Danmark har fået et systemskifte med det regeringsflertal, der har manifesteret sig i et fast samarbejde mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti. Det har ændret den parlamentariske tradition og kultur, der har været kendt under betegnelsen det samarbejdende folkestyre. Mindretalsregeringer har måttet samarbejde på kryds og tværs med partierne, og der har været indgået et utal af såkaldte brede forlig. Det er en folkestyretradition, der ikke findes så udtalt i andre lande i Europa og heller ikke i de andre nordiske lande. Det er for alvor ændret med det flertal, vi oplever i denne valgperiode. Der er intet forkert i, at en regering bruger et fast flertal, men det skal være klart for alle, at det også har konsekvenser på andre områder end for selve lovgivningen. Når en minister har et flertal for sine forslag, inden de lægges frem, så behøver ministeren ikke at gøre sig så stor umage for at få en bredere politisk tilslutning, medmindre det af taktiske grunde er en fordel for regeringen. Og når der er et fast parlamentarisk flertal, så behøver ministre ikke at gøre sig umage med at svare på oppositionens spørgsmål og kritik. Det gælder også kritiske spørgsmål fra journalister og andre i det offentlige rum. Det kan enhver følge gennem det nysprog, som regeringspartiernes ordførere og ministrene bruger. I denne sammenhæng er især statsministeren interessant. Posten har en medfølgende autoritet, og en dygtig kommunikation vil præge oplevelsen af legitimitet i de holdninger og værdier, der kommunikeres. Der er politisk frit spil for statsministeren, når han er dækket af sit flertal med Dansk Folkeparti. Derfor er det interessant at se på, i hvilken retning disse holdninger og værdier flytter opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad er det for et samfund, statsministeren ser som sit mål? For at gå lige til sagen: Jeg er tilhænger af lov og orden, af demokrati og retsstat. Jyske Lov-citater fryder min sjæl:Med lov skal land bygges. OgLoven skal gøres efter alle menneskers gavn. Det kan man godt tænke lidt over. Det gjorde vores forfædre også i 1241. Ja, hvor er det egentlig dansk. Det er retsstaten, der sikrer os vores frihed. I Folketinget står der på væggen:Loven binder og loven gør fri. Vi kender færdselsreglerne og konsekvenserne af ikke at overholde dem. Vi ved, hvad der skal til for at opnå kørekort, en studentereksamen, folkepension. Vi ved, at reglerne er de samme for alle. Der skal være lighed for loven i Danmark. Retsstaten er et værn mod vilkårlighed, mod vilkårlig magtanvendelse i den form, den nu måtte kunne forekomme i. Retsstaten sikrer ligebehandling af borgerne. Og i en demokratisk retsstat har man mulighed for at påvirke reglerne gennem lovgivning, hvis man kan skaffe et flertal. Men selv i et demokrati kan et flertal ikke bare gøre, hvad det vil. Hvis et flertal beslutter, at et mindretal skal diskrimineres, så er det ikke en rigtig beslutning, for i en demokratisk retsstat skal der være lighed for loven. Et flertal har ikke nødvendigvis ret, selv om de har flertallet, for de kan træffe beslutninger, der strider mod grundlæggende værdier i demokratiet, og så må den dømmende magt gå ind i sagen og med sin påtale eller sin dom genoprette grundlaget for demokratiet og retsstaten, hvilket så vil kræve, at flertallet ændrer loven. Hvis flertallet ikke gør det, så er der sket et brud på et centralt princip. Vi har i Danmark fået et flertal i Folketinget, der helt bevidst rykker principperne og sætter værdierne i skred. Så er der kun vælgerne tilbage til at tage affære på næste valgdag, og valgdagen kan man trods alt ikke tro, at flertallet vil afskaffe? Tag f.eks. den såkaldte rockerlov, der giver mulighed for, at politiet kan bruge civile agenter, at der kan være vidner, der ikke skal identificere sig i retten, og der kan være retssager, hvor forsvareren ikke nødvendigvis kender alt anklagerens materiale. Det blev kritiseret af dommer- og advokatstanden i deres høringssvar, fordi det brød med nogle grundlæggende retsprincipper, men flertallet valgte at bruge flertallet og at tage høringssvarene »i strakt arm« og »bryde med vanetænkningen«, som statsministeren bagatelliserede kritikken. Sådan blev den diskussion lukket. Så med en slags tak for sidst kan statsministeren undlade at forholde sig direkte til Pia Kjærsgaards