Velkommen til Danmark, siger jeg, eller rettere plejede jeg at sige til mine venner og kolleger fra udlandet. Velkommen til en af de sidste udsatte egne, hvor oplysning og fremskridt endnu er i høj kurs. Navnlig fortæller jeg mine engelske venner, hvilken lettelse det er at være her sammenlignet med at leve i den fortsatte nedtur for det engelske samfund efter Margaret Thatcher. Jeg fortæller dem om den kosmopolitiske smag, der præger mange dele af København, og om, hvordan Danmark har haft held til at kompensere for sin relative geografiske og sproglige isolation ved hjælp af den udbredte undervisning i fremmedsprog - især engelsk - og den konstante strøm af internationale akademikere i universitetssystemet. Frem for alt fortæller jeg dem, at Danmark ligger meget tæt på toppen, hvis ikke landet er nummer ét, i FN's indeks for velstand, uddannelse, miljø og sundhed. Danmark er et godt sted at bo, opfostre og uddanne børn. Men hvordan kan jeg i skrivende stund, hvor en uhellig alliance er i spidsen for landet, fortsætte med mine lovprisninger? Da mange af mine venner er akademikere, er jeg især i vildrede med, hvilken forklaring jeg skal give dem, når jeg skal forklare det held, der er blevet en vis hr. Bent Jensen til del. Men min forklaring vil lyde nogenlunde som følger. I løbet af en uge har jeg bidt mærke i følgende overskrifter i medierne. For det første er Danmark det eneste land i verden, der har en nynazistisk radio, der bliver drevet med offentligt tilskud. For det andet har den danske stat nu anerkendt Nordens gamle hedenske guder, Thor, Odin og Freja. I en vis forstand afspejler disse usædvanlige fænomener, at der er ytrings- og trosfrihed her i landet. Og med en vis lettelse kan man konstatere, at kulturministeren har fundet ud af at stoppe støtten til den nynazistiske radiostation. Overskrifterne giver ikke desto mindre udlændinge som undertegnede en lejlighed til at reflektere. Er det ikke et urovækkende mønster præget af ny og historisk set meget udansk tidsånd, der rejser sig omkring en regering, der samarbejder med et parti, hvis ledere har den danske Højesterets ord for at have fremsat racistiske bemærkninger? Hvis man synes, at dette mønster er en paranoid skrækforestilling, så tænk engang på, hvad der ville ske, hvis en tysk nynazistisk radiokanal blev støttet af staten. Eller hvis den tyske regering officielt anerkendte de gamle guder fra Nibelungens Ring, dem, som Wagner genopdyrkede i det 19. århundrede. Eller fortsatte med at forhandle med lederen af et politisk parti, som om Højesteret aldrig havde udtalt sig. Der ville, med fuld berettigelse, rejse sig et ramaskrig. Og i november fulgte så offentliggørelsen af aftalen om næste års finanslov, som i vidt omfang er kommet på plads i kraft af mandater fra Dansk Folkeparti, inklusive midlerne til forskning. De fleste af aftalens dele er kontroversielle, men holder sig inden for demokratiets spilleregler. Den store undtagelse er den mærkelige bevilling på fire millioner kroner til forskning i historien om Sovjetunionens Gulag. Midlerne til den fremtrædende institution Dansk Humanistisk Forskningscenter skulle til gengæld skæres væk. Vel at mærke trods tidligere forsikringer om fortsat støtte under forudsætning af en uafhængig vurdering af centerets forskning. En vurdering, som det hidtil har bestået med glans. Jeg skriver disse linjer fra dette center, hvor jeg opholder mig et år som gæsteforsker. Jeg har ikke nogen personlige aktier i instituttets fremtid, men fra mine erfaringer med lignende institutter i Europa og Nordamerika ved jeg, at den fortsatte eksistens af dette institut eller et lignende er af vital betydning, hvis Danmark ønsker fortsat at være aktør i det internationale akademiske samfund i stedet for at synke tilbage i det provinsielle hængedynd. Dette tema må dog vente til en anden god gang. Jeg kender ikke Bent Jensen, og jeg har heller aldrig mødt ham. Jeg er heller ikke leveringsdygtig i en kommentar til projektet, som jeg ikke har baggrund for at udtale mig om. Det er givetvis akademisk respektabelt, og pengene er vel ikke givet til ham personligt, men til projektet, selv om alle ved, at han er den eneste person, som vil stå for undersøgelsen. Det står naturligvis Bent Jensen og enhver anden akademisk borger i Danmark frit for at søge om støtte til forskning. Men Jensen synes ikke at have søgt om noget som helst, hverken via de sædvanlige eller usædvanlige kanaler. Han har hverken søgt regeringen eller nogen andre instanser. Hverken hans projekt eller hans meritter har fået en tur gennem de gængse filtre. Desuden er projektet, så vidt jeg ved, ikke blevet vurderet af en række andre fagfolk, den såkaldte peer review, og det er ej heller blevet udsat for en uafhængig evaluering. Pengene faldt bare ned fra den nordiske himmel, lige i skødet på manden. Hvor belejligt for ham, at det politiske modstykke til de gamle nordiske guder skulle vise sig at være så rundhåndet over for ham personligt. Men det ville være rart, hvis nogen kunne forklare, hvorfor de normale regler ikke har været i spil i dette tilfælde. Den overordnede pointe, der toner frem gennem disse kendsgerninger, er ganske klar, og det er den pointe, der er et umiddelbart behov for at debattere. Bortset fra de tilfælde, hvor akademisk forskning er direkte afledt af politiske initiativer, er det ikke en opgave for regeringer eller politiske partier