0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En konservativ samfundskritiker

Hvor er de ægte konservative intellektuelle henne? Dagens kronikør er omsider stødt på en: amerikaneren Fareed Zakaria, hvis bog 'The Future of Freedom' har skabt røre. Kronikøren er journalist i Danmarks Radio.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Konservatismen har det ikke godt i Danmark, og det er synd og skam for os alle, for et samfund har brug for nogen til at holde det i frakkeskøderne. Der er godt nok mange, der opfatter sig selv som konservative, og som råber længselsfuldt på gamle dage og påstår, at de var meget bedre end nutiden, men dette er ikke konservatisme. Det er nostalgisk selvbedrag, og det kommer der aldrig noget godt ud af. Der findes også dem, der af angst for at miste magt og position modarbejder enhver forandring. Det er heller ikke konservatisme, men reaktionært bagstræv, og hvad Det Konservative Folkeparti gælder, synes det at have solgt sin sjæl til liberalisterne og er lige så forhippet på at omstyrte bestående samfundsinstitutioner, som den rabiate venstrefløj var det i sin tid. Konservatisme er det ikke, men nærmere en servil tilbedelse af tidsånden.

Den ægte konservatisme ser på samtiden med historisk bevidsthed og spørger, hvad det er værd at bevare for eftertiden. Den engelske filosof, Edmund Burke, der er en af konservatismens store tænkere, har sagt, at et godt samfund bør betragtes som et forbund mellem de døde, de levende og de endnu ufødte, men det er faktisk svært at se, hvem der i vore dage tænker så organisk og ansvarligt for fortiden, nutiden og fremtiden.

I vor tid findes dog ægte konservative intellektuelle, det er værd at lytte til, men det er sigende, at man må uden for landets grænser for at finde dem. En af dem er amerikaneren Fareed Zakaria, der er redaktør af Newsweek International. Han har netop udsendt en uhyre interessant bog med titlen 'The Future of Freedom'. Den handler om demokratiets og frihedsrettighedernes fremtidsmuligheder. Bogen er ikke et videnskabeligt værk, men en debatbog på et meget højt niveau. Den er et forsvar for det regulerede demokrati og et angreb på den demokratisering, der ikke anerkender, at nogen ved bedre end andre, og som derfor udjævner alt og truer med at afskaffe nogle helt grundlæggende institutioner i samfundet. Derved bliver demokratiet til en trussel mod det moderne samfunds stabilitet.

Fareed Zakaria er født i Indien i 1964. Han har læst historie på Yale og studeret internationale relationer på Harvard. I en alder af 28 blev han redaktør af tidsskriftet Foreign Affairs, og han anses i dag for at være en af det 21. århundredes mest indflydelsesrige intellektuelle. Han er uhyre belæst, og mange af eksemplerne i hans bog er hentet fra Europas historie, som han har en enorm viden om. Dertil kommer, at han skriver godt, så det er en ren fornøjelse at læse ham.

Fareed Zakaria er meget kritisk over for den måde, demokratiet bruges på i vore dage, hvor ordet demokrati nærmest er blevet en slags magisk trylleformular, som man anvender, når noget i et samfund er gået skævt. Østeuropa havde ikke demokrati, og derfor gik det elendigt. Muslimerne skal lære at være demokrater, før går det ikke fremad for dem. Denne tro på demokrati som en slags mirakelmedicin for syge samfund hænger utvivlsomt sammen med, at demokrati som styreform har haft en forrygende succes gennem 1900-tallet. De gamle monarkier er for længst sat fra bestillingen, og hvor de endnu findes, har de kun symbolsk betydning. Fascismen og kommunismen har også mistet enhver anseelse. Stammehøvdinge og klaner er ude af stand til at styre et moderne samfund. Det samme er de religiøse fundamentalister, hvad enten de er kristne, hinduer, jøder eller muslimer.

Demokrati er tilsyneladende den eneste metode, der kan give vor tids magthavere politisk legitimitet; men tiderne skifter, og med fremvæksten af de elektroniske massemedier demokratiseres magten, idet den synker nedad og udad i en proces, der ganske vist fortsætter med at nedbryde gamle magtstrukturer, men som også åbner for massernes påvirkning på en måde, der ikke udelukkende er positiv.

