Falster, Fyn, Bornholm og Jylland ... Byens skole skal lukke. Jeg sidder derhjemme foran skærmen og ser scenen udspille sig igen og igen i de lokale nyhedsprogrammer: Så lukker de i Randers, så ringer klokken for sidste gang i Give, så drejer de nøglen om og sætter børnene på bussen i Gedser. Alle steder flages der i overført betydning på halv, når byrådene og amterne dikterer. Der er ingen, der ønsker de her skolelukninger. Måske undtaget bureaukraterne, der skeler til nyere undersøgelser, og populærpædagogerne, der fører til torvs, at dels kan vi spare, dels klarer de store skoler meget bedre det hele og især det faglige. Jeg sidder derhjemme foran fjerneren sammen med mine to børn og ser det gang på gang. Og frygter hver gang, at snart er det os, der marcherer derinde på skærmen i demonstration under de samme bannere 'Bevar skolen'. Snart er der måske også nogen, der vil lukke vores skole. Og hvad sker der, når man lukker skoler, som det er sket de seneste år? Ja, ifølge alle undersøgelser (senest refereret i Skolebørn, 9, 2003) så åbner andre skoler. De samme skoler vel at mærke, men i privat regi. Alle tal viser nemlig, at forældre ønsker deres børn i de små skoler. Hvis det ikke kan lade sig gøre i kommunalt regi, tager man privat initiativ. Det fordrer store tilskud fra kommunerne, og den forventede besparelse bliver til at overse. Hér ligger en principiel hund begravet: I det seneste års skolelukninger er folkeskoler blevet erstattet af private skoler. Det former sig altså i virkeligheden som en privatisering ad bagvejen. Men - ønsker vi det? Som forældre? Som samfund? Eller vil vi (fortsat) bevare folkeskolen for de fleste? Lad dét spørgsmål ligge som en overvejelse under denne følgende forsvarstale for vores lille velfungerende skole: For Ja, det er vores skole, ikke bare børnenes eller lærernes eller pædagogernes. Men hele det lille samfunds skole. Vi er godt 2.000 sjæle høj, her i Tisvildeleje, hvorfra denne beretning udgår. Vi kan ikke undvære vores skole. Så visner vores samfund. Ligesom vi ikke kan undvære Thomas Købmand. Der er nogle funktioner, der skal til for at bevare et samfund. Var de der ikke, ville vi bare være en flok splittede familier spredt ud over et stort område. Nu er vi en helhed. En helhed med forskelle og indbyrdes strid, bevares, men en enhed trods alt, der mødes med meget jævne mellemrum. Vi ses for eksempel om morgenen i skolens foredragssal. Når skoleleder Peter Skafte svinger sin lille klokke, som står på flyglet, og der hver gang til min store forbløffelse falder en øjeblikkelig tysthed over de cirka 150 børn, der står som sild i en tønde. Rundt om på bænkene langs væggen sidder forældre, hver morgen er der stort set fuldt hus. Så synges der, og så går dagen i gang. Vi ses dér. Men vi ses formentlig også om aftenen - en del af os - når skolen lægger lokaler til møder, foredrag, dans, koncerter, auktioner, udstillinger, fødselsdage, borgermøder. Vi har ikke noget forsamlingshus, så det er på skolen, det sker, det hele. Det er også omkring den, vi samles, når busserne kører på Norgestur med alle vores børn. Og næsten hele byen er af huse for at vinke farvel. Her er også dem, der engang havde børn i skolen, men nu bare gerne vil se, hvad der sker - og hvem der har fået børn med hinanden. Den lille skole er en stor dynamo. Ikke bare i Tisvildeleje. Rundt omkring i landet ligger disse små, til hverdag upåagtede, dynamoer. Man går jo ikke rundt og tænker over, at der er lys fra dynamoen - før lyset forsvinder. Eller man bliver mindet om, at det kan blive slukket. Vores lille skole er en tryg skole med traditioner. Min ældste dreng i 5. klasse kender navnene på alle børn på skolen. Samfundet i dag er stort og ret uoverskueligt, men her får de i hvert fald i deres barndom en solid platform, hvorfra deres verden går. Det kan sjældent gå helt galt, når rødderne er lange og velnærede. Det er så umådelig væsentligt at give de unge en tryghed og en tilknytning, så de vokser op som hele mennesker. De små skoler med deres store nærmiljø giver netop dét. Og der er mange andre ting, vores lille skole gør så godt. Mine niecer, der i dag er 17 og 19, kom til Danmark som 6- og 7-årige fra et meget fremmedsproget land. De kunne ikke et ord dansk. Nå jo, den ene kunne sige slikkepind. De blev anbragt i hver sin klasse. Gevaldigt betuttede. Tre måneder senere talte de flydende dansk. Her er ingen problemer med integration af de fremmedsprogede børn, vi også har. Her er i det hele taget ikke så mange problemer, som jeg hører om fra veninder, hvis børn går på de store kommuneskoler. Dét, der kunne blive problemer, nippes ofte i den spæde start. Blandt andet fordi tingene opdages hurtigt og oftest er meget synlige. Det er en af de mange kvaliteter: Alle er tæt på alle. Forældre, lærere, skoleleder, børn - der er ikke langt, der er ingen mellemled. Vi ses, vi taler, vi kender hinanden. Det er ikke nogen stor, tung skude, der skal vendes eller have anden kurs. Tisvilde Skole er en lille manøvredygtig båd. Langt mere fleksibel pædagogisk og økonomisk end de store mastodontskoler, som lige i disse år bliver udskreget fra tagtoppene til at være it. Rengøringsdamen, som alle har kendt siden børnehaveklassen, hedder Lillian. Hun bestyrer også den lille kantine. Og