28. november 1998 sluttede Nasdaqindekset for første gang over 2000 point. Det høje resultat skyldtes ikke mindst de mange nye internetfirmaer og dotcoms, som traditionen tro bliver noteret på Nasdaq. Et firma, som vel kun få husker, TheGlobe.com, havde netop haft sin debut. Den lignede alle de andre dotcombørsdebuter. Firmaet, der husede private brugeres websider, blev øjeblikkelig millioner af dollar værd. Aktiekurserne steg og steg, og den amerikanske økonomi var hvidglødende. Efter TheGlobe.coms børsdebut fulgte en række andre dotcomforetagender. Først Ticketmaster Online-City Search, som var en slags 'i byen'-guide kombineret med muligheden for at bestille billetter til kultur- og sportsbegivenheder via internettet. Siden fulgte Internet America, Xoom, AboveNet, InfoSpace.com, audiohighway.com og mange, mange flere. Disse firmaer repræsenterede andengenerationen af guldgraverne. De var stiftet og skabt af mennesker med MBA's fra business-skoler på Harvard og Yale, men som var søgt til Silicon Valley, fordi de havde hørt historier om, hvordan mange havde fundet internetguld. De havde pakket prærievognene og var rejst mod vest med luftige forretningsplaner, hvor .com altid var den krumtap, det hele drejede sig om. Det skyldtes ikke alene de mange succesfulde børsdebuter for internet- og dotcomfirmaer, men også, at det var let at få finansieret start-ups, der blot indeholdt ordet '.com', 'e-commerce' eller 'internet'. Fidusen lød således: Find et eller andet åndssvagt at sælge online. Krads ideen ned i en e-mail, og send den til et af de mange venture kapitalist-firmaer, der findes langs Sand Hill Road i Silicon Valley. Når man efter et stykke tid havde oparbejdet et tilpas stort underskud, var det tid til at gå på børsen. Her var situationen den samme. Så snart investorerne hørte ordet 'e-commerce', begyndte de at byde aktiekursen op i skyhøjder. Inden dagen var omme, var ens internetfirma mange milliarder dollar værd. Herefter var det blot at købe sig en ejendomsgrund i Californien, fylde vand i poolen og sidde i solen og grine af alle de andre, der stadig arbejdede. Et eksempel: AboveNets aktier steg eksempelvis med 1.853 procent i gennemsnit per år. I denne ånd kunne alt trives. Wall Streets efterspørgsel på internetaktier syntes umættelig og var konstant større end udbuddet. Det betød, at venture kapital-firmaer støttede alt, hvad der rørte på sig og havde en URL-adresse. Og børsmæglerfirmaer som Morgan Stanley tog de nyfødte firmaer på Wall Street, længe før de havde lært selv at gå - endsige havde et overskud i blot et eneste kvartal. Firmaer, der solgte diverse artikler til kæledyr, var længe en eksponent for internetfirmaer, som forekom latterlige, men alligevel blev lanceret under stor fanfare. På et tidspunkt var der mere end en håndfuld internetfirmaer, der solgte halsbånd og madskåle til Fidoerne af denne verden. Og selv om mange eksperter og lægfolk kløede sig i håret og spurgte sig selv: Hvor mange online kæledyrsforretninger har denne verden brug for - så blev de alle støttet. Også det svenske Boo.com var en af sværvægterne inden for .com-fænomenet. Det blev lanceret i sommeren 1998 af de to svenske iværksættere Kajsa Leander og Ernst Malmsten. De overtalte en række investorer til at skyde millioner i deres modebutik på internettet. Men de fleste af pengene gik til at leje dyre boliger i London og New York samt til at flyve første klasse på Concorden mellem London og New York. Over for New York Times benægtede de to svenskere senere, at de havde smidt om sig med andres penge. »Det er nemt for pressen at sige, at vi har brugte alle pengene på Concorderejser og champagne. Men det passer ikke. Vi drak aldrig andet end vodka«, forklarede de to svenskere. Internettet er på mange måder det, som forfatteren Clayton M. Christensen i bogen 'The Innovator's Dilemma' kalder for 'disruptive technologies' - eller 'forstyrrende teknologi'. Dette udtryk anvendes i Silicon Valley om nye teknologier, der udgør en potentiel bombe under allerede etablerede industrier. Teknologien, der gjorde det muligt at udgive aviser, magasiner, musik