Taler man om den frie tanke, går tankerne automatisk til Georg Brandes og det svært håndterbare begreb om kulturradikalismen. Men der er en vigtig forhistorie. Den frie tankes egentlige gennembrud ligger nærmere hundrede år før Brandes og hans banebrydende forelæsninger i 1870'ernes København. Folk, der virkelig vovede noget på den konto, findes i oplysningstiden, de udtrykte sig i 1780'ernes halvfrie presse, og den frie tankes fødselshjælper var især den revolutionære og galsindede forfatter Niels Ditlev Riegels (1755-1802). Kulturradikalismens og den moderne samfundskritiks egentlige, men glemte grundlægger. På sin vis forsøgte Niels Ditlev Riegels at knytte an til Struensees kuldsejlede reformprojekt fra begyndelsen af 1770'erne. Mens resterne af den tyske livmedicus forvitrede på hjul og stejle ude på Vestre Fælled, var Riegels en ung teologisk student ved universitetet. Med en baggrund som borgerlig godsejersøn blev han i 1781 hentet til hoffet ved Christiansborg som pagehovmester - skolelærer - og begyndte lynsnart at blande sig i de politiske intriger. Riegels var en klog taktiker og den egentlige hjerne bag det ublodige regeringskup, der i 1784 væltede Struensees banemand Ove Høegh-Guldberg og banede vejen for den berømte regering, der gennemførte landboreformerne og afskaffede stavnsbåndet. Han spillede rollen som dobbeltspion og blev belønnet af sine allierede med en årlig pension på tolvhundrede rigsdaler - en voldsom sum penge, der blev sladret meget om - men da intrigemageren efter kuppet viste sig for radikal, skilte man sig af med ham. Det kom til at præge ham for livet. Riegels brugte resten af sit liv på at brænde af raseri, oppositionslyst og indignation, og brændte selv ud til sidst. Som intellektuel var han dybt præget af oplysningens radikale tankegods, han var fritænker af den spydige Voltaire-type og ønskede sig oplyste reformer her og nu. Med en kontant besked til A.P. Bernstorff om, at »Fædrelandet gik døden i møde« under byrden af de uindfriede reformløfter, gik han sine egne veje som uafhængig skribent og kastede sig over tidens problemer i en række skrifter. De slog flere rekorder i dristighed. Riegels blev skribenten, der hele tiden rykkede hegnspælene for den offentlige debat og forsøgte at slå buler i enevældens panser. Han gjorde som den første ordet oplysning til en fane at kæmpe under, hvorefter begrebet gik sin sejrsgang gennem 1790'erne, oplysningstidens storhedstid i Danmark. Næsten alt, hvad han skrev, vækkede til debat og fejde. Her skal blot slås ned enkelte steder. Den nye Bernstorff-regering satte sig for at acceptere en forholdsvis fri presse, og i dette nye rum vovede Riegels sig frem. Som den første i danmarkshistorien forsøgte han i 1785 at rejse en debat om kirkens sindelagskontrol og krævede ret til at drive fri og kritisk videnskab på kristendommens territorium. Vel at mærke i anonyme flyveskrifter. Det var en vovet sag at plædere for frie tanker, for 'fritænkeri' - begrebet for alle uortodokse tanker om det religiøse. Den slags kætteri blev bekæmpet fra officiel side, især af universitetets teologer. For dem handlede sagen ikke kun om sjælefreden, men om hele samfundsordenen, for 1700-tallets religiøse verden var vævet grundigt sammen med den politiske. Kongen legitimerede sin magt som konge af Guds nåde, og en kritik af Vorherre var en kritik af hele den kosmologiske orden, som enevælden forstod sig selv inden for. Fritænkeriet repræsenterede altså en fare, en opløsning og en disrespekt, der smittede af på det politiske niveau. Fra teologer som Erik Pontoppidan og Ove Høegh-Guldberg lød den samme diagnose af problemet. Fritænkeri var en pervers »tvivlesyge« grundet på lige dele liderlighed, ærgerrighed og ondskab. Kødets rasende lyster fører den vellystige ind på fritænkeriets glidebane, og de liderlige søger argumenter, som kan afskrive religion som løgn og overtro, og kun disse argumenter. Så kan de leve frejdigt med deres hor og forbrydelser i bevidstheden om, at et umoralsk levned ikke straffes af en guddom efter døden. Det skema blev spillet grundigt igennem i propagandaen omkring Struensees henrettelse i 1772 - og den tradition forsøgte Riegels at byde trods. I samme ombæring trak Riegels Sjællands biskop gennem sølet som en forfængelig krukke og en tyran i samme skikkelse. Hvorfor det? Biskoppen Nikolaj Edinger Balle tegnede om nogen gejstligheden og tidens officielle kristendom. Var indehaver af kirkens fornemste embede. Biskoppen allierede sig med konservative statsmænd, var ingen elsker af skrivefrihed, havde