hvis nogen har glemt madpakke eller penge, får de på kridt. Eller bibliotekaren lægger ud. Er der en dag sygdom hos en lærer, spæner samme bibliotekar ned og er vikar, eller Peter Skoleleder tager timen (han er en rigtig god historiefortæller). Og hvis det rigtig brænder på, inddrages sekretæren. Fleksibilitet er ikke bare fine ord på glittet papir her. Og fordi forholdene er overskuelige og 'kommandovejene' korte, er det også nemt at implementere de nye undervisningsformer - eller beslutte at ophøre med et forsøg, fordi det ikke er efter hensigten. Her er ingen tunge lærerkollegier, der gang efter gang spænder ben for sig selv og friske muligheder. Og så er det jo ikke kun skolen, der er overskuelig. Vi kan indgå i samarbejde med vuggestue, børnehave og lave en linje i børnenes hverdag. 'Den røde tråd' hedder samarbejdet mellem Tisvildes vuggestue, børnehaven, klassen og skolen med gradvise indslusninger mellem de forskellige trin. Det, man siger på borgen for tiden, er: at de store skoler er bedre. At eleverne fra de store skoler får bedre karakterer. At lærerkorpset er bedre, fordi det har mod- og medspillere. Man siger også, at de er billigere. Der er altså både pædagogiske og økonomiske argumenter for de store skoler. Stop en halv, siger vi herfra. For der er rigtig mange ting, der halter i denne fremstilling. Vi tager et par af de væsentlige halte-punkter: Argumenter for store skoler bygger på en undersøgelse. For 25 år siden var der en undersøgelse, der sagde det modsatte. Undersøgelser er nemlig kun så gode som undersøgerne og kun så apolitiske som undersøgerne og de, der bestiller undersøgelsen. I 1960'erne fældede vi alle vejtræer og rettede åerne ud. Fordi alle undersøgelser pegede på, at det var det bedste. I dag planter vi vejtræer og forsøger at lægge naturlige fald i åerne - ud fra nye undersøgelser. Det er jo rimelig nemt at se, at en undersøgelse, der peger på de store skoler som vejen frem, skriver sig fint ind i en sparepolitik på de offentlige områder. Så kan vi sætte skatten ned og privatforbruget op. Selv om politikere tit prøver at pakke skolenedlæggelser ind i pæn pædagogik og ideologisk artige argumenter, så ved vi det jo godt: nedlæggelse = besparelse. Der verserer undersøgelser, som påstår, at små skoler er dyrere end store skoler. Vi må melde hus forbi. Små skoler er nogle gange dyrere end store skoler. Men lige så ofte er det ikke tilfældet. Hvilket vores egen lille skole er et lysende eksempel på. Og tal, der illustrerer, at en elev her ikke er dyrere end en elev i samme kommune på en stor skole, fremsendes gerne til eventuelt interesserede. Der er også den med, at et lille lærerkorps er et dårligere lærerkorps, fordi fagligheden går fløjten og ikke holdes ajour. Nu er jeg selv sådan en slags lærer - gymnasielærer - og det har jeg været i sammenhænge med lærerkorps på tolv og på tres. Forskellen er den samme. Hvis du vil en faglighed, så har du en faglighed. Og det vil lærerne på de små skoler ofte i endnu højere grad end storskolelærerne. Det er et postulat ud fra mine erfaringer. De er engagerede i skolen, børnene og forældrene på en helt anden tæt måde end lærere i de store skoler - og så følger fagligheden med. Man kan også formulere det mindre positivt og sige, at på de små skoler kan en dårlig lærer, en uengageret lærer, en fagligt doven lærer ikke gemme sig. Det er den lille skole alt for 'nær' til. Som et mindre indspark er vores lille skole i kommunen da også den eneste, hvor alle lærere indtil videre er faglærte - den er med andre ord meget attraktiv at arbejde på. Jeg tror på, at en gruppe af lærere kan vurdere skolers kvalitet i højere grad end undersøgelser foretaget i OECD. Og nu er vi så ved et andet kardinalpunkt, som undersøgelsesryttere og statistik-entusiaster skøjter hen over: Skoler er forskellige. Små skoler er ikke lig med små skoler, ligesom store skoler ikke er lig med store skoler. Der er sikkert gode, store skoler, og der er dårlige. Gode små skoler, og formentlig også dårlige. Jeg kender kun den gode. Man kan ikke tage en undersøgelse, der siger, at små skoler er dyrere og dårligere fagligt og derudfra konkludere, at Tisvilde er en lille skole, ergo er den dyrere og dårligere fagligt. Så er man som den dumme statistiker, der påstår, at hvis man står med én fod på en skoldhed plade og en anden på en kold, så har man det gennemsnitligt godt. Hvis der skal nedlægges skoler, foreslår jeg, at enhver kommunalpolitiker lægger øret til mulden, og når han/hun er færdig med at lytte, så skal de se på regnskaber og tale med folk i lokalsamfundet. Så de får et helt billede af, hvad en skole er. De skal også tale med pensionisterne og dagplejemødrene og foreningerne og spørge dem, hvad skolen betyder i lokalsamfundet. Og så skal de regne på, hvad det koster i støtte til nyopførelse af bygninger og støtte til netværk og alle de andre ting, som vil springe frem som underskov, hvis den bygning, der står som fundament, pludselig skrider. Det kan komme til at koste meget dyrt på andre konti. Overvej privatiseringsaspektet fra indledningen på denne artikel, overvej det økonomiske, overvej børnenes trivsel, som jo ikke kan gøres op i kolde kontanter eller tørre karakterer - hvorfor nedlægger vi egentlig alle disse små skoler?