At EU også skulle handle om at føle sig som europæer og identificere sig med en fælles europæisk kultur, er ikke det, vi taler om, når vi taler om unionen. Vi diskuterer økonomisk og politisk integration, og på det seneste har vi debatteret EU's rolle på den internationale arena og i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Samtidig er der centrale spørgsmål, som sjældent bliver stillet, og som der endnu sjældnere gives fyldestgørende svar på: Hvorfor findes der udvalg under kommissionen, som er nedsat til at »visualisere EU for den enkelte borger«? Hvad er idéen med de EU-direktiver, hvis mål det er at »styrke følelsen af europæisk identitet hos borgerne og beskytte den fælles kulturarv i Europa«? Og, måske vigtigst af alt: Hvorfor har disse spørgsmål en så perifer placering i den offentlige EU-debat? Kommissionens tiltag til at vække den europæiske folkeånd er i vid udstrækning gået hen over hovedet på EU-borgerne. I vores bevidsthed findes EU-flaget, det europæiske OL-hold og det standardiserede EU-pas som markører for det europæiske fællesskab. Men hvor mange kender til den officielle Europadag (9. maj), EU-hymnen (Beethovens 9. symfoni) eller planerne om et Europamuseum i Athen? Et fåtal af europæerne, viser resultatet af Euro-Barometer-undersøgelser. Dette skyldes rimeligvis, at vi er vant til at tænke på EU som en økonomisk og sikkerhedspolitisk sammenslutning, hvis oprindelige formål var at sikre freden i Europa. Og her er netop paradokset: Vi bevæger os mod en stadig stærkere europæisk integration, uden at vi rigtig tager spørgsmålet om en europæisk identitet seriøst. Vi accepterer den økonomiske dimension i EU-samarbejdet ud fra et fælles ønske om stabilitet og effektivitet, og vi accepterer den politiske dimension, fordi vi erfarer nødvendigheden af at kunne optræde med samlet styrke i interne og internationale kriser. Men den kulturelle dimension - hvordan opfatter vi den, og er vi overhovedet bevidste om, hvilken placering den indtager i målsætningen for EU-samarbejdet? Ifølge utallige Euro-Barometer-undersøgelser opfatter størstedelen af EU-borgerne unionssamarbejdet som rent politisk og økonomisk. Dette er undersøgelser, som bliver foretaget kontinuerligt i alle medlemsstater, og som har til formål at tage pulsen på borgernes forhold til det europæiske fællesskab. Resultaterne af disse undersøgelser opfattes som markører for, hvor unionen bevæger sig hen. Skal man tro disse statistikker, har kun en meget lille procentdel af EU-borgerne en bevidsthed om deres europæiske identitet, og endnu færre kan klart formulere, hvad de forstår ved europæisk kultur. Den åndelige forbrødring mellem Europas nationer lader, med andre ord, vente på sig. Følelsen af at tilhøre én fælles europæisk kultur udebliver for de flestes vedkommende. Man må konstatere, at der er en betydelig forskel mellem borgernes opfattelse af unionen, og unionens opfattelse af sig selv. Men hvorfor skulle vi i grunden også føle os som europæere? Vi føler os jo danske, italienske og portugisiske, nogle af os har en stærk regional identitet som korsikanere, skotter eller flamlændere, og endelig har vi måske et særligt forhold til vore nabolande. Idéen om en europæisk identitet er ikke for alvor blevet en del af bevidstheden. Idéen er, ikke desto mindre, gammel. Tænkere som Jean Monnet og Robert Schuman havde en vision om et Europas Forenede Stater, og for unionens grundlæggere repræsenterede dette realiseringen af Europas tusindårige åndsfællesskab. De betragtede unionssamarbejdet som en naturlig vej mod en kulturel samling i Europa - en idé, som kommer til udtryk i unionens slogan 'Unity through diversity'. Denne kurs blev senere fulgt op af blandt andre Ernest Wistricht, som var præsident for 'The European Movement' i Storbritannien, og af EU-kommissionens tidligere formand, Jacques Delors. Der blev arbejdet for et større kendskab til den europæiske kulturarv, ud fra bevidstheden om at unionen havde hårdt brug for et tilskud af hjerteblod, hvis den stadig stærkere økonomiske og politiske integration skulle lykkes. Der skulle sættes følelser på for at visualisere det noget diffuse EU-samarbejde for borgerne. I europæiske tænketanke gik man konkret til værks for at løse opgaven med at styrke borgernes bevidsthed omkring EU som identitetsfællesskab. Kommissionen nedsatte i 1984 en 'Komité for et Folkets Europa', som ifølge embedsmænd havde til formål at markedsføre Europa mere effektivt og 'sælge' fællesskabet til den europæiske befolkning. Under denne komité søsatte man planerne for et Europamuseum i Athen; man stiftede den officielle Europadag; og arbejdet med diverse europæiske uddannelsesprogrammer blev påbegyndt. I en kommissionsrapport fra 1988 erklæredes det, at komitéens målsætning var »at fremme kulturel integration i Europa ved at promovere unionens identitet og gøre den synlig, både over for dens borgere og for resten af verden«. I 1995 formulerede man de centrale mål inden for EU's kulturpolitik i form af kommissionens handlingsprogram for den fælleseuropæiske kulturarv, som fik navnet Raphael. I dette program kunne man læse, at det overordnede sigte med EU's kulturpolitik var at underbygge en stadig stærkere union mellem de europæiske folk. En union, hvor de enkelte kulturer skulle kunne udfolde sig, idet den nationale og regionale mangfoldighed respekteres, samtidig med at den fælles kulturarv fremhæves. Og senest kom der i 1998 et 'Rammeprogram for kulturområdet - Kultur 2000' - en plan for integreringen af de kulturelle aspekter i fællesskabet. Dette program skal fremme samarbejdet mellem kunstnere, kulturformidlere og kulturinstitutioner i Europa. Man ønsker, at de europæiske folk skal lære hinandens kulturer at kende, og der skal især fokuseres på adgangen til den fælles kulturarv. Det skal ske gennem samarbejde om kulturelle tiltag og støtte til kunstnerisk virksomhed, som fremhæver de fælles kulturelle værdier. I kommissionens formulering er dette nødvendigt, »hvis det fælles europæiske kulturområde skal kunne opfattes som en realitet af europæerne«. Helt konkret løber det seneste kulturprogram fra 2000-2004, det har et samlet budget på 167 millioner euro og skal primært fokusere på litteratur, kunst og den fælles kulturarv samt på store fællesaktioner som f.eks. den årlige begivenhed med Europæisk Kulturby. De tre kulturprogrammer, jeg her har nævnt, er alle spækket med henvisninger til den fælleseuropæiske kulturskat, og de refererer alle til vigtigheden af, at de fælles rødder og åndsfællesskabet er nærværende for den europæiske befolkning, også i dag. Tanken bag disse erklæringer er, at vores europæiske identitet er nøglen til både fortiden og fremtiden. Vi skal forstå vores nutid ved at forstå vores placering som del af den europæiske kultur. I programmerne skrives der med engagement om vores fælles historie og vores fællesskab som civilisation. Man fremhæver den europæiske kunst, musik og litteratur. Imidlertid er der - naturligvis, fristes man til at sige - ikke nævnt et ord om religionskrige, middelalderlige korstog, etniske konflikter, regionale separatistbevægelser, sproglig marginalisering eller økonomisk ubalance. Det er Europa som kulturel enhed, vi skal se; de interne modsætninger trænges i baggrunden. Ønsket om at bringe Europas befolkninger tættere på hinanden, og idéen om at blive klogere på de naboer, som nu engang har været med til at skabe éns historie og formodentlig kommer til at spille en central rolle i udformningen af éns umiddelbare fremtid, den er både oplagt og rimelig nok. Udveksling af inspiration og erfaringer på områder som undervisning, musik, eksperimenterende teater, børnefilm, vinbrygning, ballet eller folkemusik kan tilføre nødvendig nytænkning og dynamik til de europæiske landes kunst- og kulturliv. De mangfoldige programmer for udveksling af studerende mellem Europas universiteter og andre læreanstalter er ligeledes selvsagt en gevinst, både for de unge og for de lande, der senere skal nyde godt af deres ekspertise. Alle disse tiltag kan realiseres inden for en union af lande, der ser udveksling, kulturel dialog og formidling af idéer på tværs af grænser som sin fornemmeste opgave. Ingen af disse tiltag forudsætter imidlertid tilstedeværelsen af én samlet kultur eller én fælles identitet. Det gør en følelse af samhørighed i Europa heller ikke. Man må derfor forundres over kommissionens anstrengelser for at fremmane en europæisk identitet, og ikke mindst over,hvilkefællesnævnere det er, kommissionen vælger at fremhæve. Den fælles kulturarv omkring arkitektur, musik, litteratur, film og kunst udgøres af værker og traditioner, som lige så vel kan føres tilbage til de enkelte nationalstater. Naturligvis bliver kunst og kultur skabt på tværs af nationale grænser, men disse kreative udvekslinger tager i lige så høj grad form mellem de europæiske lande og resten af verden. Det er svært at få øje på de decideret europæiske træk ved kunsten og kulturen. I kommissionens seneste kulturprogram nævnes også »den græsk-romerske tradition« og »antikkens idealer« som samlingspunkter for den europæiske kultur. Men hvordan kan man fremhæve idéstrømninger, som ikke har haft lige stor betydning i hele Europa i samme periode som det, der skulle danne grundlag for europæisk identitet i dag? Det ligner et halvhjertet og anakronistisk bud på en fælles reference for nutidens europæere. Teoretiske