Den klassiske manderolle går ud på at være aktiv, handlekraftig, initiativrig, opfindsom og visionær. Den klassiske kvinderolle går ud på at være passiv, mild, omsorgfuld og til behag. Sådan stillet op kan man jo godt se, at de færreste er i stand til at udfylde deres kønsrolle på tilfredsstillende vis. Yderligere forenklet kan man sige, at mandens primærrolle var at forsørge - kvindens at sørge for. Hvis en mand nu ikke var særlig dygtig til at forsørge - og det har der alle dage været mange mænd, der ikke var - så gjorde han det meget vanskeligt for ikke at sige umuligt for sin kone at opfylde sin del af kontrakten, nemlig at sørge for. At sørge for et hyggeligt hjem, velopdragne børn, mad på bordet, tøj på kroppen, alt det, der hører med til et ordentligt liv. Hun kunne jo nemlig ikke gå ud og udnytte sine eventuelle evner som forsørger. Det forhindrede konventionerne, som i denne forbindelse er det samme som kønsrollerne, hende i, og den eneste mulighed, hun havde, var at stå på nakken af manden og hakke på ham for at få ham til at blive en bedre forsørger. Da der sjældent er nogen, der er blevet bedre til noget som helst af hele tiden at få revet deres uduelighed i næsen, havde det ofte den stik modsatte effekt: I stedet for at blive en bedre forsørger dulmede han sin nederlagsfølelse i druk, og når han var blevet fuld nok, gik han hjem og bankede kone og børn, så de i det mindste på den måde var klar over, at det var blevet lønningsdag. Det er en klassisk opfattelse af mandens liv som et stort vidtskuende projekt og kvindens som prosaisk knyttet til hverdagens gøremål. Hun kan ikke følge ham på tankens vinger, fordi hun samtidig skal sørge for hans velbefindende, hans hus, hans mad, hans tøj, hans vask og ikke mindst hans børn. Det er en opfattelse, der ligger lige under overfladen den dag i dag. Selv om det er de færreste mænd, der udretter noget stort, er det stadig de færreste kvinder, der undslipper hverdagens rutiner. Det som også kaldes den kvindelige suppedas. I de sidste 40 år har konjunkturerne bevirket, at især kvinders forventninger til deres liv har forandret sig meget. Der var brug for dem på arbejdsmarkedet, og der nytter det ikke noget at være mild og passiv, slet ikke i vore dage, hvor arbejdsgivere efterspørger initiativ og engagement. Derfor har horder af kvinder været på assertions- og alle mulige andre kurser for at lære at lægge de ubrugelige dele af kvinderollen af sig. Samtid får de at vide, at de endelig ikke på miste deres kvindelighed. Så ud over at være handlekraftige, iderige og engagerede, skal de stadig se godt ud, være charmerende og til behag. Det er et held, at det ikke er så svært, som det lyder. Vi står i øjeblikket i en situation, hvor kvinder har udviklet sig meget langt med hensyn til at være i stand til at forsørge. Ikke alene sig selv, men også familien. Meget længere end mænd har udviklet sig med hensyn til at være i stand til at sørge for. Ikke alene sig selv, men også familien. Der er et efterslæb her, som mænd ikke har vist synderlig interesse for. Det kan jeg ikke fortænke dem i. Jeg tror, at alle mennesker uanset køn, gør det, de kan slippe af sted med. Og hvis man kan slippe af sted med at lade tøjet ligge i en bunke på gulvet for først at gense det vasket, strøget og foldet på hylden, hvorfor skulle man så selv have ulejligheden? Ligelønnen blev officielt vedtaget i 1976. Her er 'officielt' kodeordet. Den dag i dag tjener kvinder cirka 18 procent mindre end mænd. Og når man renser tallene for forskelle i uddannelse, anciennitet, arbejdsopgaver med videre, så står vi tilbage med en forskel på 12 procent. Det er det, forskerne kalder den uforklarede lønforskel. Jeg kalder det den forskel, som ikke kan bortforklares. Den forskel, man kan konstatere nederst på lønseddelen hver den første, hos to mennesker, der udfører det samme arbejde, men som har hver sit køn. Det kan blive til en del gennem et langt arbejdsliv. En kvinde, der forlader skolen med studentereksamen, har i gennemsnit 1,8 