Anders Fogh har påberåbt sig en værdikamp og straks med sin første nytårstale slået ned på 'smagsdommerne': Smagsdommerne udgør et regime og synes at have skabt en forlængelse af enevældens magtabsolutisme, blot med andre midler. En Bermudatrekant mellem Gyldendal, Politiken og Danmarks Radio opsluger alle andre værdier og får dem til at synke til bunds i et kulturelt indforstået hængedynd. I et lille kulturland som Danmark kan det indforståede fællesskab let føre til snævre cirkler, kort horisont, små sko og manglende tolerance. Så meget desto mere er det afgørende, at forandringen, værdikampen, er gennemtænkt og ikke præget af tilfældigheder, indskydelser og pludselige hovsaløsninger. Inden for miljøpolitikken har vi set, hvor radikalt opgøret skal forstås. Her viste det sig ikke blot at være kulturradikale digtere, men også professorer i hardcore naturvidenskab, der blev gjort til smagsdommere sammenlignet med den af Anders Fogh udnævnte ekspert. Om professorerne så kom fra de toneangivende universiteter i USA, var de stadig smagsdommere. Tilsvarende synes smag og behag at gøre sig gældende for finansloven. Jens Otto Krags berømte princip om, at »man har et standpunkt, indtil man tager et nyt« synes at være gjort til princip for aftalerne om finansloven. »Vi holder det ikke, når vi ikke holder, hvad vi lover; for vi vil nemlig holde, hvad vi lover«, omtrent sådan sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til TV 2, netop da dagpengereformen blev taget af bordet. Så virkede det umiddelbart mere afdæmpet, da Fogh ved Folketingets åbningstale brokkede sig over rundbordspædagoger, der blot spørger »hvad synes du selv«, når de store vidensspørgsmål skal afgøres. Meget mere påfaldende er det, at Fogh i et interview 3.11. hævder, at »det var en politisk vurdering«, når han begrundede Danmarks deltagelse i Irakkrigen med, at »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget vi ved«. Her må man spørge: Hvad er viden? Hvad er tro? Hvad er vurdering? Hvad er politik? Når det vækker stort postyr, at mange danske gymnasieelever ikke ved, at Iraks hovedstad hedder Bagdad, skyldes det så, at f.eks. faktisk viden om Iraks masseødelæggelsesvåben, blot er vurderingsspørgsmål? Altså noget i retning af: at Iraks hovedstad hedder Kairo og Irak har atomvåben, fordi det synes jeg selv, at jeg kan bruge som 'politisk vurdering'. Spørgsmål om politisk dømmekraft, om smagsdommere, om tro, håb og viden blander sig. Det samme gør ret og rimelighed, for Fogh har samtidig hævdet, at »den eneste grund til, at regeringen gik i krig var Iraks manglende vilje til at samarbejde med FN's våbeninspektører«. Nu mente chefen for våbeninspektørerne, Hans Blix, ganske vist noget andet. Folkeretligt er argumentet imidlertid uhørt: Suveræne stater kan selvfølgelig isolere sig, som de vil. Det gør Schweiz på mange måder. Men Schweiz udgør ikke nogen trussel, fordi landet faktisk ikke har våben, det kunne finde på at true med og trods en vis grad af direkte demokrati ikke i særlig grad betjener sig af despotiske beslutninger. Foghs politiske dømmekraft er helgarderet. Bedømmer man den, er man blot endnu en smagsdommer på linje med kulturskribenter, Harvard-professorer og folkeretseksperter. Og enhver har sin smag og kan have sin private 'politiske vurdering' om Iraks våben, og om at hvad synes du selv-pædagogikken må afskaffes til fordel for vidensbaseret pædagogik og så videre. Vi kan vel alle være smagsdommere for Vorherre og i konsekvens heraf mene hvad som helst om smagsdommere. Kunne man mene. Det er vel en demokratisk ret. Videnskaben kan da ikke analysere smagsdomme på samme måde, som den analyserer matematiske formler, biologiske systemer eller økonomiske love, og kunne den det, så er alt vel blot smagsdomme. Der findes imidlertid en stærk videnskabelig tradition for at analysere smagsdomme. Ydermere er den i bund og grund udarbejdet for at kunne danne grundlag for analyser af politisk dømmekraft i forbindelse med beslutninger om krig og fred. Det store navn i den forskningstradition er ingen ringere end den tyske filosof Immanuel Kant, der udgav sit tredje hovedværk 'Kritik af dømmekraften' i 1790 og i umiddelbar forlængelse heraf skrev det berømte værk 'Til den evige Fred', der udkom i 1795. Kant er ikke hvem som helst. Han regnes for grundlæggeren af den moderne forskning i, hvilke kriterier vi kan have om videnskabelig gyldighed, og har været en helt afgørende grundfigur bag mange af de videnskabelige gennembrud, som skabtes siden slutningen af 1800-tallet. Det var grænserne for den videnskabelige argumentation, han analyserede med