Sven Møller Kristensens og Kjeld Abells 'Sangen om Larsen' kendes af de fleste. Den handler om borgeren Larsen, hans bristede illusioner og hans kedelige, begivenhedsløse trummerum af et liv. Larsen starter som en ung frisk type, men virkeligheden indhenter ham snart. Han bliver sat på kontor, han lærer at fedte for de rigtige, han må køre på cykel i stedet for i bil, og chancerne for forfremmelse på kontoret bliver altid »nappet af chefens nevøer«. Selv hans søde kone blomstrer meget hurtigt af. Alle de gyldne fremtidshåb bliver skuffet. Sangens sidste vers lyder: Han havde tænkt sig så mangt og så meget

Men overalt var der altså hejst stop

Og sådan er det for alle de Larsen'er

Som man aldrig kan få til at vågne op Melodien er frisk og frejdig, swingende og glad. Hvilket unægtelig står i grel kontrast til teksten. Der er ikke megen empati involveret - og de sidste linjer viser tydeligt, at Larsen er fortabt. Ikke blot er han en undertrykt flipproletar, men han har - ifølge den glade foredrager af sangen - også mistet enhver fornemmelse for, at tingene måske kunne blive anderledes. Han havde så mange håb, men da de ikke blev indfriet, sank han hen i en småborgerlig slummer, hvorfra han ikke kan vækkes. Anderledes stiller det sig for den, der synger sangen. Her finder vi et 'man', som er den, der - hvor gerne han måske end ville - ikke kan få de mange Larsen'er til at vågne op. Denne 'man', som gestalter sig i den, der synger sangen, er tydeligvis vågen. Det er selvsagt påkrævet for at kunne tegne et så skarpt portræt af den bevidstløse småborger Larsen. I moderne terminologi kan man vist roligt sige, at sangen 'disser' den stakkels Larsen godt og grundigt og slutter af med at give ham en velvoksen fuckfinger. Det er måske nok synd for Larsen, men han er hinsides frelse. Larsen selv er ret nådesløst skildret. Han er en stakkel, som træller på kontoret for de magtfulde chefer, hvorefter han vender hjem til kranen og de skrigende unger i den toværelses med låg. Ham ser vi tydeligt for os. Men hvem synger? Jeg er stødt på sangen i praksis et antal gange i mit liv, først på den progressive skole, jeg gik på i 1960'erne, senere i gymnasiet. Og de gange, vi indstuderede den med det ene eller det andet formål, stod det jo klart, at vi, der sang, på ingen måde var som Larsen. Det er ikke en sang om en medborger i broderlig forstand, men snarere om en borger, der er karakteriseret ved, at han er bukket under og ikke har set lyset. Men hvilket lys? Det stod ikke dengang klart for mig, men blandt den musik, jeg ellers dyrkede - Dylan, Beatles et al - dukkede der af og til sange op, som var kendetegnet ved selve deres stavemåde - den som også gik igen i titler som 'Hva' mæ' kulturen?' og lignende. Jeg fik aldrig nogen synderlig forkærlighed for 'Sangen om Larsen', og den dag i dag forekommer det mig at være en lidt triumferende, usolidarisk sang, som primært tjener det formål at bekræfte afsyngeren og, når det går højt, hans publikum i, at vi i hvert fald ikke er som Larsen. Der gik mange år, før det gik op for mig, at netop denne sang på en eller anden måde hører til de for tiden så forkætrede kulturradikale kronjuveler. Jeg var for ung til at se billedet i 1960'erne, men i det sidste par år har sangen spøgt i min hjerne, sådan som veldrejede melodier kan gøre det. Når den spøger, sker det i en slags aura af andre ting, som jeg gennem tiden har stiftet et overfladisk bekendtskab med. PH, hans opfindsomhed, hans nonkonforme filosofi, hans revysange, Liva Weel, rytmik og dans, Rifbjerg, kreativitet, udfoldelse - en hel horde af spøgelser fra forgangne årtier, som alle på én eller anden måde udstråler frisind. Selv den uortodokse stavning, som er en slags lydskrift, der er eminent egnet til at få versefødder til at passe, udstråler for mig frisind. Vi staver det, som det udtales. Det er frisind, når det er bedst. I en fremskreden alder må jeg erkende, at jeg er vokset op under moderat