Kulturen er foreksempel blevet demokratiseret, så den i dag er domineret af popmusik, populære film og prime-time-fjernsyn. I denne nye, demokratiserede kultur er spørgsmålet ikke, hvad der siges, og hvordan det gøres, men hvor stort et publikum der er. Før i tiden blev standarden for kvalitet i kulturen fastlagt ved hjælp af en elite, der havde forstand på sagerne. Den slags har man forladt til fordel for et kulturbegreb, der handler om, hvad der kan tiltrække det størst mulige antal kunder. Opinionsmålere har afløst eksperterne. Kvantitet har overhalet kvalitet, og i stedet for at højne den folkelige smag forsøger man at genspejle den smag, kunderne antages at have i forvejen.

Teknologi og information er også blevet demokratiseret. Opfindelsen af radio og fjernsyn betød i begyndelsen en centralisering af magten, men med internettet og e-mailen er den centrale kontrol med nyhedsstrømmen blevet meget vanskeligere. Alle er forbundet, men ingen har kontrollen.

Denne demokratisering af teknologi og information har imidlertid også betydet, at alle kan få fat i alt - også masseødelæggelsesvåben. I dag ved vi, at Osama bin Laden og hans folk op gennem 1990'erne har arbejdet med at udvikle biologiske våben. Det er i sig selv skræmmende, men det egentligt skræmmende er dog, at den nødvendige viden ikke var noget, de havde stjålet fra et hemmeligt militært anlæg, men noget, de havde hentet gennem internettet. Hvis man i dag vil have opskriften på fremstilling af nervegas eller biologisk krigsførelse, skal man blot have adgang til en god søgemaskine på nettet. Denne demokratisering af volden er et af de mest karakteristiske og skræmmende træk ved verden af i dag, og det er noget ganske nyt. Gennem århundreder har udviklingen medført, at statsmagten er blevet den eneste instans, der har magt og ret til at bruge vold. I et civiliseret samfund sker dette efter regler og retsgarantier, der beskytter ytringsfriheden, forsamlingsfriheden, trosfriheden, den private ejendomsret.

Det er alt sammen en del af den lim, der holder et samfund sammen, og som gør en stat stærk. Ønsket om en stærk stat har da også været et af den klassiske konservatismes samlingsmærker, for den stærke stat kunne garantere ro og orden. Men i dag kan man se, hvordan demokratiseringen af kapitalmarkeder, alle hånde pressionsgrupper og internettet er med til at svække staternes magt.

Jamen, det er jo demokrati, hedder det sig, og den, der vover at sætte spørgsmålstegn ved det, risikerer at blive stemplet som antidemokratisk, men en sådan indstilling er med til at forhindre en effektiv diskussion af demokratiets mørke sider. For der er jo ulemper og farer. Demokrati kan føre et folk i ulykke. Hitler blev således valgt af tyskerne i en demokratisk set upåklagelig proces. Og rundt omkring i verden har man set masser af eksempler på politikere, der er blevet valgt efter alle demokratiets spilleregler, og som derefter har afskaffet de grundlæggende frihedsgoder. Der er mange eksempler på, at nye demokratiske stater er blevet, hvad Fareed Zakaria kalder ufrie demokratier, og som er hjemsted for social uro, vold, kaos og nye former for tyranni, mens der også er eksempler på, at autoritære stater kunne yde deres befolkninger store grader af frihed. Der var for eksempel mere individuel frihed og langt mere tolerance over for anderledes tænkende i Titos Jugoslavien end i det Jugoslavien, den demokratisk valgte Milosevic herskede over.

For at et demokrati kan fungere, er det nødvendigt med en lang række andre institutioner, der værner og beskytter det, men Fareed Zakaria er bekymret over, at mange af de institutioner, der har beskyttet det frie samfundssystem i den vestlige verden, er ved at forsvinde i disse år. Ofte sker det under henvisning til, at det er på tide, der bliver gjort op med eksperternes tyranni og smagsdommernes bedreviden. Lad blot den almindelige fornuft komme til i stedet for, så går det meget bedre. Med sådanne pseudodemokratiske argumenter kan man få billig applaus for at rive kulturinstitutioner, sociale ordninger og retsgarantier ned, og er de først én gang revet ned, vil de være meget vanskelige at genoprette. Dette sker desværre mange steder i den vestlige verden i disse år. Resultatet fører hurtigt til et utilstrækkeligt demokrati, og det fører igen til en nedsat respekt for demokratiet som sådan.

Fareed Zakaria nævner Californien som eksempel. Californien var i sin tid en stat, som hele verden så op til, fordi den var velhavende og veldrevet. Skatterne var ikke høje, men alt fungerede. Trafikanlæggene var velholdte, der var offentlige parker og en imponerende vandforsyning. Statens skolevæsen var indrettet, så børn kunne begynde i børnehaven, gå videre i skolen og ende på et af Californiens universiteter, der blev anset for at være blandt verdens bedste. Alt i Californien var solbeskinnet, velhavende og velfungerende, men sådan er det ikke mere. Californiens økonomi er brudt sammen.

