0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Glem historien ...

Situationen mellem israelere og palæstinensere synes fastlåst. Men der findes et håb, skriver forfatteren Maria Helleberg.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På en måde er vi alle borgere i Mellemøsten, vore liv er i stort og småt afhængige af udviklingen mellem israelere og palæstinensere. I 1992 var jeg på rundrejse i området i Folkekirkens Nødhjælps regi. Dengang rasede den første intifada. Området var hærget, men ikke modløst - det sydede af mod på fremtiden.

Det stærkeste indtryk fra rejsen var faktisk, at den tragiske tilstand ikke kunne vare ved. Noget måtte ske. Så kom Oslo-aftalen og det første forsøg på at skabe fred mellem ærkefjender. Og derefter en ny voldseksplosion kulminerende i mordet på Yitzhak Rabin.

Når man har oplevet mordene på John F. og Robert Kennedy, Indira Gandhi, Martin Luther King og Olof Palme, så skal der meget til for at røre én. Men mordet på Rabin gjorde et endnu dybere indtryk på mig.

Her var et menneske, som havde gennemgået en utrolig udvikling, som kun er ganske få politiske ledere beskåret: Han ændrede holdning. Ikke fordi det ville skaffe ham genvalg. Ikke fordi det var en fiks ide. Tværtimod. Rabin så freden som en mulighed, som den logiske forlængelse af Israels turbulente tilblivelseshistorie. Fredsslutningen med palæstinenserne som selve garanten for Israels beståen.

Mordet på Rabin markerede for mig en ny periode, en grå voldens og hadets periode.

I 1992 var det, der nu er blevet det palæstinensiske selvstyreområde, besat og underkuet, men sydede af overmod og håb for fremtiden. Alle var inderst inde overbeviste om, at fremtiden ville blive herlig og storslået. At fremtiden rummede en statsdannelse, fred og opbygning, respekt fra omverdenen og - omsider - et stabilt samfund.

Vi var så glade for det indtryk, vi regnede slet ikke med, at det kunne gå galt. Vi delte selvfølgelig ønsket om fred og ordnede forhold, og vi havde (dengang!) meget naive ideer om, at det ville vise sig let at nå en ordning.

Vi var som gymnasieelever, der altid har et flot svar på ethvert spørgsmål. Parterne skulle bare »komme til fornuft«, mente vi. Egentlig var der jo inderligt sympatiske mennesker på begge sider, så ...I dag i 2003 er situationen ikke bare fastlåst, den er fortvivlet - for begge parter i konflikten. Israel har forsøgt alle mulige teknikker for at sikre land og borgere, og resultatet er åbenbart det samme, selvmordsattentater i busser og indkøbscentre og forretninger. Resultatet er en forråelse af samfundet. Israel er et mindre land end Danmark, stadig en ny nation, med mange nye borgere, der stadig ikke føler, at hverken staten eller de selv kan vide sig sikre. 10-20 terrordræbte om ugen berører hele folket: Alle kender terrordræbte, og den konstante frygt i hverdagen skaber ikke just forståelse for palæstinensernes situation.

Det er min ærlige mening, at selvmordsaktionerne er det tåbeligste, palæstinenserne kunne gribe til. Nemt, billigt, fatalt og effektivt, desværre. Hadet, frygten og afstanden holdes ved lige.

Ligeledes skal man vist have set arabisk tv med reportager fra Vestbredden og Gaza for at forstå, hvilken stemning palæstinenserne lever i - vi med vort stilfærdige tv, der klipper gruopvækkende scener ud og advarer mod selv uskyldige filmklip med lig eller sårede, har svært ved at forestille os virkningen af dag efter dag at få hamret blod, vold, død, raseri, sorg og ødelæggelse ind i hjernen gennem øjnene.

Så er det, man spørger - hvor blev ildhuen, overmodet, troen på fremtiden, lysten til at bruge sig selv, egentlig af? Hvad gik galt efter Oslo-aftalerne? Hvorfor ligger PLO's hovedkvarterer i ruiner, mens selvmordsbombere hærger i Israel?

Jeg er bange for, at en del af forklaringen netop ligger i fortiden, som man må forsøge at sætte sig ud over. Det er en mærkelig opfordring fra et menneske, der som jeg lever med og i historien, men for en gangs skyld ser det ud til, at man kun kan komme videre ved at lægge fortiden til hvile. Og ved at koncentrere sig om nutid og fremtid. Om den virkelighed, der gerne snart skulle munde ud i en bedre tilstand end den nuværende, for meget værre kan det vel ikke blive for nogen af parterne.

