Kulturen erkommet både på mode og i modstand i tidens debat. På den ene side har den borgerlige regering sammen med Dansk Folkeparti sat spot på kulturen ved at erklære kultur- og værdikamp. På den anden side er kulturpolitikken præget af nedskæringer, utilfredse kunstnere af enhver observans og et hav af løsrevne enkeltsager. Jeg mener, at de store modsætninger i den løbende kulturdebat hænger sammen med, at vores kulturbegreb ikke er blevet moderniseret i takt med udviklingen i vores værdigrundlag og i det civile samfund. Samtidig har vi ikke været i stand til at begribe kompleksiteten i de kredsløb, kunsten skabes i. En fremadrettet kulturpolitik må skabe et spekter, der tager højde for ikke blot de humanistiske, sociologiske og økonomiske argumenter, man hidtil har brugt for kulturstøtte, men også for vores globale virkelighed og det komplekse informationssamfund, vi lever i. Den kommende strukturreform af det offentlige område giver mulighed for en revision af det kulturelle støttesystem. Jeg mener, at det er vigtigt, før der tages en beslutning om den kommende offentlige struktur, at se på, hvilke områder af kulturen der varetages bedst i staten og kommunerne, samt på, hvad et regionalt niveau kan bibringe kulturen. En klarere ansvarsfordeling mellem de offentlige instanser på kulturområdet vil forhåbentlig synliggøre, hvor der skal sættes ind, for at vi får en helstøbt, konstruktiv og tidssvarende kulturpolitik. Jeg vil i den forbindelse pege på nogle overordnede problemstillinger i de regionale, statslige og kommunale led. Vi har en stor kulturel sektor i Danmark, men dens vigtighed i både økonomisk og ideologisk henseende modsvares ikke af politisk prioritering. Det fremgår tydeligt af den hidtidige debat om strukturkommissionens arbejde. I gentænkningen af de offentlige strukturer har debatten hovedsagelig drejet sig om sundhedsvæsenet. Men det har stor betydning for kulturen, hvordan Danmark deles op i fremtiden. Overordnet kan man sige, at kommunerne i dag har ansvaret for biblioteker, idræt, amatør- og børnekultur. Staten har modsat ansvaret for kunstuddannelserne, kunstproduktionsstøtten, filmområdet, arkiverne, medierne og det internationale arbejde. Derudover er der tre områder, som staten, amterne og kommunerne deler mellem sig: teater, musik og museer. På disse områder er det uklart, præcis hvem der har ansvaret, og det er ofte her, der opstår problemer. Der er derfor som minimum brug for en klar ansvarsfordeling mellem de folkevalgte niveauer omkring disse områder. Kulturministeriet har lavet en såkaldt sektoranalyse for at afklare strukturproblematikken. Det mest karakteristiske ved denne analyse er nok dens omfang. Det er en tynd sag på kun fem sider. Generelt mener Kulturministeriet ikke, at det har nogen betydning for området, om opgaverne løses i en amtslig eller kommunal struktur. Man skal blot sikre et lokalt medansvar og engagement samt naturligvis samfinansiering af kulturudgifterne. Afslutningsvis peger man dog på, at der skal foretages en arbejdsdeling mellem det nationale og det regionale/lokale, og at det i den sammenhæng »kunne have administrative og andre fordele, hvis det ikkestatslige forvaltningsled blev samlet i større enheder«. Udmeldingen kunne groft sagt tolkes, som om Kulturministeriet egentlig ikke bekymrer sig særligt om de folkevalgte led - bare der er et vist mål af engagement et sted. Men rent administrativt vil man gerne have større enheder, der er lettere at styre. Hvorvidt man i strukturmæssig sammenhæng taler om administrative enheder med eller uden et folkevalgt niveau, er interessant. På kulturens område er det en særlig spændende diskussion, fordi man i forvejen gennem det såkaldte armslængdeprincip har forsøgt at skabe en adskillelse fra det politiske niveau ved at sikre, at politikerne ikke har direkte indflydelse på, hvem der tildeles støtte. Armslængder er et mantra i den statslige kulturpolitik og i kunstfaglige cirkler. Næsten lige så ophøjet er forestillingen om decentralisering - ønsket om, at kulturen kommer så tæt på befolkningen som muligt. Men de to er dybest set hinandens modsætninger. Armslængder lader sig nemlig ikke realisere i de små lokale samfund. Der er ikke nok faglig ekspertise til at være armslængde og de folkevalgte politikere ønsker ofte at bruge kulturen til direkte egenprofilering. De manglende armslængder bevirker, at staten og de kunstfaglige cirkler ikke har tillid til kommunernes evne til at tage kvalitative beslutninger på kulturområdet. Statens indblanding i den lokale kulturpolitik - særlig på områderne teater, musik og museer, hvor der kræves statslige støttegodkendelser - er til gengæld en torn i øjet på lokalpolitikerne. Der er nogle meget store kløfter i kulturpolitikken her, og derfor er der også behov for den nytænkning af området, en strukturrevision kunne åbne for. Jeg mener, at den kulturelle bredde sikres bedst i kommunalt regi, og at målet for en statslig kulturpolitik må være at sikre kommunerne bedst mulige vilkår til at støtte og udvikle disse områder. Modsat vil det kun være muligt for staten at agere professionelt - med en passende faglig armslængde - i forhold til de professionelle kunstnere for at sikre en kvalitativ kunstproduktion. Problemet bliver at skabe kommunikation mellem de to planer for at sikre et sundt landsdækkende kulturmiljø. Det har amterne ikke hidtil varetaget særlig konstruktivt. Det kan være, fordi det ikke har været et fokusområde for amterne, men kan også bunde i, at amterne har været for små til at kunne samle den nødvendige faglige ekspertise. Det tyder derfor på, at en struktur med større regioner på mange punkter vil være bedre for den kulturelle sektor. Et regionalt opdelt Danmark giver mulighed for at oprette kulturkontorer, der har et solidt regionalt fundament. Det er en god chance for at skabe et netværk af f.eks. børnekulturkonsulenter og dansekonsulenter, der både kan formidle de statslige kultursatsninger og samtidig opbygge en forståelse for den lokale kultur til gavn for en mere helstøbt national kulturpolitik. Der ligger en række vigtige opgaver med at formidle den professionelle kunst ud i hele landet, at få koordineret og udviklet større lokale kulturaktiviteter, at styrke talentudviklingen af unge kunstnere og med at skabe attraktive regionale kulturmiljøer. Ved at samle kræfterne er der bedre mulighed for en målrettet indsats. Kunsten synes ambivalent over for det politiske. Den ynder at være sin egen, at arbejde i sine egne cirkler og blive bedømt af faglige kolleger, men en kunst, der er løsrevet fra det politiske, vil også risikere at miste sin betydning. Mere konkret viser erfaringerne fra de regionale kulturforsøg, at den politiske interesse steg, når der var større indflydelse, og at det medførte mere eller bedre kultur. Det kan derfor være vigtigt at sikre et folkevalgt niveau i forbindelse med en regional struktur, fordi det vil sikre en dialog mellem kunsten og befolkningen. Det vil derfor være vigtigt i forbindelse med forhandlingerne om en regionalstruktur at pege på, at kulturen er et vigtigt område, som politikerne bør varetage lige så omsorgsfuldt som sundhed og trafik. Om en landsdækkende kulturstruktur kan man sige, at kulturområdet står i et dilemma imellem de faglige vurderinger omkring kunststøtte og ønsket om et decentraliseret folkeligt engagement. Det er et vigtigt mål for en strukturreform at sikre en balance mellem disse interesser. Staten har på sin side ansvaret for den faglige fundering af kulturen og for at sikre de bedst mulige produktionsvilkår for dansk kunst, således at der findes film, bøger, billedkunst, musik, teater etc. på et kvalitativt højt niveau, der forholder sig til den danske virkelighed. Her er det specielt vigtigt, at de statslige støtteinstanser og det politiske liv har forståelse for de komplekse netværk, kunsten bliver skabt i. Inden for enhver kunstart eksisterer der komplekse kredsløb af aktører. Der er et tæt samspil mellem udøvende amatører, professionelle kunstnere, de kunstneriske erhverv, formidlere/fagfolk og publikum etc. Disse kredsløb er både unikke og dynamiske for den enkelte genre. En komponist har f.eks. fået en professionel uddannelse, men underviser ofte også selv. Hun får legater fra de offentlige systemer, men bidrager også med kunstfaglig bistand til samfundet. Komponisten skaber værker til musikere og ensembler, som spiller værkerne live til koncerter. Her er spillesteder og festivaler involveret, og samtidig distribueres værkerne elektronisk af pladeselskaber. Kunsten modtages af et publikum, som også kan være aktivt i form af f.eks. fanklubber. Alle er i en eller anden form aktive i forhold til pressen og det offentlige liv. I alle led er der interaktion og gensidig påvirkning. Selv om den direkte offentlige støtte oftest er en lille del af sådanne kredsløb, er det meget vigtigt at forsøge at beskrive og forstå kompleksiteten i de kunstneriske kredsløb. Et sådant overblik kan vise, hvor stor afhængigheden er af, at alle dele i kredsløbet fungerer, og at en række bestemte opgaver løses. Det er en væsentlig opgave kulturpolitisk at skabe dette overblik, så de enkelte kunstarter støttes så målrettet og frugtbart som muligt. Der mangler også en bedre forståelsesramme for den internationale kulturindsats. Det er kendetegnende, at ingen hidtil har kunnet få greb om, hvordan man skulle arbejde internationalt på kulturområdet - ansvaret for området har skiftet fra Udenrigsministeriet til Kulturministeriet til Det Danske Kulturinstitut til Det Internationale Kultursekretariat og nu til Kunststyrelsen. Det virker, som om man for ensidigt har prioriteret de store officielle kulturfremstød, hvor kulturen har skullet bruges som en løftestang for en generel positionering af Danmark i international sammenhæng. Det er der sådan set ikke noget galt i - men det er mere erhvervspolitik end kulturpolitik. Hvis ønsket er en blivende international platform, må der satses målrettet og mere professionelt fokuseres på de forskellige muligheder, der eksisterer i de forskellige kulturkredsløb. De store kulturinstitutioner skal styrkes i deres egne internationale netværk. Inden for kulturerhvervene skal eksporten understøttes under hensyn til deres kommercielle vilkår. Endelig skal uafhængige kunstneres egen internationale udveksling anerkendes og styrkes, fordi den kulturelle udveksling er en central del af kunstens udvikling og den mellemfolkelige forståelse. En dybere og mere nuanceret forståelse af kulturområdet kunne forhåbentlig også højne den kulturelle debat i medierne, som ofte tyder på en ringe forståelse af kunstens vilkår. Kulturområdet er et stort område i den offentlige debat med mange aktører og stor bevågenhed, og det fortjener et kvalificeret og nuanceret debatniveau. Det lokale kommunale kulturplan er måske nok det mest diffuse område for kulturpolitikken og måske derfor det område, der har været diskuteret mindst. Men betydningen af et lokalt kulturengagement og områdets vidtrækkende perspektiver kræver visionær tænkning og stor politisk opmærksomhed. Det danske demokrati og kulturliv er nemlig i stor udstrækning bygget op på et fundament af frivillige organisationer, interesseforeninger og folkeoplysning. Der er tradition for at arbejde i bredden, hvilket har skabt et unikt folkeligt engagement her i landet. Det bør vi af mange årsager sætte pris på og gøre alt for at bevare. Men vi bliver også nødt til at se i øjnene, at der er sket radikale ændringer i det danske samfund, der har haft indflydelse på danskernes selvopfattelse og måde at agere på. I dag forandrer de sociale strukturer sig løbende, og i stedet for at have en fast forankret basis for livsudfoldelse bevæger alle sig i skiftende netværk. Kulturpolitisk mangler vi redskaber til at forstå og understøtte disse nye facetterede netværk. Amatørernes Kunst og Kultur Samråd, AKKS, har fået lavet en rapport om unges forhold til amatørkulturen. Rapporten viser, at de unge opponerer imod en forældet foreningskultur, der er kendetegnet ved at være voksenstyret, baseret på traditioner og folkelig forankring. Det er en kultur, hvor samværet og de langsigtede visioner er i fokus. Det taler ikke til de unge, som i stedet agerer i en netværkskultur, hvor de definerer sig selv som seriøse projektmagere i et personligt projekt, der finder sted lige nu og her. De eksperimenterer på tværs af kunstarterne i en processuel læring, der er langt mere udadvendt. Det kan umiddelbart se ud, som om de unge ønsker at være kunstnere alle sammen. Men faktisk bruger de den kreative energi til at opbygge en lang række vigtige kompetencer, som bruges i et vidt spekter af jobfunktioner. De opfatter det at udfolde sig kunstnerisk som en ramme om livet - et holdepunkt, der gør én i stand til at navigere i en kompleks tilværelse. Det er netop denne navigationsevne, der er det vigtigste instrument for at kunne begå sig i informationssamfundets mange netværk. Der er konkrete ting, der kan gøres for at støtte en sådan netværkskultur. Kommunerne kan skabe levende projektmiljøer, hvor der stilles lokaler, konkret knowhow og netværk til rådighed. Miljøer, hvor der er plads til at samarbejde på tværs af kunstarterne, hvor alle arbejder på lige vilkår, og hvor man deler sin viden og erfaring. Det kræver en mere fleksibel folkeoplysningslov, der tilgodeser projekter, der opstår i en kortere tidsramme eller er eksperimenterende og ønsker at finde nye arbejdsformer. Erfaringerne fra amatørkunsten kan bruges på hele det frivillige foreningsområde, for dette fundament forandrer sig hastigt. Stort set hele det folkelige foreningsliv har problemer med at forny sig og skaffe nye medlemmer, alle mangler frivillige trænere og ledere. Folk skal have arbejds-, familie- og fritidsliv til at gå op i en helhed gennem en stresset hverdag. Og her er der brug for en stærk navigationsevne for at kunne overskue og udvælge blandt de mange kultur- og fritidstilbud. Folk fravælger den organiserede idræt til fordel for løbeklubber og motionscentre, biograferne trækker folk til med deres forholdsvis fleksible udbud. Og netværksorganisationer, som f.eks. det engelske LINK, der udbyder en lang række kulturelle aktiviteter - pakkeklar, men fleksibelt - for sine medlemmer, er i fremgang. Forenings- og kulturlivet har på sin side for at leve op til de ændrede forbrugskrav brug for fastlagte rammer og evnen til at udvise stor fleksibilitet. Kulturpolitisk må vi understøtte hele området i denne forandringsproces - fordi vi samfundsmæssigt har en stor interesse i en sund og aktiv befolkning, der udvikler nye kompetencer og netværk at agere i. Danskerne skal være aktive i deres fritidsliv og har brug for kulturen til at bygge mentale broer. Derfor må det være målet for kulturpolitikken at skabe gode rammer for ikke blot den kunstneriske produktion, men også for et aktivt samfundsliv. I den proces er der brug for fokus på den konkrete kulturpolitik. Gamle støttesystemer og forældede tankegange skal revideres. Visioner for en anderledes slagkraftig kulturpolitik skal have lov at udfolde sig, og i den proces er det værd at holde de påpegede ting for øje: en balance imellem faglig kvalitet og folkeligt engagement, en forståelse for på den ene side kompleksiteten i vores kunstsystem og på den anden side behovet for en fleksibel netværkskultur.