Berlin i det tidlige efterår. Omfattende byggeaktiviteter og imposante eksempler på moderne arkitektur føjer ekstra dimensioner til oplevelsen af den tyske hovedstad. En del af oplevelsen er en glæde over, at vi her ser en helet nation udfolde sig - økonomisk, politisk, kulturelt. De sidste rester af DDR er langtfra udvisket, og de bør blive der som den nødvendige påmindelse om, hvor ubehagelig virkeligheden var i den delte verden. Glæden over nutiden ledsages af gyset over fortiden. For delte nationer er kunstprodukter af den parentes i verdenshistorien, som vi med gysen erindrer som den kolde krig. Delte nationer findes ulykkeligvis stadig. Den Koreanske Halvø er det mest skrækindjagende eksempel, og her er der bestemt ikke udsigter til en 'tysk' løsning model 1990. For den frabeder sydkoreanerne sig. Hvordan finansiere genopbygningen af et atombevæbnet, stalinistisk fallitbo. Nej vel? Og har man sagt Korea, så ligger det lige for at sige Kina og Taiwan, for her er der også tale om en delt nation med et fælles kulturelt arvegods. Er der ikke? Vi træder indenfor i Altes Museum i det centrale Berlin og besøger udstillingen 'Himmelsønnernes skatte', som repræsenterer et udvalg af genstande fra National Palace Museum i Taiwans hovedstad Taipei. Det bliver til en fornem oplevelse. Selv ikke den mest hårdhudede puritaner kan undgå at blive imponeret af en tur rundt i årtusinders kinesisk kulturhistorie med uddrag af de mest dyrebare samlinger af kunstgenstande og arkæologiske emner fra talrige dynastier. Vidnesbyrd om en af de mest sofistikerede civilisationer i menneskehedens historie. Udstillingen er bragt til Berlin under stort sikkerhedsopbud og har tilmed været ledsaget af noget så usædvanligt som et besøg af den taiwanske præsidentfrue. Dette som en påmindelse om den alt andet end glorværdige aftale i EU, der indebærer, at de fem højest placerede officielle personer i Taiwan ikke kan komme på besøg i Den Europæiske Union. Pinligt, siger Taiwans mange venner, men så kan man da invitere præsidentfruen for at reparere lidt på den dårlige samvittighed! De mange effekter på udstillingen stod indtil slutningen af 1940'erne i Den Forbudte By i Beijing, den kejserlige bydel, hvorfra talrige dynastier har regeret riget. Da borgerkrigen mellem kommunister og nationalister spidsede til, valgte nationaliststyret under Chiang Kai-shek at flytte den uvurderlige samling sydpå for at undgå, at den faldt i fjendehænder. I sidste fase af den kinesiske borgerkrig blev titusinder af kulturgenstande fra kinesisk kultur og civilisation lastet på trækasser og på togvogne og lastbiler fragtet gennem det krigshærgede land under hasarderede forhold. Det blev til en dramatisk flugt og overlevelseskamp for en af menneskehedens største kulturskatte. Da den kommunistiske sejr var ved at være en realitet i 1949, blev kasserne sejlet over Formosastrædet, hvor Chiangs slagne styrker fandt et tilflugtssted. I flere år stod de opmagasineret og var glemt af verden. Først i starten af 60'erne fandt de kinesiske nationalister penge til at opføre det museum, hvor de mange uvurderlige genstande kunne huses. Det var dengang, Chiang stadig hævdede at repræsentere hele Kina. Hans styre havde endog den faste plads til Kina i FN's Sikkerhedsråd (det ophørte i 1971). Verdens største samling af kinesisk kunst og arkæologi har således i 54 år befundet sig uden for det Kina, som det historisk og kulturelt er en del af. Totalt udgør samlingen 650.000 katalogførte genstande. Kun en lille del er udstillet på Taipeis National Palace Museum, og kun en brøkdel er nået til Berlin, hvorfra det nu tager turen videre til Bonn. Museumskomplekset i udkanten af Taipei er blevet udvidet fem gange siden opførelsen for 40 år siden, fordi samlingen er vokset. Oversøiske og flygtede kinesere har føjet meget til de mange samlinger i museet, som består dels af en permanent del, dels af skiftende udstillinger. Omkring 15.000 genstande kan udstilles ad gangen, og mindst en gang i kvartalet skiftes der ud med valg af forskellige udstillingstemaer. Dermed kommer der mindst 60.000 forskellige genstande på udstilling i løbet af et år. For fem år siden lykkedes det for første gang at få en lille del af udstillingen bragt til Paris, og nu er det blevet først Berlins og siden Bonns tur. Udstillingen handlerimidlertid ikke kun om en kulturs og en civilisations historie, men også om aktuel geopolitik. Ikke en eneste besøgende kan være i tvivl om, at en udstilling som denne for Taiwan handler om at tegne en kulturel og politisk profil i Europa og dermed at minde europæerne om den uretfærdighed, at de 23 millioner taiwanere ikke får anerkendelse for at repræsentere