udhulninger af det europæiske identitetsprojekt er udført til overflod af adskillige (u)europæiske samfundsforskere som f.eks. den britiske antropolog Cris Shore og den politiske filosof Anthony D. Smith. Disse forskere har i deres teoretiseren pillet begrebet om Europa fra hinanden og påvist, at regionens mest oplagte fællesnævnere ironisk nok er netop foranderligheden, diversiteten og den fragmenterede udvikling. Og argumentet er værd at tænke over. Alligevel ligger det virkelige paradoks et andet sted, nemlig i det faktum, at det er ganske irrationelt for en politisk enhed, hvis grundlag blandt andet er potentialet for udvidelse, at ville konstruere en i bund og grund essentialistisk kulturel identitet. Hvis vores fælles kulturelle identitet skal referere tilbage til Beethovens symfonier eller Michelangelos kunst, hvordan hænger dette forhold så sammen med Tjekkiets, Ungarns - eller eventuelt Tyrkiets - indlemmelse i unionen? Det er forbløffende, at kommissionen vælger at fremhæve historiske bedrifter og traditioner, når den skal visualisere det europæiske fællesskab for borgerne. Hvis unionen er en dynamisk, inklusiv, foranderlig størrelse; under udvidelse og i dialog med den verden, der omgiver den - hvordan kan de billeder, vi skal forbinde med den, da fremstilles så snævert? Det oplagte alternativ ville være at identificere det europæiske fællesskab med værdier som demokrati og borgerrettigheder. Disse begreber nævnes da også adskillige steder i unionens kulturprogrammer, men mest i form af vagt definerede plusord; et appendiks, der kobles på til sidst og ikke rigtig fungerer som integrerede begreber i målsætningen. Der er behov for, at man uddyber, hvordan disse værdier er centrale for det europæiske fællesskab, og de nævnte kulturprogrammer ville være et indlysende sted at gøre det. Hvis unionen identificerede sig stærkere og mere klart med disse værdisæt, var der endda en chance for, at borgerne i Europa ville begynde at identificere sig med det at være europæer. Demokrati og civile rettigheder er begreber, som har central betydning for mennesker i dag, om end forståelsen af dem debatteres, nuanceres og varierer på tværs af kontekster. Desuden har disse værdier den ikke ubetydelige fordel, at de klart kan adskilles fra det nationale værdisæt. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet, den manglende identifikation med Europa. Når de fleste af os ikke får tårer i øjnene ved synet af EU-flaget, der stryger til tops, så er det nemlig, fordi vi ikke ved, hvad vi skal forbinde med de europæiske symboler. EU's nationaldag og unionens hymne er - hvis vi da overhovedet ved, de eksisterer - tomme symboler, som ikke refererer tilbage til et fællesskab, præcis fordi de er symboler, som vi er vant til at forbinde med voresnationaleidentitet. Derfor giver de ingen mening i forhold til EU. Kommissionens forsøg på at fremme identifikationen med unionen spænder ben for sig selv, netop fordi det sammen med kulturen er de traditionelle nationale emblemer, som bliver udråbt til at være samlingspunktet. EU er en dimension, som rækker ud over nationalstaten, og ikke noget, som medlemsstaternes befolkninger i almindelighed opfatter som en kulturel enhed. Alligevel genbruger kommissionen det symbolsæt, som så bekvemt er lige ved hånden, og efterligner derved nationalstaten - en konstruktion, som ellers vidt og bredt afskrives som en mytisk fabel, designet til at få befolkninger til at dø og slå ihjel i dens navn. Skal detteoutdatedebegreb stå model til den splinternye masterplan for fremtidens politiske fællesskab? Det er forståeligt nok, at det kan virke tillokkende at genbruge et gammelt mønster, som tilmed har vist sig at virke, og som fremstår troværdigt og genkendeligt. Imidlertid må det stå klart, at denne sammenblanding af symbolsæt virker direkte modsat hensigten og desuden skaber kunstige dilemmaer. Den får det til at fremstå, som om det er et spørgsmål om enten-eller; et valg mellem europæiskellernational identitet, hvilket det rimeligvis ikke behøver at være. Desuden er der ikke meget logik i at ville skabe en ny orden, som bygger på samme form for oprindelsesmyte som den, vi allerede daglig forhandler, kritiserer og debatterer. Unionen bør ikke handle om at lovprise det primordialt europæiske. Den bør arbejde for de individer, som er borgere i Europa, og som har brug for beskyttelse af deres rettigheder. Rettigheder som skal sikre dem imod underbetaling, tvangsægteskaber, diskrimination, hospitalssvindel, korruption eller børnemishandling. Denne beskyttelse af individets rettigheder er dét, unionens værdigrundlag bør basere sig på. Og til det formål behøver den hverken hymner, museer eller nationaldage.