Elektricitetsforsyningen lige så usikker som i et uland. Motorvejene, der engang var forbilleder for resten af verden, er ved at falde fra hinanden. Trafikken er blevet et mareridt. Offentlige parker overlever kun i kraft af at kunne sælge adgangsbilletter. Den offentlige forvaltning ligger i ruiner. Statens uddannelsessystem er brudt sammen. Skolevæsenet rangerer blandt de ringeste i USA. University of California har ikke opført en eneste ny afdeling i tre årtier, men til gengæld har staten opført tyve nye fængsler, og den folkelige mistillid til de demokratisk valgte politikere er så stor, at en b-skuespiller, der pludselig springer ind på den politiske scene, er favorit til at blive statens næste guvernør.

Dette skyldes ifølge Fareed Zakaria, at der har været for meget demokrati i Californien, og hans kritik retter sig specielt mod systemet med folkeafstemninger om enkeltsager, der har skabt et politisk system, der er så tæt på et regulært anarki, som nogen civiliseret stat indtil nu har set. I Californien har parlamentet kun ansvar for omkring 15 procent af det totale statsbudget. Resten er båndlagt på grund af folkeafstemninger, hvor folket har stemt om, hvad pengene skal gå til. Væk er udvalgene, der grundigt gennemgik fordele og ulemper ved nye lovforslag. Væk er de politiske kompromiser, der mildnede mange skarpe tiltag. Væk er politikernes magt. I dag befinder den reelle magt sig ingen steder. Den er forsvundet op i den blå luft, og politikerne mødes med stigende foragt, fordi de ikke har redskaber til at løse problemerne. Dem har folket frataget dem gennem folkeafstemninger om enkeltsager.

Systemet med folkeafstemningerne er et udtryk for en primitiv tro på, at mere demokrati også giver et bedre samfund. Californien er et bevis på, at dette ikke altid er tilfældet. Folkeafstemningerne er også et udtryk for et ønske om, at man vil give den lille mand en mulighed for at blive hørt, men i praksis viser det sig, at systemet bedst udnyttes af de meget rige. At lave et forslag, der skal sendes til folkeafstemning, kræver således et stort planlægningsarbejde, så der skal rådgivere, fokusgrupper og jurister på sagen. Derefter skal der samles et tilstrækkeligt antal underskrifter ind, og det skal ske i løbet af en relativt kort periode. De færreste almindelige mennesker har mulighed for at gennemføre den slags, men de rige har råd til at hyre de nødvendige eksperter, og hvad underskrifterne angår, findes der ligefrem firmaer, der har specialiseret sig i at samle underskrifter. Det koster alt sammen. Endelig skal der slås på tromme for sagen. Det sker sædvanligvis gennem reklamer i massemedierne, og det koster også. Meget endda. Resultatet er, at det i meget stort omfang kun er muligt for rige enkeltpersoner eller for velbeslåede interessegrupper at få et forslag bragt til folkeafstemning.

Endelig er folkeafstemninger også udtryk for et oprigtigt ønske om at gøre op med bureaukratiet. I praksis sker der imidlertid noget ganske andet. Folkeafstemninger giver ikke mindre bureaukrati. De flytter bare bureaukratiet et andet sted hen. Det kan også godt være, at der bliver færre eksperter i det offentlige, men til gengæld vokser antallet af konsulenter. I demokratiets navn har man skabt en magtfuld elite af rådgivere, lobbyister, meningsmålere og aktivister, der er uden for demokratisk kontrol.

De, der har tabt, er det etablerede system. Parlamentet, politikerne, de politiske partier, embedsværket og delstatens regering. Disse gamle institutioner var indrettet, så folket altid kunne kontrollere, hvad de lavede. Dette er ikke tilfældet med de nye eliter. Det gammelkendte system byggede på synlighed, og dets politikere måtte tage hensyn til deres agtelse blandt folk. Sådan blev de kontrolleret, men hvem kontrollerer konsulenterne, lobbyisterne og meningsmålerne?, spørger Zakaria, der samtidig konstaterer, at man ved at erklære krig mod den offentlige elite blot har frembragt en skjult elite, som offentligheden ikke kender og ikke kan stille til ansvar. En elite, der selv er uden fornemmelse for det større samfundsperspektiv, men som udelukkende er optaget af enkeltsagens kortsigtede mål. Det er ikke fra dem, man skal forvente et syn på samfundet som et forbund mellem de døde, de levende og de endnu ufødte.