0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den glemte Cavling

I dag udkommer første bind af Ekstra Bladets 100-års historie. Værkets forfatter - og bladets nuværende teaterkritiker - skriver her om Ole Cavling, søn af Politikens Henrik Cavling og chefredaktør for Ekstra Bladet i 34 år.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvordan ser en chefredaktør på Ekstra Bladet ud?

Han kan ligne en grib, klar til hug. Som den Frejlif Olsen, der pryder søjlen ved Ekstra Bladets reception, 2. sal i Politikens Hus. Bladets redaktør nummer to i de 100 års historie.

Han kan også se ud som en af de fire, man i dag kan vælge imellem. De ligner fire mænd, der har smidt uniformerne efter hjemsendelse fra Irakkrigen, men stadig instinktivt har hånden ved patronbæltet.

Så kan man se ud som Ekstra Bladets allerførste redaktør, Edvard Brandes - sådan som Brandes ses på et foto siddende i sin lænestol i cellen i Blegdamsarresten, da han afsonede 14 dage for at have duelleret i Dyrehaven. Begravet i en bog med et udtryk, der siger: Skrid, lad mig studere i fred, jeg hader aviser.

Eller man kan se ud som den pompøse, lettere misfornøjede Ole Cavling, hvis malede åsyn i årevis har hængt på en redaktionsgang, et ukendt ansigt for de fleste: Hvem dér? - som indgangsreplikken lyder i 'Hamlet'. Måske et bestyrelsesmedlem? Intet svar. Nu er billedet fjernet.

Det er den skæbne, Ole Cavling har lidt. Glemsel. Han er den chefredaktør, der har siddet længst i stolen: 34 år. Fra 1924 til 1958. I dag taler man om to chefer i Ekstra Bladets fortid, to myter. Frejlif Olsen, som huserede fra 1905 til 1936, en helvedes karl, præsters og politikeres skræk. Og Victor Andreasen, der fór som en østenvind ind over bladet i et par korte ryk i 60'erne og 70'erne, satte lunten til århundredets oplagssucces, smækkede døren og gik vrissende bort.

Ole Cavling er manden mellem de to. En sær og egentlig tragisk skikkelse. En bladverdenens Don Quijote i ustandselige stormløb mod indbildte og virkelige fjender, en mand, der viede bladet sit liv, selv om han hele tiden drømte om noget andet. Som rev sin sjæl til blods på opgaven. Men som reddede bladet i en kritisk situation - Ekstra Bladet var på randen af lukning i 1924. Ole Cavling var manden, som reformerede, fornyede og fik oplaget til at vokse og vokse helt frem til 1950.

Det er om den glemte Ole Cavling, disse linjer skal handle. Ole Cavling - ikke ham med Cavlingprisen. Hans søn. Dén af Henrik Cavlings sønner, som kom til live uden om regelret ægteskab - Henrik Cavling har tilsyneladende sat sig mange spor. Det erfarede jeg, da jeg i forbindelse med 100-års bogen skrev rundt til nationens Cavlinger og fik vidtløftige genealogiske svar. Måske skal man dér finde det spøgelse, der gang på gang bringer Ole Cavling en halv meter ved siden af sig selv på livsvejen. Hvor Ole ser på Olse og spørger: Hvem er jeg?

Han var resultat af et kort forhold, Henrik Cavling havde i 1897 til en operasangerinde ved Det Kgl. Teater, den 29-årige Valborg Andersen, højtbegavet pige, alenemor med en toårig datter. Inspirationen fra hendes møde med charmøren Henrik Cavling bar to frugter: sønnen Ole og en flammende lyst til at skrive. Det sidste førte hende på forbløffende få år væk fra sangkarrieren, ind i journalistik og i 1904 til chefredaktørstolen på Hjemmet, som hun bankede op fra et oplag på 1.400 til 500.000, da hun blev pensioneret i 1927. Hos Egmont burde man rejse en statue af hende.

Journalistikken bølgede altså omkring den nyfødte. Men også uroen, der fulgte med - Ole Cavling blev sat i pleje hos en blikkenslagerfamilie på Christianshavn, dog uden at tabe forældrekontakten, så der var krudtrøg fra bladhusene under hans opvækst ind imellem de hjemlige slag på vandrørene. Og sære kontraster mellem de private miljøer. Det kunstnerisk udadvendte, mondæne og det københavnske arbejderhjem.

