Chokket og sorgen fra 9. april 1940 fik hurtigt følgeskab af stor forundring: Det var svært at tro på - men livet gik jo i væsentlig grad sin vante gang! Man gik i skole eller på arbejde efter det tilvante mønster, man købte ind og spiste sine måltider, biografer og teatre spillede som før, aviserne udkom punktligt, om end med barberet indhold. Kunne man se bort fra de tyske soldater i gaderne, fra mørkelægningen og lejlighedsvise luftalarmer, så var dagligdagen nærmest uændret. Kong Christian red minsandten også sin daglige morgentur gennem byen. Business as usual ... Jamen, var vi da ikke i krig? Stod fjenden ikke i landet, eller var det bare nogle, der skulle beskytte os? Var vi besejret, eller havde vi kapituleret og »ordnet landets forhold under hensyn til den besættelse, som har fundet sted«, som det hed i den officielle erklæring? Var vi neutrale, var vi loyale - og i givet fald over for hvem? Hvor var vor suverænitet, vore idealer og vor stolthed blevet af? Som teenager var man i hvert fald grundigt forvirret. Hvem kunne man tro på? Vi vidste godt nok, hvem vi holdt med, men det måtte man jo holde mund med. Der var regeringen (inklusive kongen), lærerne og politiet og alle samfundets andre respektpersoner. Dem var man opdraget til at rette sig efter. Men danskheden kunne da ikke bare bestå af alsang og algang. Efterhånden blev dilemmaet til dyb alvor. Min storebror Werner David og jeg var (tys-tys) blevet faste omdelere af stencilerede illegale blade. Ved en uanmeldt hovedrengøring på vort værelse fandt mor en stak af disse oven på klædeskabet. Om aftenen forklarede far - fattet, men strengt - at vor handling var helt uacceptabel. Han understregede, at vi ved at blive snuppet ville bringe ikke bare os selv og vor familie i fare, men også alle medlemmer af den jødiske menighed, der på dette tidspunkt ikke var udsat for særbehandling. Senere lå vi i vore senge og drøftede, hvad far egentlig havde ment. Var det hans krav, at vi skulle slutte med bladomdelingen, eller forventede han inderst inde, at hans drenge var kloge nok til at forstå, at han sagde, som han gjorde, fordi det skulle han nu engang. Og at vi derfor ganske stille burde blive ved? Det utypiske forløb af nazisternes okkupation af Danmark gjaldt også jødernes situation. Ikke noget med tyske, polske eller bare norske tilstande. Vi blev ikke beordret til at bære den gule davidsstjerne på jakker og frakker. Også vort dagligliv fortsatte stort set uændret. Der var de regelmæssige gudstjenester i synagogen, den jødiske skole (grundlagt i 1805) fortsatte sin undervisning. Kosherforplejningen blev opretholdt, det samme gjaldt aktiviteterne i de jødiske foreninger. Troessamfundets månedsblad ophørte med at udkomme - men ellers havde vi det omtrent som Jeppe i baronens seng. Vi drømte ikke. Det var et faktum, at vi delte vilkår med den øvrige danske befolkning, og det føltes i situationen overordentlig godt. Det var svært at tro rigtigt på det, men man vænnede sig hurtigt også til dette. Som årene forløb, blev normaliteten af og til afbrudt af rygter om forestående restriktioner for de jødiske borgere. Nogle gange blev man forskrækket, men efterhånden tog vi også disse forlydender som et udslag af nervøsitet, ikke mere. Efter et antal ganges alarm om, at ulven kommer, blev disse udsagn betragtet som ondsindet sladder. Men så oprandt 29. august 1943. »Danmarkshistoriens mest forsinkede nej« kaldte Børge Outze regeringens afslag på det tyske ultimatum af 28. august. Regeringen trådte tilbage (ikke formelt, men reelt), og dermed var et vigtigt sikkerhedsnet for de danske jøder fjernet. Der gik så kun en måned, så var det slut med ligebehandlingen af de danske jøder. Aktionen for at arrestere og deportere de cirka 6.500 jøder blev i Berlin fastsat til 1. og 2. oktober. For straks at meddele det endelige facit af aktionen: 90 procent af jøderne blev reddet over til Sverige. De øvrige 10 procent blev fanget af tyskerne, dels i deres hjem, dels på gemmesteder, i havne eller under sejladsen over Øresund. Af disse cirka 600 personer døde 10 procent i Theresienstadt - altså 