0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det lykkelige skibbrud

EU's vækst- og stabilitetspagt er død. Den skal begraves, inden liget begynder at stinke, mener kronikøren, der er analytiker ved Ugebrevet A4. Pagten var dødsdømt fra starten, og euroen klarer sig forrygende.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

C.V. Jørgensen synger ganske rigtigt i 'Et satanisk mesterværk': »Penge lyver ikke, de lugter kun lidt«. Når C.V. Jørgen skjalder, at penge kun lugter lidt, må det skyldes, at han som musiker i Danmark ikke er forvænt med store beløb mellem hænderne. Det er man derimod i Bruxelles, Frankfurt, Berlin og Paris.

I disse byer foregår der i disse måneder et spil om svimlende euro-milliardbeløb. Og fra disse byer breder der sig en snigende stank af økonomisk ådsel. En stank, der for alvor nåede den brede offentlighed tirsdag 25. november, da det stod klart, at EU's finansministre accepterede, at Tyskland og Frankrig ikke overholder spillereglerne for euroen, den såkaldte vækst- og stabilitetspagt. Det var ikke en tilfældig beslutning, men kulminationen på et opslidende forløb. Gennem det sidste års tid har den tyske finansminister, Hans Eichel, og hans franske kollega, Francis Mer, rettet et sejt dødsstød mod pagten.

Allerede den dag, euroen blev introduceret i januar 2002, stod det nemlig klart, at Frankrig og Tyskland, ville få endog meget store problemer med at imødekomme pagtens krav om, at landene ikke må have budgetunderskud på over 3 procent af bruttonationalproduktet.

I februar 2002 var der problemer med at give Tyskland en advarsel for budgetunderskuddet, og sidste oktober nægtede Frankrig at skære yderligere i statsbudgettet. Hver gang har de to landes finansministre lovet bod og bedring og er sluppet af sted med diverse prokuratorkneb. Således har deres angreb mod pagten været indhyllet i et væv af tvetydigheder.

Desværre. For vi trænger til en debat om de principper, der skal lede fremtidens europæiske økonomi. De principper, der blev nedfældet i vækst- og stabilitetspagten i 1996, var først og fremmest rettet mod at sikre, at euroen overhovedet blev gennemført, ikke at den kom til at virke. Det hævner sig i disse måneder, og det er store beløb, der er på spil.

Samlet set har de 12 eurolande i 2003 et BNP på cirka 7.210.400 millioner euro. Et svimlende beløb, som gør eurozonen til verdens næststørste økonomi og til en zone med et kæmpe potentiale for velstand og udvikling for millioner af mennesker. Men det er også en meget forskellig økonomi, der spænder fra den lille irske tigerøkonomi, med hæsblæsende vækstrater og eksportsucces, til den store og træge tyske økonomi. Forskelligheden har altid kendetegnet de europæiske økonomier, og det var også tilfældet i midten af 1990'erne, da den Økonomiske og Monetære Union var på vej mod slutfasen: fastlåsningen af valutakurserne og derefter indførelsen af euroen.

Problemet var, at nogle lande havde meget store budgetunderskud. Ikke mindst i Frankrig havde den nyvalgte præsident Jaques Chirac gang i den offentlige gavebod. Udskejelserne var så store, at det skabte usikkerhed om, hvorvidt Frankrig ville være i stand til at komme med i euroen. Men en fælles europæisk valuta uden Frankrig er lige så sandsynligt som en socialdemokratisk kongres uden mænd med røde seler. Det fik valutamarkederne til at spekulere i, at EU-landene ville slække på de krav, som landene skulle opfylde for at komme med i euroen. Med andre ord ville det europæiske flagskib, euroen, stævne ud med en svær slagside.

Daværende finansminister i Tyskland Theo Waigel mente, at problemerne var så store, at der var en reel risiko for, at den fælles mønt slet ikke blev til noget. Hans bekymring blev ikke mindst næret af en voksende folkelig modvilje i Tyskland ved udsigten til, at den højtelskede D-mark definitivt ville forsvinde til fordel for en banan-valuta. For at imødekomme den hjemlige skepsis og de internationale finansmarkeder foreslog Waigel derfor, at det monetære samarbejde blev suppleret med en vækst- og stabilitetspagt.

Pagten skulle garantere, at landene hele tiden holdt sig inden for nogle stabile økonomiske rammer, samt sende klare signaler til finansmarkeder om, at de offentlige kasser i eurolandene ikke blev åbnet på må og få. Waigels tanker udløste en heftig debat i de europæiske hovedstæder, men i 1996 endte landene med at vedtage vækst- og stabilitetspagten. Ud over reglen om, at landene ikke må have budgetunderskud på over 3 procent af BNP tre år i træk, er det vigtigste i pagten, at et lands offentlige gæld ikke må overstige 60 procent af BNP samt et sindrigt system med formaninger, advarsler og bøder til synderen.