yderst bemærkelsesværdige kritik af Højesteret for at afsige 'en politisk dom', der såmænd bare gik Pia Kjærsgaard imod i en sag, hun selv havde rejst ved domstolene. Så lad dog Pia Kjærsgaard sige, hvad hun vil. Højesteret må finde sig i kritik af deres arbejde, for dommerne kritiserede også regeringens rockerlov. Se, sådan sætter en statsminister tingene på plads. Så nu ved dommerne, hvad de risikerer næste gang, de i et høringssvar forholder sig fagligt til et lovforslag fra regeringen. De bliver gjort til politiske aktører, som borgerne ikke skal tage for andet. Det er, hvad statsministeren bruger sin statsministerautoritet til: at mistænkeliggøre og bagatellisere den dømmende magts udtalelser og domme. Er det, fordi statsministeren ikke kan mande sig op til at sætte Pia Kjærsgaard på plads, eller er det, fordi det egentlig passer statsministeren godt nok, for dommere jo er en slags eksperter og kan måske nu opfattes som en form for smagsdommere. Det er Grundtvig, der har sagt:Ordet skaber det, det nævner. Det kan man godt tænke lidt over. Ord er handling. Jo, de store spørgsmål bliver til platheder og bagateller, når de kommer under behandling på allerhøjeste sted her i landet. I USA og i England er der offentlige diskussioner og grundige høringer om grundlaget for regeringernes beslutninger om at gå i krig med Irak. Målet var angiveligt at fjerne en akut sikkerhedsrisiko fra omverdenen. Men holder argumentationen, og var beslutningsgrundlaget i orden, eller blev parlamenterne og befolkningerne ført bag lyset? I Danmark kalder statsministeren den diskussion for »juristeri« og for »teoretisk« (underforstået: ligegyldig), fordi det »er uden praktisk betydning«, »for ingen vil have Saddam Hussein tilbage«. Nej, ingen ønsker Saddam Hussein tilbage, men vi er nogle stykker, der undrer os over, at statsministeren ikke vil imødekomme oppositionens ønske om en redegørelse for Folketingets beslutningsgrundlag. Når det må forstås - efter statsministerens udtalelser - at alt er i orden, dvs. når regeringen har rent mel i posen, og der »ikke er stukket noget ind under stolen«(!), hvorfor vil statsministeren så ikke aflevere en redegørelse, og hvorfor kalder han diskussionen om grundlaget for Folketingets arbejde for »juristeri«? Det er jo dybest set udtryk for ringeagt over for Folketinget og dets arbejde. Den lovgivende magt er bare »juristeri«, når det passer statsministeren at bagatellisere en diskussion. Eller kan man opfatte statsministerens reaktion som en indirekte indrømmelse af, at grundlaget ikke var i orden? Og det har - modsat statsministerens opfattelse - stor betydning. Både det internationale samfunds diskussion om de folkeretlige aspekter og den konkrete beslutning og handling skaber præcedens. Hvis man kan gøre det en gang og slipper godt fra det, så kan man gøre det igen. Uanset hvem 'man' er. Handlinger skaber præcedens. Det er den gode årsag til, at vi har et retssamfund. »Med lov skal land bygges«, for lovløshed og selvtægt skaber vilkårlighed og lader magten afgøre retten. Staten kan udøve magt, men legitimiteten bygger på et vedtaget regelsæt, der angiver forudsætningerne for magtanvendelse. Hvornår og hvordan. Hvis regeringen vil stå for en 'aktivistisk' udenrigs- og sikkerhedspolitik, så må regeringen som minimum bestille et uafhængigt udredningsarbejde om de folkeretlige diskussioner og aspekter i forbindelse med Irakkrigen. På den baggrund kan vi få en diskussion og forhåbentlig nå frem til en ny international aftale om, hvornår og hvordan et regime kan afsættes af det internationale samfund. Men det er åbenbart uden betydning. Statsministeren vil hellere legitimere, at det er magten, der har retten. Det kan man godt tænke lidt over. Alliancen mellem regeringen og Pia Kjærsgaard er som et gensidigt forsikringsselskab eller måske som en cowboyfilm: De dækker hinanden, og så længe de gør det, uden at nogen af dem bliver ramt 'livsfarligt', så fortsætter statsministeren efter sit usagte mål for samfundet. Det er nemlig meningen, at målet ikke er kendt i og af offentligheden, for statsministeren vil bearbejde holdninger og opfattelsen af værdier, så et flertal bliver enig med statsministeren og på et tidspunkt kan se velsignelsen af statsministerens til den tid nåede mål. Den strategi fordrer, at målet ikke diskuteres i offentligheden. Nogle