en af efterkrigstidens største succeser: en højt udviklet økonomi og en forbilledlig demokratisk styreform. For kun et fåtal lande (færre end 30 og de fleste ret små og uden ret meget fylde i verdenspolitikken) har formelle diplomatiske relationer med Taiwan. Resten af verden har ambassader i Beijing. Og så kan man med Kinas hidtidige indstilling ikke samtidig have ambassader i Taipei. Folkerepublikken Kina betragter nemlig Taiwan som en løsrevet provins, der før eller siden skal tilbage til moderlandet. Hos denne gæst på Altes Museum i Berlin, som har det privilegium, at han flere gange har besøgt udstillingens oprindelsessted, National Palace Museum i Taipei, sniger der sig under besøget en paradoksal følelse ind: Gør Taiwan det rigtige ved at bruge ganske mange penge på at sætte en udstilling op i Europa, der skal fremme Taiwans sag i det internationale samfund, men som promoverer 5.000 års kinesisk kultur? Nogle af gæsterne kunne jo fristes til at indtage det synspunkt, at Taiwan jo deler kulturel historie med det kinesiske fastland, så i virkeligheden er adskillelsen af de to helt kunstig? Og for at gøre historien rigtig kompliceret: Hvad er det nu Taiwans officielle navn er: Jo, rigtigt, Taiwan hedder: Republikken Kina. Hovsa! Er det ikke på tide med en navneforandring, for et stort flertal af de 23 millioner taiwanere har jo ikke spor lyst til at være en del af den brogede virkelighed, der går under navnet Folkerepublikken Kina? De færreste kan være i tvivl om, at nationer med kulturel mangfoldighed er dem, der vil klare sig bedst i globaliseringens århundrede. Se bare på det øvrige multikulturelle Østasien, som for længst har overhalet både Afrika, Latinamerika, Mellemøsten og det tidligere Sovjetunionen, når det gælder økonomisk udvikling og demokratisering. Men i tilfældet Taiwan er begrebet mangfoldighed en tvetydig størrelse, fordi den omfatter taiwanernes ærkefjende Kina. Hvordan kan Taiwan promovere årtusinders kinesisk kultur og hævde en selvstændig identitet samtidig? Vi lader spørgsmålet gå videre til en anden af udstillingens mange gæster. Direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab, Klaus Carsten Pedersen, er en af dem, der mest højlydt har talt for, at Danmark og EU holder op med at ligge under for det politiske pres fra Kina og helt udramatisk begynder at give Taiwan mere plads i europæisk udenrigspolitik. Hans svar er et godt udgangspunkt for den videre refleksion: »I Danmark og i Europa mener vi i almindelighed, at folk har ret til selv at bestemme, hvem de er, og at f.eks. Kinas regering dermed ikke har ret til at bestemme, at folk er kinesere, når de selv mener, at de er taiwanere. Desuden mener vi, at et folk selv har ret til at vælge sin regeringsform og sine ledere. Men lige præcis når det gælder Taiwan, giver Danmark og EU køb på de fine principper, til trods for at Taiwan er et økonomisk og demokratisk højt udviklet land, som ikke er mere kinesisk, end USA er engelsk. Og når vi således sælger ud af de værdier, vi normalt håndhæver, skyldes det ene og alene, at vi hver især vil beskytte vore kommercielle interesser mod kinesiske repressalier, og at vi i EU ikke kan finde ud af at stå sammen med hinanden og med USA i denne sag«. Klaus Carsten Pedersen kan sagtens se det ironiske i, at en udstilling som 'Himmelsønnernes skatte' ufrivilligt kommer til at promovere det indtryk, at Taiwan deler kulturel historie med sin politiske ærkefjende på det kinesiske fastland. Han har derfor dette råd til udstillingens ophavsmænd: »Taiwanerne bør også vise noget af deres moderne kunst, og den har de meget af, og den er aldeles fremragende. Og så er der nok også brug for en vejledning, der forklarer de særlige omstændigheder omkring Taiwans historie«. En anden ironisk pointe er den, at det officielle Kina sandsynligvis ikke er utilfreds med, at kunstskatten holder til i Taiwan. For hvad ville Kinas fanatiske rødgardister ikke have gjort i 1966-1967, da de hærgede vildt og uhæmmet i Kina og smadrede tusindvis af templer? De himmelske sønners skatte havde næppe overlevet. Folkerepublikken Kina burde over for Taiwan vise sin anerkendelse af, at den store fælles kulturskat er blevet beskyttet så fornemt, som det er sket, mener Klaus Carsten Pedersen. Og den fælles kulturskat som grundlag for en national identitet, er det ikke et problem for taiwanerne? »De bruger udstillingen for at skabe opmærksomhed om Taiwan. Taiwan har en blandingskultur udviklet på basis af mange elementer: oprindelige taiwanske, europæiske, japanske og amerikanske - men de kinesiske indgår med særlig stor vægt. Og det er altså den kinesiske kulturarv, udstillingen viser. Derudover viser en sådan udstilling, at Taiwan har et højt udviklet forskningsniveau, en højt udviklet museumsteknik og en kultur på et meget højt stade«. Men udstillingen blev aftalt for syv år siden, da Kuomintang (KMT) havde magten. Under den nuværende regering havde man nok valgt at fokusere mere på det taiwanske Taiwan. Direktøren for Udenrigspolitisk Selskab peger på, at Kinas krav på at kontrollere Taiwan er svagt funderet: Efter at have været underkastet kinesisk koloniherredømme i et par hundrede år bliver Taiwan først en formel kinesisk provins i 1885. Ti år senere kommer øen under japansk herredømme, og det ophører først med slutningen af Anden Verdenskrig. Fra 1945 styres øen af det kinesiske nationalistparti KMT, som hævder at repræsentere det kinesiske fastland og faktisk har sæde i FN's Sikkerhedsråd indtil 1971. Men i 1991 opgiver KMT dette formelle krav, og det sker under en præsident, hvis forfædre har dybe rødder på øen, som det også er tilfældet for mindst 80 procent af befolkningen. »Og når jeg ser på seneste udgave af den officielle taiwanske årbog, så konstaterer jeg en påfaldende udvikling. I den nyeste udgave er det Taiwans egen befolkning, kultur, kunst og historie og særlige sprog og dialekter, der er lagt mest vægt på. For kun få år siden var fremstillingen stadig præget af den tænkning, som havde rødder i nationalistpartiet. De 23 millioner indbyggeres opfattelse af at tilhøre en særlig national enhed på taiwansk område er ikke til at tage fejl af. Men det anerkendes ikke af verdenssamfundet. At Taiwan stadig behandles som en udenrigspolitisk paria, finder jeg beskæmmende for EU«. Når Taiwan er i stand til at leve med det kinesiske pres, skyldes det alene, at USA siden 1949 har ydet øen militær beskyttelse, også efter at Washington i 1979 skiftede diplomatisk anerkendelse fra Taiwan til Kina. Essensen af den amerikanske holdning er, at man ikke vil acceptere en militær eller en voldelig løsning, der går imod taiwanernes ønsker. Europaparlamentet har sagt det samme, men det er desværre ikke en holdning, som hverken ministerrådet eller kommissionen har taget til sig. »Skal der gøres noget, må Europa altså handle samlet. Vi burde kunne tage nogle skridt for at få lempet Taiwan ind i nationernes selskab, f.eks. ved at ophæve den absurde aftale om, at de fem højest placerede taiwanere ikke kan komme på officielt besøg i EU-lande. EU bør droppe visumkravet mellem Schengen og Taiwan, og man kan i det mindste kræve observatørstatus for Taiwan i Verdenssundhedsorganisationen WHO. Det er helt påfaldende pinligt, at man her kryber for et Kina, der forbrød sig mod stort set alle normer for anstændig opførsel under SARS-epidemien, og udelukker Taiwan, der gjorde alt det rigtige«, mener Klaus Carsten Pedersen. Og så er det pudsigt, at Taiwans befolkning i størrelse forholder sig til Kinas som Færøernes og Grønlands tilsammen forholder sig til Danmarks, ca. to procent. Men Kina sender jo ikke tre promille af sit nationalprodukt til Taiwan. Det truer tværtimod med at sende 400 mellemdistanceraketter plus det løse, forklarer direktøren for Det Udenrigspolitiske Selskab. Som også godt er klar over, at den dynamiske taiwanske økonomi investerer massivt i - ja gæt engang, riget der ligger kun 150 kilometer på den anden side af Formosastrædet. Alene i Shanghairegionen, Kinas økonomiske spydspids, er der bosat ca. 400.000 taiwanere. Og de har penge med hjemmefra. Kort tid efterbesøget i Berlin får jeg anledning til - i en anden europæisk hovedstad - at møde en diplomat fra Folkerepublikken Kina, altså en repræsentant for Taiwans ærkefjende - og broderkulturen. Jeg kører en del af de ovenfor anførte argumenter frem og konkluderer i et spørgsmål: Med alle de positive bedrifter, taiwanerne har udført - beskyttelsen af den kulturelle arv, den formidable økonomiske udvikling, den imponerende demokratiseringsproces - skylder vi dem så ikke, at de kan få lov at vælge deres egen skæbne? Diplomaten svarede tørt og med et diskret smil på læben: Hvis de blot accepterer princippet om, at Kina er ét land, så kan vi efterfølgende diskutere alt. Alt. Inklusive valg af styreform? Ja, også det. Kina er et land, men taiwanerne skal ikke påtvinges en styreform, de ikke ønsker sig. Det findes der en løsning på. Tilbage er vel kun at minde om, at den økonomi, der blandt fagfolk kaldes Greater China , allerede i dag er verdens næststørste. Med denne betegnelse taler vi om det samlede kompleks, der udgøres af Folkerepublikken Kina inklusive Hongkong, Republikken Kina på Taiwan og de mindst 30 millioner oversøiske kinesere i Sydøstasien. Og ganske mange i både Nordamerika og Europa. Velkommen til det asiatiske århundrede.