Det burde ikke være en overraskelse, men alligevel: Selv ikke tyske økonomer kan spå om fremtiden, og allerede, da tyskerne endelig i 2002 byttede deres D-mark ud med de nye euroer, var den gal. Budgetunderskuddet lød på 3,5 procent af BNP. I år bliver underskuddet 4,2 procent af BNP, næste år siger prognosen, at hullet i statskassen bliver på 3,9 procent, og selv i 2005 ser den gal ud for tyskerne. Ligeledes lægger Frankrig op til tredje år i træk med underskud på den forkerte side af pagtens grænser.

Som vogter af EU-traktaten har EU-kommissionen opfordret de to lande til at skære i de offentlige budgetter og reformere deres økonomier. Særligt Tyskland har forsøgt at leve op til anbefalingerne, mens Frankrig har været mere distant i sin 'dialog' med kommissionen. Da kommissionen 25. november lagde op til, at Tyskland skulle rammes på pengepungen, satte de to lande hælene i og fik overbevist et flertal af EU's finansministre om, at sanktionen skulle være mild. I realiteten var vækst- og stabilitetspagten død, for hvis ikke fællesskabet kan sanktionere klokkeklare overtrædelser, er den uden værdi.

I Danmark er forløbet blevet udlagt som et eksempel på, at de store tryner de små lande. Men det er en halvhysterisk analyse båret oppe af den danske kroniske angst for at blive snydt kombineret med den lidt bondske selvretfærdige stolthed over at have orden i eget hus. Vækst- og stabilitetspagten blev jo indført for at understøtte den økonomiske udvikling i eurozonen, ikke for at kalibrere balancen mellem store og små medlemslande - Tyskland var trods alt arkitekten bag. Det centrale spørgsmål er derfor, om det er helt urimeligt at have et budgetunderskud på 3 procent af BNP længere tid end tre år træk?

Ja, svarer pagtens tilhængere. Selv under en lavkonjunktur burde tre års budgetunderskud være nok til at skubbe gang i økonomien. Sker det ikke, er årsagen, at landet ikke tilpasser sin økonomi gennem strukturreformer, men bare prøver på at komme gennem krisen ved at 'tisse i bukserne' - som vel at mærke også er de andre eurolandes bukser. Og kritikerne elsker at fremhæve Tyskland. I volumen er der ingen tvivl om, at landet er EU's stærkeste økonomi, men et ufleksibelt arbejdsmarked, dårlig styring af de offentlige udgifter og manglende industriel fornyelse har sendt vores naboer ud i en økonomisk sump. Hvis Tyskland blot havde gennemført reformer i tide, ville der ikke være problemer, lyder det fra pagtens mange venner i Danmark.

Det er umuligt at sige, hvad der ville være sket, hvis tyskerne tidligere havde taget fat på det omfattende reformprogram, som kansler Schröder i år har lanceret under navnet Agenda 2010. Omvendt kan man tvivle stærkt på, at Tyskland kunne og kan komme gennem den enorme omstillingsproces, landet er midt i, uden at give økonomien et ekstra skub. For det første har genforeningen på alle måder været mere omkostningsfuld, end selv den mest trænede pessimist kunne forudsige. For det andet er Tysklands vækstmotor, eksportindustrien, ekstra hårdt ramt af afmatningen i den globale økonomi oven på it-boblens brist og terrorangrebene 11.9. 2001. For det tredje er tyskernes problemer ikke blot økonomisk stagnation, men også, at landets politiske institutioner er dårligt klædt på til omstilling.

Navnlig det sidste betyder, at reformer i Tyskland tager tid, lang tid, samt at befolkningen er nødt til at forbinde forandringer med forbedringer og ikke forringelser. Alternativet er mere tysk stilstand til skade for hele EU. Og det var det spor, som vækst- og stabilitetspagten trak Tyskland ind på. Portugal er et godt eksempel på, hvad der kunne være sket med Tyskland. Efter en habil økonomisk vækst i det meste af 1990'erne har Portugal været inde i en lavkonjunktur, og underskuddet på statens finanser er støt og roligt vokset. I 2001 blev portugiserne tvunget til at bringe underskuddet ned under 3 procent med det resultat, at økonomien gik endnu mere i stå, arbejdsløsheden steg, og skatteindbetalingerne faldt.

