Den første i sværmen af Storm P.-fluer blev uden nærmere forklaring serveret på bagsiden af Berlingske Aftenavis 12. januar 1939 under varebetegnelsen Dagens Flue, der efter alt at dømme er Robert Storm Petersens eget påfund. Resten af de i alt cirka tre tusind fluer fordeltes med vanlig Storm Petersensk regelmæssighed over det kommende årti, det vil sige med én flue per eftermiddag, minus søndag, hvor aftenavisen ikke udkom. Enkelte af disse små urostiftere viste sig at være døgnfluer, pludselig var de der, og lige så pludselig forsvandt de igen. Men et flertal af bestanden ejede en levedygtighed, der var sejere, end selv Storm P. vist havde forestillet sig. Der var tale om helårsjulefluer, der både overvintrede og klarede sig igennem somrene med en smidighed og en evighedsfornemmelse, der var imponerende. Fluerne var flinke til at holde folk vågne, men alligevel vidste man aldrig, hvor man havde dem. »Det morer en flue at blive jaget væk«, sagde Storm P. »Derfor kommer den hele tiden igen«. Den absolut sidste af fluerne blev offentliggjort i avisen 25. februar 1949, ti år efter at den første var gået på vingerne, og en halv snes dage senere, lørdag 6. marts, døde mesteren Robert Storm Petersen i en alder af 66. Han var altså nøjagtig 56 år gammel, da han slap flue nr. 1 løs eller - om man vil - holdt den fast, og det betyder, at udklækningen af Storm P.-fluer foregik i mirakelgøglerens sene livsfase, hvoraf den tungeste part tilhørte verdenskrigen og besættelsen. Men samlet udgør fluerne i højere grad en pastorale end en skæbnesymfoni. Første flue (1939): To herrer spadserer af sted sammen, og den ene af dem, ham, der er nærmest publikum, er fuldstændig grotesk krumbøjet à la Johannes Ewald i sin tid. - Hvad leder du efter? - Ingenting - jeg øver mig i at gå tur med hunden. Sidste flue: En ældre gentleman ytrer sig med sørgmodighed i trækkene, skønt han åbenbart ikke er uden sans for tilværelsens lysere sider: - Ja - det er ganske vist en fugtig lejlighed - men her er masser af kantareller. Fluegenren eller flueformen kom sin ophavsmand fint tilpas. Det blev et incitament for den efterhånden ikke så lidt ærværdige tegner og fabulator Storm Petersen at lade sin tøjlesløse fantasi begrænse eller kanalisere af det minimale omfang, som énspalteren krævede, og på stedet at gøre enhver begrænsning til skamme gennem det maksimale udtryk i kombinationen af tegning og tekst. Med fluerne, som altså ikke blev nogen retrætepost, føjede Storm P. tilsyneladende en helt ny dimension af indsigt, galgenhumor og skæv eftertanke til de allerede foreliggende i sit altid forbavsende univers, selv om disse fluer egentlig havde siddet på spring ret længe i håb om engang at blive synlige. Når der for eksempel i fortællingen om Hr. Bules problemer anføres denne sentens: »Det gælder bare om at følge med tiden, og det er vanskeligt, når man ikke ligefrem er urmager« - ja, så er der dukket en flyvefærdig flue op midt i historien. Eller kig på indledningen til 'Mens tiden går': »Ak ja, når man sådan tænker over det, så er livet egentlig ganske pudsigt til prisen«. Fluerne har været der længe; det er kun selvstændigheden, der har manglet. Nogen afmatning i de årelange leverancer af tankesprog og universelle pudsigheder sporer man ikke. Tegningernes skønhed voksede, og replikkerne lod til at forny sig selv undervejs. Mangfoldighedsfænomenet Storm P. blev simpelt hen ved med at blive ved. Han overvandt tiden ved at bruge den, han neddæmpede sin medfødte hidsighed ved hjælp af sin tillærte sirlighed, som han dernæst satte sig ud over ved hjælp af sit anarki; han skaffede sig ørenlyd gennem sit sprogs pianissimo, han vendte op og ned på verden med en høflighedsgestus, og fantasien forekom til punkt og prikke uudtømmelig, indtil han en dag i februar 1949 så op fra sit arbejde og traf den aftale med Vorherre, at nu var det vist på tide at slukke for strømmen. Storm P. gjorde sig tidligt gammel, han fandt behag i det alderstegne, blev stationær, sat, omtrent