Det er et gennemgående træk i alle de artikler, de teaterfaglige har skrevet om tilløbene til en ny teaterlov, at man egentlig anser både intentioner i og opbygningen af den gældende teaterlov som ganske udmærket. Teaterbranchen ønsker sig kun tvunget af omstændighederne en ny lov. Derfor har der måske også til mange politikeres overraskelse kun været meget usikre og tilbageholdende input fra branchens side i den debat, der har kørt over det sidste trekvarte år. Det burde ikke være så overraskende for politikere og offentlighed, for branchen har allerede flere gange i de seneste år skudt tilløb til nye teaterlove eftertrykkeligt ned. Der hersker nemlig den udbredte opfattelse i branchen, at ønsket om en ny lov hos politikerne snarere dikteres af ønsket om bedre mulighed for budgetstyring end de ofte hørte dyre ord om kunstnerisk udvikling, eksperimenter og nyskabelser. I omsorg for kunstnerisk frihed, armslængde og mangfoldighed har teatrene og deres ansatte sat sig for at producere forestillinger på stadig sværere betingelser, større økonomiske satsninger, stigende krav fra publikum og presse samt stadig mere skrabet økonomi; i håbet om at en teaterlovsændring kunne udskydes, til der blæste mildere økonomiske vinde. Vi ved godt, at ingen kan holde ud at høre på det, men loven er god nok; der følger bare ikke penge nok med. Nu kan vi bare ikke vente længere, for med de rammer, der er for teaterlivet i øjeblikket, og den økonomi, der er lagt i rammerne, vil der lige om et øjeblik ske uoprettelig skade. Derfor råber branchen nu endelig også på en ny teaterlov. Og hvor erdet så i teaterlandskabet, at der er nogen, der er truet på livet? 'Alle steder' får man indtryk af, hvis man henvender sig ude i branchen. For uanset hvem man taler med, så er der gode og velovervejede forslag til, hvordan tingene kan gøres bedre, mere visionært og med indfrielse af langt flere kunstneriske ambitioner, på netop det område som den, man taler med, arbejder på. Sådan skal det være. Det vidner blot om et kunstnerisk område, der findes visioner i, og som har en fremtid. Men livstruet er der nok særlig to områder, der er, nemlig den kunstneriske underskov - den anarkistiske overrumplende nytænkning - vækstlaget, og så de københavnske teatre. Det mestoverskuelige problem, der findes i teaterlivet, er vækstlaget, og overskueligt er det, fordi det i øjeblikket er stort set ikkeeksisterende. For to år siden fik vi en finanslov, der på ét og samme år både nedlagde Udviklingsfonden og begrænsede det daværende Teaterråds midler med cirka 25 procent. Rådet var nødt til at prioritere, og det valgte - fornuftigt nok - at prioritere den forsyningssikkerhed af originalt, anderledes og nyskabende teater, de små permanente teaterinstitutioner repræsenterer på stort set alle de teatermarkeder, der findes - og der er faktisk mange. Men derved forsvandt det, der inden for branchen kaldesprojektområdet, og det er nu to år senere åbenbart, at det er uholdbart. Der må og skal findes penge i en vis størrelsesorden, der sikrer, at de nye ideer og teatertanker, der fødes hos dem, der ikke er involveret i kredsen om en eksisterende teaterorganisation, også har en vej til scenen og publikum. Det er ofte i dette lag, at den helt overrumplende nytænkning fødes, og det er også i dette lag, at de fremtidige ledere af institutionsteatrene skaber deres første erfaringer. Så hvis man mener noget med sine erklæringer om nødvendigheden af eksperimenter og nytænkning, så er det her et 'must', og jeg beklager: Det er kun flere penge, der kan gøre det, for lige nu er der ingen. Den anden helt store trussel mod teaterlivet, som vi kender det, og som publikum holder af det (det har vi efter halvandet års intensiv debat om værdien af teater - og med henvisning til diverse omfattende statistisk materiale - fået fastslået: Danskerne elsker teater og benytter det i helt utroligt omfang), er den helt utilstrækkelige finansiering af de storkøbenhavnske teatre. De store københavnske teatre frister på skift en skæbne i ørkenvandring på randen af fallit. Man må som teaterelsker prise de standhaftige sjæle, der bevarer modet på denne vandring, for erfaringerne med ABC-Teatret og Amager Scenen viser med al tydelighed, at svigter fodfæstet, er der ingen vej tilbage. Den løsning, branchens folk helst ser, er, at man bevarer strukturen, som den ser ud, og blot tilfører tilstrækkelige midler, så teatrene ikke er tvungne til at have succes ikke bare hver gang - men også hver eneste gang. Tilstrækkelige midler til at lederne på de københavnske