Allerede på valgaftenen i november 2001, da Anders Fogh på færgen 'Sjælland' lod sig hylde som valgets sejrherre og kommende statsminister af den tæt forsamlede skare af partifæller, blev det gjort klart for os undrende seere, at ikke bare noget nyt, men også noget stort var under opsejling. Den berusende fornemmelse ved sejren, jublen ved at være størst og tilhøre flertallet, magtens magnetisme strålede os i møde fra skærmen. Denne spektakulære tv-iscenesættelse af 'den stærke mand', hvis tillempede ydmyghed blev indrammet af et overdådigt lysshow, fremkaldte - netop ved sin postmoderne iklædning - ubehagelige minder fra en svunden tid. I et isnende deja-vu mødtes fortid og fremtid. Fra den gamle udrangerede storebæltsfærge sendte sejrsfesten i al sin oppustethed et tydeligt signal ud i stuerne: intet skal blive som før. Den aften kendte vi ikke den afstukne kurs, men jeg tror, mange sad tilbage med en dårlig smag i munden - ikke mindst oven på Venstres valgkamp, der samstemmende med Dansk Folkeparti blev ført i en hidtil uhørt propagandistisk tone og for en stor del vundet ved at drive hetz mod indvandrere og flygtninge, dvs. muslimer, så det gav genlyd i verdenspressen. At politikere på møder, fra Folketingets talerstol og på valgplakater udpegede 'de fremmede' som syndebukke og roden til alt ondt, affødte helt naturligt spørgsmålet: Hvem bliver de næste? De næste, »smagsdommerne«, blev udpeget kort tid efter valget i statsministerens nytårstale. Den diffuse nedladenhed, der ligger i ordet 'smagsdommer', er gået rent ind. Viden, faglig kunnen og indsigt reduceres til et spørgsmål om 'smag'. Og tilsat 'dommere' bliver disse kloge hoveder til komiske Holbergfigurer. Hvilken befrielse! Vi ved selv bedst og behøver ikke længere tro på alt, hvad vi får bundet på ærmet af disse bedrevidende 'eksperter'. Stort set alle borgere, der har en højere uddannelse og/eller på en eller anden måde giver viden fra sig, mistænkeliggøres i ét hug. Og dét i et såkaldt videnssamfund! Men hensigten er til at få øje på. Regeringen vil hverken kritiseres eller kigges i kortene af fagfolk, der ved, hvad de taler om. Der skal ikke være nogen 'smagsdommere' til at forstyrre nærkontakten mellem politikerne og 'folket'.Den tredjegruppe, der er isoleret og valgt ud som skydeskive eller hadeobjekt alt efter temperament, er de 'venstreorienterede'. Venstreorienterede/kulturradikale er først og fremmest alle, der stiller kritiske spørgsmål til regeringens politik. Syndere fra koldkrigstiden er naturligvis også selvskrevne på listen, særlig hvis de har været eller er ansat i DR. Senest er Brian Mikkelsen kommet med et forstærket angreb mod DR, bygget på personlige oplevelser fra barne- og ungdomsårene i 1970'erne og 1980'erne. DR og debatten i det hele taget var dengang massivt antikapitalistisk og antivestlig, hedder det i kulturministerens populistiske fremstilling. Han har ikke fået medhold, heller ikke fra sine egne. Men det er heller ikke det, der er pointen. Pointen er selve spin'et, at holde medierne beskæftiget med store spørgsmål på et så ligegyldigt niveau som muligt. At dømme efter kulturministerens udtalelser i diverse interview har han fået tildelt rollen som udråber i den løbende teaterforestilling. Der er en helt klar rollefordeling mellem ham og statsministeren, der er den fåmælte, tilbagetrukne og urørlige i regeringens magtspil. Det er ikke de politiske og økonomiske spørgsmål, der optager danskerne, men værdier og holdninger snarere end politiske tilhørsforhold, siger statsministeren. Hvorefter han og kulturministeren kolporterer lejrtænkningen, højre-venstre, for fuld udblæsning. Først hænger man de intellektuelle og 'eksperterne' ud som venstreorienterede 'smagsdommere', og derefter engagerer man dem i ligegyldige og anakronistiske debatter i medierne. Denne iscenesættelse kan man da ikke andet end beundre. Der er dobbeltbudskaber i alt, hvad der kommer fra regeringsledelsen. Vi udsættes for en dygtigt instrumenteret meningsløshed, der skaber forvirring og lammer den tradition, vi hidtil har haft her i landet: at appellere til borgernes kritiske og selvstændigt