1 procent af samtlige. Det var et fænomenalt resultat. Hertil bidrog nogle heldige omstændigheder. Først og fremmest nærheden af det neutrale Sverige, der velvilligt modtog flygtningene. Dernæst passede aktionen imod jøderne slet ikke i krammet hos de i Danmark stationerede dele af den tyske værnemagt. De havde en stor fordel ved at være netop her, langt væk fra de egentlige krigshandlinger i Europa. Hverken lederne eller fodfolket ønskede ændringer i deres relativt gunstige situation, og de forstod, at reaktionen på jødeforfølgelser ikke ville gå stille af. Et resultat heraf var, at mange tyske soldater vendte det blinde øje til udskibningerne af flygtninge fra den østsjællandske kyst i de første uger af oktober 1943, ja, somme tider hjalp de ligefrem til. En anden betydelig fordel lå deri, at redningsarbejdet startede og blev gennemført i et ikke planlagt, men udpræget spontant mønster. Der var ikke nogen egentlig organisation, som kunne rives op af de til formålet hertil sendte SS-folk. Overalt dannede der sig grupper, der arbejdede individuelt, og så at sige alle mennesker, der kom i berøring med bestræbelserne for at redde jøder, stillede sig til rådighed. Man husede jøder, medens de ventede på kontakt med overfartsmuligheder. I denne fase blev der vist en enorm opofrelse fra private familier, hospitaler, politistationer, kirker og højskoler - overalt hvor man kunne gemme de nu forfulgte. Da den jødiske menigheds ledelse efter hjemkomsten i sommeren 1945 blev kritiseret for ikke at have lagt planer for en eventuel flugt, forsvarede den sig netop med den omstændighed, at just spontaniteten i redningsindsatsen i høj grad var fremmende for det flotte resultat. Det faldt i min far Marcus Melchiors lod at være den, der gav underretning om den forestående tyske aktion til store dele af menigheden. Han, som senere blev overrabbiner, havde fået underretning herom om aftenen 28. september. Tidligt den følgende morgen var der en (på grund af den forestående jødiske nytårsfest) særlig velbesøgt gudstjeneste i synagogen i Krystalgade. Den daværende overrabbiner, Max Friediger, var blevet arresteret af tyskerne 29. august, og således blev det far, der i synagogen måtte meddele de mere end 100 tilstedeværende, hvad der var i vente - og at det denne gang ikke var noget rygte. Han opfordrede alle til omgående at underrette familie og bekendte om, at det gjaldt om ikke at være hjemme i de følgende dage og fremefter. Beskeden nåede på forbløffende måde frem til næsten alle berørte. Allerede fra klokken otte morgen blev min søster Hilde, min broder Bent og jeg selv af far og mor sendt rundt på cykel efter hurtigt fremstillede adresselister for at informere så mange, vi kunne nå inden middag. For vore forældre var situationen den, at de skulle finde anbringelse for hele seks personer, nemlig for dem selv plus fire børn. De bestemte sig for at opsøge en god bekendt, pastor Hans Kildeby i Ørslev ved Slagelse. Vore forældre ville absolut holde familien samlet, og således ankom vi pr. tog om eftermiddagen til Kildebys præstegård. Den lå dels behageligt afsides, dels havde den forholdsvis god plads til at huse hele seks personer. Pastor Kildeby bød storsindet velkommen. Den følgende dag kom husets søn, stud.jur. Knud Kildeby på besøg fra København. Han fortalte, at han sammen med studiekammerater var gået i gang med at skaffe kontakt med fiskere, der kunne transportere jøder til Sverige. Jeg tog med ham tilbage til København for at hjælpe med at opspore gemmesteder, hvor man kunne finde flygtede jøder. Jeg tilbragte derpå en dramatisk uge i hovedstaden, sov et nyt sted hver nat, var med til at skaffe penge hos gavmilde sponsorer etc. Det blev en uforglemmelig oplevelse at føle den varme og offervilje, der blev udvist. Efterhånden blev overfarterne gjort vanskeligere, derved at den tyske årvågenhed blev skærpet. Mine kammerater i gruppen tilrådede, at jeg nu måtte se at komme af sted til Sverige sammen med familien, der stadig var i Ørslev. De fik etableret kontakter på Falster, fordi Sjællandskysten nu var farligere. Vi tog til Nykøbing, hvor