KENNY OG CAMILLA er begyndt i skole. Det er også et hold håbefulde nybagte lærere med fire linjefag i bagagen, vel rustede til den stadige indsats for at hæve det faglige niveau. Men den nye lærer ved, at der venter hende to problemer, som kan vælte det hele, som kan gøre hendes arbejdsliv næsten uudholdeligt og føre til, at hun giver op og forlader det job, hun har drømt om og forberedt sig så godt til: de frække drenge og de kritiske forældre. Hvis de urolige drenge får magten og forstyrrer undervisningen, får hun stille, flinke Camillas forældre i røret. Læreren ved, at hun kan komme i et svært dilemma: Skal hun følge sine idealer og prøve at tæmme de vilde drenge - eller skal hun give op og sende dem til specialundervisning? Trods intentioner om rummelighed og differentiering går det stik modsat i den danske folkeskole: Flere og flere problembørn får specialundervisning i særlige klasser og skoler. Væksten i den vidtgående specialundervisning er blevet kaldt en eksplosion: fra 0,8 procent af eleverne i midten af 1980'erne til knap halvanden procent i dag. Vidtgående specialundervisning er den særlig intensive specialundervisning, amterne har ansvar for. Den basale kommunale specialundervisning er vokset med, så det i dag er ca. 15 procent, der hvert år 'udskilles', og tendensen er stigende. Udviklingen går altså imod de politiske og økonomiske mål om enhedsskole og rimelig udgiftsstyring. Specialundervisningen er en gøgeunge på vej til at æde 25 procent af folkeskolens budget og true økonomien i almenundervisningen. I foråret har en arbejdsgruppe fra tre ministerier, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen barslet med en diger rapport om problemet. Rapporten slår i bordet over for kommunalpolitikerne: Nu må de være sig deres ansvar bevidst og respektere de økonomiske rammer. Mantraet er rummelighed, men man skal se godt efter for at finde bud på, hvilke undervisningsmetoder der skal til. Side op og side ned om rammestyring - men rammer om børnene? Det virker, som om det ikke er gået op for embedsmændene bag rapporten, hvilke kolossale kræfter de er oppe imod: Ballademagerne vil være ganske uimponerede af kommunalbestyrelsens budget. Hertil kommer moderne, bevidste forældres krav om, at Camilla skal blive dygtig og trives i sin klasse. Samt, ikke mindst: Forældrene til de mest sårbare og forstyrrende børn med udviklingsforstyrrelser som autisme og DAMP vil gå på barrikaderne for, at deres barn får optimal undervisning, hvilket ofte vil sige vidtgående specialundervisning. MAN KAN inddele dagens skoleelever i tre grupper: Der er ca. to procent egentlig udviklingsforstyrrede og handikappede børn. Dernæst en urolig, tung ende på godt ti procent ofte socialt belastede fredsforstyrrere med ringe motivation for indlæring. Endelig alle de almindelige elever, som trives fint med tidens moderne pædagogiske metoder. Der er tendens til polarisering mellem den tunge ende med risiko for skolefallit og samfundets sorte gryde - og hovedfeltet på den grønne gren. TILBAGE TIL Kenny: Han er nu startet i 2. klasse efter i en del af 1. klasse at have været i skolens observationsgruppe, fordi han aldrig kom ind i klassefællesskabet og ikke kunne deltage i kollektiv undervisning. Egentlig vidste man fra hans børnehave, at han for det meste holdt sig udenfor og kunne blive meget vred, hvis der blev lavet om på rutinerne, uden at han var helt særlig forberedt. I 2. klasse, hvor Kenny har fået ny klasselærer, som griber tingene an på en anden måde, end han lige havde vænnet sig til, begynder han at få voldsomme raserianfald, hvor han kan brøle som en tiger, slå sig på munden, så det bløder, og dunke hovedet ind i væggen. Han er ikke til at tale til ro, går fra skolen i panik og taler om ikke at ville leve mere. Det ender med, at skolen giver op og langsomt og famlende prøver at finde andre undervisningsmuligheder. En dag står han med forældrene i børnepsykiatrisk skadestue, så forpint og kaotisk, så han må indlægges akut. Den entusiastiske unge lærer har ikke en chance for at løse problemerne med Kenny, medmindre hun får tæt opbakning fra sit bagland, først og fremmest Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og i sidste instans - men i disse år for hyppigt, efter totalt sammenbrud i barnets liv - børnepsykiatrisk afdeling. Der står mange desperate familier som Kennys på børnepsykiatriens tærskel. De kommer tit i forbindelse med, at skolen har givet fortabt. Vi fanger ikke børn ind - skolen smider dem alt for ofte ud. Samtidig bliver vi beskyldt for diagnosetyranni: Efter udredning på børnepsykiatrisk afdeling kan børnene rigtignok vende tilbage med en eller flere diagnoser. Vi ved, at den forståelse, som ligger i en diagnose, kan føre til noget afgørende godt for barnet. Vi er dybt afhængige af skolens rummelighed af de allersvageste. I