Efter gymnasiet studerer han en kort overgang filosofi hos Harald Høffding, men så rokker det i generne, og gamle Cavling får ham sendt til London for at rapportere til Politiken i de turbulente år efter Første Verdenskrig. Han er blevet journalist. Om alt, hvad der er gået forud, ved vi meget lidt. Ole Cavling lukker som en østersskal omkring meget i sit liv, lukker op og klapper i, uforudsigeligt. Kontaktsøgende det ene øjeblik, sky det næste. Han ønskede aldrig at stå i Blå Bog, ikke engang i telefonbogen, og prøvede at smutte udenom, når fotografer løftede kameraet.

Men der skulle skrives. Og der skulle især: laves avis. Det er i London, Ole Cavling henter de vognladninger af idéer, der i 1924 sprøjtes ind i det Ekstrablad, han overtager som 26-årig. Idéer om opsætning, typografi, journalistisk håndværk, og først og fremmest: nyheder, nyheder. Udlandsstof i massevis. Præcis de målsætninger og drivkræfter, hans far Henrik tyve år tidligere stillede med, da han ved slutningen af 1904 overtog Politiken fra Edvard Brandes - ved den paladsrevolution, der også anbragte Henriks yngre bror Frejlif Olsen i chefredaktørstolen på Ekstra Bladet.

De to avisers skæbner - Politikens og Ekstra Bladets - er vævet ind i hinanden gennem årene. I samarbejde, i jalousi, i kampe om investeringer og annoncer, i skjulte og åbenlyse konflikter, mange af dem bundet i de filtrede familiedynastier, der har styret bladhuset. Cavlingfamilien, Brandesfamilien, Hørup'erne og Rode'rne.

Ole Cavling blev i 1924 sat ind, fordi Ekstra Bladet var i åndenød. Oplaget var i bund: 14.000. På redaktionen huserede Frejlif Olsen (Ole Cavlings farbror!) over en flok uvorne journalister, skrev selv sine rasende og blændende ledere, men havde mistet styret på flokken.

Situationen afspejles allerede et par år tidligere. Ved årsskiftet til 1922 skriver Ole Cavling fra London til sin far, som selv sidder midt i en krise, der er ved at tage livet af Politiken: »Skal vi gå over til Frejlif og forsvinde blandt Ekstra Bladets umuligheder, eller skal der virkelig laves et aftenblad, der slår alt? Du antydede for mig, at 'Den Røde' [Ekstra Bladet] kunne laves om, og det er rigtigt, men ikke med den flok idioter, der sidder der nu ...«.

Ole Cavling skriver 'vi'. De to har haft en plan sammen. Og det var ikke første gang, Henrik Cavling puslede med tanken om selv at flytte til Ekstra Bladet.

Men deter en anden historie. Her har vi nu Ole Cavling, fuld af krudt og selvbevidsthed, klar til at tage fat i 1924, et efterår, der går som frisk vind ind over bladet. Gamle medarbejdere lempes ud, en strøm af nye kommer til, sportsstof, erhvervsstof får albuerum, en dameside etableres, og ikke mindst kulturstoffet får en ordentlig opstrammer med ansættelse af folk som Otto Gelsted, Poul Henningsen, Sven Borberg og Peter de Hemmer Gudme, mens andre knyttes til som kronikører og anmeldere: Hans Kirk, Emil Bønnelycke, Tom Kristensen m.fl.

Den unge Ole Cavling er en dynamo af påfund, initiativ og flid. Egenskaber, der sådan set aldrig forlader ham. Men i 30'erne begynder man at spore det sind, der spalter ham mere og mere i den begejstrede, spontane bladmager og nyhedsjæger - »Det, jeg kan, er at hitte på!«, siger han tit - og den desillusionerede, forurettede enspænder, der drømmer, cykler ensomme ture i skoven, studerer Søren Kierkegaard og skriver på et aldrig afsluttet værk om Englands historie.

Det mærkbare break sker i årene efter 1933. Henrik Cavling dør, og bladhuset skifter bestyrelsesformand. Den nye formand er den tidligere (og senere) udenrigsminister Erik Scavenius (endnu senere statsminister), som sætter en hård kurs internt i huset, påtager sig en slags overordnet chefredaktørfunktion for begge aviser. Især på ét område: hvad der skrives om Nazityskland. Scavenius' kurs var nu som før og efter: neutralitet. Genér ikke tyskerne!

Politisk holdning var for Ole Cavling et mærkelig tåget ingenmandsland, udenrigspolitiske begivenheder interesserede ham som fakta og nyhedsstof, stillingtagen gjorde ham usikker. Han blev derfor et let bytte for Scavenius, der gjorde ham tavs til møderne.