kulturradikalt pres. Det var så moderat, at jeg slet ikke registrerede det som pres. Det var bare sådan, verden var. Og selv om jeg ikke brød mig specielt om den hånlige afskrivning af Larsen, så har jeg aldrig identificeret mig med ham. Jeg har heller aldrig identificeret mig med ham, der synger sangen. Men jeg har i høj grad identificeret mig med den mentalitet, som for mange år siden kaldtes frisind, og som senere blev kaldt for progressiv. Og med tiden er denne mentalitet kommet til at stå for mig som en lidt naiv og af og til nedladende indstilling, som ofte tog sig selv for gode varer i faretruende grad. Man skal ikke være blind for, at tonen i kulturen - mere eller mindre bredt defineret - i 1960'erne og 1970'erne især, i høj grad var lagt af denne frisindede/progressive mentalitet. Og tonen i kulturen er magt. Det føltes måske ikke som magt, når man sang 'Sangen om Larsen', men på en vis måde var det. Det var i hvert fald et udtryk for en følelse af overlegenhed i forhold til den surt slumrende Larsen og folk som ham. Og mens der for mig at se ikke er noget galt i at udtrykke sig, så må man jo være klar over, at selv det mest kreative udtryk også skaber et indtryk. Dette indtryk rinder i hu, når jeg eksempelvis hører kulturministerens mere eller mindre solide fortolkninger af netop den kulturelle tone i de sidste årtier. Skolebladscensuren over for den unge Mikkelsen, den truende revolutionære jargon i DR og samme institutions journalisters ræverøde, undergravende virksomhed. Jeg synes ikke, hr. Mikkelsen har ret - men jeg må jo bøje mig for, at han opfatter tingene på den måde. Hr. Mikkelsens erindringer får mig til at tænke på, om han mon i virkeligheden er identisk med hr. Larsen fra sangen? Det kunne jo godt tænkes, at Larsen - hvis han nogensinde vågnede af sin frustrerede søvn - ville have nogle bitre ord at sige om eksempelvis den sang, der i årtier har fremhævet glade, kreative og frisindede mennesker på hans bekostning. Hvis man kan forstille sig dette scenario, må man medgive, at tonen i kulturen kan opleves af nogen som en form for magtudøvelse. Og på sin vis er det et paradoks, at årtiers frisind i de sidste år har givet et så kraftigt bagslag. Det var ikke meningen. For frisindet var jo tænkt som noget, alle kunne have glæde af. Men tiden skulle vise, at ikke alle havde lyst til at have glæde af det. Tiden skulle tværtimod vise, at der var mange, der ikke var frisindet indstillet og i bund og grund foragtede den løsslupne dans, hvor indbydende den end tog sig ud for de dansende selv. Man kan sige, at alene den reaktion mod frisindet, vi oplever i disse år, er med til at definere samme frisind som en form for magt. »Al magt til folket«, råbte vi glade, men da det virkelige folk så fik magten, besluttede man hurtigt at tage al magten fra dem, der havde råbt 'Al magt til folket'. De var simpelt hen for anstrengende, og de kunne finde på at bryde ud i 'Sangen om Larsen', hvilket var en kende tæt ved benet. Efter min mening er der tale om et magtopgør - og det, vi med en lidt vag term kalder værdikamp, er sådan set en regulær magtkamp. Man må tænke på, at de frustrerede Larsen'er jo ikke er blevet mildere stemt, mens de har sovet og i årtier er blevet forstyrret af den triumferende sang om sig selv. Den nyligt vågnede Larsen har ikke noget problem med at opfatte dagens orden som en magtkamp, hvilket man kan forvisse sig om ved at granske eksempelvis opgøret med de sidste årtiers venstreorienterede. Tonen er en anden nu, selv om selve begrebet 'tonen' måske er svært at definere. Det er svært at kæmpe imod en tone. Det ved Larsen kun alt for godt. Det kniber straks mere for dem, der stadig er frisindede, eller hvad vi nu skal kalde det i vore dage, og som ikke rigtig fatter, hvorfor alting pludselig er blevet så underligt. Sandt, man kan vride sine hænder over udlændingepolitik, individualisering, kommercialisering, tivolisering, reklamer, popstars, mere politi på