den forbindelse er specialundervisning naturligvis en del af den rummelige folkeskole. Kernen i behandling af de mest belastede børn - de udviklingsforstyrrede med DAMP og autisme, de svært udviklingshæmmede, psykotiske og deprimerede børn - er langsigtet, professionel, helhedsorienteret specialpædagogik dag ud og dag ind, ofte resten af skoletiden. Vi var ikke meget værd med vores diagnoser, hvis ikke 'stemplet' udløste specialbistand i skolen, hvad det heldigvis ofte gør i dagens Danmark. Det er den vigtigste grund til den amtslige specialundervisnings uomgængelige 'himmelflugt'. HVORDAN GIK DET Kenny? Efter nogle dages indlæggelse begynder han at falde til ro ved at være blandt voksne, der kender hans behov og sarthed. Han inddrages i miljøterapi, hvor reglerne er x klare og enkle, dagen har sin rytme, skemaer er visualiserede med billeder og tekst. Han får at vide i god tid, hvis der skal ske ændringer, af voksne, som møder ham på hans udviklingstrin. I afdelingens skole viser det sig, at Kenny under bestemte forudsætninger er en begavet, omgængelig dreng, der kan indhente sit faglige efterslæb og blive glad for at gå i skole. Det er ikke psykoterapi og medicin, der får det til at rykke, det er pædagogik. Kenny får måske diagnosen Aspergers syndrom, til både sorg og lettelse for forældrene. Det uforståelige får et navn, der er mange steder at få råd, mange, der ved noget om sådanne børns særpræg og stærke sider. Hvis han er heldig, får han plads på en specialskole. Han vil sandsynligvis falde til, selv om der er mange problemer, der skal løses undervejs. Måske tager han 9. klasses afgangsprøve og får afsæt til sit voksenliv ved at flytte på en special-efterskole. Forældrene får stabil vejledning af skolens lærere og pædagoger, som diskuterer specielle problemer med skolens psykolog og børnepsykiatriske konsulent. Det er børn som Kenny med sociale og adfærdsmæssige problemer og handikap, der fylder op i de amtslige specialklasser i disse år, mens der ikke er vækst i de oprindelige målgrupper med f.eks. tale- og synshandikap. Årsagerne til 'eksplosionen' er ret klare: Diagnostikken er forbedret, de sociale krav i almenskolen er vokset, antallet af pladser til handikappede børn på døgninstitutioner er stagneret, og de handikappede børns forældre er blevet mere bevidste om, hvad de vil have. Så længe disse årsager til stigningen ikke bliver centrale i debatten, vil den køre videre og føde ringbind med varm luft. Blandt skolens mest urolige og forvirrede elever er børnene med autisme, Aspergers syndrom og DAMP. Disse grupper voksede i specialundervisningen med ca. 18 procent fra 2000 til 2001. De absolutte tal er ret små: fra 1.550 til 1.835, men stadig en markant stigning, som formentlig er fortsat. Mange diagnosticeres i børnepsykiatriske afdelinger, vi har medansvar for udviklingen. Til stor frustration for nogle skolefolk, der med bl.a. professor i specialpædagogik Niels Egelund mener, at vi diagnosetyranner blander os i et pædagogisk område, vi ikke har forstand på. Det anbefales dem at læse Kennys historie en gang til. Autisme og Aspergers syndrom er to sider af samme sag, de hører til autisme-spektrum-forstyrrelserne. Disse børn har en basalt svækket evne til samvær med andre mennesker, en empatiforstyrrelse, som gør det svært for dem at leve sig ind i andres tanker og følelser. De isolerer sig gerne, savner ikke (som yngre) venner, går op i private ritualer og særinteresser. Autisme har været kendt i mange år; Aspergers syndrom er en ret ny diagnose, som bruges om en mellemform mellem autisme og normalitet. Mange børn med Aspergers syndrom har gode evner for formel skoleindlæring. Selv om de som udgangspunkt er sarte, indadvendte børn, kan de reagere med uro og ødelæggelsestrang, hvis de mødes med krav - især sociale - som de ikke kan leve op til. Børn med DAMP (som i børnepsykiatrien hedder hyperkinetisk forstyrrelse eller ADHD) har svært ved at beherske og koncentrere sig. De handler typisk, før de tænker. På en måde ved de godt, hvad de bør gøre - de har hørt formaningerne og skælduden 1.000 gange - men kan ikke gøre det rigtige i det sekund, hvor de f.eks. (fejl)tolker, at et andet barn vil drille eller slå. I det moderne, åbne, fleksible pædagogiske miljø bliver de nemt forvirrede og voldsomme og efterhånden vrede og triste. DAMP er et alvorligt samfundsproblem med høj risiko for kriminalitet, misbrug og psykisk sygdom senere, hvis ikke barnet får intensiv hjælp, først og fremmest i skolen. ALMENSKOLEN UDVIKLER sig naturligvis. Nogle tendenser er lige så problematiske for de udviklingsforstyrrede børn og andre i den tunge ende, som de er gode for almindelige børn. Projekter, gruppearbejde, ansvar for egen læring, temaundervisning, opblødning af skemaet og læreren som konsulent er uden tvivl værdifuldt for mange moderne