millioner mindre i livsindkomst end sine mandlige klassekammerater. Og det er ikke noget, man kan uddanne sig ud af. En kvindelig jurist tjener typisk 2,3 millioner mindre end en mandlig jurist i løbet af sit arbejdsliv. Forskellen er mindre hos skolelærere. Der skal kvinderne 'kun' finde sig i 1,2 millioner mindre, men større hos folk med mellemlange uddannelser inden for f.eks. handel og marketing; der er forskellen 2,8 millioner. Det er det samme over hele linjen, bankansatte, rengøringspersonale, reklamefolk, journalister, direktører (især direktører) og ingeniører. Fordi kvinder har lavere løn, har de naturligvis også mindre i pension - hvilket bliver endnu mere grotesk, i lyset af at de lever længere. Hvem er det, der har interesse i at opretholde denne indlysende ulighed? Det er svært at tro, at det skulle være mænd. Det kan da kun være til deres fordel, at deres koner, mødre, søstre og veninder tjener en ordentlig løn. Man kunne få den opfattelse, at det var arbejdsgiverne, men det benægter Dansk Arbejdsgiverforening på det ihærdigste. Arbejdsgiverforeningen mener, at den fulde ligeløn ikke kan sikres via arbejdsmarkedet alene, og det er måske rigtigt nok, men samtidig modarbejder foreningen med næb og kløer et meget enkelt redskab, der kunne sikre, at firmaernes lønpolitik bliver gennemsigtig, således at alle kan se, hvad kvinder får og mænd får, og så handle ud fra det. Den daværende regering fremsatte i 2000 et lovforslag, der skulle tvinge virksomhederne til at offentliggøre kønsopdelte lønstatistikker; et forslag, der blev støttet af de faglige organisationer, men modarbejdet af arbejdsgiverne, og det er aldrig blevet gennemført. Måske er det, fordi der eksisterer en tyrkertro på, at det her er et problem, der løser sig af sig selv, blot vi venter længe nok. Spørgsmålet er, hvor længe er længe nok. FN's kvindekomite påpeger i en evaluering af den officielle danske ligestillingspolitik i 2002 den indlysende sandhed, at når man har vedtaget en lov, har man også en forpligtelse til at påse, at den bliver overholdt. Det er ikke nok at sætte sig ned og vente på, at det nok kommer med tiden. Sådan vil man ikke gøre inden for noget andet område, lyder kritikken. Fra officiel dansk side henvises til den såkaldte danske model, der bliver trukket af stalden, hver gang det drejer sig om problemer på arbejdsmarkedet. Den danske model betyder, at det er arbejdsmarkedets parter, som selv internt løser problemerne, og det er noget, vi roser os meget af. Men når parterne ikke løser problemerne, når de på ingen måde lever op til de mål, der er fastsat i lovgivningen, så må det ud fra enhver betragtning betyde, at modellen har spillet fallit. I hvert fald på ligestillingsområdet. Vi har en officiel politik her i landet, der går ud på at fremme ligestillingen mellem kønnene. Men hvis jeg til en afveksling skulle provokere lidt, så vil jeg sige, at mange af de unge kvinder, der siger, at de ønsker ligestilling, overhovedet ikke ønsker ligestilling. De ønsker særstilling. De vil gerne have store dyre uddannelser, de vil gerne have to-tre børn, etbarnsrutinen fra 1980'erne signalerer, at man er en karrierefikseret kold cigar - og de vil have forældreorlov i årevis til dem alle sammen, og så vil de alligevel være overlæger, inden de bliver 40, for det bliver mændene jo. Men mændene har ikke taget forældreorlov i årevis, det har de nemlig overladt til deres koner. Og mens konerne går derhjemme og er i kontakt med deres kvindelighed og deres spædbørn og kogevasken, så har mændene i endnu højere grad end før karriererollerblades på og suser derudad, uhæmmet af hjemlige hensyn, for det sørger kvindes årevise orlov for. Moderne unge mænd har faktisk via forældreorloven fra staten fået forærende et begreb, der ellers var afskaffet, nemlig den hjemmegående husmor. Og det er klart, at når hun går derhjemme alligevel og hygger sig med børnene, så ville det være urimeligt at stille krav til ham om at deltage i husførelsen. Højst kan der være tale om lidt