Historien spiller en frygtindgydende rolle i området. Jerusalem er det bedste eksempel - her skal tre af verdens store religioner leve sammen om en hellig by. Her har ét land sin hovedstad, mens en anden, endnu ikke oprettet nation gør krav på det samme. Og mens det stort set lykkes for religionerne at opretholde sameksistens og respektere hinandens hellige steder, er ethvert arkæologisk skridt en potentiel krænkelse af 'modpartens' historie.

Selvfølgelig har Israel ønsket gennem arkæologi at bevise folkets ældste historie, så der blev i lang tid gravet ned gennem middelalderlige - og antikke lag. Denne iver bygger dog ikke kun på en ny nations ønske om at markere sig, den hænger også sammen med det jødiske folks historie - templet i Jerusalem blev jo jævnet med jorden af romerske soldater i år 79 og store dele af folket fordrevet fra landet. Den jødiske diaspora er også en historie om at vende hjem.

Hvis man forsøger at blotlægge flere spor af Herodes den Stores imponerende, hellenistiske hovedstad Jerusalem, bevæger man sig ind under det, der nu er Klippemoskeen og en af islams helligste steder. Klippen, hvorpå Templet engang stod, er overtaget af islam. Tydeligere kan man ikke illustrere det åbenbart uløselige problem.

Og netop derfor er det nødvendigt at glemme historien.

Det er nødvendigt at undlade at se tilbage og finde ud af, hvem der affyrede det første skud, og hvem der første gang tog hævn. Der er noget fortvivlende i at høre, at denne og hin aktion er et svar på modstanderens handlinger, der jo så igen var svar på en anden handling, der selvfølgelig var hævn for osv., osv., osv. - sådan kommer man aldrig videre.

Men forskellen på 1992 og 2003 er, at vi ikke længere tror på nemme løsninger. Der er flydt for meget blod, og der er for megen (begrundet) mistro mellem parterne. I 1992 lagde vi mærke til den manglende respekt og kontakt. Selv i de bedste tilfælde var der tale om parallelle liv, ikke om virkelig sameksistens.

Vi lagde også mærke til, at alle 'gamle' israelere med længsel tilbage til årene i 1940'erne, hvor man endnu havde en god kontakt mellem befolkningsgrupperne. Den tid vender næppe tilbage. Men man kunne måske opnå en anden form for parallel eksistens.

Israel er ikke længere en konstruktion, som et naboland kan afskaffe - Israel eksisterer ikke på grund af holocaust, men fordi det er en autonom stat som alle andre. Men Israel får aldrig andre naboer end de arabiske stater. Ligesom de arabiske stater, inklusive palæstinenserne, nok er nødt til at acceptere, at Israels eksistens er sikret. De får heller ikke andre naboer.

Israel har, som før sagt, forsøgt alle tænkelige teknikker for at sikre land og borgere. Man har forsøgt fredsforhandlinger og anerkendelser, og derefter i skuffelse og frygt greb man til det modsatte. Derfor valgte man Ariel Sharon til at styre landet: Når fredsmagerne kom til kort, måtte man gøre det modsatte.

Tilbage i 1992 var tanken om Sharon som Israels politiske leder umulig. Vi frygtede såmænd bare en Likud-sejr, fordi den kunne gøre fredsforhandlingerne sværere. Sharons valg markerede stor frustration, grænsende til opgivelse. Alt imens man forsøger at slippe af med Arafat, sad man selv med en forbenet gammel mand som leder af staten. Overfladisk set kunne det virke, som om Israel havde kapituleret over for de negative kræfter, men jeg er ikke sikker på, at denne udlægning holder stik.

Selv Israels voldsomste kritikere må indrømme, at landet er et demokrati og det eneste reelt fungerende demokrati i regionen. Der er ingen konge, som svæver over vandene, der vælges faktisk kvinder til parlamentet, og flertallet skifter efter folkets ønske.

Derfor rummer Israel kraften til forandring og forbedring.

Derfor kan man tillade sig at stille høje krav til landets opførsel ...

Når situationen i Mellemøsten forkortes til brug i medierne, kommer landene til at fremstå som monolitiske enheder. I tilfældet Israel kunne det ikke være mere forkert. Den ældgamle, jødiske tradition for diskussion og uenighed såvel i detaljer som på det overordnede plan lever videre i Israel.

Fredsbevægelsen er nok stærk og højrøstet, men har ikke kunnet finde en stemme, der taler til de skræmte, plagede hverdagsborgere. Indimellem har udspillene været så ekstreme, at man selv som udenforstående forstår modviljen: opgiv det hele, opgiv Golan, opgiv Vestbredden, opgiv Gaza, indstil indvandringen ... Sund nøgtern fornuft og arbejde i fredsbevægelser lever ikke altid godt sammen. Men det er umuligt andet end at have respekt for de mennesker, der utrætteligt kæmper for at opnå - ikke alene fred, men ligefrem udsoning.

