0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ikke til at bære

Forebyggelse eller behandling? Hjælpen til det aids-ramte Afrika debatteres voldsomt. Dagens kronikører tror fortsat mest på forebyggelse. Anita Alban er sundhedsøkonom og konsulent for bl.a. Verdensbanken og Danida. Ib Bygbjerg er professor ved Panum Instituttet, International Health.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politikens initiativtil at fokusere på et underbelyst regionalt sundhedsproblem af global betydning - hiv/aids i Afrika - fortjener opmærksomhed. Vi håber med denne Kronik at yde et beskedent bidrag til den fremtidige danske bæredygtige udviklingsbistand på hiv/aids-området i navnlig Afrika. Læger uden Grænser har advokeret for nedsættelse af medicinpriser til fattige lande og været fortalere for, at alle skal nyde godt af medicinsk-teknologiske fremskridt inden for behandling - inklusive aids-behandling for voksne: HAART (Highly Active Antiretroviral Therapy), og den danske afdeling af den franske organisation har fulgt op med en kampagne om, at den danske regering aktivt bør støtte udbredelse af HAART i Afrika.

Det er til hver en tid mest omkostningsfrit - menneskeligt såvel som økonomisk - at forebygge. Men det er umenneskeligt ikke at ville lindre - det være sig følgesygdommene til hiv såvel som aids-sygdommen selv. Umenneskeligt bliver det dog først for alvor, hvis behandling med HAART også i Afrika bliver for de rigeste på bekostning af forebyggelse og lindring af de fattigste.

Danida har hidtil fastholdt principperne om bæredygtig udvikling og fattigdomsorientering af vor bistandshjælp inden for hiv/aids, det vil sige: forebyggelse af hiv, forbedring af behandling, bl.a. gennem bedre uddannelse, administration og oprustning af sundhedssystemer - samt investering i andre livsvigtige strukturer som transport og kommunikation. For antiretrovirale medikamenter triller jo ikke af sig selv ud til dem, som har mest brug for dem.

Vi vil gerne bidrage til hiv/aids-debatten med vores erfaringer fra Afrika som henholdsvis økonom og læge med synspunkter i den noget hårdt optrukne debat, 'for og imod aids-medicin til verdens fattige befolkning'. Undervejs kommer vi nok til at stille flere spørgsmål end til at give svar og løsninger, men vi tror, det er mere bæredygtigt end patentløsninger.

WHO har satsig som mål at øge antallet af HAART-behandlede i Afrika fra 50.000 til 2,2 millioner i 2005.

Hvad er konsekvenserne af, at 2,2 millioner mennesker sættes i behandling? Det enkle svar er: mindre lidelse og død. Men hvor skal pengene komme fra?

Et års behandling koster ca. 700-1.200 dollar i medicin og monitoreringsomkostninger. Når det ikke kan gøres for 1 dollar om dagen, som i diskussionen har været anført som prisen, så skyldes det, at det kun - i bedste fald - er prisen for førstegenerationsmedicin og ikke dækker dem, der skal have andengenerationsmedicin (som er mindst dobbelt så dyr) samt monitorering (laboratorieudstyr, træning, personaletid). UNAIDS har beregnet, at der vil blive brug for 6,6 milliarder dollar ekstra om året til behandling af hiv-smittede i Afrika. FN's Globale Fond forventes at træde til, men når/hvis den fyldes op for at dække behovene, kan vi da være sikre på, at midlerne er ekstra bidrag - eller at de tages fra andre kasser?

Læger uden Grænser har anbefalet, at Danidas tilskud til Den Globale Fond øges med ca. 100 mio. kr. Det rækker til at behandle 20.000-25.000 afrikanere i et år - eller 4.000-5.000 i fem år - for behandlingen skal jo gerne være vedvarende (bæredygtig). Tages disse 100 mio. kr. for eksempel fra Danidas tilskud til UNICEF's børnevaccinationsprogram eller Tanzanias sundhedssektorprogram, så er konsekvenserne og goderne ikke så ligetil. Det koster omkring 10 kr. at vaccinere ét barn mod børnesygdomme, bl.a. mæslinger. Erstattes disse midler ikke, vil i værste fald 10 millioner færre børn blive beskyttet mod mæslinger. Blandt sårbare børn i Afrika dør op mod 10 procent af mæslinger. Hvis andre donorer ikke er villige til at overtage den økonomiske forpligtelse til disse vaccinationer, så vil hundredtusinder af børn dø.

Hvis summen af Danidas bidrag ikke skal øges - og det er der vist hverken politisk eller folkelig vilje til - så vil der være store omkostninger forbundet med at omfordele midlerne inden for sundhedsområdet.

Vi skal værede første til at anerkende betydningen af behandling efter at have set mange unge mennesker dø en langsom og pinefuld død siden de første tilfælde af aids i begyndelsen af 1980'erne. Men tillad os at spørge, om det ikke er uhyrligt at beskylde Danida for at nægte døende aids-patienter i Afrika adgang til HAART? Er der dokumentation for, at adgang til HAART nogetsteds har standset hiv-epidemien - bortset fra at nedbringe dødeligheden af aids. Er der nogen løsning på dette dilemma, ud over den stereotype, at rige regeringer skal give mere til de fattige? Og her ville det glæde et par danskere, hvis f.eks. Frankrig og Italien, som er medlemmer af G8, hævede deres per capita-bidrag til udviklingslandene til Danmarks niveau i stedet for at lade den franske ngo Læger uden Grænser gå efter andre landes prioriteringer.