middelklassebørn. Internationale skoleundersøgelser viser, at danske skolebørn generelt trives og er stolte af deres viden. Det er dog en sten i skoen, at vi fagligt ligger middel i f.eks. læsning trods verdens dyreste skole og det laveste antal elever pr. lærer. Værre er det, at det højst er 90 procent af eleverne, der har klar gavn af de moderne læreprincipper. De sidste 10-15 procent (stærkt vekslende fra klasse til klasse) går metoderne hen over hovedet på. De fordriver en stor del af tiden med at lave ballade og trække klassens faglige niveau ned. Så længe vi ikke kan rumme også denne tunge ende med sikker hånd, vil de slide på kammeraterne og de voksne omkring dem - og blive sendt til kommunal specialundervisning igen og igen som en nødløsning. Hvordan dæmme op for den kostbare, zigzaggende, utilsigtede udskilningsproces? Den vidtgående specialundervisning løser væsentlige problemer for de knap to procent handikappede børn og samfundet. Der er ingen solide faglige argumenter for, at de børn kan få det samme i almenskolen, som den udvikler sig. Men disse børn og den erfaring, der er samlet omkring dem, har noget at give de ti procent uromagere i den tunge ende, som hele tiden slidsomt og ofte forgæves søges integreret. DEN EKSPERTISE, som i disse år opsamles i den vidtgående specialundervisning, bør udbredes i hele folkeskolen. Det er en stor svaghed, at de pædagogiske væksthuse, som specialskolerne og -klasserne er, lever så adskilt fra almenundervisningen, som de gør i dag. Her gror pædagogisk viden, som kunne gøre stor gavn, men ikke når ind i de almindelige klasser. Den almindelige lærer har en beskeden og svindende specialpædagogisk uddannelse. Ikke før den dag, hun med sikker hånd kan anvende en række ret enkle adfærdsregulerende pædagogiske metoder, vil det gøre en forskel. I iveren for 'faglig' oprustning er specialundervisningen røget ud af læreruddannelsen. Siden 1997 har lærerstuderende kun haft tilbud om et lille ikkeobligatorisk kursus på 40 timer i specialpædagogik. Her er det gavnligt at kigge ind ad vinduerne i den moderne specialskole, hvor effektive metoder blomstrer. Jeg imponeres, når jeg ser, hvad lærere og pædagoger i fællesskab kan opnå med svært forvirrede og forstyrrede elever. Her findes omfattende praktisk erfaring med den strukturerede pædagogik, jeg har omtalt. De handikappede elevers sær(lig)e interesser og evner udnyttes til det yderste i det faglige arbejde og i frikvarterer og leg. Det er f.eks. et gennemgående princip, at man reagerer mere, når ele8verne opfører sig heldigt, end når de opfører sig dårligt, uden berøringsangst over for enkle, effektive adfærdsterapeutiske principper med gulerod frem for stok. Foran med vejledning frem for bagefter med sanktioner. Der er udviklet logiske, funktionelle metoder til social træning, hvor eleverne spejler hinanden i grupper og lærer hjælpsomhed og ansvarlighed. EN VÆSENTLIG FORUDSætning for succesen er tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger i helhedstilbud, der dækker skole og fritid. Et andet vigtigt element er et kontaktpersonprincip og tæt forældresamarbejde. Der opstår tvivl og kriser i disse familier, skolen skal se det som en central del af opgaven at have noget reelt at byde på i forældrevejledningen. Et andet kunststykke er at få skole- og socialforvaltning til at arbejde sammen, noget, der er et svagt punkt i dansk børneforsorg. Fra internationale effektundersøgelser ved vi, at de handikappede børns adfærd, livskvalitet og formentlig hele fremtid bliver væsentlig forbedret med denne kombination af specialundervisning, specialsocialpædagogik og myndiggørelse af forældrene. Amtslige (og nogle kommunale) heldagsskoler løser i dag behandlings- og forebyggelsesopgaver, som før blev løst på døgninstitutioner. Nærhed til familien og økonomiske forhold gør, at dagbehandling er en bedre løsning. En plads på en specialheldagsskole koster omkring 400.000 kroner om året, mens en døgninstitutionsplads koster over det dobbelte. Det skal med i overvejelserne, når der er så meget larm og dommedagsstemning om de halvanden procent eller 9.900 børn, der får vidtgående specialundervisning. DE SKOLETEORETIKERE, som arbejder for den åbne, løst strukturerede folkeskole med holddannelse, projektgrupper og høje sociale fordringer, må besinde sig. De må tænke grundigt igennem, hvordan den kultur kan forenes med de metoder fra specialundervisningen, som er livsvigtige for de svageste elever og for en del baseres på det modsatte: stabilitet, voksenstyring, forudsigelighed og klare, nænsomt doserede sociale krav. At forene de to pædagogiske kulturer er som at finde cirklens kvadratur. Kun hvis det lykkes, hvilket må være muligt, kan den tunge ende af uromagere rummes i almenundervisningens fællesskab og få glæde af dets rige faglige og sociale muligheder.