Anders Fogh Rasmussen høstede megen kritik for sin tale ved Søværnets Officersskole 29. august i år. På 60-års dagen for samarbejdspolitikkens store krise i 1943 kritiserede statsministeren datidens samarbejdspolitik for at udgøre et moralsk svigt, og han priste begivenhederne 29. august, da der endelig blev sagt nej. Folk, der ved noget om sagen, kritiserede bagefter Anders Fogh Rasmussen for at se bort fra de storpolitiske forhold dengang og for at ignorere forskellige ikke uvæsentlige detaljer, såsom at Danmark havde været besat af Tyskland, Europas stærkeste militærmagt, og at politikerne muligvis var drevet af tanken om at beskytte befolkningen. Kritikken af statsministerens tale var fra en saglig synsvinkel fuldstændig berettiget, og han viste sig da heller ikke i stand til at imødegå den. En pointe, man glemte i forvirringen, var den, at regeringens 'afgang' 29. august 1943 ikke var andet end en symbolsk gestus over for befolkningen. Realiteten var, at der bagefter og lige til 5. maj 1945 blev ført samarbejdspolitik på fuld kraft under departementschefstyret kontrolleret af politikerne i det såkaldte Trettenmandsudvalg - herunder også venstrepolitikere. Statsministerens kritik af samarbejdspolitikken falder i første omgang tilbage på hans eget parti. Venstre var nok det mest modstandsfjendtlige og tilpasningsivrige af de fire regeringspartier. Under besættelsen søgte partiet målrettet at udnytte situationen til at høste økonomiske gevinster til vælgerbaglandet i landbruget, og for at maksimere udbyttet arbejdede et stort mindretal i partiet under ledelse af partiformanden Thomas Madsen-Mygdal for en langt tættere tilknytning til Nazityskland, end resten af regeringen ville gå med til. Modstandsbevægelsen blev betragtet som en farlig, samfundsskadelig kraft, og Venstre bekæmpede den med alle midler. Det var fra Venstre, man i august 1943 skulle høre forslaget om dødsstraf for sabotage. Da de tre ledende venstrepolitikere Søren Brorsen, Oluf Krag og Henrik Hauch 9. april 1940 accepterede at gå ind i regeringen, blev det startskuddet til en heftig strid i Venstre. Mens partiets tre nye ministre mente, partierne burde stå sammen og fordele det politiske ansvar for den kommende tids udvikling, var opfattelsen på partiets højrefløj og i store dele af venstrepressen en helt anden. Man betvivlede ikke nødvendigheden af at samarbejde med besættelsesmagten. Men det kunne under ingen omstændigheder ske i samarbejde med Stauning og Munch, der jo stod med ansvaret for 9. april. Partiets formand, Thomas Madsen-Mygdal, udtalte kort efter, at han hellere havde set, at partiet stod med rene hænder, og redaktør Qvist fra Fyns Tidende sagde det endnu tydeligere: »Havde Venstre holdt sig udenfor, ville vi have udsigt til at blive det førende parti med den opbygning, der skal finde sted«. Mellem disse to fløje stillede den kommende venstrehøvding Knud Kristensen sig, og i de følgende måneder arbejdede han sig frem til en helt central position, hvor han kunne garantere partiets modstanderfløj kontante indrømmelser til gengæld for at acceptere regeringssamarbejdet med de foragtede socialdemokrater og radikale. Knud Kristensen lærte sig balancekunsten, at man ikke indtager yderstandpunkter, hvis man vil til magten og beholde den. Erfaringen blev afgørende for, at han kunne overtage gruppeformandsposten i maj, indenrigsministerposten efter regeringens rekonstruktion i juli 1940 og partiets formandspost i september 1941. Internt i partiet viste der sig efterhånden en erkendelse af de muligheder, der lå i situationen: chancen for at føre en højt profileret økonomisk politik i en regering, der ikke havde råd til at sige nej. I første omgang lykkedes det i maj 1940 Venstres forhandlere at afskaffe pristalsreguleringen, der hidtil havde sikret lønningerne mod de voldsomme prisstigninger, der var en følge af krigen. Resultatet blev det såkaldte majkriseforlig, der fastfrøs lønningerne, efter at forhandlingerne på arbejdsmarkedet var brudt sammen. Mens de konservative var indstillet på et kompromis, truede Venstres forhandlere med at forlade regeringen, hvis man ikke fik sit krav igennem. Konsekvenserne af et brud ville være uoverskuelige. Hvis regeringen brød sammen, ville tyskerne så benytte lejligheden til at tage magten? I Venstres ledelse vakte det dog ikke den store bekymring. Tværtimod mente nogle, at man simpelthen skulle benytte lejligheden til at fælde regeringen. Andre gik ind for, at man nøjedes med at true resten af regeringen med en nazistisk magtovertagelse. Så skulle de nok give efter. Majkriseforliget var en sejr for Venstre og ikke mindst for Knud Kristensen, som nu kom til at gælde som »et mandfolk (...), der kan sige ja og nej og ikke alt muligt imellem«, som