Danmark har meget at byde på inden for hiv/aids-politikken - vi har på mange områder været frontkæmpere for hiv-positive - det være sig arbejdsføre som samfundets restgrupper. Efter vores mening bør Danmarks fortsatte hiv/aids-politik være fattigdomsorienteret og for de mest sårbare ligesom vor øvrige bistandspolitik.

Vi kan ikke anvise en total løsning på hiv/aids-problematikken i Afrika, men håber, at man i den fortsatte diskussion om mere HAART til Afrika vil gøre sig klart, at man ikke kan bruge de delvis gode eksempler fra Sydafrika direkte i andre fattige afrikanske lande. Sydafrika og til dels Botswana er middelindkomstlande med relativt store faglige og menneskelige ressourcer. Fattige lande, som Danmark samarbejder med, har helt andre forudsætninger.

Der er ca. 30 millioner hiv-smittede i Afrika svarende til mere end hele Tanzanias befolkning på 28 millioner - maksimalt 10 procent ved, at de er hiv-positive, det vil sige, at de er testet og har ønsket at få svaret. I Tanzania, som Danida samarbejder med, er cirka 10-12 procent af de voksne smittede med hiv. Tanzania er et af de lande i Afrika, som af FN beskrives som »mindst udviklet«. Men Tanzania har i modsætning til mange andre afrikanske lande en sundhedssektor, og landet har både læger og sygeplejersker - f.eks. har Tanzania 48 læger per 10.000 hiv-smittede, mens Zambia har under det halve. Sundhedsvæsenet er som i de fleste andre fattige lande opbygget til at varetage fattige menneskers sundhedsbehov med vægt på forebyggelse af spædbørns og mødres dødelighed - samt de almindeligste tropesygdomme og fattigdomssygdomme som malaria, diarré, luftvejslidelser og tuberkulose. I de seneste ti år har hiv/aids-relaterede sygdomme som lungebetændelse, hudeksem, svamp i mund og svælg og udmarvende diarré føjet sig til fattige menneskers lidelser. Hvis man nu kunne gøre noget ved hiv, så mange ikke behøvede at dø så tidligt, og lidelserne kunne minimeres, hvorfor gør vi så så lidt? Der er vel ingen, der ikke kan forstå, at der er tale om en menneskelig og måske også udviklingsmæssig katastrofe af hidtil uset omfang i nyere tid.

Det er dog ikke så enkelt. De fleste fattige og mindst oplyste mennesker i Tanzania ved, hvordan hiv smitter ved seksuelt samvær, og de ved, at man dør »af den der sygdom«. Men på trods af, at mange ved, hvordan man smittes, så er folk bange - også de ansatte i sundhedsvæsenet. Stigmatiseringen er stor, og det har været svært at få gang i den frivillige testning og rådgivning. I år håber man på at komme op på 50.000 i et land med 1,8 millioner hiv-smittede. De fleste mennesker har brug for håb, og selv om det ikke er påvist overbevisende videnskabeligt endnu, så forventes det, at adgang til HAART vil motivere mange til at lade sig teste.

Imod dette taler dog, at det har vist sig vanskeligt at få gravide kvinder til at acceptere tilbuddet om gratis medicin, der mere end halverer risikoen for, at deres barn smittes under graviditet og fødsel. Frygten for sociale repressalier - selv inden for familien - hvis det bliver kendt, at man er smittet, er voldsomt stor, og mange afholder sig derfor fra tilbuddet.

Selv om Tanzania har en efter afrikansk standard rimelig sundhedssektor, så er den opbygget til at dække basale behov for flest muligt - det vil sige, at ydelserne når ud til befolkningen, og adgangen til medicin er over gennemsnittet for fattige lande. Men det betyder ikke, at der altid er basal medicin, eller at det altid gives i de rigtige doser. Det betyder heller ikke, at der altid er hiv-test og gummihandsker til rådighed for personalet. Manglen på så simple ting øger i øvrigt personalets fjendtlighed over for mennesker med hiv/aids, da de er bange for selv at blive smittet.

Det er i et sådant miljø, der nu skal introduceres HAART. Og det eneste, man kan være sikker på, er, at det bliver svært. Penge til indkøb af HAART (hvad enten det er til 700 dollar eller 1.200 dollar om året, inkl. monitorering) er det mindste problem på kort sigt, da det forventes, at det internationale samfund (Den Globale Fond) og/eller en privat fond (Clinton Foundation) bevilger medicinen.

Begrænsningen ligger i trænet sundhedspersonale og veludstyrede, veldrevne laboratorier. I Tanzania forventes det, at man vil være i stand til at implementere et HAART-program fra ca. 2.000 mennesker i 2003 til 15.000 maksimalt 30.000 i 2007. For at rekruttere 4.000 hiv-positive mennesker til HAART skal ca. 100.000 vælge at lade sig rådgive og teste, da man næppe kan forvente, at mere end 20 procent af de testede er hiv-positive (forekomsten af hiv er ca. 12 procent blandt voksne), og heraf vil måske andre 20 procent være klinisk egnet til HAART. Nogle vil fravælge behandlingen, og andre vil ikke kunne tåle behandlingen eller blot opgive at gennemføre