tænkende deltagelse i den demokratiske proces. De pseudodebatter, som statsministeren og kulturministeren holder gang i under navnet kulturkamp, er ikke andet end kamuflage, der skal aflede opmærksomheden fra den afvikling af velfærdssamfundet, som regeringen arbejder på, og som - ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen, efter sigende regeringens ideolog - skal foregå med små skridt og i langsomt tempo. Så mærker vælgerne ikke noget, før hele operationen er fuldført. For vi skal nemlig helt blandes uden om regeringens planer for Danmarks fremtid. Det er udelukkende et anliggende for regeringens øverste ledelse. Ikke engang oppositionspartierne kan få regeringen i tale. Samarbejdet hen over midten i Folketinget, der har været en af hovedhjørnestenene i dansk politik siden krigen, og som har gjort udviklingen af Danmark til et fælles anliggende, har stort set ligget underdrejet. »Kun folket (det vil sige en folkeafstemning) kan stoppe Hans Christian Schmidt«, lød et nødråb fra et af SF's folketingsmedlemmer i en kommentar til miljøministerens gennemgribende hærværk på miljøområdet. Ministerens svar var blot, at SF'eren så spøgelser alle vegne. Regeringens parader oser af skjulte dagsordener og skaber et demokratisk underskud, der breder sig fra Christiansborg ud til vælgerne og giver os en følelse af at være hægtet af. Jeg har aldrig før i mine 40 år som stemmeberettiget borger - uanset om det har været borgerlige eller socialdemokratiske regeringer - i den grad følt mig underlagt en regerings magtfuldkommenhed, i bogstaveligste forstand henvist til afmagten.VK-regeringensministre er uden for rækkevidde, forskanset bag indlærte klicheer og standardsvar - oven i købet de samme svar fra forskellige ministre inden for vidt forskellige fagområder. Det forekommer formålsløst at prøve at forstå, hvad de mener, når de diverterer med deres udenomssnak, tilsyneladende uden at have andet at komme med end abstrakte ord og tomme fraser: 'konsekvens', 'mere miljø, forskning etc. for pengene', 'rettidig omhu', 'noget for noget', 'nul tolerance'. Direkte spørgsmål fremkalder sjældent andet end undvigende og defensive svar. Det synes umuligt at få disse utilnærmelige logemedlemmer til at forklare sig. (Hvis de overhovedet finder det ulejligheden værd at stille op). Selv nyhedsjournalisterne har enten givet op over for deres kodeagtige goddag mand økseskaft-sprog, eller de er blevet smittet af det. Saglig kritik bliver mødt med hånlige og nedgørende bemærkninger. Birthe Rønn Hornbech bliver sat på plads af statsministeren på en facon, der ikke hæver sig over skolegårdsniveauet: Hun er sart og hysterisk, når hun forsøger at åbne en diskussion om Højesterets status i vores demokrati og siger fra over for Pia Kjærsgaards forsøg på at beklikke den dømmende magt og mistænkeliggøre retssamfundet. Pia Kjærsgaard har lov til at have sin mening, siger statsministeren, men det har Birthe Rønn Hornbech åbenbart ikke! Vi måbende vælgere (eller stemmekvæg er vel et mere passende udtryk for, hvad vi er blevet reduceret til under den nuværende regering), dukker os - for afklapsningen af Rønn Hornbech er samtidig en besked til os, der måtte dele den gæve Venstrepolitikers mening i den sag, om at regeringen og dets støtteparti ikke er til diskussion. Statsministeren lukker debatten og lader Pia Kjærsgaard stå med palmerne som regeringens talerør.Sommerensandet store debatemne var regeringens grundlag for at tilslutte sig krigen mod Irak og etableringen af en eventuel undersøgelse i lighed med dem der har været nedsat i England og Australien, hvor de respektive premierministre har fået påtalt deres manipulerende omskrivning af efterretningstjenesternes rapporter til letfordøjelig krigspropaganda. Selv George Bush er ikke gået fri for at skulle forklare sig over for Kongressen om den fejlagtige påstand vedrørende Saddams atomprogramindkøb i Nigeria og de forsvundne masseødelæggelsesvåben. Men Fogh Rasmussen har bedre greb om magten og affærdiger kravet om en undersøgelse af krigsgrundlaget som »juristeri« og »der er ikke noget at komme efter«. Statsministeren har ført Danmark ud i