DANMARKS internationale bistand, herunder ulandsbistanden, diskuteres ofte i medierne. På Christiansborg kommer der forskellige udmeldinger om, hvordan pengene skal bruges - og især om, hvordan vi sikrer, at der er kontrol med, hvordan pengene bruges. Desværre skyder diskussionen som oftest forbi de temaer, som egentlig egner sig til politisk diskussion, og fortaber sig i en række myter. Alle de klassiske myter har været oppe at vende i pressen i løbet af foråret og sommeren. Her skal jeg forsøge at give et overblik over myterne og prøve at forklare, hvorfor de ikke er særligt væsentlige i en diskussion af bistanden. Myterne er i korthed: 1) Der er tale om mange penge, og måden, vi anvender dem på, gør en stor forskel 2) Der er ikke kontrol nok med pengene 3) Midlerne administreres af politiserede organisationer, som mangler folkelig forankring 4) Nedskæringerne i ulandsbistanden gør en stor forskel Omkring halvdelen er mytedannelsen finder sted på højrefløjen, der ønsker at reducere bistanden, den anden halvdel på venstrefløjen, der ønsker status quo bevaret. Måske er det til dels på grund af bistandsdiskussionernes meget tekniske præg, at det er svært at få en kvalificeret debat. Dermed bliver alt stort set ved det gamle. Folketinget vedtager en række strategier af meget generel art, hvorefter Danmark skal støtte hele sektorer, miljø, sundhed, kvinder, bekæmpe fattigdom, styrke FN - og alt sammen for et beløb, der er svært at gøre op, fordi der opereres med forskellige rammer. Men alt i alt taler vi om en 20 milliarder kroner. Heraf er det vel omkring 1 milliard, der bliver til genstand for offentlig debat. Den offentlige debat har nemlig kun kunnet dreje sig om: - ulandsbistandens størrelse, og her er det et udsving på 2-3 milliarder, vi diskuterer, alt iberegnet, og ikke blot de 1,5 milliarder kroner, der oftest høres tale om (men lad os nu ikke fortabe os i det), - mindre, 'mislykkede' projekter, f.eks. projekter i Uganda og Sydafrika til samlet 4-5 millioner kroner, der ryddede forsider i Jyllands-Posten i foråret, - den (manglende) folkelige danske forankring, der kræves for den mindre del, under 1 milliard, der forvaltes af ngo'erne, - behovet for en tilbagevenden til bistanden, som den blev allokeret i SR-regeringens tid, hvilket samlet set ville give en stigning på et par milliarder over nogle år. Alt sammen af mindre betydning i den store sammenhæng. Men lad mig knytte et par kommentarer til myterne en for en. MYTE 1: Der er tale om mange penge, og måden, vi anvender dem på, gør en stor forskel. Forestillingen om, at bistandsmidlerne kan gøre en stor forskel, bør modificeres i forhold til, hvor kæmpestore behovene er. Lad mig sammenligne med Danmarks bloktilskud til Grønland. Det udgør omkring 3 milliarder kroner årligt - eller ca. 50 procent af det grønlandske budget. Der er omkring 50.000 indbyggere i Grønland, og pengene er tilført som en stående ordre i en menneskealder. Danida skriver selv i en af sine strategier ('Dansk bistand til oprindelige folk', 1994), at hvis støtten til Grønland blev indberettet til OECD som et bistandsprojekt, ville det være verdens største. Selv om Grønland er en del af riget, og sammenligningen derfor ikke helt holder, er det dog tankevækkende, at vi i Danmark har forpligtet os til en bistand i et sådant omfang. Tænk hvis Europas andre gamle kolonimagter ydede det samme til deres tidligere kolonier og lod den lokale regering anvende pengene, ligesom vi lader Grønlands Hjemmestyre anvende bloktilskuddet. Det eneste land, der gør noget tilsvarende, er USA, der giver 3 milliarder dollar i direkte støtte til staten Israel. I både Grønland og Israel kan enhver se med sine egne øjne, at områder, der ellers ville have henligget i dyb forarmelse, nu opretholder en levestandard som i Vesteuropa. I begge tilfælde behandles landenes regeringer helt modsat de typiske bistandsmodtagere, x med hvem der føres lange, komplicerede landeforhandlinger i den såkaldte sektor-program-bistand, hvor der aftales mål for de sektorer, man støtter. Der er ganske meget kontrol og diskussion af midlerne, deres relative størrelse taget i betragtning. Lad mig nævne Egypten, det land i verden, som modtager mest ulandsbistand. 