Hvis den israelske regering ikke fremlægger en klar strategi, er det umuligt at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt på fredelig vis. En kort evaluering af forløbet under de seneste israelske regeringer bekræfter teorien. De sidste ti års regeringer under Yitzhak Rabin, Benjamin Netanyahu, Ehud Barak og Ariel Sharon har alle haft det samme problem: De har ikke kunnet komme med en klart formuleret strategi, der kan sætte en stopper for konflikten en gang for alle. Selvfølgelig må man skelne mellem Rabin- og Barak-regeringerne og Netanyahu- og Sharonregeringerne. Rabin og Barak nærede begge et oprigtigt ønske om at gennemføre en vellykket fredsproces, men var fra start usikre på, hvilken strategi de skulle følge, og hvordan de skulle opnå det ønskede resultat. Selv om Barak forregnede sig i langt højere grad end Rabin, var de begge i stand til at tilpasse sig udviklingen hen ad vejen og rette op på de værste fejl, så fredsprocessen kunne fortsætte. Flere uger før han blev myrdet, begyndte Rabin at optegne den strategi, han ville følge for at opnå varig fred, men han blev på tragisk vis frataget muligheden for at gennemføre den. Præcis ligesom Ehud Barak begik Rabin den fejl at sætte al sin lid til ét altomfattende, forhastet topmøde. Desværre planlagde hverken han eller palæstinenserne mødet ordentligt, ligesom Rabin nægtede at lade amerikanerne fremlægge deres kompromisforslag. Barak glemte at tage hensyn til de palæstinensiske lederes behov i forhandlingssituationen, og de gjorde også deres til, at konferencen blev en fiasko. Desuden var Baraks ufleksible tilbud, der byggede på et misforstået alt eller intet-princip, en umulig indledning, der snarere bundede i manglende professionalisme og erfaring end manglende vilje til fred. Da det stod klart, at topmødet var blevet en fiasko, åbnede han for flere muligheder og forsøgte at forhandle en fredsaftale på plads, men han nåede det ikke i sin tid som ministerpræsident. Den israelskehøjrefløj under ledelse af partiet Likud har aldrig haft nogen strategi for fred, men snarere en strategi for sabotage. Det er bosættelserne, der har fundet sted siden midten af 1970'erne, et klassisk eksempel på. Det er skandaløst at beholde 5.000 bosættere på Gazastriben med henvisning til sikkerheden og nationale interesser. Bosætterne kontrollerer 25 procent af den knappe jord på Gazastriben, hvor der bor 1,2 millioner palæstinensere. 20 år senere forblev Netanyahu tro mod sit partis linje og var imod Osloprocessen fra begyndelsen. I sin tid som ministerpræsident fra 1996-1999 lykkedes det ham at undergrave processen og samtidig gøre gode miner til slet spil. Hans regering undlod gang på gang at leve op til sine forpligtelser om at implementere aftaler, som parterne tidligere havde indgået. Tilsvarende har Sharons embedsperioder som ministerpræsident været totale fiaskoer med hensyn til at bringe israelere og palæstinensere tættere på en varig fred. I en artikel for nylig minder en ven os om et citat af den britiske militærstrateg og kommentator Basil Liddell Hart: »Mens krig lægger en begrænsning på den strategiske horisont, så skuer helhedsstrategien ud over krigen til freden, der følger den«. Sådan en strategi har Ariel Sharon med sikkerhed ikke. Han blev valgt på sit løfte om at skabe fred og sikkerhed, men har ikke formået at skabe nogen af delene. Faktisk har Israel aldrig befundet sig i en så udsat situation som i de to et halvt år, Sharon har været ved magten. Israels virkelighed er i dag præget af uvished. Sikkerheden er forværret, hvilket har betydet, at et enormt antal israelere dræbes eller såres under terrorangreb. Den økonomiske situation er ikke meget bedre, men præget af stigende arbejdsløshed og voksende bekymring. Turister har aflyst deres rejser til det hellige land. Freden ser ud til at være længere væk end nogensinde siden Osloaftalen, og alt dette har affødt nationens største moralske sammenbrud siden Israels oprettelse. Dertil kommer, at palæstinenserne mærker konsekvenserne af de senere års trængsler endnu stærkere end israelerne. Den enorme elendighed og fattigdom, de lever under, har en negativ indvirkning på stort set hver eneste palæstinenser. Når man analyserer denne periode, når man frem til den konklusion, at Sharon hverken har en overordnet plan eller en strategi. Det kan ikke overraske nogen, at Sharon