Fyns Tidende havde formuleret det ved hans udnævnelse til gruppeformand i maj. Knud Kristensen havde i det hele taget profileret sig så stærkt, at han ikke var til at komme udenom ved regeringsomdannelsen, da den endelig kom 8. juli, og han overtog Indenrigsministeriet. Men det var stadig ingen nem sag at være gået i regering med socialdemokrater og radikale. Hele tiden blev udbyttet gjort op. På gruppemødet 13. juni 1940 sagde Svenning Rytter, Madsen-Mygdals gamle justitsminister: »Der er kun ét spørgsmål, der virkelig interesserer, og det er det økonomiske, og her har vi ikke set nogen virkelig indsats«. Der skulle endnu flere resultater på bordet. Landbrugsvarernes afsætningspriser talte i sig selv ikke. De var ellers på dette tidspunkt på himmelflugt, og eksportpriserne havde nået en fordobling, inden året var omme. Da kornordningen - afleveringspligt for hvede og rug for at sikre befolkningens brødforsyninger - blev vedtaget sidst i juli, måtte den socialdemokratiske landbrugsminister, Kristen Bording, konstatere, at priserne »ligger betydeligt over det, vi er vant til her i Landet under normale Forhold«. Selv Venstres ordfører, Hauch, gav udtryk for, at han fandt priserne »rimelige«. De lå da også på det dobbelte af førkrigsprisen. Det følgende forår tog Rigsdagen på Venstres initiativ endnu et skridt ind i den planøkonomiske tidsalder med vedtagelsen af 'Lov om Sikring af Landbrugets Arbejdskraft med videre', som forpligtede landkommunerne til at henvise ledig arbejdskraft til landbruget i stedet for at lade den sive til bedre betalte job i tørvegravningen. Det var en stærk højrefløj, der var trådt i karakter efter mange år i opposition. Undsigelsen af regeringssamarbejdet fra partiets højrefløj lå i forlængelse af kritikken af 'Systemet Stauning-Munch', som man også fandt hos de konservative. Jo længere man bevægede sig ud på højrefløjen i dansk politik, des tættere var denne kritik beslægtet med en generel kritik af den parlamentarisme, der havde bragt Stauning til magten. I partipressen kunne man derfor støde på ytringer som denne fra Lolland-Falsters Folketidende i oktober 1940: »Vi vil ikke ofre en tøddel for at opretholde et tidsbestemt politisk system, og overhovedet intet for at opretholde en tidsbestemt partipolitisk konstellation«. For Knud Kristensen var højrefløjen dog især et problem, fordi Madsen-Mygdal stadig i 1940 var formand for partiet og en populær sådan. Thomas Madsen-Mygdal, Landbrugsraadets første præsident, stats- og landbrugsminister 1926-29 og partiformand siden 1930, havde ledet sin regering med en klassisk agrarliberalistisk dagsorden. Under majkriseforhandlingerne i 1940 havde han i rigsdagsgruppen med glasklar ideologisk begrundelse blankt afvist et forlig med ordene: »Det, der skaber arbejdsløshed, er en stivnet lønpolitik og hele vor understøttelsespolitik (...) Vi frelser ikke landet ved at støtte dem, der har ført vort land til afgrunden«. Der skulle andre boller på suppen. Regeringen måtte sprænges, man måtte af med Stauning og Munch, og en ny, borgerlig regering måtte indlede et langt tættere samarbejde med besættelsesmagten, end man hidtil havde set. Det skulle bane vejen for en fordelagtig dansk stilling i den nye europæiske ordning. I september afholdt partiet landsmøde i Fællessalen på Christiansborg. Her irettesatte partiformanden skarpt dem af de delegerede, der håbede på en engelsk sejr. Dette var vanvittigt, sagde han, for en engelsk sejr ville automatisk føre til en bolsjevisering af Europa. Danmark ville da gå til grunde. Landets fremtid lå tværtimod i et samarbejde med det nye tyskledede Europa. Han erklærede, at han ville trække sig tilbage som formand, hvis partiet ikke kunne dele denne opfattelse. Derpå var han blevet genvalgt med stort flertal, og over 100 af de delegerede havde bagefter trykket ham på næven for at vise ham deres opbakning. Over for den tyske gesandt beklagede Madsen-Mygdal bagefter, at forhandlingerne om en dansk-tysk mønt- og toldunion var løbet ud i sandet måneden før. Han var overbevist om, at såvel dansk industri som landbrug ville finde glimrende udviklingsmuligheder i det nye »europæiske rum«. Madsen-Mygdals holdning var dog i mindretal i rigsdagsgruppen, der i august - ligesom partiets bagland i Landbrugsraadet - havde udtalt sig imod unionsplanerne af hensyn til landets suverænitet. Under drøftelserne i Venstres rigsdagsgruppe i august udtalte Knud Kristensen, at der nok var mange, der kunne være fristet af de høje tyske priser, men at det for ham var Danmarks selvstændighed, der var det afgørende. Økonomiske unioner var nu heller ikke nødvendige for at sikre det danske landbrugs afsætning. Til alt held for Venstres moderate fløj viste det sig, at besættelsesmagten, i et