Som landbrugets enfant terrible er de store industrielle svineproducenter ofte en taknemmelig prygelknabe i det offentlige meningsrum. Derfor er det også vanskeligt at argumentere for behovet for en mere nuanceret forståelse for, hvordan svineproducenterne vil kunne bidrage til at imødekomme såvel samfundets som forbrugernes ønsker om en (mere synlig) bæredygtig produktion af grise. Erfaringerne har vist, at forskellige nichebaserede produktionsformer er druknet i mangel på kommerciel succes. Men også vores berettigede eller uberettigede billede af, hvordan den industrialiserede produktion skæmmer grisenes velfærd og miljø, dominerer vores opfattelse af, hvad et moderne landbrug er og ikke er. En vægelsindet dans omkring det traditionelle landbrugssystem og dets kultur binder os sammen i en forestilling om, hvad vi burde se på landet. Det gør os blinde for at se, hvordan landbrugets forvandling til et videnstungt erhverv har skabt løsninger, som kan afhjælpe miljøbelastningen og nogle af de problemer, vi har med dyrevelfærden i industriproduktionen. For at få øje på disse muligheder må vi nemlig acceptere, at landbruget ikke længere drives som en firelænget gård, med 21 tønder land, heste, grise og køer, og som ophavsstedet for vores slægtshistorie. Men derimod som en forretning for den enkelte svineproducent, og som et erhverv, der udnytter højteknologi og forskningsbaseret viden som instrumenter i dets udvikling. I dag fremstiller ca. 13.000 danske svineproducenter omkring 24 mio. grise. Det er en produktion, der udgør det finansielle grundlag for, at ca. 20.000 mennesker kan beskæftiges i slagterisektoren, og at landet sikres en valutaindtjening på omkring 25 mia. kroner årligt på grund af eksporten. Men i stedet for at være stolte af et sådant erhverv, som man ville have været, hvis det havde handlet om produktion af mobiltelefoner eller insulinpinde, er den offentlige mening præget af mistro og aversion. Hvis man er svineproducent i Danmark, skal man tænke sig om to gange, førend man offentligt siger, hvad man lever af. Intelligentsiaen i Danmark har nemlig besluttet, at den industrielle svineproduktion er roden til alt ondt i landbruget. Ret ureflekteret er de fleste offentlige meningsdannere parate til at lukke den industrielle svineproduktion, uden omtanke for, om det, man vil sætte i stedet, faktisk er bedre for det danske samfund. Og herunder også uden omtanke for, hvordan 20.000 arbejdspladser i slagterierne kan erstattes, eller for, hvordan man kan undvære 25 mia. kr. i valutaindtjening. Og som regel gives der slet ikke noget bud på, hvem der i givet fald skulle tage tabet for, at investeringerne, og altså milliardgælden, i den industrielle svineproduktion skulle afvikles. Ligesom i komplicerede matematiske beviser holder vores umiddelbare intuition jo langtfra altid stik. Forståelse er noget, man skal tilegne sig, og ofte er virkeligheden mere kompleks end de skrækscener, vi fra tid til anden ser fare forbi på tv - og sådan er det også med det moderne landbrug, som bygger på viden - og ja, økonomi. En del af problemerne med miljøet og dyrevelfærden skyldes, at de industrielle svineproducenter forhindres i at drive deres virksomhed som en virksomhed og i stedet tvinges til, via lovgivning og den politiske organisering af produktionen, at drive landbrug, så det ligner noget, vi kender fra historiebøgerne. Dette betyder, at de svineproducenter, som kunne, ikke får lov til at udnytte og udvikle de teknologiske muligheder, der kunne fjerne problemet med produktionen af gylle, eller får mulighed for at indrette staldsystemer som egentlige grisehoteller, som så i højere grad kunne kombinere dyrenes behov for at udleve deres naturlige adfærd, med de industriøkonomiske krav om effektivitet. Resultatet af en inkonsekvent - eller manglende - erhvervspolitik i landbruget er nemlig ikke, at der produceres alt for mange grise, men at der er alt for mange svineproducenter. Omvendt er der for få producenter, som arbejder på at udvikle alternative produkter og på at tilbyde os danske forbrugere en større variation af gastronomiske oplevelser. Hvilket jo også kunne minde os om, hvorfor grisen engang var danskernes foretrukne nationalspise. Vi må gøre op med, at et godt landbrug har noget med størrelse at gøre og med, at små producenter er bedre landmænd end store producenter. Det er gørelsen og ikke størrelsen , som kendetegner den gode svineproducent, uanset om man er industriel svineproducent, økologisk eller frilandsproducent. Dyrene skal selvfølgelig have den fornødne pasning og det nødvendige udfoldelsesrum, men om de har det, hænger ikke sammen med, om producenten har 5.000 slagtesvin, eller om han har 200. Derimod er det vigtigt, at han bruger tilstrækkeligt med økonomiske og tidsmæssige ressourcer på at udvikle sin bedrift, så grisenes trivsel fremmes. Og det er her, at der kan ses en forskel på producenterne. I dag produceres 85 procent af alle grise af kun 25 procent af svineproducenterne, som derfor i produktionsstørrelse er væsentligt større end den resterende bestand af svineproducenter. Måske netop på grund af deres størrelse er hovedparten af disse 25 procent mange gange kendetegnet ved at være proaktive i forhold til udviklingsarbejder, som kan sikre, at driften hele tiden udvikles til gavn for både dyr, miljøet og kunderne på eksportmarkederne. Denne lille gruppe er blevet stor, fordi de både fagligt og økonomisk har haft overskud til at udvikle deres forretning og bedrift - også kvalitativt. De resterende 75 procent af svineproducenterne, som altså kun producerer 15 procent af grisene, dækker alle typer landmænd, lige fra hobbylandbruget med tre grise til de mindre, men specialiserede svinebrug. En svineproducent, som ikke har så mange grise, har alt andet lige ikke den samme økonomiske formåen for at udvikle sin forretning som en producent, der har rigtig mange grise. Hvis en svineproducent ikke har mulighed for at udvikle sin forretning - og/eller ikke brænder for sin svineproduktion - skaber det med nutidens koncentrerede industriproduktion ofte lokale problemer for miljøet, dyrenes velfærd og ikke mindst for naboskabet - simpelthen fordi de fornødne investeringer og hensyn ikke tages (tids nok). I stedet for at basere produktionen på maksimumsgrænser for, hvor mange grise en given producent må have, som vi gør det i dag, kunne man i stedet mere hensigtsmæssigt sikre såvel miljøet, dyrevelfærden og landets valutaindtjening, hvis man satte minimumsgrænser for, hvor mange grise en svineproducent mindst skulle producere for at få lov til at levere grise til eksportslagteriet. Dette ville automatisk sætte en begrænsning på den alt for lette tilgang til erhvervet, forbedre lønsomheden og gennemskueligheden i industriproduktionen og dermed danne basis for, at myndigheder og kunder kan stille særlige krav til den enkelte landbrugsvirksomheds produktionsform og forretningsprincipper. Dette fører naturligvis til, at vi må ændre vores indstilling til, at den danske jord er en absolut og nødvendig produktionsfaktor i den industrielle svineproduktion - det er den ikke. De store industrielle svineproducenter har i princippet ikke brug for (særlig meget) jord for at fremstille grise. De køber og importerer meget af deres foder og kunne i princippet også eksportere gyllen, hvis den vel at mærke blev opsamlet i gyllesepareringsanlæg. Gyllesepareringsanlæg er anlæg, som populært sagt fraseparerer pis fra lort, i den forstand, at vand og tørstof adskilles og opsamles separat. Herefter kan den mindre omkostningstungt end almindelig gylle distribueres derhen, hvor der er mangel på næringsstoffer. Og hvad vigtigere er, denne naturlige gødskning kan i et vist omfang erstatte kemi, men doseres lige så præcist, som var det et kemisk gødningsstof. Gyllesepareringsanlæg er ikke særlig udbredte i svineproduktionen i dag, simpelthen fordi svineproducenternes penge er bundet i jord. Når de store svineproducenter fra tid til anden i medierne hånligt udråbes til svinebaroner eller vor tids godsejere, fordi de ejer hele eller halve sogne, så er der vitterligt tale om et malplaceret misundelsesangreb. Den nuværende situation udspringer nemlig - ironisk nok - af harmonikravene , som er et miljøpolitisk tiltag, der sammen med landbrugslovens arealkrav og lov om loft for husdyrhold, er blevet trukket ned over hovedet på producenterne. Harmonikravene skal sikre, at der til hver enkelt husdyrbesætning er tilstrækkelige landbrugsarealer til rådighed til udspredning af husdyrgødning - og sammen med landbrugslovens arealkrav - er formålet at begrænse væksten i den intensive husdyrproduktion. Harmonikravene betyder i al deres enkelhed, at der for hver hektar jord kun må udledes en vis mængde gødning. Derfor må der kun fremstilles et vist antal dyr pr. hektar, hvor antallet af dyr varierer, alt efter om man har grise, køer eller fjerkræ. En gris skider jo mere end en kalkun, hvorfor der skal et større areal til, for at man kan have en gris end en kalkun. Det er derfor, at store svineproducenter ejer så meget jord, men her holder logikken også op. Denne visionsløse konstruktion har nemlig medført, at prisen på jord er blevet presset så højt op, at man har lagt en forvridende produktionsrente på hele den specialiserede animalske produktion. Visse steder i landet er jordprisen tidoblet siden midten af 1990'erne, og langt de fleste steder er hektarprisen steget fra ca. 20.000 kr. til 100.000 kr. I sin konsekvens hindrer harmonikravene derved miljøinvesteringer i bl.a. gyllesepareringsanlæg og stavnsbinder de industrielle svineproducenter til (unødvendig meget) jord. Ingen producenter kan i dag betale jordrenten uden at få tilskud gennem EU's hektarstøtte til jorden. Svineproducenternes jordkøber mange gange også den direkte årsag til affolkningen i landdistrikterne. Dertil kommer, at de industrielle svineproducenters jordbesiddelser også forhindrer udviklingen af en ekstensiv animalsk produktion, som kunne sikre landskabspleje og -udvikling, hvilket er et andet af de udviklingskrav, dansk landbrug i øjeblikket står over for. Jordprisen har simpelthen gjort det umuligt at producere såkaldte almindelige landbrugsprodukter endsige nichebaserede produkter, for en sådan produktion vil aldrig kunne betale renten på jorden. Dermed er de socialdemokratiske ønsker om at få et varieret og ekstensivt jordbrug sammen med et alsidigt fødevareerhverv i praksis blevet vingeskudt af den samme venstreorienterede betontænkning, som har fostret harmonikravene og arealkravene. Til gengæld har man fået den mest bureaukratiske - og dermed omkostningstunge - miljøforvaltning i jordbruget, man kunne tænke sig. Man har bundet os skatteborgere til at subsidiere et ellers konkurrencedygtigt erhverv via hektarstøtten, da ingen stor svineproducent nogensinde vil kunne forrente de tilkøbte jordtilliggender alene på produktionen af grise til eksport, da kiloprisen på svinekød som bekendt går meget op og ned. Endelig har man med harmonikravene ikke fået den bedste beskyttelse af miljøet. Netop på grund af harmonikravet er den enkelte producent nemlig 'fredet'. Man kan ikke udefra stille meget op, hvis producenten i bogstaveligste forstand tonser gylle på marken uden for ens baghave - på trods af terrænforhold, sædskifte, afgrøde eller naboskabet, hvis og når producenten i øvrigt overholder sit harmonikrav. Også forurening skyldes gørelse og ikke størrelse , og det bidrager harmonikravene ikke til en bedre forståelse af - heller ikke nødvendigvis hos producenterne. Endelig må vi indstille os i hoved og sind på, at landbruget er blevet et videnstungt erhverv, og på, at vi skal kunne bruge alle de redskaber, som et moderne landbrug faktisk rummer. Også selvom disse til tider virker nye og fremmede - og ikke naturlige. Ligesom landbrugsministeren bliver vi vel alle berørte, når vi ser dyr, som har det skidt. Men den bedste måde at hjælpe dyrene i landbruget på - eller miljøet for den sags skyld - er ved ikke altid at lade hjertet og følelserne råde beslutningerne, men derimod at lade fornuften guide beslutningerne og hjertet råde fornuften. Så længe vi spiser de grise, der produceres, og vi bruger dem til at skaffe brød på bordet, må dyrenes forhold alt andet lige indordnes de forhold, vi selv har, for at få en ordentlig tilværelse. Hvis landmanden har svært ved at få brød på bordet, så lider dyrene ofte med ham. Det bedste for dyrene er, at vi sikrer, at det er de professionelle producenter, der kan og vil udnytte den eksisterende teknologiske, biologiske og økologiske indsigt, der passer og plejer dyrene. Omvendt må vi så kunne forlange, at alle producenter er professionelle og udnytter de muligheder, der findes i forhold til miljøet og dyrevelfærden. Dette bør gælde, også selvom landbruget derved mister sin em af uskyldighed og Morten Korch'sk stokroseidyl. Vi harsom samfund mange interesser i at sikre rummeligheden i landbruget. Der skal både være plads til nichebaserede producenter såvel som industrien og dets underleverandører. Hvis vi sikrer, at industrien får arbejdsrum til at udvikle en rationel produktion af specielt fremstillede halvfabrikata, som i dag danner grundlag for eksporten af svinekød, vil en del af den store gruppe af svineproducenter, som der ikke er plads til i industriproduktionen, kunne bruge kræfterne til at udvikle de nicheprodukter, som vi moderne forbrugere tilsyneladende også gerne vil have. At det så også betyder, at vi må kræve en fair samhandelsform, og herunder en deling af ansvaret for udvikling af nicheprodukter mellem landbruget, detailhandlen, forbrugerne og samfundet, er en anden sag. Diversitet i fødevareproduktionen kræver rummelighed, også i den økonomiske markedstænkning, så der både bliver plads til industrielle storbrug samt nichebetonede landbrug. At der er forskellige måder at drive landbrug på vil nok ikke overraske så mange, men at dette også betyder, at der er forskellige måder at drive erhvervsvirksomhed på i landbruget, har derimod ikke den store bevågenhed. Som led i at udvikle en bedre virksomhed i landbruget vil begrænsninger på adgangen til erhvervet være en plausibel og måske en nødvendig mulighed for at understøtte et kommercielt landbrug. Det er derfor nødvendigt, at vi landbrugspolitisk såvel som inden for landbrugets egne rækker tager de skridt, som kan sikre, at virksomhederne i dansk landbrug kan udvikle sig både som sunde forretninger og som bæredygtige landbrug. Som forkæmper for miljøet og for ordentlige forhold for dyrene mener jeg, at begge forhold bedst sikres, hvis man giver manden på gården råd, som han har dåd - uanset om han fremstiller økologisk svinekød til de lokale restaurationer eller råvarer til industrien.