ikke har nogen strategi, for sådan har det været gennem hele hans karriere. Gennem sine år i hæren og inden for politik har han udvist glimt af initiativ, som kunne forveksles med strategi, men han har aldrig anlagt et helhedsperspektiv. Det er invasionen af Libanon i 1982 et eksempel på. I bakspejlet ser det ud til, at hans plan som forsvarsminister var at indsætte et kristent, proisraelsk regime i et land med muslimsk flertal. Den mulige belønning ville så have været, at det kristne regime havde 'udrenset' den palæstinensiske befolkning i Libanon. Derudover troede han muligvis, at man ved at sende disse palæstinensere til Jordan ville forvandle det hashimitiske kongedømme Jordan til en palæstinensisk stat og muligvis fungere som første fase i en proces, som skulle gøre det muligt at flytte andre millioner af palæstinensere fra Vestbredden til Jordan. Denne politik mindede mere om et mareridt end om en strategi. Sharon har visioner, men ingen gennemtænkt strategi. Han har ry for at være en glimrende taktiker, og man må medgive, at der ikke har været mange større taktikere end ham i Israels militære historie. Det har han bevist i praksis, dels som en respekteret general med mange militære sejre, dels som en snu politiker, der har manøvreret sig tilbage til magtens centrum og helt op til embedet som ministerpræsident, efter at han var blevet tvunget til at gå af som forsvarsminister oven på krigen i Libanon. Hans personlige støtte til bosættelserne er blot ét eksempel på hans taktiske manøvrer for at undergrave fredsprocessen. Tanken er at oprette bosættelser overalt i beboede palæstinensiske områder for at udelukke muligheden for en senere deling af jorden. Disse manøvrer stiller hindringer i vejen for freden uden at tilbyde nogen udgangsstrategi og komplicerer en situation, som i forvejen har hårdt brug for forenkling.Sharon haraltid været erklæret modstander af den fredsproces, som hans forgængere Yitzhak Rabin og Shimon Peres var fortalere for. Han kom til magten på et falsk løfte om fred og sikkerhed og en forsikring om, at han havde formlen på den endelige løsning af konflikten. Men i realiteten har han siden Osloprocessen været hjernen bag en indædt modstand, og efter sin magtovertagelse har han kun bidraget med skrappere militære midler over for palæstinenserne og ikke åbnet nogen vej til fred. Det har blot drevet israelerne og palæstinenserne endnu længere fra hinanden. Vejen til fred og sikkerhed går tydeligvis ikke over mere magtanvendelse, men gennem en politisk proces. Fred er det bedste svar på vold, mens magtanvendelse blot skaber mere fjendskab og gengældelse. Hvad Sharon tilsyneladende ikke har forstået er, at den eneste mulige løsning på konflikten må udledes af en forståelse af stridens rødder. Situationen kan koges ned til følgende: To nationer mener hver især, at alt det, der er strid om, tilhører dem. En løsning forudsætter derfor en realpolitisk tilgang, der medfører, at det hellige land deles i to stater til to befolkninger baseret på grænsedragningen fra 1967. For at slå ind på denne vej må Sharon tage konkrete konstruktive skridt og undlade tøvende negative skridt. Sharons nuværende politik modarbejder en retfærdig løsning baseret på disse retningslinjer og kan føre til, at Israel igen besætter hele Vestbredden og Gaza, eller endnu værre, annekterer disse områder. Det ville være enden på zionismen og enden på visionen om en stat for det jødiske folk, for på ingen tid (under ti år) vil der være flere palæstinensere end jøder under israelsk kontrol mellem Middelhavet og Jordanfloden. Som Shimon Peres for nylig skrev i et avisindlæg: »Hvis det jødiske folk mister sit flertal, vil jøderne være i eksil i deres eget land. Og den 100 år lange kamp for at opbygge en jødisk og demokratisk stat vil være fuldstændig spildt«. Men Sharon er ingen vanvittig leder, snarere tværtimod: Han er en kold og kynisk leder, som forstår komplicerede og dynamiske situationer. Han er ikke desto mindre besat af sin gammeldags konservative baggrund og sin dybe mistillid til muligheden for at opnå en gennemgribende politisk løsning på konflikten med palæstinenserne. Og det selv om det - trods højrefløjens modstand - har vist sig muligt at opnå netop sådan en løsning med Egypten. Sharon ved dog, at han ikke kan blive ved med at afvise enhver løsning, sådan som han gjorde, før han