store teatre kunne tåle en fiasko og dermed heller ikke være så bundne i repertoirevalget på bredt underholdende forestillinger. Der bliver gjort forsøg i København, og derfor er det også til en vis grad uretfærdigt at sige det; men der er en sandhed i, at den kunstneriske diversitet, som det store antal af teaterledere skulle sikre, allerede er sat over styr, fordi hensynet til husets økonomi og fortsatte eksistens mange gange dikterer et repertoire inden for ganske smalle rammer. Vi ønsker os midler, der kan sikre, at den teaterlukning, der i realiteten allerede har fundet sted, kan omgøres. For gennem de sidste tre år har teatrene i København skiftevis stået lukket i en periode for at kunne regenerere solvens efter en mislykket satsning. Det paradoksale er jo, at et teater kun tjener penge, når det ikke producerer. Politikerne har talt. Strukturen skal ændres. Bl.a. fordi pengerigelighed ikke i den eksisterende struktur har vist sig at give en større soliditet. Der er eksempler på teatre med endda betragtelige opsparede egenkapitaler, der over en kortere uheldig periode har sat det hele over styr. Det er nemlig heldigvis således, at økonomisk velfunderethed resulterer i større kunstneriske og økonomiske satsninger fra teatret, men dermed desværre også i risiko på et højere niveau. Politikerne synesat være mest interesseret i en 'koncernmodel' med én overordnet økonomisk leder, der har et antal kunstneriske ledere under sig. Det diskuteres at udvide repertoireforpligtelsen til også at omfatte børneteater, og der snakkes meget om at fritage én eller flere af de københavnske scener for produktionsforpligtelsen for at kunne stille den til rådighed for udefrakommende forestillinger og projekter. Det er mere end tvivlsomt, om nogen af disse forslag vil bidrage til kvalitetsfremme og udvikling af dansk teater, eller blot fastholdelse af niveauet. Det har været et gennemgående princip i den danske model for teatre, at man ikke har villet adskille den økonomiske og kunstneriske ledelse (undtagelsen er Det Kongelige Teater), og det har været et godt princip. 'Giv den kunstneriske leder den økonomiske power til at forfølge sin kunstneriske ambition til det yderste'. Det skaber kunst, spændstighed og udvikling, og skift så i øvrigt lederen ud med jævne mellemrum, så systemet også får den nødvendige udluftning. Erfaringerne fra hele verden med koncernmodellen viser i alt for mange tilfælde, at 'koncernchefen' gennem den økonomiske prioritering styrer tænkningen og dermed begrænser de kunstneriske lederes udfoldelsesmuligheder. Og de kunstneriske ledere bruger alligevel megen tid på at sikre sig de økonomisk bedste rammer hos koncernchefen, og når det fungerer dårligst i skarp kamp med de andre kunstneriske ledere. En erhvervskoncern har givetvis stor fordel af at fremstå med harmoni mellem afdelingerne og som et firma samlet i et fælles mål. Skulle man stille krav til en 'kunstkoncern', burde de være helt anderledes. Målet her er mangfoldighed, diversitet og maksimalt kunstnerisk udkomme i alle enheder, og ikke nødvendigvis harmoni. Der bliver lagt op til en struktur, som vil være i evig strid med sig selv. Hvad angår spørgsmålet om børneteater som en forpligtelse for de københavnske teatre, er det langtfra indlysende, at en yderligere forpligtelse på ordningen vil bidrage til at løse de problemer, der hidtil netop har drejet sig om at få ressourcerne til at slå til til de forpligtelser, man allerede har. Det lugter en smule af, at man ønsker at tilføre midler fra de i forvejen begrænsede ressourcer, der findes til børnekultur. Dansk børneteater er en succes, der tales om over hele verden, og jeg er en varm tilhænger af, at det får det fyrtårn, der tales meget om, og som en stor scene kan være. Men med netop den kapabilitet, som de professionelle danske børneteaterfolk har udvist, må det være langt klogere at lægge sådan en institution i et hus uden for det storkøbenhavnske teater, der i øjeblikket har rigeligt at se til. Og i øvrigt egner Folketeatret sig slet ikke til formålet! Ligeledes forekommer det heller ikke visionært at fjerne produktionsforpligtelsen for en eller flere scener. Det er et forslag, der i virkeligheden - slet skjult - opererer med at lukke et eller flere teatre, uden at det ser sådan ud. Vor prioritering bør operere med atfastholdeet stort, alsidigt og kvalitetsfuldt repertoire. Skuespillerforbundetsanbefaling vil gå på at fastholde antallet af scener og helst nå til tilbage til det antal produktioner, vi kendte det for fire-fem år siden. De