flere gange langet ud efter forfattere, som viste lunkenhed omkring den rette lutherske lære, og havde gjort sit til at blokere en oversættelse af Goehtes »ugudelige og umoralske« succesroman 'Den unge Werthers lidelser'. I Riegels' øjne var biskop Balle en mørkemand, der stod i vejen for oplysningen - nok en sortkjole at gå løs på. Reaktionen på hans anonyme fritænkerangreb var hysterisk forargelse, og ledende præster arbejdede for at sætte den formastelige under anklage for blasfemi. Det løb dog ud i sandet. Hvis læseren her får mindelser om den aktuelle debat om islams udemokratiske tendenser, så er det ikke helt forkert. Når det kommer til intolerance og et sammenvævet politisk-religiøst livssyn, er der ikke den store forskel på 1700-tallets 'ortodoxer' og dagens fundamentalistiske muslimer. Som historiker korser man sig over de jævnlige udsagn om forskellen på den intolerante islam og vor særlige 'humanistisk-kristne' baggrund, der forlener os med en særlig åbenhed. Ingen turde bakke Riegels' anonyme angreb op, og yngre intellektuelle i selskabslivet nøjedes fortsat med at bande ved 'Balle tage mig'. Men det ændrede sig - skribenterne noterede sig, at Riegels forblev ustraffet for sin frækhed. I kølvandet vovede en række religionskritikere sig frem i 1790'erne, de fik endda overtaget i pressen, og de begyndte at drive spot med traditionel kristendom. Otto Horrebow, Wedel-Jarlsberg, Malthe Møller, Conrad Malthe Bruun, foruden Riegels selv, der ikke holdt sig tilbage med tidsskriftet 'Orthodoksien Nedriver Sig Selv'. Bladet foreslog at privatisere kristendommen og excellerede især i blasfemiske vittigheder om Moses og Kristus. Den tidligere så indflydelsesrige biskop Balle måtte også holde for. Han blev udsat for en latterliggørelse som en Kirkens Mand aldrig før havde været det. Alligevel stred han bravt for sin gamle kirke og sin tro på Bibelens guddommelighed, Satan som et fysisk eksisterende væsen og det udøbte barns fortabelse af saligheden. Balle gav igen på næsten »alt, hvad hovedstadens literariske ånd lader neddryppe over mig fra de svedige (tryk)presser«. I det hele taget blev 1790'erne præget af den franske revolution, der gjorde fritænkeriet moderne, og tiden kastede en hel bølge af kirkekritisk litteratur af sig. Det er den store kirkekamps tid. Fritænkerskribenter krævede tolerance og frihed, krævede ret til at kalde sig anstændige og moralske mennesker, selv om de ikke hørte hjemme i den lutheranske fold. Her dukker diskussionen om, hvorvidt præsten selv tror, hvad han prædiker, op for første gang. Den diskussion er jo gangbar i dag. Den forkætrede Taarbæk-præst Thorkild Grosbøll kunne sikkert finde trøst i den ligesindede Otto Horrebows pjece 'Er det en folkelærers pligt at lyve for almuen?'. 1790'erne forblev dog et kådt frikvarter for den frie tanke, for trykkeforordningen af 1799 genindførte censuren, biskop Balle fik fred, og så var det slut med at anfægte Vorherre eller Kongen - eller Udødeligheden for den sags skyld. Riegels' indsats på det religiøse område blev et bidrag til at tvinge tolerancen ind i det kristne livssyn, så kristendommen blev mere åben og mindre domineret af konfessionskrav. Lad os sætte tingene lidt på spidsen omkring tolerancespørgsmålet. Det er tvivlsomt, om Oehlenschläger i 1803 ville have kunnet publicere et digt som 'Guldhornene' uden kirkestormen få år forinden. For hvad handler 'Guldhornene' om? Ungmøers drøm om elskov og hedensk oldtid. Folk som Guldberg og Pontoppidan havde nok anklaget den unge digter for en liderlig gang hedenskab. Mon ikke digteren var blevet kaldt til en kirkelig overhøring, ligesom forfatteren T.C. Bruun måtte stille hos biskop Balle i 1783 for sin »liderlige« roman 'Mine frietimer'?Der var også en verdslig side af Riegels. Han sloges for de fattige og de udstødte med en hidtil uset social indignation. Hans blad Kiøbenhavns Skilderie blev sammen med P.A. Heibergs lignende Rigsdalersedlens Hændelser til hovedstadens mest læste tidsskrift, for det ramte plet med en blanding af politisk kritik og flabet satire. »Fru Hafnia var«, hed det, »slået ud af rangsyge, druk, kønssygdomme og slendrian i forvaltningen«. Bladets artikler giver de første offentlige skildringer af hospitaler og fængsler i danmarkshistorien, de første journalistiske reportager. Mest opmærksomhed vakte en hårrejsende beskrivelse af Pesthuset, anstalten for sindssyge og almindeligt menneskeligt affald bag Peblingesøen uden for voldene. Kronisk syge, galninge og drankere levede under forhold, som den historiske litteratur