blev ministerpræsident. Han har således tilpasset sig og ændret sin taktik, men ikke sit mål. Sharons nuværende plan går ud på at »beskytte Eretz Yisrael« og sikre sig, at bosættelserne bevares. Derfor støtter Sharon et fredsinitiativ, og han vil tolerere en palæstinensisk stat, når blot den lever op til hans betingelser, som er i direkte modstrid med virkelig fred og en ægte palæstinensisk stat og uforenelige med de principper, som den israelske fredsbevægelse står for, og som Rabin, Peres og Barak har stået for. Sharon foreslår i praksis en overgangsaftale, som skal blive til en permanent statusaftale. Denne plan vil grundlæggende ikke omfatte dannelsen af en ægte, suveræn, uafhængig palæstinensisk stat, men derimod en ghettoisering og kantonisering af Vestbredden og Gazastriben gennem formelt suveræne øer, der er omgivet og fuldstændig afhængige af Israel. Det er Sharons svar på hans realistiske erkendelse af, at Israel ikke på længere sigt kan kontrollere 3,5 millioner palæstinensere, uden at det går ud over Israels jødiske egenart. Man må forstå, at den israelsk-palæstinensiske konflikt og en del af den palæstinensiske terrorisme mod os har rødder i den palæstinensiske nations kamp mod den israelske besættelse og for en uafhængig palæstinensisk stat. De seneste 36 års besættelse har drevet mange palæstinensere ud i fortvivlelse, og nogle af dem har mistet besindelsen. Men vi må også skelne mellem de to former for palæstinensisk terrorisme: Den ene er affødt af den førnævnte kamp for et fædreland, mens den anden er et udtryk for de fanatiske holdninger, der næres af fundamentalistiske islamister, først og fremmest i Hamas og Islamisk Jihad. Kampen for et fædreland er pragmatisk og præget af en vilje til at indgå kompromiser, så der kan underskrives en fredsaftale, der er acceptabel for både israelere og palæstinensere. Fanatikerne er derimod fast besluttet på at udslette Israel og erklærer, at de ikke vil slå sig til tåls med mindre. Desværre er alt for mange israelere holdt op med at foretage denne skelnen, og det udnytter Sharon til at give dem det indtryk, at alle palæstinensiske voldshandlinger har til formål at tilintetgøre Israel. Derfor har han formået at overtale et forvirret flertal i det israelske samfund til at støtte sin politik, der omfatter fortsat besættelse, lukninger, udgangsforbud, kontrolposter og tåbelige militære operationer, for eksempel de såkaldt målrettede mord - også selv om samme flertal stadig går ind for den vision, som Rabin og Peres fremlagde. Hans handlinger tjener til at lægge låg på vreden i den israelske offentlighed, men den vil uvægerlig føre til endnu større bitterhed og problemer i fremtiden. Sharon oghans regerings nuværende politik vil hverken føre til fred eller øget sikkerhed. Den er kortsigtet og drives af fejlagtige ræsonnementer og ønsket om politisk overlevelse i stedet for at tjene alle indbyggeres interesser. Der er tale om et farligt sammenfald af omstændigheder, som er uholdbart i længden. Ingen palæstinensisk regering, uanset hvor moderat den måtte være, vil kunne opnå resultater, så længe den israelske regering under ledelse af Ariel Sharon viderefører sin nuværende politik, der ikke udstyrer den palæstinensiske ledelse med noget anvendeligt værktøj til at skabe mærkbare forbedringer i området. En effektiv palæstinensisk indsats for at bekæmpe terrorismen kan kun være led i en større samlet bestræbelse, hvor Israel leverer incitamenterne til at gennemføre en sådan opgave. Desuden lader afgørende forhandlinger om områdets fremtidige status sig ikke gennemføre under Sharons nuværende politik, både fordi Sharons syn på den arabiske verden og det internationale samfund er totalt uacceptabelt, og fordi der ikke er lys for enden af tunnelen i form af en klar idé om, hvordan slutspillet i den politiske proces skal forme sig. Så længe det er tilfældet, vil vi ikke se Mellemøsten undergå konstruktive forandringer i retning af fred. Endnu en gang står Israel tilsyneladende ved en korsvej, hvor dets skæbne er ukendt. Herfra er der flere farbare veje. Enten vågner Sharon op, kaster sine tidligere 'visioner' bort og bliver en de Gaulle, eller en ny demokratisk valgt regering fremlægger og gennemfører en vidtfavnende plan for varig fred. Ethvert andet alternativ vil uvægerlig påføre områdets indbyggere fortsatte og stadig større lidelser.