0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med hatten i hånden

Norske forfattere stortrives på det danske bogmarked, mens det omvendte ikke helt er tilfældet. Men sådan har det ikke altid været, fortæller stud.mag. Kristoffer Flakstad.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tonen mellem Danmark og Norge var skarp først på sommeren. De to lande mødtes som bekendt i et brag af en fodboldkamp - en sportsbegivenhed, der hurtigt kom til at handle om meget mere end fodbold. Den fælles historie med Danmark som storebror og Norge som lillebror var oppe at vende i både danske og norske medier endnu en gang.

Jeg var i Norge i ugerne op til kampen og oplevede de mange spydige udfald mod danskerne i de norske aviser. »Dansk er ikke et språk, det er en halssykdom de prøvde å påtvinge oss gjennom 400 års kolonistyre«, skrev eksempelvis Dagbladets Halvard C. Hanssen seks dage før den spændende kamp.

Vi er gode til at hænge hinanden ud, os nordmænd og danskere. Det er måske ikke så sært, når man tænker på historiens gang, men i stedet for at dvæle i fortidens tragedier, burde vi tænke lidt mere på, hvor meget glæde vi har haft og fortsat har af vores naboskab.

På ét område kommer det nære forhold mellem de to broderlande særlig stærkt til udtryk, nemlig inden for litteraturen. Ikke mange andre nabostater har været så flinke til at udveksle spændende forfatterskaber, som Norge og Danmark. Og traditionen varer ved helt op i vore dage - nu mest i det engang så kulturunderlegne Norges favør.

Fra 1380 til 1814 var Danmark og Norge ét rige centralt styret fra København. Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, om en forfatter som Ludvig Holberg bør være med på listen over dansk-norske forfatterudvekslinger. Holberg blev født i Bergen i 1684, men på det tidspunkt opfattede bergenserne sig ikke som nordmænd. De talte og skrev dansk, og Dannebrog vajede i masten på havnens skibe.

Men da Norge i 1800-tallet begyndte at definere sin nationale identitet, hævdede man, at Holberg naturligvis var norsk. Og det har nordmændene gjort lige siden. Halvard C. Hanssen havde denne kommentar i sin syrlige fodboldkamp-artikel fra starten af juni: »Og Ludvig Holberg, hvor kom han fra? Odense? Nei, han kom fra Bergen. Han lærte danskerne å le, men ennå har de ikke skjønt hvem det var han fikk dem til å le av«.

Diskussionen om Holbergs nationale tilhørssted er håbløs, men meget symptomatisk for det dansk-norske forhold. Selv mener jeg ikke, man kan tale om egentlige norske forfattere før 1814. Norge var en region i kongeriget Danmark ligesom Jylland, Færøerne og Fyn. Og hvem omtaler eksempelvis H.C. Andersen som en fynsk forfatter?

Nej, den udveksling af forfatterskaber, jeg tænker på, begyndte først, efter at Danmark og Norge blev skilt ad. Det skete oven på Napoleonskrigene i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. På det tidspunkt var den norske (by)kultur så gennemvædet af tvungen dansk påvirkning, at den faktisk ikke med rette kunne kaldes norsk.

Men den norske kultur blev reddet på stregen, da svenskerne tillod udstrakt selvstyre i Norge. Med tiden gav det bl.a. anledning til genetableringen af et norsk skriftsprog. Tilfældet ville endda, at det skete, mens nationalromantikken fejede hen over det meste af Europa. Norskheden blev derfor efterhånden dyrket kraftigt i visse kredse (hvad den i øvrigt er blevet lige siden).

Kristiania, som Oslo hed frem til 1925, blev udnævnt til lokal hovedstad. Men her skete ikke den kulturelle opblomstring, som mange norske kunstnere må have ønsket sig. Byen var i midten af 1800-tallet ikke engang større end Bergen og led altså under en mærkbar kulturfattigdom.

Som forfatterspire havde man derfor ikke mange chancer i Kristiania - og heller ikke i Stockholm, der i princippet kun var udenrigspolitisk hovedstad i Norge. Nej, der var kun én skandinavisk by, der kunne tilbyde det kulturliv, som norske forfattere savnede: København.

Nobelprisvinderen Bjørnstjerne Bjørnson blev en af de første til at erkende dette. Han skrev den norske nationalhymne, 'Ja vi elsker dette landet' i 1859; men det var vanskeligt for ham at finde et norsk forlag, der ville udgive hans tekster. Og da han alligevel skrev et sprog, der næsten var identisk med dansk, var det oplagt at prøve lykken hos den bortseparerede storebror i syd.

Bjørnson etablerede en kontakt til Gyldendals daværende direktør, Frederik V. Hegel, som valgte at satse på ham. Det viste sig at være en god forretning, for Bjørnson begejstrede folk i både Norge og Danmark med sine fortællinger. Hans popularitet åbnede døren for andre norske forfattere, og den næste, der oplevede Gyldendals begunstigelse, var ingen ringere end Henrik Ibsen.

Den verdensberømte dramatiker fik i 1866 udgivet stykket 'Brand' på Gyldendal. Bjørnson havde anbefalet Henrik Ibsen til sit danske forlag, og allerede året efter udsendte Ibsen og Gyldendal det store skuespil 'Peer Gynt'. Resten er ren teaterhistorie.

Ibsen og Bjørnson havde meget at takke det danske kulturliv for. Ikke alene blev deres arbejde anerkendt af et dansk forlag. De stod også i kunstnerisk gæld til danske romantikere som N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og J.C. Hostrup, der var store navne i Norge.

De to nordmænds popularitet i København tiltrak hurtigt flere norske forfattere. Lie, Kjelland og Obstfelder er blot et udpluk af kendte forfattere, der var heldige at komme ind i varmen hos Gyldendal.

Også en forfatterinde fandt vej til den dansk-norske kulturhovedstad. Det var kvindesagens grand old lady, Amalie Skram, der med romanen 'Constance Ring', satte kvindens position i samfundet til debat.

Den kontroversielle roman fra 1885 udkom dog ikke på Gyldendal, men på et lille norsk forlag. Alligevel slog Amalie Skram sig ned i Danmark, blev dansk gift og levede resten af sit liv som dansk statsborger bitter over den måde, hvorpå man havde behandlet hende i Norge efter udgivelsen af den famøse roman.

Få år efter Amalie Skrams debut udkom endnu en verdensberømt, norsk forfatter, Knut Hamsun, på et dansk forlag. Et af hovedværkerne i den norske litteraturhistorie, romanen 'Sult' fra 1890, blev udgivet på Philipsens Forlag i København. 'Sult' foregår i Kristiania, men ligesom dens hovedperson måtte Hamsun væk fra den norske hovedstad for at stille sin kulturelle sult.

Norske forfattere fra anden halvdel af 1800-tallet, kunne altså takke det danske kulturliv for ikke så lidt. Vi havde næppe haft en Ibsen og en Hamsun, hvis ikke det havde været for kærkomne forlag i Danmark.

Men i 1905 blev Norge omsider helt selvstændigt. Gyldendal havde året før åbnet et norsk datterselskab i Oslo: Gyldendal Norske Forlag. Hermed var en æra blandt norske forfattere slut, men kun det første kapitel i sagaen om de litterære bånd mellem Danmark og Norge ender her.

Det havde indtil nu været en selvfølge, at norske forfattere rejste til Danmark. Med de politiske og kulturelle omvæltninger i begyndelsen af 1900-tallet ændrede det sig, og i 1930 skete der tilmed noget helt uhørt: Den danske forfatter Aksel Sandemose emigrerede til Norge!

Sandemose var debuteret i 1923, men som en omvendt Amalie Skram forlod han syv år efter debuten sit hjemland. I Norge, hvorfra hans mor stammede, startede han nu nærmest forfra som norsk forfatter og norsk statsborger.

Blot en generation tidligere havde det været utænkeligt, at en dansk forfatter ville etablere sig i det kulturløse Norge, men Sandemose beviste, at det var muligt. I 1933 udsendte han romanen 'En Flyktning Krysser sitt Spor'. Det var her, han introducerede den navnkundige jantelov, som var en mentalitet, han havde oplevet i fødebyen Nykøbing Mors, og som han reflekterede videre over i sit nye hjemland.

I dag regner mange Aksel Sandemose for en norsk forfatter. Det er mere oplagt end i Holbergs tilfælde, fordi Sandemose satte en dyd i at være norsk, skrive på norsk og udkomme i Norge. Men forfatterskabet var i høj grad en bitter reaktion på opvæksten i Danmark, og det er derfor et helt unikt eksempel på den dansk-norske forfatterudveksling.

I årene omkring Anden Verdenskrig så det skidt ud for det litterære fællesskab mellem Danmark og Norge. Efter krigen tog man konsekvensen af det og dannede Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. Fra to kursusejendomme tæt på de to landes hovedstæder har man lige siden udvekslet kulturelle (ikke mindst litterære) synspunkter og strømninger.

Flere danske forfattere benyttede sig efter krigen af muligheden for et ophold i Norge. En af dem var Martin A. Hansen, der noget tid inden, han skrev hovedromanen, 'Løgneren', var på et længere ophold på fondets ejendom uden for Oslo. I essaysamlingen 'Midsommerkrans' får man et indtryk af Martin A. Hansens udbytterige måneder i det norske i 1948.

Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde medførte meget godt, men der manglede stadigvæk en spontan interesse for dansk litteratur i Norge. Den havde været stærk i hele 1800-tallet, men droslede efterhånden ned, da Norge blev selvstændigt.

I slutningen af 1960'erne ændrede dette billede sig for en tid. En håndfuld unge, norske forfattere satte sig i redaktørstolene på tidsskriftet Profil. Romanforfatteren Dag Solstad var en af bagmændene, og tidsskriftet skulle snart få den samme betydning for den norske modernisme, som Heretica og Vindrosen havde haft for den danske nogle tiår inden.