uflyttelig, lod omverdenen skøtte sig selv, mens han i filttøfler og hjemmejakke puslede sig til rette i lønkammeret, hvorfra han øgede berømmelsen med endnu et par alen. Nu som før anbragte han sig »i ly for virkeligheden«, med en formular han brugte allerede i 1920. Han fabulerede sig væk fra enhver slags døgnforstyrrelse og søgte tilflugt i en verden, han på alle ledder og kanter havde indrettet efter sit eget hoved. Og dér sad han så og regerede, en barnekåd melankoliker, en oprørsk pacifist, en seer med lukkede øjne. Med Dagens flue blev det muligt for Storm P. at føre adskillige af de tidligere tiders tilløb ud i livet. Han samler sine temaer og gør sin overdådighed af inspirationer til genstand for en udkrystallisering. Fluerne repræsenterer et sortiment af beslægtede ideer, hvis enkeltdele kendes på, at eftertankens perspektiv foretrækkes frem for pointernes effekt. En flue er en overvejelse, en betroelse, en livskommentar, der på én gang er skitse, udvikling og fuldendelse. Eller skal vi sige et frø, der sår sig selv for øjnene af os og endda spirer lige med det samme, vokser frit ud i lyset og sætter blomst, inden vi får set os om. En Storm P.-flue er både krøllet og afrundet i formen. Undertiden grinagtig, andre gange snurrig eller vemodig, måske lidt privat i tonen, men også forrykt eller splitterpoetisk. Men en vittighed i klassisk forstand, det er hverken fluens hensigt eller dens ærinde. Og skønt der filosoferes og funderes på alle planer og gennem alle lødighedsgrader om det uendelig store og uendelig små her i verden, så ville man ikke have held til at løfte nogen samlet filosofi eller levelære ud af fluernes blanding af smalltalk og mangfoldighed. Fluerne stiller sig ikke i positur eller lægger op til systemtænkning. De afstår i det store og hele fra polemik, men fyrer gerne en brander af, hvis ikke det kan være andet, eller de improviserer en rask lille ordleg, der sætter tingene på plads i en fart. »Selv om en roman ikke ender godt, så er det i hvert fald godt, at den ender«. Det var den slags ekvilibrismer, som tænkeren Villy Sørensen dyrkede, og hvis jeg nu havde sagt, at citatet var af Villy Sørensen, ville bemærkningen naturligvis straks have vundet i dybsindighed. Hos Storm P. holdes det universelle altid i ave af det lokale. Der sørges både for en udvidelse og en reduktion, hvad der afføder akkurat den samme barokke virkning som hos H.C. Andersen, hvor ingen ringere end Snedronningen lover drengen Kay »hele verden - og et par nye skøjter«. Teknikken er især anvendelig, hvis der er en eller anden storskryder, der skal tages ved vingebenet: - Jeg taler nitten forskellige sprog. - Nå - så ku' De måske sige mig, hvad klokken er? Det er bestemt ikke fluernes ærgerrighed at udarbejde maksimer i stil med Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard, og de gider heller ikke konkurrere i åndrighed med verdensmanden og flottenhejmeren Oscar Wilde, selv om flere af fluerne synes at have afluret Wilde hans genkommende oratoriske fidus, der røber sig ved, at han til allersidst i den ellers jævnt hen indlysende sentens foretager et overraskelsesangreb på formuleringen. Det er akkurat dér, at Wilde med en lynsnar omflytning af tankeindholdet erstatter det af alle forventede begreb med dette begrebs absolutte modsætning: »Jeg kan stå for alt, undtagen fristelser«. Det er og bliver et trick, som kan repeteres og varieres i det uendelige, selv af amatører, men hvis elegancen i øvrigt beherskes, og mekanikken fungerer, kan det være svært at stå for. Fluerne strejfer tit ind over aforismernes reservat, men fylder ikke kategorien helt ud. Man skal, efter tilegnelsen af en duelig aforisme, helst nikke bekræftende eller i det mindste bevidne, at det kan der være noget om. Grundbetydningen af ordet aforisme har at gøre med 'begrænsning' eller 'afgrænsning', og naturligvis er det fluens pligt eller overhovedet dens vilkår at fatte sig i korthed. Men fluerne gør i og for sig ikke krav på tilslutning. Ganske