gaderne, strengere straffe, Christianias afvikling, miljøet, P3, operahuset og alle de andre ting, som er med til at lægge tonen - men så længe man bare vrider hænderne, hjælper det ikke mere end at udtrykke et fromt ønske om, at alle hjem burde have mindst to PH-lamper. Den skuffede reaktion fra den afsatte kulturelite er forståelig, men velmente ord om ordentlighed, herlighedsværdier, kvalitet, økologi og anstændighed klinger defensivt og retroagtigt som forne tiders sloganer om fred, kærlighed og forståelse. Det er ikke et spørgsmål om frisindet konsensus - det er et spørgsmål om magt. De sidste strofer af 'Sangen om Larsen': Og sådan er det med alle de Larsen'er,

som man aldrig kan få til at vågne op burde måske mane til eftertanke. Stroferne antyder, at den, der synger sangen, gerne så, at Larsen vågnede op og blev en glad, fantasifuld fyr. At det bekendte tavse flertal ville se det frisindede lys og dermed gøre sangen overflødig. Men måske var det på skrømt. Måske skulle man i stedet have prist sig lykkelig, så længe Larsen slumrede. Måske skulle man tone rent flag og sige, som en mand, jeg en dag hørte udtale: »Jeg ville ønske, det tavse flertal ville holde sin kæft«. Måske skulle man have været så ærlig over for sig selv, at man lod Larsen være Larsen. Hvad så, om han var frustreret? Hvad så, om hans kone blomstrede af og han forblev en tabernar på sit sure kontor? Det måtte vel i sidste ende blive hans problem. Og konens. Havde man gjort det, havde man da i det mindste været åben over for tanken om, at ikke alle mennesker i denne verden er disponeret for frisind, og at mange gerne vil have sig frabedt at blive det påduttet. Og selv om ordene klinger hårdt af noget for noget og den slags, så er det svært at komme uden om, at den form for argumentation er tonen nu. Men frisind er en underlig størrelse. Hvis man bekender sig som frisindet, viser man på overfladen, at man er åben. Men man definerer samtidig andre som ufrisindede - hvilket vel ikke kan siges at være særlig frisindet. Det er lidt som at være imod krig - man kommer let til at antyde, at i øvrigt sagesløse personer går helhjertet ind for myrderier. Den slags kan vække anstød, selv om meningen er god nok. I en tid hvor frisind er afløst af en betydelig mere tilknappet stil, og hvor der ikke lyder mange undskyldninger for selv de mest iøjnefaldende fodfejl, ville frisindede mennesker måske stå sig ved at spekulere over, hvad der kan afløse frisindet. Frisindet i den kulturelle tone op gennem sidste halvdel af forrige århundrede endte i en håndfast, målbevidst modreaktion. Statsministerens grove og generaliserende bemærkninger om rundkredspædagogik var et karakteristisk og velrettet spark i skridtet på hele den toneangivende tradition, jeg har forsøgt at beskrive ovenfor. Og når magten forfalder til vittighedsagtige klicheer som 'Hvad synes du selv?'-pædagogik, så burde tiøren snart falde: De frisindedes værste mareridt er gået i opfyldelse. Hvad har man tænkt sig at gøre ved det? Spørgsmålet er, om der er noget at gøre ved det. Larsen måtte jo også selv lide i årtier, før han som Holger Danske kunne opstå fra divaneseren og slå de frisindede på retræte. Da det endelig skete, skete det med manér, og jeg er alvorligt bange for, at selv Niels Hausgaard og Anne Marie Helger ikke har kræfterne til for alvor at tage kampen op med den grundigt udhvilede Larsen, hvor tit de så fylder Cirkusbygningen. Jeg er bange for, at vi må overlade scenen til Larsen, så længe han nu har kræfter til at fylde den ud. Noget for noget, som man siger. Jeg vil gå så langt som til at sige, at såvel Larsen som de frisindede har fortjent det. Det er god tone i showbusiness, at man forholder sig høfligt til de andre artister, også selv om deres nummer byder én imod. Især da. Ethvert show har sin tid, og mens det nuværende stadig kan trække flere indenfor, end der står udenfor, er tiden måske bedst brugt på at skrive friske sange til et nyt repertoire.