Mens Frejlif Olsen rasede videre i Ekstra Bladet med knivskarpe ledere mod nazismen indtil sin død i 1936, og mens bladet bragte strømme af satiretegninger, der gjorde nar af Hitler, så kringlede Cavling sig mere og mere rundt om problemerne. I 1937 begynder han at føre arbejdsdagbog - et efterhånden svulmende arkiv af beretninger og planer, betroelser og hjertesuk på over 4.000 håndskrevne folioark, som beror i Det Kgl. Biblioteks håndskriftsamling.

Dagbogen røber et menneske, der svinger mellem indestængt raseri, ukuelig optimisme og kulsort apati. Han fortæller om rejser syd for grænsen, som får ham til at konkludere, at det da går flot i Hitlers Tyskland - nye motorveje og glade mennesker på gaden - og gjaldt det om at strække armen i vejret, så skulle det såmænd ikke komme an på dét. Man kan vælge at dømme hans reaktioner i bagklogskabens lys, men det mindsker ikke ens undren. Hvad gik der af ham? Måske var distancen ironisk. Måske en afværgemekanisme over for alt, hvad der kunne true bladets eksistens. 'Tier hvor andre tør' hedder det afsnit i bogen om Ekstra Bladet, som handler om årene op til Anden Verdenskrig. Et slogan, som af gode grunde blev reduceret til 'Tier' i de fem besættelsesår.

Ole Cavlings næse for, hvad der var godt stof i avisen, gik hånd i hånd med ambitioner om at fastholde avisen i kulturjournalistiske spor. I 1935 møder han tilfældigt den unge Ole Vinding i Paris: »Har De ikke lyst til at skrive?« siger han spontant. »Jeg drømmer ikke om andet«, svarer Vinding. »Godt. Så begynd med det samme. Send mig noget om, hvad der foregår i Paris«.

Resultatet blev ti års ansættelse, og bl.a. en række glimrende interview fra Spanien under borgerkrigen i 1937. Med Hemingway, La Pasionaria og andre. Ansættelsen sluttede i vrede og opgør - præcis som det gik med Ekstra Bladets litteraturredaktør Kai Friis Møller i 1950, da han løftede sit Aku Aku-hoved i sky, smækkede med døren og skiftede til Politiken efter 17 år på Ekstra Bladet. Det var galdesyrede individualister, som tørnede sammen med en Ole Cavling, der var lige så selvrådig og uberegnelig, som de selv var.

I samme hurtige åndedrag som med Vinding knyttede han Thorkild Hansen til Ekstra Bladet i årene efter Anden Verdenskrig, mens den unge forfatter studerede i Paris. Korrespondancen mellem dem er opbevaret på Pressemuseet i Odense - ligesom Cavlings korrespondance med Bert Brechts danske elskerinde Ruth Berlau. Entusiastiske og sprudlende breve fra Cavling, meget pædagogiske over for den unge Thorkild Hansen, tændte på grænsen til forelskelse over for Ruth Berlau. I avisen med især en strøm af glimrende anmeldelser og kronikker fra Thorkild Hansen gennem seks år.

Ole Cavling. En mand i evig konflikt med både omgivelserne og sig selv - uigennemskydeligt begejstret, da oplaget passerede de 100.000 i 1950, stolt af etableringen af Ekstra Bladets videnskabspris, der blev uddelt første gang i 1946. Ligesom han var af de internationale H.C. Andersen-oplæsninger fra Odense, han fik etableret i begyndelsen af 50'erne. Og nedsunket i det sorteste humør, når verden - det vil sige bestyrelsen, medarbejderne, vennerne - bød ham imod, latterliggjorde hans beslutninger, fnøs ad hans mere og mere lukkede dør til kontoret i årene, hvor bladet kom i vanskeligheder efter kulminationen i 1950. Pint af katastrofestemningen i bladhuset omkring bladets nye krise i slutningen af 50'erne. Og død i 1963 - uden at opleve den himmelstormende oplagsstigning, der tog fat netop det år.

Den tvetydige beundring for faderen, Henrik, forlod ham aldrig, den jaloux irritation over en bestyrelse, der vaklede mellem at støtte Ekstra Bladet eller Politiken. Han sad selv i bestyrelsen den sidste halve snes år af sit liv, en bestyrelse, som undertiden var ved at revne på tværs - det var igen de knudrede familiebånd, der sled. Også dér var Ole Cavling outsideren, skiftingen, omgivet af vejrmøller.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar