Umiddelbart villedet jo være ideelt, hvis nybagte kernefamilier kunne få lov til at nyde hinanden, uden at skulle bekymre sig om verdslige spørgsmål, som f.eks. hvordan huslejen, bilen, den nye barnevogn eller rødvinen til middagen i aften skal finansieres. Det lille barn er så stort et mirakel, at de stegte duer bare har at komme flyvende af sig selv, da de jo trods alt er et meget mindre mirakel. Vil duerne ikke det, forventes det, at nogen sørger for at få dem på vingerne. Politikerne og dele af LO står på nakken af hinanden for at få de stegte duer i luften. Men fædrene synes at være ret så modvillige - de gider dårligt nok lukke munden op, når duerne endelig kommer flyvende. Det er ikke dem, der anmoder om en barselsfond. Nybagte fædre arbejder over snarere end at tage barselsorlov. Det er der flere årsager til. Mens det at få børn for kvinder ikke længere er en skæbne, men et valg, så er det for mænd stadigvæk en skæbne. Den kvinde, der ikke lige har tid/overskud/lyst til at få et barn eller til at gå på barsel, kan med prævention og abort undgå den skæbne. 20 procent af alle graviditeter i Danmark ender med abort. Mænd har ikke samme mulighed for at planlægge, fortryde og vælge om. For de resterede 80 procent - de børn der faktisk fødes - er der lidt forenklet fem muligheder; I Der er ingen far til at tage orloven. II Begge forældre vil forfærdelig gerne have orlov - jo mere, jo bedre. III Begge forældre vil helst tilbage på arbejdsmarkedet så tidligt som muligt. IV Mor vil gerne have orlov, far vil gerne arbejde. V Far vil gerne have orlov, mor vil gerne arbejde. Man kan gisne om hyppigheden af de forskellige konstellationer, pointen er, at kun i den sidste konstellation V vil det faktisk ende med, at far kommer på orlov. V er næppe den hyppigste. I de andre tilfælde vil mor rykke ud. Hun vinder den interne magtkamp i II; har hun ikke forældremyndigheden, så får hun den. Skulle han insistere, ender II ofte i I. Kampen i III vindes af manden. De kvinder, der vil sende fædrene hjem til de kødgryder, de selv er flygtet fra, glemmer nemlig, at gryderne også skal fyldes. Duerne kommer jo netop ikke flyvende af sig selv. Nok er orlovsmænd en sjælden art, men der er utvivlsomt endnu længere mellem de kvinder, der er indstillet på at tage hovedansvaret for familiens forsørgelse. Men vil man bytte rundt, er det jo netop sagen. Hvis fædrene skal gå hjemme, skal kvinderne ud at tjene penge. Mange penge. Nybagte fædre er dem, der arbejder mest, ikke for at slippe for bryster og bleer, men fordi der for dem ikke er en modsætning mellem barnets tarv og tre timers overarbejde, så der bliver råd til en ny barnevogn til lillebror - og en ny kjole til mor. Der skal nok være mænd, der gerne går hjemme og hygger sig med børnene. Det vil være langt sværere at finde kvinder, der ikke forlanger flere tilskud, men lever op til deres egen ligestillingssnak og tager det traditionelt maskuline forsørgeransvar på sig til fordel for den mand, de har valgt at få deres børn med. Kvinder der - i stedet for at haste hjem til den lille en halv time før fyraften - tager tre timers overarbejde, så far kan få sig et par nye bukser. Den maskuline altruisme, frivilligt at bruge størstedelen af sin surt indtjente løn på ægtefællen og børnene, har ligestillingsapparatet - trods hastigt voksende budgetter - ikke gjort meget for at sælge til nybagte mødre eller til kvinder i det hele taget. Utvivlsomt fordi det ikke blot er ægteskabeligt, men også politisk selvmord at sende mødre til seksmåneders børn ud på flisen 8-12 timer i døgnet for at forsørge mand og børn, der går og hygger sig derhjemme. Det er derfor heller ikke det, der foreslås. Ansvaret skal kollektiviseres i form af en mere eller mindre central barselsfond. Modellen for den er stort set den samme som for finansieringen af børnepasning i øvrigt. Hunden fodres med sin egen hale. Det er i Den Centrale Barselsfond, at duerne fanges og steges - og om muligt lærer at flyve hjem igen til de nybagte forældre, der holder fri for at passe deres egne børn. Nu er der ganske vist ikke vedtaget noget endnu, men der tales om »fuld løn under barsel«. Hermed menes, at man ikke skal have ligeløn for at passe børn. Ministre skal have ministerløn, mens mælkedrenge skal have mindsteløn for det samme