I en sådan situation er det ikke nok med reformer af arbejdsmarkedet og opstramninger i de offentlige udgifter, tværtimod kan en sammentrækkende finanspolitik virke som iltsvind i en dansk fjord. Og det er netop, hvad der er sket i Portugal. I år regner portugiserne med, at underskuddet vil være på hele 5 procent. For portugiserne har det været en rigtig dårlig ide at rette sig efter anvisningerne fra Bruxelles.

Men tyskerne og portugiserne er ikke de eneste, der kan ånde lettet op over pagtens bortgang. De ti lande, der næste år omsider bliver medlemmer af EU, skal i princippet tilslutte sig euroen, så snart de opfylder kravene. På papiret er det et enormt rygstød for de øst- og centraleuropæiske lande, at de kan skifte deres mere eller mindre belastede valutaer ud med den ombejlede euro. I de økonomiske virkeligheders verden er gevinsten tvivlsom. De øst- og centraleuropæiske landes infrastruktur er nedslidt, uddannelsessektoren plaget af en ressourceknaphed, som ville få danske universitetsprofessorer til at bide sig i læberne af skam, og pensionssystemerne er lige så solide som en check fra Kurt Thorsen. Det gælder ikke mindst for det største nye medlemsland, Polen.

Selv om landet har en stærkere økonomisk vækst end de fleste eurolande, er der store problemer: Hver femte polak er arbejdsløs, vejvæsnet hullet som en privat villavej i Brønshøj og boligmassen forfalden. Polen har gennem de senere år haft et budgetunderskud på over 3 procent af BNP.

Hvis underskuddet blev reduceret for at leve op til pagten, er det meget svært at se, hvordan Polen nogensinde skal få råd til at foretage de massive samfundsinvesteringer, der skal til for at skubbe landet op på niveau med de 15 gamle EU-lande. Med pagten i sin nuværende udformning vil mange af de nye medlemslande være dømt til at køre på tredje eller fjerde klasse i mange år frem.

Således er der mange grunde til at ønske Europa tillykke med, at pagten er afgået ved døden. Men at pagten er væk betyder ikke, at euroen skal flyde frit i et regelløst rum.
Det erafgørende for euroens troværdighed, at man holder Anker Jørgensens åndelige arvtagere fra seddelpressen.

Ingen ønsker sig tilbage til 1970'ernes økonomiske desperado-socialdemokratisme. Omvendt er det vigtigt, at der i EU breder sig en erkendelse af, at man ikke kan lave stramme og evigtgyldige regler for eurozonens økonomi. En ny pagt skal give landene mulighed for at have større budgetudsving i en lavkonjunktur, hvis pengene vel at mærke går til investeringer i infrastruktur, uddannelse eller andre strukturreformer, der skal skubbes i gang. En idé kunne være at kigge mere på den samlede gæld i forhold til landenes investeringer frem for som nu entydigt at vurdere den årlige balance. Det ville hjælpe lande, der er ramt af tilbageslag, og det vil ikke gøre euroen til en økonomisk spændetrøje for de øst- og centraleuropæiske lande, når de bliver medlemmer af euroen.

En reform af pagten er mere end en økonomisk god ide, det er også en nødvendighed, hvis ikke euroen skal udvikle sig til at blive et politisk nittelod.

Hvis kul- og stålunionen var det gamle EF's håndfaste symbol på den gensidige tillid, så er euroen det moderne EU's hjertepulsåre. Der findes næppe noget mere konkret symbol på et tæt politisk samarbejde end mønter, der kan bruges fra Turku i nord til Rhodos i syd. I modsætning til tankerne om EU-faner ved indmarchen til de olympiske lege og andre ferske påfund fra Europakommissionens pr-afdeling, er euroen hverdagsintegration i øjenhøjde. Ingen tvivl om, at euroen er succes, men hvis befolkningerne begynder at forbinde EU med offentlige nedskæringer, så vil skepsissen stige betragteligt i de kommende år. Til ubodelig skade for Europa. Og netop her har Tyskland og Frankrig svigtet storslået.

De to landehar med rette kørt pagten på kirkegården, men de er tavse i debatten om erstatningen, og resultatet er blevet en uheldig debat om store versus små lande. Det er en diskussion ingen, ud over de professionelle EU-kritikere Jens-Peter Bonde, Drude Dahlerup, Le Pen og Jörg Haider, vinder på. De to store landes svigt er særligt trist, fordi erkendelsen af, at pagten var uholdbar, er ved at trænge igennem til offentligheden, ja selv de finansielle markeder virker lettede over dens endeligt. Reaktionen på finansmarkederne på den historiske beslutning har indtil nu ikke været masseflugt ud af euroen. Tværtimod er euroen efter pagtens sammenbrud stærkere end nogensinde før på de globale finansmarkeder.

Også selv om euroen for tiden lugter rigtig slemt.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar