Skattestoppet er krumtappen i VK-regeringens økonomiske politik. Det er en nyskabelse i dansk politik. Ifølge Benjamin Franklin gælder, at »Kun to ting er sikre her i livet: skatterne og døden. Desværre kommer de i den forkerte rækkefølge«. Et holdbart skattestop forekommer imidlertid, som det vil fremgå af det følgende, at være en umulighed - på længere sigt næsten lige så urealistisk, urimeligt og populistisk som det ville være, hvis man proklamerede et 'dødestop'! Anders Fogh Rasmussen og Thor Pedersen siger, at de er stolte over skattestoppet, og at et sådant burde have været indført for mange år siden. Det er med andre ord det store dyr i åbenbaringen. Derved får skattestoppet nærmest samme status i VK-regeringens økonomiske politik som den faste kronekurspolitik fik i 1982, da Poul Schlüter og Henning Christophersen overtog roret efter Anker Jørgensen. Sammenligningen med dette 'devalueringsstop' (som det rigtigt nok sagligt set var) er nærliggende for V & K, og man har utvivlsomt tænkt grundigt over dette i sine strategiske overvejelser. Men det er ren symbolpolitik. Det kan have stor psykologisk, retorisk og populistisk betydning, men dermed ophører også enhver relevant sammenligning. Skattestoppet kritiseres voldsomt af alle uafhængige økonomer, i modsætning til den opbakning som den faste kronekurs fik i 1982. Devalueringsinstrumentet var nemlig blevet overudnyttet og misbrugt. Alle ulemperne og bivirkningerne (højere inflation og rente, opskrivningen af udlandsgælden mv.) syntes åbenlyse for alle, selv om det kunne være fristende med en 'snuptagsløsning' i form af en nedskrivning af kronen som styrkede konkurrenceevnen. Men man begyndte at tale om 'afgrunden', og de evindelige devalueringer blev sammenlignet med at 'tisse i bukserne': Det varmede lidt i første omgang, men siden hen blev det noget koldt! Som bekendt videreførte Nyrupregeringerne denne politik ved overtagelsen af magten i 1993. Det skete oven i købet til perfektion, idet Den Økonomiske Monetære Union (ØMU'en) og euroen er den direkte logisk videreførte konsekvens af en fuldstændig fast kronekurs. I dag er det slet ikke til diskussion, at den faste kronekurs blev en ubetinget stor succes. Det er sådan set kun Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der ikke kan forstå betydningen deraf. Selv Holger K. Nielsen & Co. er med. I det hele taget er den gamle venstrefløj med; hvis man henviser til den nuværende regering i USA kontra euroland, så foretrækker de dog EU og euroen. Det er yderst tvivlsomt, om der vil være tale om samme succes og brede enighed, når vi om 20 år kan se tilbage på skattestoppet. Det er svært at forestille sig, at regimet holder så længe. Såvel politisk som nationaløkonomisk og velfærdsmæssigt vil det få stadigt sværere ved at bære igennem. Sammenligningen mellem den faste krone og skattestoppet bør nemlig snarere ske med omvendt fortegn. Det afgørende er ikke alt det retoriske med at fastlåse noget. Det afgørende er, at skattestoppet i lighed med devalueringer på længere sigt er overfladiske pseudoløsninger, der skygger for tiltag som griber fat om problemets rod. De grundlæggende strukturelle årsager, får man ikke gjort noget ved. Tværtimod vokser de sig større og større, som årene går. Det vamle billede med at tisse i bukserne for at holde varmen gælder i høj grad også skattestoppet. Man kan måske være heldig med en engangsdevaluering under bestemte omstændigheder, ligesom et skattestop for et eller to år muligvis kan virke hensigtsmæssigt. Instrumenterne kan virke på kort sigt. Der findes modeller og teoretiske argumenter, der taler derfor. Men der er meget stor forskel på kort og langt sigt. En vigtig pointe er, at skattestoppet lanceres som kernen i regeringens økonomiske strategi, altså ikke noget forbigående. Snarere et dogme til evig tid. Skattestop er et dejligt nemt og kort ord. Reelt er der tale om et skatteomlægningsstop, men det kalder man det bare aldrig. Man skulle næsten tro, at regeringen har vedtaget, at dens erklærede mål skal kunne udtrykkes i ord, der højst er på ti bogstaver! Det tyder mere på spindoktorers rådgivning, end at regeringen har lyttet til nationaløkonomer. Havde regeringen læst på lektien, ville den have hæftet sig ved Det Økonomiske Råds vurderinger, hvor alle i formandskabet igennem årene utvetydigt har taget afstand fra skattestoppet. I den seneste vismandsrapport (fra maj 2003) udtrykkes det i et for den slags rapporter bemærkelsesværdigt klart og tydeligt sprog, som fortjener at bliver citeret for en bredere offentlighed. Under deloverskriften 'Længerevarende skattestop skadeligt' forklares følgende kendsgerning: »Skattestoppet indebærer, at de