og film på internettet i digital form, var en sådan 'disruptive' teknologi, som truede med at udradere store dele af underholdningsindustrien i USA, hvis man ikke var på vagt. Hele episoden med Napster og 'file-sharing' via nettet er et billede på, hvor 'disruptive' en teknologi internettet er. De traditionelle medier så, hvordan internettet måned for måned voksede, således at der inden længe var millioner af netsurfere. Et kæmpe potentielt marked, som man ikke blot kunne lade de nye medier - som eksempelvis Yahoo - sidde på. Med andre ord - man måtte have en internetstrategi. Dette kunne man opnå på mange måder, men den letteste var at opkøbe et eksisterende internetmedie - gerne en søgetjeneste. Mange, som eksempelvis Disneykoncernen, købte eksisterende søgetjenester for millioner af dollar. Det medførte, at internetportaler som AtHome og Excite kunne sælges for kæmpe formuer, der gerne gik i lommerne på de berømte 23-årige stiftere og ledere. Og da de første etablerede underholdningsmedier begyndte at opkøbe internetportaler, fulgte resten hurtigt efter med en række panikindkøb. »Sådan en må vi også have«, lød det rundt om i direktionslokalerne. Erfarne erhvervsledere som Gerald Levin, daværende chef for Time Warner, Michael Eisner fra Walt Disney-koncernen og Rupert Murdoch fra News Corporation gik i panik. De stod lammede som rådyr på vejen i lyset fra internettets forlygter. Det medførte, at de købte ind i panik og alt for dyrt, som den amerikanske forfatter John Motavalli dokumenterer i sin bog 'Bamboozled at the Revolution: How Big Media Lost Billions in the Battle for the Internet'. Intet firma illustrerede bedre denne udvikling end Time Warner, der i panik endte med at lade sig opsluge af et af de nye internetselskaber - America Online. I starten af år 2000 stod Time Warner uden en holdbar internetstrategi. Samtidig kunne Levin konstatere, at internetselskaber ikke var til at stoppe. America Online havde på blot syv år opnået en markedsværdi på 120 milliarder dollar - 20 procent højere end Time Warners. Disse tal fik det til at sortne for Levin, der blev grebet af panik og valgte at kaste håndklædet i ringen. 10. januar år 2000 kunne America Onlines direktør, Steve Case, stolt meddele, at hans unge firma havde købt Time Warner - det største og mest prestigefulde medieselskab i USA. Købet blev af mange set som et vendepunkt, hvor 'new media' havde fået overtaget i forhold til de gamle medier. »Time Warner har ikke formået at slå internetselskaberne med deres egne våben - derfor har vi overgivet os til dem for den bedste pris, vi kunne opnå«, hed det forklarende i en leder i Time Magazine. Et nyt selskab blev dannet under navnet AOL Time Warner. 6. marts år 2000 klarede 'den nye økonomi' sig bedre end 'den gamle'. Men allerede mandag 13. marts begyndte dette billede at ændre sig. I løbet af tre dage faldt Nasdaq næsten 500 point. Mellem 15. og 16. marts steg the Dow - den gode gamle økonomis indikator - 819 point efter i en kort periode at have været under 10.000 point. Nervøsitet over de galaksehøje aktiekurser på internetfirmaer begyndte at vise sig. Derfor tog mange investorer gode gamle pålidelige aktier fra firmaer som Ford Motor og Dow Chemicals til sig igen. Ved ugens slutning stod the Dow ved 10.595,20 - op næsten 7 procent på en uge. The Nasdaq sluttede ved 4.798,13 - ned næsten 8 procent på en uge. Dette var det første tegn på, at hele internetmanien måske ikke var andet end en stor boble - opblæst af tomme løfter og naive forhåbninger. Den berømte 'tyr' foran The Wall Street, der symboliserede opgangstider - et 'bull market' - rystede for første gang i otte år med hovedet og lignede mere og mere et såret dyr. Men det var finansmagasinet Barron's, der for alvor kom salt i såret. Det skete med den artikel, magasinet offentliggjorde 18. marts under overskriften 'Burning Out'. Artiklen, der var skrevet af bladets journalist Jack Willoughby, satte spørgsmålstegn ved, om der virkelig var hold i de tårnhøje aktiekurser, som internetfirmaer blev handlet til, eller om flammen var ved at gå ud. »Hvornår vil