at udvælge humanistiske forskningsprojekter. I stedet bliver offentlige midler kanaliseret ud til de anerkendte institutioner og organisationer, som har det kompetente personale til at vurdere relevans og kvalitet blandt de mange aktører, der bejler til støttekronerne. De og de alene tager beslutningen om, hvilke projekter der skal støttes. Denne arbejdsdeling har ikke alene til formål at sikre forskningens frihed og uafhængighed. På et mere generelt niveau er arbejdsdelingen vigtig, fordi den afspejler et grundlæggende princip i moderne statsdannelse og i den klassiske liberalisme, nemlig adskillelsen af stat og civilt samfund. I det øjeblik en regering overtræder den linje, der adskiller de to vitale områder i samfundet, så er vejen banet for en omfattende politisering af forskningen. Den forskning, der bliver udført, er den forskning, som regeringen godkender. Den form for politisk kultur har faktisk skabt Jensens emne, Gulag. Det er demarkationslinjen mellem stat og civilsamfund, som regeringen og Dansk Folkeparti netop har overtrådt i en skandaløs mangel på lødig ansvarlighed. Desuden ser regeringen ud til at udvise en manglende interesse for, hvad den har gjort sig skyldig i, og hvis den alligevel skulle have en sådan interesse, synes regeringen ikke at bekymre sig om, at dens handlinger er et angreb på alt det, som Danmark hidtil med rette har været stolt af. I mellemtiden kommer en mindre betydelig politiker ved navn Jesper Langballe udstyret med en angrebslyst i Draculaklassen og en intelligens som Mickey Mouse. Hr. Langballe er en mand med en mission. Missionen går angiveligt ud på at få vedtaget et mistillidsvotum til de danske forskningsinstitutioner og derefter tilrane sig retten til at udstikke fremtidens veje inden for den humanistiske forskning. Det ene følger naturligvis ikke uden videre af det andet. Men fejlslutningen er ikke tilfældig, og den kaster lys over det sted, hvor Langballe overskrider linjen mellem stat og civilsamfund. Ét er, når valgte folketingskandidater fører kampagne for deres reform af det civile samfund. Noget ganske andet er, når politikerne misbruger deres beføjelser. Det skete ikke kun i det stalinistiske Rusland, men også i Nazityskland. Hr. Langballes monumentale fejlslutning giver ikke mange løfter om hans evner som tænkende person, men måske kan han ikke desto mindre overtales til at forklare, hvordan de filosofiske principper bag hans synspunkter egentlig adskiller sig fra nazistpartiets. Mens han overvejer sagen, kan han måske også bringes til at ofre et par tanker på et andet spørgsmål: Hvordan kan det være, at et medlem af Dansk Folkeparti - rigtigt gættet, Jesper Langballe himself - blot to uger før de endelige budgetforhandlinger ringede til formanden for Dansk Humanistisk Forskningscenter for at foreslå en aftale. Langballe ville vide, om centeret til gengæld for støtte fra Dansk Folkeparti ville danne ramme om Jensens projekt. Forskningscenterets bestyrelsesformand, Anne Knudsen, handlede korrekt og afviste blankt. Enden på telefonsamtalen var enden på fremtidig støtte fra Dansk Folkeparti, men det var på ingen måde enden på Bent Jensen, hvis sans for borgerlig ansvarlighed på charmerende vis bliver afspejlet i de bemærkninger, som han er blevet citeret for i pressen, og som vidner om, at han er aldeles ligeglad med, hvor pengene kommer fra, bare de kommer frem. Tilfældigheder? Mere paranoia? Eller er det et tilfælde, hvor Hamlets ord: »Hvad er nu det, en rotte?«, er på sin plads. Jeg tænker mig, at danskerne efterhånden er dødtrætte af den endnu mere berømte linje om, at der er noget råddent i Danmark, men jeg kan let forestille mig et publikum, som ved den næste opsætning af 'Hamlet' på Kronborg hæfter sig mere ved disse ord, end de før har gjort. I bedste fald er der her tale om mere end en snert af korruption. Og det er en stor skam. Når jeg fortæller mine venner om Danmarks rekorder på de internationale indeks for samfundskvalitet, beretter jeg samtidig om, at sådanne indeks også omfatter et mål for fraværet af korruption, Danmarks score for ærlighed, gennemsigtighed og ansvarlighed i samfundet, og at disse målinger også falder ud til Danmarks klare fordel. Så hvad skal jeg sige til mine venner i den nuværende situation? Hvordan vil disse politiske krumspring og studehandler tage sig ud for omverdenen? Det er kun et spørgsmål om tid, før historien kommer i de internationale medier, og jeg ser allerede for mig en artikel på udlandssiderne i The Times' uddannelsestillæg, som læses bredt i akademiske kredse. Hvordan vil det påvirke Danmarks omdømme på den internationale forskningsscene? Og mere generelt: Hvordan vil det påvirke Danmarks misundelsesværdige placering i vurderingerne af korruption i den politiske beslutningsproces? Svaret synes givet på forhånd. Vi kan kun håbe på, at nogle af medlemmerne af den nuværende regeringskoalition vil vågne op; erkende, at man har fralagt sig sit ansvar, og gribe til handling for at genoprette deres hårdt tilkæmpede anseelse. En af de politiske filosoffer, der er meget velanskrevet i den nyliberalistiske verdensorden, er Thomas Hobbes, der fremsatte berømte påstande om, at livet i naturen er ubehageligt, brutalt og kort. Med hensyn til livet i de mørke kroge i magtens korridorer i Danmark, kan vi kun håbe, at de to første tillægsord, som allerede klæber til regeringen, får følgeskab af det tredje.