Danmark har noget at kæmpe for. Vi har en økonomi og et velfærdsniveau som få. Ingen af delene er vi kommet gratis til, og det vil kræve en række svære politiske valg, hvis vi også fremover skal fastholde den positive udvikling. Alene demografien vil over de kommende år sætte det danske velfærdssamfund under pres - med mærkbart færre erhvervsaktive til at forsørge markant flere ældre. Samtidig er der grund til at frygte, at landet i stigende grad vil vokse sig skævt. Ifølge den seneste befolkningsprognose fra analyseinstituttet Dream vil befolkningstallet i Storkøbenhavn over de næste 40 år vokse med 20 procent, mens det meste af Jylland og Fyn vil få 10 procent færre indbyggere. Samme områder vil oveni opleve en hastigt voksende forsørgerbyrde, det vil sige færre til at forsørge flere. Det vil kræve en stærk satsning ikke mindst regionalt, hvis der skal dæmmes op for den udvikling. En kommende reform af den offentlige struktur - stat, amter og kommuner - kan ikke i sig selv løse disse udfordringer. Det ansvar skal løftes også af Folketinget. Men den rigtige reform med det rigtige tilsnit vil give os bedre muligheder for at sikre et bæredygtigt og balanceret velfærdssamfund, hvor borgerne i pagt med vores demokratiske tradition kan stille politikere direkte til ansvar for udviklingen. Der findes ingen enkle løsninger. Amterne skal nedlægges, lyder det igen og igen. Javel! Lad os komme videre. For i en verden uden amter skal der stadig være nogen, der har ansvaret for sygehusene og de specialiserede sociale tilbud. Der skal stadig være nogen, der har ansvaret for den regionale infrastruktur og udvikling. Disse opgaver skal selv i et land som Danmark løses regionalt. Det er der bemærkelsesværdig enighed om. Spørgsmålet er kun hvordan: Enten giver vi ansvaret til direkte folkevalgte regioner. Eller også giver vi det til staten, der så må oprette en stribe af regionale forvaltninger i stil med arbejdsformidlingerne, Told & Skat eller fødevareregionerne. Eller vi kan overdrage det til kommunerne, der derpå må gå sammen i fælleskommunale selskaber a la Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) for at klare opgaven. Vi er ikke i tvivl: Direkte folkevalgte regioner er bedst - uanset hvilken målestok der tages i brug. De vil sikre borgerne bedst mulig service - fordi politikere står direkte til ansvar over for deres vælgere. De vil sikre borgerne mest mulig indflydelse på de serviceydelser, der uanset hvad skal leveres i regionalt regi. Og de vil bedst kunne kæmpe for deres områdes interesser, for det vil være deres politiske hjerteblod. Borgerne, eksperterne og fagfolk deler vores synspunkt. En Gallupundersøgelse fra juni viser, at et markant flertal på 70 procent af borgerne foretrækker egne regionalt folkevalgte til at varetage netop deres områdes interesser. De vil ikke have hverken kommunerne, Folketinget eller embedsmænd til at bestemme udviklingen af deres region. Landets førende forskere på området er enige: En række opgaver, f.eks. sygehusene, skal uanset hvad løses regionalt - og det gør direkte folkevalgte politikere bedst. Regeringens sundhedsekspertudvalg under professor Kjeld Møller-Pedersen slog i januar fast, at det danske sundhedsvæsen også fremover har det bedst i hænderne på direkte folkevalgte regioner. Et klart flertal af landets sygehuschefer er enige. Folkevalgte regioner er alt andet lige borgernes bedste garanti for, at de regionale opgaver bliver løst bedst muligt. De regionalt folkevalgte vil nemlig hvert fjerde år skulle stå direkte til ansvar for deres beslutninger over for vælgerne. Men de folkevalgte regioner giver også borgerne mulighed for langt mere direkte at være med til at bestemme udviklingen af deres region. Det er en indflydelse, borgerne efterspørger. Gallupundersøgelsen viste, at næsten ni ud af ti danskere føler, det gør en forskel, om de er københavnere, sjællændere eller nordjyder. Hele 94 procent af danskerne ønsker, at der bliver gjort plads til disse regionale forskelle. Vi er enige. Ét er at bo og drive virksomhed i Øresundsregionen - noget andet i Nordjylland eller på Fyn. Ét er at sidde på stenbroen i København og mene noget om, hvordan hensynene til henholdsvis naturen og landbruget skal spille sammen. Noget andet er, hvordan det tegner sig, når man bor i Vendsyssel eller på Sydsjælland. Folkevalgte regioner skal findyrke netop deres regions særkender og styrker. Det er ekstra vigtigt for de regioner, der ligger fjernt fra storbyerne, og som i stigende grad må kæmpe op ad bakke. Da Nordjyllands Amt valgte at gå i spidsen for det digitale Danmark og rejse et it-fyrtårn, var det en banebrydende beslutning, der næppe ellers var blevet truffet, og som har skabt ny dynamik i regionen. Da fire amter i sin tid valgte at være fødselshjælpere for Danmarks første decentrale universitet, Syddansk Universitet, var det udslagsgivende for, at universitetet så dagens lys. Først da Viborg Amt tog initiativet til forskerparken i Foulum, som Folketinget havde talt om i årevis uden resultat, blev den til virkelighed. Den slags beslutninger skulle der gerne komme flere og ikke færre af. De kan ikke overlades til Folketinget. For MF'ernes opgave er selvfølgelig først og fremmest at lovgive til gavn forhelelandet - og netop ikke for særlige lokalinteresser. Disse beslutninger kan heller ikke overdrages til kommunerne. De er ikke alene for små til at sikre sammenhæng i en større region. De fleste vil også være for små til at slå igennem over for Folketinget. Folkevalgte regioner kan sikre et stærkere og mere konkurrencedygtigt Danmark, hvor erhvervs-, arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken samt infrastrukturen i området trækker samme vej - i overensstemmelse med de styrker, de virksomheder og den befolkning, den pågældende region har. De kan sikre, at den nødvendige viden og kompetenceudvikling er til stede også i deres del af landet. Ministerier på Slotsholmen vil mangle det nødvendige lokalkendskab og kontakt. Det giver - paradoksalt nok - for mange kokke i køkkenet at fastholde ansvaret centralt. I dag er f.eks. hele ti ministerier involveret i erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitikken. Så mange ministerier kan ikke få de tre politikområder til at gå i takt - og slet ikke regionalt. Vores påstand er samtidig, at uden folkevalgte regioner vil borgerne ganske enkelt miste indflydelse på udviklingen af sygehusene, miljøet og andre områder, der har betydning for deres hverdag. Det er vores påstand - også velvidende at mange borgere oplever amterne som usynlige. Men erfaringen er, at borgerne ved, hvor de skal henvende sig, og hvem de skal stille til ansvar - og gør det - når de har noget på hjerte. Sagt kort og godt: Folkevalgte regioner vil aldrig kunne eller skulle konkurrere med kommunerne om at være borgernes indgang til det offentlige. Men de skal være der, så borgerne kan stille politikere direkte til ansvar for f.eks. den regionplanlægning, der er besluttet i deres område. Uden regioner vil borgerne være henvist til fælleskommunale selskaber som Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) og Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS). Borgerne vil få sværere ved at placere et ansvar - og politikerne lettere ved at lægge det fra sig. Hvis flertallet i en fælleskommunal bestyrelse f.eks. beslutter at barbere selskabets indtægter, skal de kommuner i bestyrelsen, der ikke var enige i beslutningen, alligevel være med til at betale regningen. Borgerne i de pågældende kommuner kommer dermed til at betale for noget, som deres egne politikere er imod. Det er ikke ideelt demokratisk set. Hvis noget så bare talte for, at den fælleskommunale løsning gav bedre service og mindre 'kassetænkning'. Det vidner erfaringerne fra HS ikke om. De nye folkevalgte regioner skal være løftestangen for et effektivt, sammenhængende sundhedsvæsen af høj kvalitet. Vi er allerede i dag godt i vej. Det har vi regeringens Kjeld Møller-Pedersen-udvalgs ord for. Vi ved, at vores sundhedsvæsen er effektivt. Danmark har f.eks. noget, der ligner europarekord i samme dag-kirurgi. Patienterne er så tilfredse som noget sted i verden. Og så er udgifterne endda pænt under kontrol - sammenlignet med f.eks. de tyske og franske sundhedsvæsener. Hovedudfordringen for de folkevalgte regioner bliver at sikre det sammenhængende sundhedsvæsen. Patienten skal opleve et ubrudt forløb - fra første besøg hos egen læge over behandling på sygehuset til eventuel efterbehandling. Den alment praktiserende læge skal fortsat være patientens hovedindgang til sundhedsvæsenet - noget, vi i dag høster stor anerkendelse for uden for landets grænser. Vi skal fortsat koncentrere kræfterne dér, hvor der er tale om specialiserede behandlinger. Det højner kvaliteten - og giver os økonomisk overskud til f.eks. at styrke sundhedstilbuddene til borgerne dér, hvor de går og står. Det kan være i form af sundhedscentre, der samler de kommunale sundhedsopgaver: forebyggelse, sundhedsplejersker, hjemmesygepleje og genoptræning. Men løsningen kan også være praksisfællesskaber for læger, akutstuer i tilknytning til plejecentre - alt efter hvor i landet det er. Disse mange og vigtige opgaver kræver et Danmark med folkevalgte regionale råd. Syv regioner er absolut mindste antal. Færre end det vil true landets magtbalance og sammenhængskraft. Det er ikke i befolkningens endsige Folketingets interesse. Præcis hvor mange regioner der er det rigtige antal, må komme an på en prøve. Hensynene er mange. En regions grænser skal flugte naturligt i forhold til den kulturelle og folkelige identitet i området. Sønderjyderne har f.eks. en historie og selvforståelse, der gør, at de givetvis har svært ved uden videre at se sig selv smeltet sammen med fynboerne. Der er hensynet til geografien. Fyn er nu engang Fyn - og udgør derfor på mange måder en naturlig geografisk region. Kunsten er at finde ud af, hvilken størrelse region der sikrer borgerne bedst mulig service. I dag findes der faktisk forsvindende lidt dokumentation for sammenhængen mellem størrelse og kvalitet. Ja, skal man spille djævlens advokat, kan man komme i tvivl om, hvorvidt sammenhængen overhovedet er der. F.eks. viser en opgørelse fra amterne, at Roskilde Amt, der er landets tredjemindste amt, har et af landets mest effektive sundhedsvæsener. Alligevel vælger vi at tro, at større regioner kan bane vejen for mere kvalitet i behandlingen på udvalgte områder. Det bør i den sammenhæng veje tungt, at regeringens Kjeld Møller-Pedersen-udvalg har slået til lyd for enheder med 400.000-700.000 indbyggere. Meget taler også for færre kommuner. De forskellige ministerier mener i hvert fald ikke, at de mindste kommuner vil være i stand til at løse bare deres nuværende opgaver optimalt - og de er under alle omstændigheder alt for små til at overtage amtslige opgaver. Det er blot urealistisk at forestille sig kommuner på langt over 50.000 over hele landet. For igen: Med storbyens målestok er 50.000 ingen sag. Men nu bor knap halvdelen af landets befolkning i Jylland - og her vil kommuner med 50.000 indbyggere mange steder betyde meget store geografiske afstande. Derfor skal der også fremover være plads til kommuner med forskellig størrelse - alt efter hvor i landet det er. Fremtidens regioner og kommuner skal have mulighed for selv at finansiere deres opgaver. Med andre ord: De skal fortsat have skatteudskrivningsret. Ellers er det ikke svært at spå om, hvordan det vil gå. Det ved de alt om i Norge. De norske amter måtte optage lån på lån og gik nærmest fallit, fordi de løbende fik tildelt nye opgaver - uden at der fulgte penge med, og uden at de kunne sætte skatten i vejret. Læren er, at udgifterne løber løbsk, hvis den, der bestiller musikken, ikke også skal betale for den. Eller sagt på en anden måde: Kan man bare sende regningen videre til kommuner eller staten, er det dømt til at gå galt økonomisk. Bemærk i den sammenhæng, at kommuner og amter i Danmark har været bedre til at styre udgifterne, end man f.eks. har i Sverige og Norge. En strukturreform bliver et af de vigtigste politiske spørgsmål, vi skal tage stilling til i de kommende år. En ny reform bør hverken sjuskes eller luskes igennem. Dertil er konsekvenserne for store - for os alle både som borgere og brugere. Vi skal ikke gennemtvinge en ny reform blot for forandringens skyld. Vi skal ville en reform, der giver gevinst på alle tre fronter: bedre service, direkte ansvar og et land i balance. Derfor anbefaler vi folkevalgte regioner.