betegner som katastrofale. Med lovlig dramatisk sans beskrev Riegels, hvordan de stakkels halvnøgne lemmer vred sig i skidne lagner og rådden halm med regnen stående ind ad de knuste vinduer. Kiøbenhavns Skilderie fulgte op med en indsamlingskampagne. Den virkede. Med kronprinsen i spidsen forbarmede københavnerne sig; legater blev stiftet, gårdene satte sparebøsser op, societyklubberne donerede pæne beløb, pengene strømmede ind. Magistraten takkede for forfatterens»nidkære bestræbelse og godgørenhed«, der over en årrække rejste over hundredetusinde rigsdaler til de syge. Et voldsomt beløb. For den indsats skrev man varmt om Riegels et stykke ind i 1800-tallet.Kritikken af hovedstadens forsorg var kun en begyndelse. I 1789 brød den franske revolution ud, og Riegels tog imod den med kyshånd, drømte om den, spillede med den, truede med den. Som den første her til lands så han det verdenshistoriske i begivenheden og opfordrede til et lignende skridt i Danmark i flyveskriftet 'Julemærker' (1790). Diskret, javist, men gjort blev det, og hermed var regeringens tolerance opbrugt. Skriftet udkom anonymt, og bogtrykkeren måtte tage slagene med en bøde på tohundrede rigsdaler. Samme skæbne overgik vennen P.A. Heiberg. Styret markerede pressens grænser. At det gik ud over »skrålhalsen« Riegels og Heiberg var næsten logisk, for sammen satte de pressens dagsordenen. De to blev allierede, men hvor Riegels lærte af sin bøde og fremover optrådte mere forsigtigt, lod vennen hånt om alle advarsler og styrede med fulde sejl mod sin symboltunge landsforvisning i år 1800. På vejen ud af landet gjorde Heiberg første nat holdt i Riegels' gård i Sorø. De mange kritiske - til dels overspændte - skriverier skaffede Riegels et hav af fjender på halsen. Måske derfor valgte revseren i 1790 at fortrække til det sydlige Falster. Fra den landlige idyl skrev han en række historisk-politiske værker, der trak enevælden gennem skidtet, så man næsten hører guillotinen hvisle. Devisen var klar: Når tyranniet ikke kunne væltes her og nu, kunne det i hvert fald undermineres i en historisk kritik. Men hvor langt gik de revolutionære drømmerier? Riegels blev hurtigt skuffet over den franske revolution, for blodtørstig var han ikke, selv om forfatterskabet luftede et lidenskabeligt had til adelen. Han havde nok været tilfreds med grundlovstidens Danmark. Og så alligevel. Ånden i hans projekt var ganske vist borgerlig, men den rakte videre end landvindingerne i 1849, for borgersindet var farvet af en omsorg for de svageste grupper i samfundet. Drømmene blev dog aldrig indfriet for den kuldsejlede kupmager. Helbredet var vaklende gennem 1790'erne, og kort efter at Riegels havde grundlagt en privat latinskole i Sorø, slog døden til. Han fik en 'rørelse', en hjerneblødning, og faldt om under et besøg i Gundslev Præstegård på Falster i 1802. Efter et døgns dødskamp opgav han ånden - syvogfyrre år gammel. På sin vis havde han målt sit liv fornuftigt ud og var heldig at dø sammen med sin oplysningstid. Han ville have hadet livet under Frederik VI's politiske reaktion, der satte ind fra 1799, hvor man ikke længere kunne skrive frit. Han ville have hadet romantikkens poesi. Følsomhed, romaner og skuespil gjorde mennesker blødagtige og skyggede for engagementet i virkeligheden. For Riegels var der kun oplysningens fornuftsklare sol. Som forfatter kunne han have nået langt, men han var sin egen værste fjende, hæmmet af et ustyrligt temperament, som forurenede forfatterskabet med en bitter slagside. Eftermælet blev blakket, for danske historikere ser sjældent venligt på revolutionære personligheder. Men andre kom til at tage tråden op. Der lød et ekko af Riegels' oplysning omkring Georg Brandes og det moderne gennembrud halvfjerds år efter. Der er påfaldende ligheder mellem de to. Når Brandes forstod verdenshistorien som én lang kamp mellem frihed og reaktion, så er det egentlig Riegels om igen, ligesom Brandes' kamp for den frie tanke var det. På den konto er der en form for åndsslægtskab mellem Riegels' 'Fuldstændig kirkehistorie III' fra 1786 og Brandes' 'Emigrantlitteraturen' fra 1871. Modviljen over for tvungne konventioner og lidenskaben for fremskridtet var de sammen om. Brandes vurderede, at det provinsielle Danmark var et halvt århundrede bagud i forhold til den intellektuelle udvikling i Vesteuropa. Riegels holdt sig med vanlig overdrivelse ikke tilbage for at øge den afstand til tohundrede år. Hvordan mon vi står i dag? 'Oplysningens gale hund' om Riegels er udkommet på Aschehoug. Læs anmeldelsen i Bøger.