skatter, der er fastsat i kroner og øre, udhules af inflationen, mens andre skatter ikke påvirkes«. Der er altså i virkeligheden ikke tale om et stop, men en udhuling, hvilket betyder en nedgang for statens indtægter, når vi måler det i 'reale termer', altså det man kan få for skattekronerne. Ordet skattestop er således et eksempel på regeringens nysprog, hvor begreberne pludselig får helt andre betydninger end de sædvanlige. Vismændene fortsætter: »Det er overvejende historiske tilfældigheder, der afgør, om en given skat er fastsat som en sats eller som et kronebeløb. Derved bliver skattestrukturen ændret på en tilfældig og usystematisk måde«. Udhulingen er også udtryk for noget andet, der er symptomatisk for VK-regeringens politik. Ændringerne sker ikke lige pludselig, men inkrementalt, det vil sige små langsomme og dermed upåfaldende, men systematiske ændringer i én bestemt retning. Skattestoppet er en 'sniger', der måske brolægger vejen mod endemålet: minimalstaten. Man mærker til daglig ikke så meget til prisernes udhuling af købekraften med en årlig inflation på (lidt over) et par procent, således som vi kender til igennem de seneste år. Men det bliver immervæk i løbet af bare ti år til en udhuling på en fjerdedel. Hvis regeringen efter et genvalg beslutter, at nu skal skattestoppet fortolkes som en fastlåsning af samtlige skatter og afgifter i kroner og øre, så vil en del Venstrefolk sikkert sige: Det manglede da bare. Metoden antydes i et svar (5.5.02 i Berlingske) fra Brian Mikkelsen til Klaus Bondam, MB, og undertegnede, der beskyldes for 'regnefejl', efter at vi i et par kronikker havde kritiseret kulturpolitikken. Ministeren forsvarede sig med, at »den nye regering bruger flere penge på kultur i kroner og øre, end de socialdemokratiske regeringer gjorde i gennemsnit i 1990'erne«. Men han glemte at fortælle om inflationen på næsten 20 procent i den mellemliggende periode og de planlagte nedskæringer oveni. Oven i 'kulturstop', kunstnerdød og klassisk prisillusion, anes ude i horisonten minimalstaten. Det vil være konsekvensen på lang sigt, medmindre man ligefrem begynder at køre med massive statsunderskud og akkumulere yderligere statsgæld, hvilket vil undergrave den officielle målsætning, som alle (bortset fra Enighedslisten og Dansk Folkeparti) er enige om for 2010. Selv med det vi plejer at kalde lavinflation, vil udhulingen betyde en reduktion af den offentlige sektors relative størrelse år 2025 til kun en tredjedel af nu. Det fortæller ordet skattestop jo intet om. Tværtimod appellerer det til et konservativt instinkt, der nok ligger gemt hos mange af os. Den snigende strategi er sikkert også den eneste måde, hvorpå man kan lokke danskerne i retning af minimalstaten. Nogle undersøgelser tyder nemlig på, at langt de fleste danskere foretrækker en veludbygget velfærdsstat, selv om det koster et meget højt skattetryk. Danskerne er til tider utroligt skeptiske over for skattelettelser. Det Økonomiske Råd slår fast, at »Såvel punktafgifter som ejendomsbeskatningen reduceres realt af skattestoppet. Et rigidt skattestop, der varer i mange år, vil dermed ud fra økonomiske overvejelser være temmelig uheldigt«. Mange af os, der har så inderligt meget imod skattestoppet, ønsker hverken at øge skattetrykket eller permanent ufinansierede skattelettelser. Vi går bare ind for at ophæve det handlingslammende stop foromlægningaf skatterne. Der er nemlig mange gode grunde til, at det økonomisk-politiske instrumentarium er fleksibelt og matcher de nye udfordringer. Virkeligheden forandrer sig hastigt i disse år. Velfærdssamfundet er under pres fra demografien, idet arbejdsstyrken fremover skrumper ind, og under pres fra globaliseringen, herunder at skatten kan reduceres ved at bevæge sig hen over grænserne. Vismændene skriver: »Særligt uheldigt er det, at et nominelt skattestop for ejendomsværdiskatten indebærer, at en given skattebyrde automatisk flyttes fra en immobil skattekilde til andre mere mobile skattekilder, herunder arbejdsindkomster«. Dertil bør tilføjes, at der om få år bliver behov for at øge beskæftigelsen, hvilket også lægger op til at lette skatten på arbejde og derved øge incitamentet til at arbejde, dæmpe lønpresset og mindske virksomhedernes lønomkostninger. Det virker også som det mest retfærdige at omlægge skattebyrden væk fra arbejdsindkomster over mod jord og fast ejendom. Vismændene konstaterer, at skattestoppet »indebærer en mere skæv indkomstfordeling«, og de fremhæver nøgternt, at »de beløb, der ... reelt gives som skattelettelser ... i særlig grad til boligejere med dyre ejendomme, kan være flere gange større end de beløb, der gives som følge af aftalen om indkomstskattelettelser