rationaliseringsmodeller, vi hidtil har set anvendt på teatrene, er altid gået på at fastholde teatret og rationalisere produktionen; enten ved at spille færre stykker, eller at vælge mindre stykker med færre medvirkende og billigere opsætninger. Skuespillerforbundet foreslår her det modsatte. Vi foreslår en struktur, hvor de eksisterende teatre med tilhørende biscener sammenlægges i fire administrative enheder (teatre), der hver indeholder mindst tre scener. Giv hvert af teatrene én ledelse og én administration. Der er rationelle besparelser at hente ved en sammenlægning af teatre. Brug dem på kunst! Vi foreslår, at man giver de fire teatre samme status som de gamle landsdelsscener med selvstændige bevillinger og uafhængig ledelse. Nedlæg Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab og brug pengene på kunst. Giv i stedet hvert af teatrene en professionel bestyrelse med politisk og faglig repræsentation og redskaber til at være meget tæt på teaterchefen. Opgiv tankerne om begrænsende og styrende profilbeskrivelser for de enkelte teatre. Har der været en begrænsning i teaterchefens frie repertoirevalg hidtil, har det ligget i afhængigheden af stor indtjening på hver enkelt forestilling. Ni forestillinger om året per teater - fordelt på flere små og store scener - giver bedre muligheder for at operere med 'gynger og karruseller'. Og kan chefen ikke løfte opgaven, så giv bestyrelsen mulighed for at ansætte en anden. Under den forudsætning, at man ønsker at fastholde et højt produktionsniveau og et kvalitativt højt og bredt repertoire, vil disse forslag sikre en bedre udnyttelse af de ressourcer, der allerede nu findes. Man kommer dog ikke uden om at tilføre området yderligere penge, om end dette ikke behøver at være i dramatisk omfang. Hver af scenerne vil vel have et behov, der ligger i nærheden af, hvad der i øjeblikket bevilges Aalborg Teater, hvis disse regionale teatre skal kunne opfylde forpligtelser, der nogenlunde ligner de gamle landsdelssceners. Ét af defornemste mål i den gamle teaterlov - dét at teater skal være tilgængeligt over hele landet med hele repertoiret og i den bedste kvalitet - blev tidligere opfyldt bedre, end det gør i dag. Det Danske Teater og Den Jyske Opera er i dag alene om at være hovedhjørnestenene i det turnerende teater. Tidligere var der fem teatre i Det Rejsende Landsteater. De to tilbageværende teatre trues i dag af yderligere nedskæringer, fordi amterne, tvunget af skattestop og sparekrav, ønsker at nedsætte tilskuddet til ordningen. Det vil ramme ordningen dobbelt hårdt, fordi automatikken er således, at hvis amterne skærer ned, falder dele af statens tilskud også væk. Man må opfordre ministeriet til at genoverveje sin strategi med at lægge ansvaret for turneteatrene ud i amter og kommuner, ikke mindst i lyset af at amternes fremtid i øjeblikket synes meget usikker. Ambitionen medden nye teaterlov er, at den skal være mere end en nødhjælpsaktion til det livstruede. Det skal være en gennemgribende revision, der åbner bedre udviklingsvilkår for hele teaterlivet. Hvis det skal lykkes 'i respekt for den bestående bevillingsramme', som det hedder, bliver det af afgørende betydning, at loven inspirerer de lokale politikere til i højere grad at arbejde sammen på tværs af kommune- og amtsgrænser. Teatrene har vist vejen gennem de seneste år ved at samproducere forestillinger, der har udvidet det enkelte teaters forestillingskapacitet, ligesom det har sikret, at den enkelte opsætning kunne udbredes til et større publikum. I det hele taget har branchen selv udvist stor opfindsomhed inden for de givne rammer til at kunne udvikle repertoirer og forestillingsregier. Man skal ikke undervurdere den præstation, det har været for alle de små teatre - både børneteatrene, de turnerende, egnsteatrene og de små storbyteatre - år efter år at præsentere kunstnerisk lødige og væsentlige forestillinger - og dermed facettere mangfoldigheden - inden for økonomiske rammer, som snarere tenderer til at blive snævrere end det modsatte. Small is og har været beautiful, men med de krav om udvikling og 'store oplevelser', der er til teatret i disse år - både fra publikum, politikere og professionelle iagttagere, er det en udfordring til den nye teaterlov at skabe mere albuerum til disse små teatre, snarere end at give mulighed for, at flere kan etableres i for småt regi. Det kræver samarbejde mellem teatre og i særlig grad politikere, der hidtil har haft en forkærlighed for at fremvise resultater, der har en meget konkret geografisk synlighed i egen valgkreds.