Tidsskriftets to vigtigste inspirationskilder blev den polske forfatter Witold Gombrowicz og danske Hans-Jørgen Nielsen, der herhjemme er mest kendt for romanen 'Fodboldenglen'. Også Klaus Rifbjergs og Torben Brostrøms kritik inspirerede profilforfatterne, og hermed var der genetableret en naturlig kontakt mellem det litterære Norge og Danmark.

Flere danske forfattere blev efterfølgende oversat og introduceret i Norge. En af dem var Inger Christensen, hvis digtsamling 'Alfabet' inspirerede den norske lyriker Bjørn Aamodt til at skrive samlingen 'ABC' fra 1994. Men ser man bort fra Hans-Jørgen Nielsen, lykkedes det ikke for nogen danske forfattere at skabe den popularitet i fjeldlandet, som havde været en selvfølge hundrede år tidligere.

For norsk litteratur i Danmark kom det til at se ganske anderledes ud. Fra omkring 1990 gentog succeshistorierne fra slutningen af 1800-tallet sig. Men denne gang behøvede nordmændene ikke at tigge og bede for at blive udgivet på danske forlag. Inden for praktisk talt enhver genre har nyere norske forfattere efterhånden slået igennem i Danmark med bravur, og årsagen er enkel: De skriver fantastisk.

I Norge mestres de store fortællinger nu af bl.a. Jostein Gaarder, Herbjørg Wassmo, Erik Fosnes Hansen og Jan Kjærstad. Alle har de skabt sig store navne i Danmark. De to sidstnævnte siges endda at være mere populære her end i Norge - muligvis fordi de har ramt lige ned i den slags fortællinger, der har været underrepræsenteret i Danmark gennem de senere år.

Også andre norske forfattere har fået opmærksomhed hernede. Blandt dem er nordmændenes egen darling, Dag Solstad, novellemesteren Kjell Askildsen og forrige års vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Lars Saabye Kristensen. Ligesom Kjærstad og Gaarder har de skrevet enestående fortællinger - noget danske forfattere generelt ikke har været gode nok til på det sidste. Dét er den primære årsag til deres popularitet i Danmark.

Den norske litteraturfest ender dog ikke her. Også med drama og poesi er landet flot repræsenteret på den kulturelle scene i Danmark. Den verdenskendte dramatiker Jon Fosse har gennem flere år været en af de mest populære blandt anmeldere og teaterfolk. Og den nu afdøde digter og avantgardist Tor Ulven er med Christina Hesselholdts store engagement blevet oversat og introduceret til det danske lyrikpublikum.

Min egen favorit blandt alle de norske succesforfattere er den unge Erlend Loe. Hans fremragende og enkle roman 'Naiv.Super.' fra 1996 blev rost i hjemlandet og udløste en del debat omkring hele Nå-generationen, som bogen handler om. 'Naiv.Super.', der blev oversat til dansk i 1999, er på én gang morsom og gravalvorlig. Den er det tætteste, vi i vor tid kommer på J.D. Salingers banebrydende roman fra 1951, 'Forbandede ungdom'.

Lad mig også nævne en anden rost forfatter i både Danmark og Norge, nemlig den Chandler-inspirerede Gunnar Staalesen. Hans hårdkogte helt, detektiven Varg Veum, har været med til at holde liv i krimien, som har det hårdt i Danmark. Kun få danske forfattere er optaget af den gode gamle detektivgenre, selv om læserne sluger de udenlandske krimier. Man kan spørge sig selv, hvor længe der mon skal gå, før vi igen ser skumle detektiver rende rundt i et halvmørkt og vådt København?

Det er efterhånden norske bestsellerforfattere som dem, jeg her har nævnt, der skaber størst virak ved de årlige bogmesser i Forum. De er stjerner, der viser det nyeste værk frem for en imponeret dansk fanskare. Mange af dem har næppe vidst, at de også skrev for hungrende danske læsere, der er trætte af forfatterskole-projekter, men nu må norske forfattere og forlæggere da gnide sig i hænderne over, at så få danske kolleger gør dem kunsten efter.

Summa summarum er, at norsk litteratur har det rigtig godt i Danmark, mens det p.t. står lidt skidt til den anden vej rundt. I 2001 var 109 norske forfattere blevet oversat til dansk. Kun 75 danske forfattere var oversat til norsk. De tal taler deres tydelige sprog.

Man må dog ikke glemme, at nordmænd og danskere kan læse bøger på originalsprogene uden de store problemer - i hvert fald så længe de er skrevet på bokmål og rigsdansk. Mange bøger bliver derfor aldrig oversat, men læses på originalsprogene, hvilket kun er en styrke.

Alligevel er der næppe nogen tvivl om, at norsk litteratur - modsat dansk - befinder sig i en guldalder. Nu godt hundrede år efter, at norske forfattere stod med hatten i hånden uden for Gyldendals dør, er det danske forfattere, der må gøre sig forhåbninger om at komme ind i varmen hos nordmændene. Og sådan har det efterhånden været temmelig længe.

KRISTOFFER FLAKSTAD