225 millioner kroner kommer fra Danmark. Befolkningen er på 66 millioner. Ofte bliver denne diskussion abstrakt, og - værst af alt - den leder til den konklusion, at vi lige så godt kan lade være eller skære ned. Min pointe er en anden (mere herom senere). MYTE 2: Der er ikke nok kontrol med pengene. Her løber vi ind i den klassiske avishistorie om et projekt, der har udviklet sig anderledes, end man måske havde troet - eller også er det rigsrevisionen, der kan påvise en stor forskel i, hvad der er bevilget penge til, og hvordan pengene så er brugt. Automatreaktionen er altid krav om mere evaluering og revision. Også selv om der ikke er tale om misbrug af pengene, men snarere en løbende justering foretaget af danske eller udenlandske projektudøvere. Det bedste eksempel på kontrolkravets overdrevne format må vist være forårets historie om, at de danske ambassader i programsamarbejdslandene nu havde så meget rod i regnskaberne, at de måtte under 'administration' af Udenrigsministeriet. Forestiller man sig, at regnskabsafdelingen på Asiatisk Plads skulle have bedre mulighed for at vurdere, om pengene er godt givet ud, end ambassaderne i de lande, det handler om? Nok skal der kontrol til, men mon ikke de fleste kan forstå, at man godt kan have et samlet billede af et projekt, uden at det kan evalueres og revideres, som om det var et forsøgskursus under aftenskolen i Holbæk Kommune, der var tale om? Kravene om revision og evaluering skal også ses i forhold til, hvad det koster at få sat nye folk ind i, hvad det hele handler om - hvilket ekstern evaluering jo kræver - når man i forvejen har ganske mange folk på projektet, som må formodes at være hæderlige og professionelle. Projektkoordinatorerne bliver set over skulderen af kolleger og revision, så helt galt kan det sjældent gå. Og skulle det endelig gå galt, så må man jo ikke glemme, at nok så mange kontrolinstanser heller ikke kunne forhindre katastrofen i Farum Kommune. Hvordan så i Afrika? MYTE 3: Midlerne administreres af politiserede organisationer, der mangler folkelig forankring. Dansk bistand kanaliseres for ca. halvdelens vedkommende gennem Udenrigsministeriet og ambassaderne (i folkemunde Danida). Resten gennem internationale organisationer under FN og EU bl.a. Den rent danske støtte er den hyppigst diskuterede, selv om den altså udgør under halvdelen. Herunder er så et mindre hjørne (ngo-støtten gennem Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis, Folkekirkens Nødhjælp mfl.) til allermest debat. Disse organisationer mangler medlemmer i Danmark, siges det. Senest blev Ibis angrebet i Berlingskes leder, hvorefter generalsekretær i Ibis, Vagn Kristensen, skyndte sig at garantere, at man skam var ved at komme efter det. Hvervningen foretages nu af professionelle folk. Spørgsmålet er, hvorfor det lige er så afgørende, om de organisationer og det faglige miljø, der er udviklet i dem, nu har flere tusind medlemmer, der betaler kontingent og modtager medlemsbladet? Betyder det noget for projektet nede i Tanzania? Og betyder det mere end for det projekt, der er vundet i udbud af Carl Bro eller COWI Consult? Ikke spor. Debattøren Hjalte Tin udsendte i foråret en overset bog, som hævdede, at nødhjælpsorganisationer var for længe om at komme ind i de trængende områder og for længe om at trække sig ud. Bogen var vist ment som en provokation, men led under den svaghed, at de folk, der arbejder i fremmede lande, ikke sådan lod sig provokere. De fleste ved jo godt, at det kræver indsigt i kultur, sprog, politik, historie, økonomi og logistik på meget højt, specialiseret niveau at arbejde i fjerne lande. Derfor er det mindre afgørende, om projektet køres gennem en organisation, et konsulentfirma eller Danida: Dilemmaerne er ofte de samme. Og oplysningsarbejdet i Danmark, antallet af medlemmer af diverse organisationer, er ikke et parameter, der er udslagsgivende for modtageren. Det er derimod det faglige niveau blandt udøverne, og det er ofte højt de mest overraskende steder. Der er ikke noget, der tyder på, at ngo'erne er bedre eller dårligere til at lave bistand end staten og konsulenterne ifølge de seneste evalueringer, som der er lavet ganske mange af. Derimod ved vi, at dansk administreret bistand virker bedre end FN- og EU-bistanden. Derfor er det egentlig underligt, at man ikke generelt overvejer, hvorvidt hele denne diskussion om, hvem der gør hvad, overhovedet