forsøg på at stimulere produktionen og den danske Lieferfreude, blev ved at skrue op for indkøbspriserne på danske landbrugsprodukter til det umættelige tyske marked, og Hauch, Landbrugsraadets præsident, måtte i oktober 1941 indrømme, at »det er ikke specielt dårlige tider for landbruget«. I september havde Knud Kristensen erstattet Madsen-Mygdal som partiformand, valget var en kåring, og den passede perfekt i situationen, for den ny formand havde vist sig at kunne udføre det kunststykke, det var på den ene side at deltage fuldgyldigt i regeringen, på en af dens vigtigste poster og som repræsentant for landets næststørste parti, og på den anden side kritisere regeringen sønder og sammen på vælgermøderne ude i - og navnlig på - landet. Konstruktionen holdt indtil den dansk-tyske krise i efteråret 1942, da tyskerne tvang Buhl bort fra statsministerposten, og SS-generalen Werner Best afløste Renthe-Fink som tysk gesandt. Da Nationalbankens direktør, Bramsnæs, 6. november havde sagt nej til at erstatte Buhl, blev Venstres Hauch regeringens kandidat. De politisk meget vigtige danske landbrugsleverancer til Tyskland var et af de bedste kort, man kunne spille, og med indsættelsen af Landbrugsraadets præsident på statsministerposten ville regeringen sende et tydeligt signal om samarbejdsvilje. I det store billede ville udnævnelsen af en partikollega desuden have fjernet grundlaget for Knud Kristensens hyppige angreb på Scavenius' aktivistiske samarbejdskurs, og at partiet accepterede Hauchs kandidatur, vidner om, hvor lidt denne kritik betød, når det kom til stykket. Selv Knud Kristensen ændrede nu mening. Han skulle være forsvarsminister. Dagen før havde han ellers talt for, at regeringen »mandede sig op, sagde nej og satte noget ind på at tage en risiko for at værne det, der er os dyrebart«, som han formulerede det. Men tyskerne forkastede Hauch. Nu ville man have Scavenius, det fik man, og da Knud Kristensen ikke officielt kunne gå ind på at blåstemple Scavenius' udenrigspolitik, afslog han opfordringen til at fortsætte som minister. Venstre stod i vinteren 1943 derfor i den situation, at partiet havde del i regeringsmagten, hvor det havde sat sine markante fingeraftryk, mens partiets formand og parlamentariske leder havde trukket sig ud af de ubehagelige regeringsforretninger med besættelsesmagten og stod med rene hænder. Det gav en lettere tvetydig opstilling ved rigsdagsvalget, der blev afholdt 23. marts 1943 og gav Venstre en let fremgang. Hvis fremgangen skyldtes Knud Kristensens højt profilerede kritik af samarbejdspolitikken, så kan det aflæses i hans personlige stemmetal i Randers Amt, der blev fordoblet. Stemmefremgangen skyldtes muligvis også, at der var kommet flere resultater på Venstres facitliste. Lige siden 1930'ernes socialreformer havde Venstre, der ikke kunne forestille sig et socialt sikkerhedsnet uden omfattende bedrag, modarbejdet »arbejdsløshedssvindelen og misbrugen af den sociale lovgivning«. Og i foråret 1941 stillede partiet krav om en omfattende revision af sociallovene. Formålet med revisionen var, som det hed, at forhindre misbrug af understøttelsen og modvirke »uansvarlig og uforstandig anvendelse af indtjente midler«. I juli 1942 blev de nye love vedtaget af et flertal uden om Socialdemokratiet bestående af Venstre, de konservative og de radikale. De indebar en stærkere kontrol med de arbejdsløse, ligesom en kommune kunne pålægge den ledige at arbejde for sin understøttelse. 'Kommunehjælp', stadiet over egentlig fattighjælp, kom med den nye lov oftere til at indebære tab af valgret og valgbarhed. Det samme kom til at gælde for hjælp til syge, der ikke havde forsikret sig. Om den reviderede socialhjælp kom det påståede sociale bedrageri til livs, er svært at afgøre. Men for de arbejdsløse, syge og invalide, der faktisk ikke var i stand til at forsørge sig selv, var virkningerne til gengæld til at føle. Formandenfor Dansk Ungdomssamvirkes repræsentantskab, professor dr.theol. Hal Koch, spurgte sidst i 1943 i samvirkets organ, Lederbladet, om ikke det såkaldte nationale sammenhold i virkeligheden var svindel, fordi den besiddelsesløse del af befolkningen havde måttet betale gildet. Hal Koch efterlyste en »fornuftig social politik« og »så betryggende vilkår, at vi alle kan være tjent med at være i båden«. Over for dette erklærede Venstres Ungdoms formand, Søren Andersen, sin forundring og påpegede, at det jo var Stauning selv, der havde inviteret Venstre til regeringssamarbejdet, og at man i Venstres Ungdom godt var klar over, at der var en regning, der skulle betales, men at man allerede havde givet udtryk for sin sociale holdning. Og det var jo klar tale. Det var ikke mindre end Venstres politiske testamente for de fem besættelsesår.