vist taler de deres sag, men det er altid via solostemmer, der igen tilhører et klientel af halvfilosoffer og enegængere, forliste livskunstnere og duknakkede pensionister, folk på en bænk i en park eller ved telefonen hjemme i klunkestuen, et galleri af skygger, der sandt at sige ikke vejer ret meget til i den generelle omsætning. Fluerne er hovedsagelig befolket af personer, der snarere henvender sig til sig selv end til et publikum. De betjener sig med forkærlighed af den afsides replik eller den indre monolog, og de bemærkninger eller de suk, der undslipper dem, knytter sig intimt til den karakter, der for tiden fører ordet. Men det indtagende ved fluerne røber sig ved, at de mange klumpede bemærkninger næsten altid letter fra papiret og stiger til vejrs som balloner. En bevidst snublen i sproget ender med et dansetrin. Fluernes mumlerier er af musikalsk beskaffenhed, og deres vid er egentlig slet ikke for alvor til stede i selve udsagnet, men kommer som regel først til orde i det ekko, som de giver fra sig. En Storm P.sk flue præsenterer os ikke sjældent for et paradoks, hvori de modsatrettede kræfter er lige stærke, og navnlig er de lige umulige at tumle til rette i et såkaldt logisk forløb. Men det er jo netop meningen med den sublime selvmodsigelse, at man ikke skal kunne præke fornuft, og den forløsende effekt udebliver da heller ikke. Et eksempel blandt adskillige: »Det er dog mærkeligt med den radio - hver gang den er midt i en skøn Chopin - ringer telefonen«. Jamen er det ikke fænomenalt. Ræsonnementet er i bund og grund idiotisk og begrebernes familiesammenføring hen i vejret, men træfsikkerheden i udsagnet er overvældende, og selv om det navnlig er radioen, der sættes under anklage, skønt den ikke kan gøre for noget som helst, så strutter mandens reaktion af rimelighed, og i virkeligheden har han soleklart ret i sin irrationelle fordeling af årsag og virkning, af skyld og af skæbne. Der hviler et præg af svundne dage over Storm P. og hans fluer. Fred og ingen fare, en verden i balance, øjeblikkets iståsathed. En atmosfære af borgerdyd, en stemning af vaudeville, samt et lavmælt mismod over det nymodens. Med fluerne opretholdes i al uskyldighed en civilisation. »Ak ja«, virrer den gamle frøkentante henne fra lænestolen, »det var dejlige tider - jeg husker tydeligt fru Heiberg som Ib i Gøngehøvdingen«. I denne svada af forfinet nonsens skinner den gammelkøbenhavnske bevidsthed smukt igennem til oplivelse for de indforståede, det vil sige dem, der har samme Vorherre. Der høres et tonefald af grinebideri og sentiment, som også Storm P.s lærling, Victor Borge, mestrede. Han avlede latter i én køre, samtidig med at han begræd sit tabte land. For resten er kvinder og børn et særsyn i fluernes univers, og det er i det hele taget småt med personalets erotiske udfoldelser. Kendte ansigter skal man heller ikke gøre sig ulejlighed med at lede efter, selv om Ebbe Rode skimtes et sted i samtale med en afværgende hr. Storm Petersen. Den sidstnævnte havde ord for at være en sky natur, men det generede ham ikke at fabrikere selvportrætter i hundredvis, for på den måde lykkedes det ham at konvertere sin privatperson til en figur. Og det var det, han ville være: en figur. Storm P. endte sine dage med en status som rigsklenodie, men altid i bevægelse på trods af sin massivitet og sit omdømmes urørlighed, og der er ikke tegn på, at ryet satte denne underlige mand fluer i hovedet. Ganske vist var han ikke nogen ynder af at få sine tilbedere ind på livet. De stille stuer i huset på Asgårdsvej, der ydede hans fantasi det nødvendige læ og forsynede hans dage med stabilitet, skulle jo nødig laves om til et fluepapir. Derfor unddrog han sig anmasselserne, men det må have glædet hans gøglerhjerte, at et så omfattende antal af danskere efterhånden færdedes hjemmevant i den fabelverden af veltrimmet anarki, der i grunden kun tilhørte ham selv. 'Udvalgte fluer', bd. III udkommer på forlaget Sesam. Herfra stammer også dagens Kronik.