arbejde. Sjove signaler fra de feminister, der har agiteret for ligeløn i en halv menneskealder. Når barselsfonden administrerer folks penge, kan den sætte forskellige betingelser for, hvem der kan holde barsel. Meget langt fremme er spørgsmålet, om en del af orloven skal reserveres til fædrene. Faktisk synes der at herske enighed fra ligestillingsministeren over Lone Nørgaard og Jette Hansen til Hanne-Vibeke Holst, et farvand, hvor bølgerne ellers går højt, at fædrene skal mere på banen. De skal overtales/tvinges til at tage en større eller mindre del af barselsorloven - metoderne diskuteres, men målet er de damer enige om. Det mål rejser mindst to spørgsmål. Det første er, hvem der er barnets far og dermed, hvem der skal tage orlov. Det var i gamle dage et biologisk vilkår, som ethvert barn kendte svaret på, men i dag er det ikke så let. Det er blevet et politisk spørgsmål, som først har været udsat for en kulegravning i børnelovsudvalget i ti år, før Folketinget endte med at vedtage en ny børnelov sidste år. Ifølge den er svaret, at den mand, moderen kaster sin kærlighed på - ikke under undfangelsen - men lige før og efter fødselen - han er barnets rette 'far'. Alt det med blodprøver og dna får først betydning, hvis han slår sig i tøjret, men ellers ikke. Insisterer en biologisk far på at være far, vil der stå et helt batteri af jurister og psykologer klar på statsamtet til at forklare, at han bør tage det med ro og holde sig væk. Skulle biofar blive ved med at insistere, står politiet klar med tilhold og det, der er værre. Så vi kan ende med nogle fædre, der går og glæder sig til at tage orlov, men som ikke får den, og så andre mænd, som forventes at tage orlov, men som har berettiget tvivl om deres faderskab og derfor er tilbageholdende med deres engagement i 'deres' børn. Så erder et andet spørgsmål: Hvad med de enlige mødre? 10-12 procent af alle børn fødes af mødre, der i hvert fald ikke officielt bor sammen med barnets far. Skal den samlede orlov udmåles per barn eller per forældre? Hvis en del af orloven er reserveret til far, skal enlige mødre så kunne tage en fraværende fars orlov, eller skal hendes barn så meget desto tidligere i institution? Skal hendes nye kærlighed, der måske kommer på banen, når barnet er et halvt år have muligheden for at tage orlov? Eller skal biofar igen have sin orlov, selv om han næppe får samvær? Villy Søvndal (SF) har meldt ud, at enlige mødre selvfølgelig skal kunne tage fars orlov. Men hvis vi ender dér, at mor godt kan tage fars orlov, hvis det er synd for hende, vil situationen ikke være meget anderledes end i dag, hvor forældrene kan dele lagkagen, som de selv vil. Men der er endnu en gang båret ved til skilsmissebålet. For hvis mor kan tage fars orlov, er det endnu et incitament til at blive skilt. Såvel rent proforma, hvis nu vi har med forældre at gøre, der er så opportunistiske, at de selv mener at vide, hvad der er bedst for deres børn, f.eks. at de skal ammes et helt år - og derfor er rørende enige om, at mor skal tage fars orlov. Men sandelig også de mere blodige skilsmisser, kampen om ungen bliver næppe mindre af, at staten lægger endnu mere guld i vuggen, end der var i forvejen. Moderen vil jo reelt skulle vælge mellem at blive skilt fra sin unge eller fra sin mand! Fædre tager gerne forsørgeransvaret på sig, de går gerne i laser, så resten af familien kan klæde sig pænt. Men det er ikke et offer, de er indstillet på at bringe til fordel for naboens børn, og slet ikke til fordel for en central barselsfond. Fordi de så samtidig mister den indflydelse, respekt og autoritet, der affødes af selv at administrere og prioritere. Det er ydmygende og umyndiggørende, når familier i almindelighed og mænd i særdeleshed ikke tiltros tilstrækkelig ansvarlighed til selv at finde ud af at passe og forsørge deres børn. De fratages ansvar og indflydelse, først med Den Centrale Barselsfond, så ved at tvinges til at finansiere to tredjedele af daginstitutionerne og endelig skal fædrene - hvis de bliver skilt - betale børnebidrag til moderen. Alt sammen udtryk for manglende tillid til, at han selv kan finde ud af at administrere sit forsørgeransvar på en for børnene fornuftig måde. Det er også et forkert signal at sende til vores børn. Hvis vores sønner frivilligt skal tage