godnatlæsning for børnene, for det er meget vigtigt at være en nærværende far. Som nævnt gør mennesker det, de kan slippe af sted med, og der er ikke noget så vanedannende som et højt serviceniveau. Statistikken - som jo tit er en herlig ting - viser det sort på hvidt. Ingen stiger så eksplosivt i løn som veluddannede unge mænd mellem 28 og 35. De er simpelthen fri til at koncentrere sig om karrieren, for deres lige så veluddannede unge koner og kærester har overtaget den rolle som servicefunktion, som deres mødre, og måske endda deres bedstemødre, kæmpede sig ud af. Hver gang der politisk gøres forsøg på at gøre det mere attraktivt at få mænd til at tage barselsorlov, så lyder der et kor af forurettede stemmer om det forkastelige i, at mænd skal tvinges hjem mod deres vilje. Sjovt nok hedder det aldrig om kvinder, at de tvinges på barselsorlov mod deres vilje, det ses tværtimod som et tilbud, som de kun kan være glade for. Og det selv om det er indlysende for enhver, at netop kvinders barselsorlov gør dem til en mindre attraktiv arbejdskraft især på små arbejdspladser. Det er en glimrende ide med en central barselsfond. Og det er dejligt at se unge politikere finde sammen på tværs af partierne. Men det ville være vanvittigt at tro, at en central barselsfond er et sesam, som straks åbner alle døre. Der mangler en holdningsændring i familierne, (især) på arbejdspladserne og blandt fædre. En holdningsændring, som fører til en kultur, som siger, at det kun er uformående vatpikke, der ikke tager barselsorlov, og som ikke deltager i familiens trivsel. Ligesom kvinder i ligestillingskampen har støttet sig til rollemodeller, så må vi have nogle begavede, sexy mænd til at vise vejen og fungere som pejlemærker for andre. De findes. Fagbevægelsen, erhvervslivet og samfundet har i årevis kastet formuer i kurser, hvor kvinder kan slippe ud af den gammeldags snærende kønsrolle. Det er på tide, at mænd får de samme tilbud. Guderne skal vide, at de trænger. Så kunne man ved samme lejlighed se på, hvad det er ved mandskulturen, der gør overgreb på kvinder og børn så udbredt, at det i visse samfund nærmest er legitimt. Eller hvorfor det er sjovt, når politi og soldater slapper af med at betale for at se kvinder tage tøjet af? Eller hvorfor kvinder skal advares mod at jogge rundt om Søerne i København og andre offentlige steder efter mørkets frembrud. Da det er mænd, der foretager overgrebene, er det vel dem, der må holde sig inde!Selvfølgelig kan vi indføre ligestilling, hvis vi gerne vil have det. Om vi vil have det hænger sammen med, om samfundet har behov for det. Det er der en del, der tyder på, at samfundet har, i hvert fald i de næste 15-20 år. En meget stor del af de nuværende og kommende højtuddannede er kvinder. Samfundet har ganske enkelt ikke råd til at lade de dyre investeringer i kvindernes uddannelser gå til spilde. Det siger sig selv, at kvinder ikke kan yde optimalt både på arbejde og i familien. For at leve op til deres ansvar på arbejdsmarkedet må de afgive noget af ansvaret i familien. Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Vi behøver bare at sammenligne moderne danske familiemønstre med det, vi ser hos mange indvandrere og flygtninge. Her i landet var det også for mindre end 100 år siden manden/faren, der var den øverste myndighed og havde ansvaret for familien. Vores ændrede mønster skyldes samfundets behov og udvikling, politisk vilje og pres fra fremsynede kvinder. Det muntre er, at det tit er de samfundsgrupper, der har og har haft den allerstørste modvilje mod kvinders emancipation, der i dag er så forargede over kvindeundertrykkende familiemønstre hos indvandrere. Tilflytterfamilierne vil ikke få 100 år til at tilpasse sig den virkelighed, der er Danmark i dag. Det skal gå meget hurtigere, og det vil det komme til bl.a. via arbejdsmarkedet. Men ingen undertrykt gruppe opnår social, politisk og kulturel ligestilling uden kamp. Ligestilling er ikke noget, man får. Det er noget, man tager. Ganske uanset hvilket køn man har.