tager højde for, hvad der kommer ud af bistanden blandt modtagerne. Mit bud ville være, at pengene bruges bedst af danske organisationer og konsulenter, uanset struktur. Og tilmed er der arbejdspladser til danske specialister i det - og sidegevinster som lettelse af eksportadgang med mere til danske virksomheder, som vi så det under Øststøtten. Multilateral bistand kan have sin berettigelse i form af den legitimitet, f.eks. FN som neutral instans kan have i visse sammenhænge. Så lad os bruge den der, hvor den virker, og ikke alle mulige steder, hvor det mest handler om, at vi principielt har et ønske om at kanalisere pengene ud i internationale organisationer. Jeg ved, jeg skal passe på med denne del af min kritik. Ofte misforstås kritikken af den internationale bistand af FN's venner og EU's modstandere (som grotesk nok ofte er de selv samme personer). Ulla Sandbæk, EU-parlamentsmedlem fra JuniBevægelsen, kalder 4. juli i Information til kamp for den »uafhængige« EU-bistand til ulandene. Støtten skal ikke ind under EU's fælles udenrigspolitik, men fastholdes som »behovsbaseret og apolitisk«. Som om den nogensinde havde været det. EU-bistanden lever stille og lever godt. Den forvaltes uden megen diskussion. Det skyldes især, at der ikke er megen politisk interesse for bistanden, der kun kommer i søgelyset, når et eller andet projekt er løbet ud i sandet. Den eneste mulighed for at komme ud af dette dødvande ville netop være at gøre bistanden til et interessant politisk område. Det ville også gøre det langt nemmere for brugere og forvaltere at forstå, hvad prioriteterne var, ligesom EU-lederne måske ligefrem kunne gøres interesserede i at øge bistanden, da den pludselig ville blive et anvendeligt politisk instrument. Hermed ville EU kunne komme til at spille en reel rolle i verdens konfliktområder, hvor banen ellers er overladt til USA. Prøv at sammenligne, hvad USA giver i støtte til Israel - og her taler vi direkte om pengeoverførsler til den israelske statskasse - med, hvad EU har givet til de palæstinensiske områder. Det er intet under, at den palæstinensiske befolkning stadig har mere tiltro til Hamas' socialhjælp end til EU, FN og alle de bilaterale donorer tilsammen. Trist nok. Forestillingen om bistanden som noget ophøjet og altruistisk bidrager kun til at holde bistanden nede på et symbolsk niveau. Den hjælper enkelte her og der. Men kun, hvis den blev strategibaseret, ville den for alvor batte. Så ville den nemlig blive sat i forhold til EU's andre politikområder, landbrug og handel. MYTE 4: Nedskæringerne i ulandsbistanden gør en stor forskel. Nu skulle man tro, at jeg slet ikke er uenig i regeringens nedskæringer og opgivelsen af målsætningerne fra topmødet om Bæredygtig Udvikling i Rio 1992, hvor Per Stig Møller i sin egenskab af miljøminister i den daværende VK-regering (!) lagde grunden til SR-regeringens principielt rigtige politik om at allokere en stadig stigende del af vores egen velstand til miljø og udvikling. Jeg siger blot, at beløbsmæssigt er vi nogenlunde, hvor vi hele tiden har været. Til gengæld har Per Stig Møller fuldkommen afideologiseret hele bistanden. Det er egentlig her, vi har det store problem. Der er ingen visioner om at få bistanden op på et niveau, hvor den virkelig batter (som den gør i Grønland). Der er heller ingen visioner om at få fokuseret den bistand, vi giver, til områder, hvor den reelt kan hjælpe. Og her er vi ved den måske helligste ko af dem alle i bistandsdebatten, fattigdomsorienteringen, som nobelt bæres oppe af bl.a. Kristeligt Folkeparti, uden blik for, at det, vi giver, er og bliver almisser i forhold til behovet. Vi afhjælper ikke fattigdom i Afrika med de midler, der er til rådighed. Dertil kræves en mangedobling, som kun ville være mulig, hvis Europa stod sammen. Men foreløbig må vi droppe identifikationen med den barmhjertige samaritaner og bruge pengene, hvor de kan være en løftestang for en demokratisk udvikling. Her kunne politikerne passende se på, hvilke minoritetsgrupper der undertrykkes og kunne hjælpes til at komme til orde, eller simpelt hen hvilke lande der er mening i at arbejde i, fordi landenes regeringer arbejder i den rigtige retning af 'good governance'. De ordrige strategier bør afløses af en fokuseret indsats for reel hjælp til de fattige.