værket om dømmekraften. Samtidig var det et værk, der undersøgte grundlaget for politisk argumentation og for de mest rene smagsdomme, Kant kunne forestille sig. Opfattelserne af smag og behag så han mest ekstremt dyrket inden for æstetikken. Hvad man har lyst til og ikke har lyst til, synes her privat. Når talen falder på naturvidenskab, er opfattelser mere objektive. Men i politisk koordination af samfundsforhold, der fordrer at andre personer er med på fremsatte forslag, er smagen muligvis også mindre privat end i æstetikken: Udtaler en forslagsstiller sig om gældende ret, er det normalt en god idé at have godkendelse fra dem, retten vedrører. Sådan ser det tilsyneladende ikke ud, når det drejer sig om æstetiske smagsdomme. Lad os se på, hvordan en person kan beslutte sig for pizza eller lasagne på en italiensk restaurant. Lad os sige, at ordren til tjeneren hedder 'pizza'. Lad os dernæst se på, hvad der ville ske, når tjeneren kom med pizzaen, og vor sultne restaurantgæst sagde: »Desværre, min smag er jo subjektiv og min lyst helt privat, nej, jeg har lyst til lasagne, andre må spise den fordømte pizza«. Kants pointe er, at den går ikke! Problemet er, at personens dømmekraft i forhold til hans egen lyst og smag forudsætter, at smagen kan holdes konsistent. Det kan den kun, hvis lyst på en eller anden måde kun forbindes til kommunikation med andre mennesker. Siger man hvad som helst afhængig af lyster og indskydelser, går der inflation i kommunikationen, og ingenting betyder noget. Evnen til at fastholde lyst, smag og behag er forbundet med at kunne udtrykke sig for andre. Har man en særegen smag, antager vi derfor altid, at man kan fortælle andre om hvorfor. Ellers bliver man sær og til en særling. I videnskab er sådanne krav selvfølgelig meget mere strikte. Forskerfællesskabets tilslutning er et afgørende kriterium for gyldigheden af fremsatte analyser. De dømmes først 'sande', hvis de får virkelighed i forskernes kommunikationsfællesskab. Kants argument er, at æstetisk sans markerer et yderpunkt i forhold til retssans, politisk sans, situationssans, proportionssans og så videre. Men hvad såmed det politiske fællesskab? Og hvordan mener Kant, at det har noget at gøre med folkeret? Hvad har pizza og folkeret med hinanden at gøre? Smagsdommeren er ikke blot nogen privatperson. Hvad der kan gøres til subjektiv lyst og gøres privat forudsætter begrundelser, der kan fremsættes offentligt. Kants pointe er, at når dette krav gælder i grænsetilfældet med pizzaen, må vi i en væsentlig stærkere grad kunne gøre det gældende i beslutninger om krig og fred. Kants tese er her temmelig påfaldende, idet han i værket 'Til den evige Fred' hævder, at »alle maksimer stemmer overens med både ret og politik, når de for ikke at forfejle deres mål har behov for publicering«. Er det blot propagandaens spin-doktorer og kommunikationseksperter, der er brug for? Det Kant imidlertid siger her er, at beslutninger, der kan tåle fremsættelse for offentligheden, har retlig tilslutning og politisk tilslutning, når de netop som mål vil inddrage andre. Kort sagt: Hvis beslutninger tager udgangspunkt i, at andre beslutningstagere skal inddrages, og at det er en del af beslutningen at inddrage dem, så er det netop, hvad legitim ret og politik drejer sig om. Politisk dømmekraft består ikke i enmandsværk. Foghs problem går dermed ikke blot på, om det isoleret set var en god beslutning at gå med i USA's Irakkrig. Problemerne går som udgangspunkt på proceduren. Det forunderlige er, hvorfor han var blind - og fortsat er blind - i forhold til proceduren: Når han så ofte har fremført, at »Irak har masseødelæggelsesvåben« er vores nationale lokale problem jo, at vi for fremtiden kan have svært ved at tro på, hvad han mon kan mene med påstanden: »Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget vi ved«. Det er derfor, hele problemet om Foghs opfattelse af 'smagsdommere' og 'værdikamp' kommer på banen. Det næste problem er, at beslutninger skal være forståelige for andre. Forudsætningen er selvfølgelig her, at begrundelsen i sig selv skal være klar, hvad den ikke er, når vi serveres for en bestandig skiften mellem massevåben-argumentet, argumentet om Iraks manglende samarbejdsvilje, og så det argument, der har det stærkeste indhold: Argumentet om Iraks manglende overholdelse af menneskerettigheder. Det folkeretlige problem er, at argumenter skal fremføres for andre, og det vil sige andre beslutningstagere fra helt andre retstraditioner. Arabiske, kinesiske og russiske beslutningstagere eksempelvis. Det er derfor den lange folkeretlige tradition går så langt