Den danske holdning til Mellemøsten har længe været et »begge parter har ret«, dvs., at konflikten er uløselig, fordi begge parter gør krav på det samme landområde. I de sidste år, siden mordet på Rabin, er sympatien gledet over i retning af palæstinenserne. Vægten af lidelser fik sympatien til at vippe. Men der er ikke kun tale om lidelser, man må nødvendigvis også se på parternes handlinger. Lige meget hvor ens grundsympati ligger, er det klart, at situationen er eskaleret. I 1992 udkæmpedes intifadaen på slyngesten og gummikugler og tåregas. Boliger på Vestbredden og i Gaza blev jævnet med jorden, hvis den israelske hær skønnede, at beboerne havde været involveret i terror eller det, der lignede.

I dag udkæmpes kampen på skarpe våben - og selvmordsattentater.

Mit eneste håb er, at de palæstinensiske myndigheder får hold på de ekstreme bevægelser og bevæger sig ind i en ny verden. Jeg ville så gerne, at der var andre og nemmere udveje, men jeg kan ikke få øje på dem.

Der er fundamentalister i begge lejre, men for tiden er det de palæstinensiske, som hæmmer udviklingen frem mod en ægte fredsproces. Den fredsproces, som kunne trække al-Qaeda med sig ned i historiens skraldespand.

I 1992 var vi egentlig overbeviste om, at freden var lige rundt om hjørnet. Parterne skulle 'bare' tage ved lære af os europæere og lære at diskutere i stedet for at skyde (på) hinanden. Vi vidste også, at verdensfreden dybest set afhænger af situationen i Mellemøsten.

I dag står der vestlige tropper i Afghanistan og Irak. Det har kostet ufattelige summer. Der er stadig kaos i Irak. Der rekrutteres stadig fanatikere til selvmordsbombe-attentater. Der er stadig ingen død Osama bin Laden at vise frem. Og situationen mellem israelere og palæstinensere er fastlåst.

Eller er den?

I 1992 gassede vi hinanden op ved at sige, at »det er tit mørkest lige før solopgang«. Forstået derhen, at det skal gå helt galt, før man kan få det til at blive godt. Hvis det ordsprog holder stik, så er vi tæt på daggry!

Der er en stor vilje til fred på begge sider - en parallel udmattelse af den destruktive situation. Erfaringerne med fredsslutning er få og korte, mens erfaringerne med krig, had og ødelæggelse fylder godt op. Så tilliden er ikke overvældende. Omverdenen har ofte nogle helt urealistiske forventninger til forbrødring og anger. Det tror jeg ikke længere på. Mit håb er lille og ydmygt, at parterne vil tage fat på en dialog om fremtiden, ikke om fortiden. En dialog om muligheder, ikke om begrænsninger.

Verden har reageret på opførelsen af Sharons hegn om de palæstinensiske områder med et ramaskrig. Men hegnet er vel kun det sidste og yderligste udtryk for, at man har givet op, efter at have afprøvet alle midler, alle teknikker. Så er der kun indhegningen tilbage.

Ligesom nogle palæstinenseres opfattelse af fremtiden er helt uden forankring i virkeligheden. Det palæstinensiske selvstyre fik ikke udnyttet den kolossale optimisme og styrke, som vi glædede os sådan over i 1992. I stedet kom den anden intifada, korruption, sammenbrud og ødelæggelse. Og en ny, altomfattende elendighed, der har gødet grunden for fundamentalisterne.

Det er også en forbandelse, at islamiske fundamentalister øjensynlig ikke kan forvandles til harmløse Amish People, men insisterer på at forvandle verden i deres billede. Ikke noget særlig kønt billede, især ikke for kvinder. Fundamentalister ligner jo hinanden, bl.a. i deres unaturlige forhold til kønnene: Der skal maksimal statslig og familiemæssig voldsanvendelse til for at holde kvinderne indespærret i fundamentalisternes rolle. Og et Palæstina styret af fundamentalister er - og bør være - et større skræmmebillede for verden end status quo.

Jeg har aldrig før troet på, at man kunne opnå noget godt ved at gøre sig blind over for historien. Men i dette tilfælde er der ikke ret mange andre veje at gå.

Der er håb. Men man skal godt nok helt ned og kravle i gulvhøjde for at finde det. Det er ikke nok, men det er nok for mig til at gå ned på knæ for at kigge efter ...

MARIA HELLEBERG