internetboblen briste«, spurgte Jack Willoughby i sin artikel og fortsatte med at dokumentere, at mange dotcom var ved at løbe tør for kontanter og ville snart se bunden af pengekassen - uden mulighed for at rejse yderligere kontanter. Sammen med Pegasus Research International havde Jack Willoughby analyseret mere end 200 dotcomfirmaer, og billedet var overalt det samme: Pengekassen ville være tom i løbet af et par måneder. Dette gjaldt blandt andet for dotcomfirmaer som CDNOW (musikforretning på nettet), Peapod (supermarked på nettet), drkoop.com (læge på nettet) og Drugstore.com (apotek på nettet). Engang havde det været et hædersmærke på kort tid at 'brænde' gennem så mange penge som muligt. Men Barron's artikel satte spørgsmålstegn ved denne filosofi og dokumenterede, at mange dotcomfirmaer ville få svært ved at tiltrække ny risikovillig kapital. Mens Barron's var det første tegn på, at nogen så internetmanien som en boble, der stod foran at briste, så vendte stemningen imidlertid hurtigt tilbage til de gode gamle optimistiske toner. De nævnte dotcomfirmaer i Barron's artikel faldt på Wall Street, men erobrede hurtigt det tabte terræn tilbage, og Barron's pessimistiske toner var vasket væk som morgendug på en sommerdag. Tyren foran Wall Street brølede igen. Den gunstige stemning på Wall Street fik en række nye, ukendte dotcomfirmaer til at gå på børsen - herunder Snowball.com og Websense. Men Barron's artikel havde alligevel sået tvivlens frø i sindet på mange investorer og journalister. Allerede 24. marts udkom Business Week med en forsidehistorie, der hed 'Hype Machine'. I denne artikel beskrev det ansete magasin den 'mani-maskine', der havde skabt det nuværende økonomiske boom. Der var flere tandhjul i denne maskine - herunder de amerikanske medier - inklusive Business Week selv - der »havde leveret brændstof til den eksplosion i gør det selv-aktiekøb og kortsigtede handler blandt amatører«. I denne situation bar de to erhvervsjournalister Anthony B. Perkins og Michael C. Perkins yderligere ved til bålet ved at optræde som lyseslukkere. I deres bog 'The Internet Bubble' gokkede de investorerne på Wall Street oven i hovedet for at sige: Venner, det her går ikke. Mange af disse dyre dotcomfirmaer har aldrig haft et overskud og har heller ikke udsigt til det inden for en overskuelig fremtid. En dag melder realiteterne - og tømmermændene - sig. Den væsentligste årsag til, at internetmanien blev skabt, var, at der ikke var ret mange internetaktier på markedet. Offentligheden havde eksempelvis kun adgang til 35 procent af Amazons aktier og kun 9 procent af eBays aktier. Resten blev i mange tilfælde givet til investeringsselskabernes nære forretningsforbindelser og andre venner - ofte på kanten af det lovlige, som den just indledte retssag mod investeringseksperten Frank Quattrone viser. Internetaktier var således en mangelvare, og den store efterspørgsel fik kurserne til at stige vildt og utæmmet. På en måde har historien gentaget sig, idet verden tidligere har set store økonomiske bobler briste. Den hollandske tulipanmani i det 17. århundrede er måske det bedst kendte eksempel. Et nyere - og mere brugbart - eksempel er den tidlige pc-industri, hvor firmaer der fremstillede disk-drives gik på børsen i hobetal til skyhøje aktiekurser. Hvor mange af disse eksisterer i dag? Kun få. En lignende situation er opstået inden for e-commerce. En håndfuld af de store som Yahoo, Amazon, America Online, eBay har sat sig på det meste - og fanden har taget resten. »Der skal kysses mange frøer for at finde de få smukke prinser«, som e-handel-eksperten Mary Meeker fra investeringsselskabet Morgan Stanley engang så klogt udtalte. Det var - som nævnt - 10. januar år 2000, at AOL opkøbte Time Warner. Siden har AOL drænet Time Warners pengekasse i en grad, at det har ført til oprør blandt aktionærerne og afskedigelsen af AOL-direktøren. Og nu har det hæderkronede medieselskab besluttet, at man sletter de tre bogstaver AOL fra firmaets officielle navn og fremover igen blot vil hedde Time Warner. Så hurtigt gik det fra storhed til fald - og udstødelse.