forsørgeransvaret lige så alvorligt som deres fædre, er det nødvendigt med en troværdig rollemodel, hvor faderen ikke gør, hvad han gør, fordi han er tvunget til det - men fordi han gerne vil. Fordi han synes, at det hører med til at være mand og far, simpelthen fordi det er maskulint at tage de tre timers overarbejde! Ønsket om mere orlov til fædre er (endnu) en feministisk dagsorden, der næppe har til formål at styrke båndet mellem børn og fædre. Motivet er nok snarere, dels netop at fratage fædrene indflydelsen, og dels at trække mænd væk fra arbejdsmarkedet, så der bliver plads til kvinderne. Når koen ikke kan flyve, skal også svalen have stækket sine vinger - i ligestillingens hellige navn. Det synes modsætningsfyldt, når man på den ene side vil have far hjem på orlov, mens statsamterne på den anden side, hvis moderen er 'særlig sart', nægter fædre samvær med deres børn før de er to og et halvt-tre år. Selv på det tidspunkt er samværet ofte stærkt rationeret - eller overvåget - 30 procent af de tre-fem-årige børn tilkendes ikke samvær med overnatning hos deres far. Da orlovsydelsen til forældreorloven blev sænket fra 80 procent af dagpengesatsen til 60 procent, og dermed reelt afskaffet, var motivationen ikke, at det var dyrt eller dårligt for børnene. Årsagen var, at kvinderne stormede hjem til kødgryderne, og det var ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt politisk ukorrekt. Orlov ligger langt nede på fædrenes ønskeseddel - skal det være, foretrækker fædre at tage den, når barnet er lidt ældre. Hver gang der tales orlov, tales der om babyer. Det hænder, vi ikke er enige med mor i hendes ammestrategi, men vi blander os for husfredens skyld kun nødigt. Faktisk har vi mange eksempler på, at der ikke kommer noget godt ud af at blande sig. Jo ældre børn bliver, desto mere engagerer fædre sig i dem. De vil gerne opdrage og præge dem. Specielt i en tid, hvor politikerne taler om at straffe forældre for de dumheder, deres børn måtte finde på, vil vi fædre - ikke blot for vores egen skyld, men i høj grad også for vores børns skyld - meget gerne på banen og udfylde vores ansvar og udøve vores autoritet. Vi har svært ved at forstå, at samfundet ofte ikke giver os muligheden, og så oven i købet truer med at straffe os, når det går galt. Vi ser en sammenhæng mellem de problemer, flere og flere unge ender i, og alle de fraværende fædre, der køres ud på et sidespor tidligt i barnets liv. Selv om det utvivlsomt kunne være hyggeligt at gå og pusle om babyen sammen med mor, er fædrenes indsats vigtigere senere i barnets liv, hvor mor måske netop har svært ved at sætte sig igennem over for sin søn, der er et hoved højere end hende selv. På det tidspunkt vil det være ødelæggende, hvis fædrene skal knokle endnu mere, end de gør i forvejen, for at forrente babyårenes orlov. Det er i forvejen betænkeligt, at vi bruger langt flere ressourcer på at få vores små børn passet end på at uddanne de store. Vil man styrke forholdet mellem fædre og børn, er det ikke mere orlov i babyårene, fædre først og fremmest går efter. Øverst på ønskesedlen står der juridisk ligestilling med moderen, så forældrene i udgangspunktet har fælles forældremyndighed, som også tidligere justitsminister Frank Jensen for nylig har anbefalet. Når ligestillingsminister Henriette Kjær ikke mener, at man kan opnå mere ligestilling ad lovgivningens vej, er det utvivlsomt rigtigt, at man ikke kan tilgodese kvinderne mere ad lovgivningens vej. Men ministeren overser - i lighed med de feminister hun revser - bjælken i øjet, nemlig de love, der diskriminerer mænd. Som for eksempel kvindernes monopol på fælles børn. Var forældrene ligestillede, kunne socialministeren Henriette Kjær invitere den i hvert fald næstvigtigste ressourceperson for anbringelsestruede børn og unge med til de familierådslagninger om børnenes fremtid, hun venter sig så meget af. For skønt de enlige mødre 'kun' udgør 14 procent af børnefamilierne, så udgør deres børn 47 procent af anbringelsesklientellet. De anbragte børn er endnu et eksempel på, at forældrene - især fædre - reduceres til skaffedyr, der sammen med kommunerne segner over de lodret stigende udgifter til anbringelsesindustrien. Så se at få ham på banen med de ting, han kan, i stedet for at transformere ham til endnu en mor.