fra 2004«. Det ser vi nu med de offentliggjorte tal. De i forvejen mest velhavende i hele Danmark topper med lettelser med Frederiksberg Kommune suverænt i spidsen. Hvis der er noget, der er ulige fordelt i Danmark, er det formuerne: Under 10 procent af befolkningen ejer 90 procent af de samlede formueværdier. Oven i denne ulighed fremmer regeringen tendensen til, at det bedre kan betale sig at spekulere i tidspunktet for sit boligkøb, end det kan betale sig at yde en ekstra arbejdsindsats. Såvel økonomisk logik som social indignation taler for, at der er noget galt. Ejendomsmarkedet er i forvejen et lotteri, hvor den heldige kan score uforholdsmæssigt store skattefrie og arbejdsfrie gevinster. Skattestoppet indfører nu en ekstra 'omvendt Robin Hood-effekt'. Der er mange gode saglige argumenter imod skattestoppet. Man fristes til, og det er selvfølgelig en skærpelse af ordvalget i forhold til vismændene, men ikke helt uden belæg i den økonomiske sagkundskab at kalde skattestoppet for 'vitterligt vås', for at bruge et af Viggo Hørups herlige udtryk. Det kan i øvrigt give anledning til at sætte tingene ind i et virkeligt historisk perspektiv. Hørup nåede aldrig rigtigt at opleve indkomstskatten omsat til praksis, idet denne skat lige har haft 100-års jubilæum. Man startede med to en halv procent, og i dag kan vi have svært ved at forestille os, at man klarede sig med jordskatter og importtold. Det siger alligevel noget om, hvilke behov der på langt sigt kan være for at ændre på sådan noget som skat i en foranderlig verden. Regeringen argumenterer ofte på en vulgær-monetaristisk måde, der lægger op til at sidestille finanspolitikken med et husholdningsbudget. Selv om ingen husholdninger kan udstede penge eller opkræve skatter. Det er tilmed, som om man helt glemmer, at skatter ikke kun opkræves for at finansiere de offentlige udgifter, men at der også er en række andre gode grunde. I gamle dage lærte vi, at skatter har til formål at dæmpe forbruget, men det var også særligt påtrængende for at komme af med betalingsbalanceunderskuddet. Nu drejer det sig snarere om det modsatte, nemlig at stimulere efterspørgsel, vækst og beskæftigelse, hvilket bl.a. omfordeling fra højindkomster med lav forbrugskvote til lavindkomster med høj forbrugskvote medvirker til. Under alle omstændigheder kan man skrue op og ned for skatterne for at regulere konjunkturerne, hindre social uro, og hindre anden uheldig adfærd, f.eks. usundt forbrug og overdreven miljøbelastning. Skatter stabiliserede under den tidligere regering. Under den nuværende destabiliserer de. Der er brug for meget omfattende omlægninger af skattesystemet, hvilket hænger sammen med, at der er behov for en radikal fornyelse af velfærdssamfundet. En del har jeg været inde på allerede, hvad angår arbejdsudbud og fordeling. Det bør stå klart for enhver, at kritikken af skattestoppet ikke blot er båret af lyst til at være i opposition, idet der vitterlig er tale om, at dette stop for omlægninger forhindrer rigtig mange fornuftige tiltag. Så mange at der kun er plads til at nævne dem her i punktform. Jeg foreslår et opgør med 'bestikkelsesteorien', der siger, at man kun får middelklassen med på at bevare velfærdssamfundet og betale en forholdsvis høj skat, hvis de også selv opnår forskellige kontante fordele, selv om de reelt ikke har behov for det. Det betyder så vidt muligt afskaffelse af overførselsindkomster til den bedst indtjenende halvdel af befolkningen. Det kommer til at omfatte rentefradrag, kørselsfradrag, børnecheck, eventuelt boligsubsidier mv. Vi skal af med det hængedynd af ordninger, hvor middelklassen betaler til middelklassen, og den dermed sammenhængende omkostningstunge del af det offentlige bureaukrati. Ejendomsskatterne bør forhøjes af de nævnte grunde, og en forhøjet benzinafgift vil virke miljømæssigt godt. En effektiv kulbrinteskat på nordsøolien bør sikres. Som noget helt nyt kunne man forestille sig en cannabisafgift (efter at hash legaliseres og sidestilles med alkohol og spiritus og lægges ind under bevillingsnævnenes kompetence). Fradrag for fagforeningskontingenter afskaffes. Alt dette og meget mere kan være med til at muliggøre en markant nedsættelse af skatten på arbejde for alle indkomsttrin. Noget, der i øvrigt som antydet tidligere, i vid udstrækning vil være selvfinansierende på grund af øget arbejdsudbud. Problemet er bare, at sådanne forslag forbydes af skattestoppet, der dermed forhindrer en mærkbar indkomstskattesænkning. Problemerne vokser sig større og større som tiden går, og nogen må sige det ligeud: Skattestoppet er tåbeligt og virker mod sin hensigt, medmindre hensigten er minimalstaten på meget langt sigt.