmarillion'. Til gengæld får Tolkien over det næste årti så foldet sine grundlæggende temaer om magtbegær, civilisationskritik, naturens egne kræfter og flere forskellige slags heltemod ud i det helt store format. Resultatet, 'Ringenes herre' 1954-55, er en af de længste og mest ambitiøse romaner der er skrevet, inklusive at selve omfanget har tvunget Tolkien til - i form af en lang række tillæg - i hvert fald i stikordsform at strukturere sine selvskabte sprog og hele sin mytologi over adskillige tusinde år, samt i form af en række detaljerede kort at sætte konkret geografi på Midgård. Og samtidig for første og, skulle det vise sig, sidste gang fik demonstreret, at der i Tolkien også gemte sig en romanforfatter på det mest avancerede niveau. For igen kan, set ud fra en snævert modernistisk, litteraturhistorisk betragtning, overfladen bedrage. Det heroiske univers og den tilsyneladende gammeldags sprogtone gemmer på et repertoire af litterære teknikker, der hverken hvad sindrige tidsstrukturer, skiftende sproglejer eller fintmærkende følsomhed giver kanoniserede, finlitterære stormestre som James Joyce eller Thomas Mann noget efter. Den afgørende forskel - som hvad kritikermæssig status angår meget vel kan have været i Tolkiens disfavør - er hans erklærede grundhensigt, formuleret i forordet til 2.-udgaven fra 1966, »... om at forsøge sig med en virkelig lang historie, der kunne fastholde læsernes opmærksomhed, more dem, glæde dem og indimellem måske ophidse dem eller bevæge dem dybt«. Ud fra det kriterium alene når Tolkien i sin levetid at opleve succes ud over sine vildeste forventninger. Ganske vist bliver 'Ringenes herre' ved udgivelsen af flere kritikere udråbt til mesterværk, men af næsten lige så mange forhånet som et reaktionært, overhævet museumsstykke. Det bliver, mere end for nogen anden moderne litterær klassikers vedkommende, læserne selv der gør den til hvad den siden er blevet, og navnet Tolkien til symbol på ikke blot et helt univers - men en måde at videredigte litteratur på, fuldstændig som han selv gjorde det med de ældre europæiske mytologier. For ikke nok med at selve romanen i løbet af 1960'erne fløj fuldstændig under alle finlitterære radarer og blev en kolossal bestseller. Ja, den blev noget nær en slags alternativ bibel for store dele af hippiegenerationen, heriblandt dem der herhjemme antog mellemnavnet Kløvedal efter en central lokalitet i romanen. I andre lande forsøgte man at få Midgård optaget i FN eller malede graffiti med 'Frodo lever!', for slet ikke at tale om den amerikanske officer under krigen i Vietnam, der via en piratoversættelse inspirerede sine indfødte tropper til at male troldmanden Saurons onde øje på deres skjolde, i forventning om at det ville slå Vietcongpartisanerne med rædsel. Derudover viste Tolkiens eget, oprindelige projekt med at skabe en ny mytologi sig også at lykkes over al forventning. Det skete bare på en langt mere fremadrettet måde end han selv havde forestillet sig. Fra private, mere eller mindre organiserede rollespil til film som George Lucas' Stjernekrigsserie, og i det hele taget det allermeste af fantasygenrens og de senere år utallige computerspils mere eller mindre vellykkede kombinationer af sagn og science fiction, er 'Ringenes herre' både udgangspunktet og rollemodellen. Men slet ikke kun i form af direkte inspiration fra figurer, kulisser og historietyper. Snarere end at være en slags erstatning for en fraværende, gammel mytologi, er hans univers selv blevet afsæt og rollemodel for at fortælle, digte og lege - vel nærmest som man kan forestille sig at sagn og fortællinger har fungeret i gamle dage, blot nu med alt hvad moderne kunstformer og populærkultur kan præstere på tværs af genrer og landegrænser. Hvad den dybt troende katolik Tolkien ville have sagt til 'Jesus og Josefine's kreative omgang med bibelhistorien er svært at forestille sig - men forfatteren Tolkien tror man gerne at se smile et sted.