en angrebskrig med udsigt til at skulle fungere som besættelsesmagt i et ukendt antal år - det har vi, den halvdel af befolkningen, der er uenige, bare at tage til efterretning! Igen står vi vælgere tilbage med en forstemmende fornemmelse af at blive intimideret af en statsminister, der ikke engang i en så alvorlig sag vil stå til ansvar over for befolkningen og Folketinget, men udnytter sit bekvemme flertal med Dansk Folkeparti. Efter at have manet enhver diskussion om krigsgrundlaget i jorden kommer statsministerens afledningsmanøvre: kritikken af samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig brugt som et moralsk argument for dansk deltagelse i Irakkrigen. Igen denne goddag mand økseskaft-logik, som har til formål at få historikere (smagsdommere) af forskellig observans til at kaste sig ud i pseudodebatter for eller imod Foghs påstand. Så de væsentlige spørgsmål om grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen skubbes i baggrunden og forekommer irrelevante.Jeg trorikke, regeringen og dens proselytter har brug for at hænge flere grupper ud. Mistænkeliggørelsen af muslimer, 'smagsdommere' og venstreorienterede er tilstrækkelig bredt og præcist orkestreret til at bane vejen for, at befolkningen kan styres hen imod den holdnings- og bevidsthedsændring, Anders Fogh har proklameret, og som er kulturkampens egentlige mål. Udhængningen går ind i vores bevidsthed som en virus, der bekræfter vores fordomme, forstyrrer proportionssansen og fratager os orienteringsevnen. Der sættes splid mellem befolkningsgrupper, der skabes falske modsætninger som et led i den del og hersk-politik, der skal formidle Venstres Danmark til befolkningen. Med statsministerens egne ord: »Når man ændrer systemer, er det lige så meget for at fremme en ny tanke«. Danskernes holdninger og værdier skal ændres. Vores bevidsthed skal omformes. Vi skal styres væk fra vores hidtidige selvforståelse som et humanistisk indstillet og tolerant folkefærd, der hjælper mennesker i nød (f.eks. jøderne under krigen) og har plads til mindretal og anderledestænkende. Et af demokratiets fornemste dogmer er netop beskyttelse af mindretal. Men det skal være slut med denne 'blødsødenhed' og 'pladderhumanisme' (det er respekten for menneskerettighederne, vi her taler om). Danskerne skal omskabes fra at være 'tossegode' humanister til hårdtslående nultolerancemennesker i Venstres billede. Det danske samfund skal gøres til et Venstresamfund med Dansk Folkeparti som fortrop. Hvordan dettenye samfund egentlig kommer til at se ud, kan man ane konturerne af i regeringens skjulte dagsordener, der stille og roligt gennemføres, mens vælgerne ser den anden vej, trukket ved næsen af statsministerens og kulturministerens spin. Jeg gætter på, at Machiavellis 'Fyrsten' var et af værkerne i statsministerens hemmeligholdte sommerferielæsning. Brian Mikkelsen nævner (Information 27.8.) Machiavelli som en af de »ånder, der har noget klogt at sige om politikkens vilkår og betingelser«. Og mon ikke d´herrer læser de samme bøger - at dømme efter deres synkrone medieoffensiv efter statsministerens sommerferie - Machiavelli taler i 'Fyrsten' netop om at blive »stærk nok til at vælte spillet og gennemføre en ny orden«, om at »forandre vilkårene radikalt« for at bevare magten. Indtil videre har vi oplevet nedbrydningsfasen, hvor »kaos råder og alt er under kontrol«. Det tager som bekendt kun en eftermiddag at bryde ned, hvad der har taget årtier at bygge op, men jeg tror, regeringen forregner sig på længere sigt. 'Folket' er ikke så nemt at narre, heller ikke med regeringens stigmatisering af udvalgte grupper som afledningsmanøvre. Selv min gamle bror, der hele sit liv har været en trofast borgerlig vælger og aldrig har læst hverken Politiken eller Information, tager sig til hovedet og siger: »Dette er ikke en normal regering«. I stedet for at løbe i hælene på præsident Bush skulle Anders Fogh og hans regering hellere lytte til en af de store amerikanske præsidenter, Lincoln, der sagde: »Man kan narre nogle mennesker hele tiden og alle mennesker noget af tiden, men man kan ikke narre alle mennesker hele tiden«.