biskop Plum havde stillet sig til rådighed. Om aftenen 8. oktober sejlede vi af sted fra Falsters vestkyst. Vi var 21 jøder om bord i lasten på en lille kutter. Desværre var vi kommet med en kystfisker, der ikke var vant til at sejle ud på åbent hav. Således fik vi en sejltur på 16 timer, inden vi nåede Sverige. Vi kom i land i Lilla Beddinge, der ligger et godt stykke øst for Trelleborg. Her havde man ikke ventet at se flygtninge, men modtagelsen var i top. Sådan har hver eneste person og familie sin egen historie. Nogle roede over Sundet, nogle fik organiseret motorbåde, de fleste kom over på fiskerbåde. Der er senere rejst kritik af, at fiskerne tog penge for turen - som regel flere tusinde kroner pr. person. (Det samlede beløb er beregnet til at have været 12-13 millioner kroner). Denne kritik er ikke rimelig. Fiskerne satte jo dels deres liv, dels deres både på spil. For at sikre deres familier måtte de derfor tage sig betalt. Utallige er de personer og grupper, der har indlagt sig uvisnelig hæder ved at bidrage til redningen af jøderne. Den danske kirke indtager her en fornem plads. De danske biskopper udsendte et af de ret sjældne hyrdebreve. Det indeholdt en skarp protest imod den tyske handling. Biskopperne skrev til slut: »Vi er os bevidst, at vi som tjenestemænd bør rette os efter de til enhver tid i samfundet styrende organer. Men hvis samfundets love strider imod Guds love, da vil vi vide at vælge de sidste«. Det var overordentlig modigt. Hyrdebrevet blev rundsendt til samtlige præster og oplæst i kirkerne den følgende søndag. Adskillige af de i 1942-1943 gryende modstandsgrupper gik ind i redningsarbejdet. Skønt jeg ikke her kan nævne de mange højt fortjente, så føler jeg en personlig trang til at erindre om indsatsen fra rektor Aage Bertelsen og fra senere overlæge Jørgen Kieler og hans søskende. Det blev et vigtigt resultat af redningsforløbet, at modstandsbevægelsen derved rekrutterede mange nye medarbejdere. Det blev med ét synligt for mange, at det trods vort lands lidenhed og mangel på til modstandskamp egnet territorium dog var muligt at opnå resultater, der kunne krydse nazisternes planer. Hvis man skal nævne én enkelt person, der allermest er at fremhæve som den, der gjorde den vellykkede redningsaktion mulig, så bliver det en tysker! Hans navn var Georg Ferdinand Duckwitz. Han var ansat som skibsfartssagkyndig i det tyske gesandtskab i København og fik nys om det forestående midt i september 1943. Han tog orlov og rejste til Berlin for der at fraråde planerne, men ingen ville tale med den ikke særlig højt rangerende person. 22. september rejste Duckwitz til Stockholm, hvor han underrettede statsminister Per Albin Hansson om de tyske planer. Det var denne tysker, der hos den svenske regering plantede idéen om officielt (i en note til Berlin) at indbyde samtlige danske jøder til at komme og bosætte sig i Sverige. Der kom imidlertid ikke noget svar fra den tyske regering. Sverige sendte så en særlig medarbejder til sit gesandtskab i København for her at kunne bistå ved en eventuel kommende flugt. 28. september - da aktionen syntes uafvendelig - underrettede Duckwitz nogle ledende socialdemokrater, herunder Hans Hedtoft. Denne opsøgte formanden for Det Mosaiske Troessamfund, højesteretssagfører C.B. Henriques, som dog ikke var i en situation, hvor han kunne udrette ret meget. Hedtoft sendte samtidig en sekretær til min far i vort hjem på Forchhammersvej, og således nåede beskeden fra Duckwitz frem til den jødiske menighed. Det er bevægende og opmuntrende at tænke på, at netop en tysker blev så betydningsfuld i denne sammenhæng. Duckwitz stod også fremefter i forbindelse med danske politikere og modstandsfolk. Ved et af sine første møder efter 5. maj 1945 besluttede befrielsesregeringen at tilbyde ham dansk statsborgerskab. Han takkede nej, fordi han følte det som en pligt at vende hjem og bidrage til sit folks genrejsning i en humanistisk og demokratisk ånd. 60-års jubilæet for disse hændelser markeres i disse uger rundt om i verden - inklusive i Tyskland. Der er så sandelig også noget at fejre.