tilbage til længe før Kants værk 'Til den evige Fred' og endda helt tilbage til korstogstidens retsudvikling: Vi skal have de andre med, bag om vor egen retstradition! Den besatte befolkning skal kunne forstå det berettigede i beslutningen, og i gennemførelsen af den, dens mål og dens efterspil. Andre, fra andre civilisationer, skal kunne forstå den. Netop dét er så problemet, med hvad der kunne have været Foghs gode argument for at deltage i Irakkrigen og besættelsen af Irak: Tilvejebringelse af menneskerettigheder og demokrati i Irak. Hvis Bush og Fogh var gået efter det mål, så måtte besættelsen af Irak imidlertid have taget sig helt anderledes ud. Så ville målet fra først til sidst have været etableringen af en retsstat. Retsstater sikrerstabile forventninger; de opfører sig ikke despotisk. Et despoti, der har masseødelæggelsesvåben er derimod farligt. Despotiargumentet skal så at sige ganges med våbenargumentet. I 'Til den evige fred' har Kant derfor i overensstemmelse med folkeretten argumenteret for at stater ikke må intervenere i andre staters forfatning: Retsstater må ikke intervenere i hinanden. Hvortil han viste, at demokratier ('republikker') ikke går i krig mod hinanden. George Bush synes på det seneste med sin nyeste doktrin fra november 2003 at have hørt om argumentet fra sine rådgivere. Sikring af demokrati er sikrere sikkerhedspolitik end magtanvendelse. Argumentet er imidlertid ikke blot, at befolkningen, som demos, er imod krig. Når Kant hæftede sig ved republikken frem for demokratiet skyldes det, at det er retsstaten og retssansen, der forhindrer den despotiske krigsførelse. Guantánamo er imidlertid efterhånden et symbol på den tilfældige forståelse af retssans og retspolitik, der ligger bag interventionen. Argumentet om etableringen af en retsstat kunne have været godt, hvis de intervenerende parter ikke selv optrådte som despoter, men udviste retslig korrekt adfærd. Indholdet i det argument viser altså også tilbage til proceduren. Faktisk synes demokratimålet og specielt målet om etablering af retsstaten først at komme ind meget senere. Man fjernede direkte politistyrkerne og hele embedsapparatet. Selv ved besættelsen af Nazityskland gik man ikke så langt. Dengang lod de allierede i vid udstrækning det etablerede retsapparat fungere videre og gav tilmed nazispidserne forsvarere. »Men Saddam Hussein havde jo våbnene« siger Fogh. Jo, men dengang anvendtes de med Vestens billigelse. Vesten havde selv solgt en del af dem til Irak, og siden man intervenerede i 1991 har de ikke været anvendt; størstedelen vides med sikkerhed destrueret. Selvfølgelig ved det veltrænede diplomati da også, at besiddelse af den type våben nødigt fornægtes i den politiske æresretorik, som en arabisk diktator betjener sig af. Men Fogh og Udenrigsministeriet er (tilfældigvis?) ikke på talefod. Tilbage står en hovsaargumentation, hvor Foghs smagsdommer-filosofi skal udgøre 'værdigrundlaget': Hvis man nu lagde de tre argumenter sammen, våbenargumentet, samarbejdsargumentet og retsstatsargumentet, så kunne de måske være tilstrækkelige. Indicium på indicium. Ingen af dem holder, men tilsammen skaber de tilstrækkelig skyldspålæggelse til at tusindvis af dødsdomme udstedes, selv om vi i vore moderne retsstater som grundregel forfægter, at den uskyldige er uskyldig, indtil andet er bevist. Tilsyneladende er argumentet: Irak stod så godt for hug! Sådan vil man altså lære Irak og Mellemøsten retslighed! Fogh har valgt at begrænse høringen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen fra beslutningen om den, og beslutter dermed at fastholde et coverup, som skal tildække beslutningen. Dén skjulte beslutning om den skjulte beslutning er imidlertid, hvad der ægger offentligheden: Hverken pizzaer eller krigserklæringer er private. Typisk er det i forsøgene på tildækning, den politiske magt (Nixon, Blair) fejler. Despotens billede toner frem. Hvad har Fogh lovet Bush i telefonen, mens Fogh var formand for EU's ministerråd? Sagde han ja til argumentationen eller til beslutningen? Er det magtmytens glorie, som musen har brug for at få pudset af, mens den tramper på broen sammen med elefanten? Det er muligt, at det konservative USA har brug for at hade. For at dødsdømme hundredvis af sine egne borgere og tusindvis af andre. Det er muligt, at USA har brug for at markere præsidentiel vilje og beslutningsmod. Danmark burde imidlertid være et moderne land, et europæisk land, der har lært af europæiske erfaringer om kriges kaos. Men desværre er Danmark også et land, hvor militær beslutningsmagt og myter om værdikampe danser heksedanse med hinanden.