gange er det ikke godt at bruge bagatelliseringsmetoden. Så tales der med to tunger. Statsministeren går f.eks. ind for, at Danmark er med i EU helt og fuldt. Men derefter sår statsministeren tvivl om målet for Danmarks medlemskab af EU. Forbeholdet om de retlige og indre anliggender, som det hedder, skal måske ikke afskaffes. Dansk udlændingepolitik er vigtigere end Danmarks fulde og hele deltagelse i løsningen af de grænseoverskridende fælles problemer. Det skader Danmarks troværdighed, og sammen med meget andet af regeringens og DF's politik skader det Danmarks anseelse i udlandet. Men det giver legitimitet til tanken om, at Danmark kan klare sig bedre med sine egne nationale regler. Det kan man godt tænke lidt over. Og det kan man fortsætte med, når man hører statsministeren gang på gang bagatellisere konsekvenserne af reglerne for familiesammenføring. Her er retssikkerheden en by i Sibirien. Den danske statsborger, der bor i Australien, men gerne vil flytte til Danmark med sin familie, ved ikke, om hun er købt eller solgt. Hun må gå den trange vej og først realisere familiens værdier i Australien og flytte til Danmark uden ægtefælle. I Danmark må hun skaffe sig en bolig og et fast arbejde med en indkomst, som kan forsørge familien. Dernæst må hun og familien vente i ni måneder på Udlændingestyrelsens skøn over familiens samlede tilknytning til Danmark henholdsvis Australien og så modtage en afgørelse. Går den imod familiens ønsker, så må familien enten leve adskilt, eller alt må endnu en gang realiseres, og flytningen går tilbage til Australien. Dette er en umenneskelig behandling, hvor familien ikke engang kan få at vide, hvordan de skal arte sig for at leve op til de skøn, Udlændingestyrelsen skal gøre. Her går statens forlængede arm ind i det private hjem og familieliv og skal have alt at vide om familiens private forhold, og hvis ikke de taler dansk indbyrdes i familien, så er der slet ikke en chance. Hvad er det dog for et land? Hvad er det for en stat, der endevender hele familiens liv for at skønne over noget så subtilt som det samlede tilknytningskrav? Hvad kommer det dog staten ved? En statsborger må under alle omstændigheder altid kunne bosætte sig i sit land med sin familie. Familier mistænkeliggøres og ransages ude og inde og splittes ad. Men det er kun få, og de få har god adgang til medierne, siger statsministeren. Igen bagatelliseres konsekvenserne af regeringens politik, fordi statsministeren ønsker at lukke den diskussion. Men det bliver helt legitime værdier, at målet helliger midlet, og at nogle statsborgere er mere lige end andre, og det er de andre, der er noget i vejen med. Disse uværdige regler for familiesammenføring skal angiveligt bruges til at forhindre tvangsægteskaber. Men målet kan aldrig hellige midlet i et demokrati, og ingen kan fortælle, hvor mange tvangsægteskaber reglerne forhindrer, men mange kan se, at det er en dårlig måde at forebygge tvangsægteskaber på. Det er ikke få danske statsborgere og deres familier, det rammer. Det er tusinder, der sidder rundt om på kloden og følger med, og som pludselig opdager, at en mulighed for at have Danmark som 'helle' er borte. Disse konsekvenser har været kendte, fra lovforslaget blev behandlet i Folketinget første gang. Nu bliver de konkrete mennesker af kød og blod også synlige, og så bagatelliseres de. Men selv om det kun ramte få, så er det en bagatellisering af statsborgerskabets værdi. Læren er, at ikke engang så væsentlige værdier som respekt for alle demokratiets institutioner er en selvfølge. Det er åbenhed og politiske diskussioner om mål og midler heller ikke. Forståelsen af retssikkerhed og ligebehandling og betydningen af statsborgerskab flyttes også. De ændringer, der allerede er sket, skærper behovet for en folkelig bevægelse, der støtter radikale og grundlæggende borgerrettigheder. Det skal være en borgerret uden videre at kunne bosætte sig med sin familie i Danmark, og det skal være en borgerret at være fri for statens indblanding i ens families tilknytningsforhold, så staten skal ikke kunne landsforvise et barns far eller mor, fordi kun den ene af forældrene er statsborger i Danmark. Regeringsflertallets politiske kultur og strategi giver i det hele taget anledning til at sætte fokus på borgerlige og politiske rettigheder. Det kan man også godt tænke lidt over.