Sommervarmen er gået hårdt ud over ligestillingsdebatten, som på det seneste nærmest har været ramt af hedeslag. Pludselig kunne jeg læse i aviserne, at jeg skulle være tilhænger af mere prostitution - og tilmed i Grækenland! Protesterne nåede skingre højder fra en besynderlig alliance mellem den svenske ligestillingsminister, Margareta Winberg, og de danske politikere Mette Frederiksen og Bodil Kornbek. Ord som 'vanvittigt', 'overrasket' og 'ked af' gik igen i den sparsomme argumentation. Protester som gøgl Årsagen til kritikken var, at jeg ikke ville skrive under på en protest mod, at Grækenland i forbindelse med OL ville oprette nye bordeller! Nu mener jeg ikke, at min opgave som politiker er at sende andre politikere protestskrivelser. Og jeg mener også, man må respektere, at andre lande - til og med demokratiske lande - handler, som et flertal af de folkevalgte politikere har besluttet. Desuden stod det også klart, at det ikke var flere bordeller, man ønskede i Athen, men derimod en regulering af 'branchen', så den kunne blive godkendt med alt, hvad det indebærer. Derfor sagde jeg, at det var noget gøgl at sende sådanne protester - og det mener jeg selvfølgelig stadig. Den eneste, noget sådant tjener, er opfinderen af protesten. I dette tilfælde var det Margareta Winberg, som åbenbart trængte til at pudse glorien i den svenske offentlighed. Vil halvere antallet af bordeller Det mest pinlige i denne sag er imidlertid, at afsenderen af protesten samt det danske hylekor ikke havde sat sig ind i, hvad beslutningen i Athen gik ud på. Som man kunne læse i Politiken 1. august, er sandheden den modsatte af, hvad de vrede kvinder gik og troede. Bystyret i Athen er ikke i gang med en omfattende alfonseri-virksomhed, som alverden bør protestere mod. Tværtimod har de indledt en stor antiprostitutionsindsats, som skal mere end halvere antallet af bordeller i byen og stille langt skrappere krav til den tilbageblevne prostitution. Kritik af steningssag En anden sag tog en lignende drejning, da de advokater, som skal føre sagen for den steningsdømte nigerianske kvinde Amina Lawal, opfordrede det internationale samfund til at stoppe protesterne mod steningen, fordi det i sidste ende ville kunne skade den dømte kvinde og blokere for en fornuftig løsning på sagen. Også i Amina Lawal-sagen havde en gruppe højrøstede debattører indtil da domineret debatten og været voldsomt kritisk over for de diplomatiske skridt, som vi fra dansk side tog over for Nigeria, og den fælles EU-protest mod steningen. Jeg blev som ligestillingsminister kritiseret for ikke at være skarp nok, ikke at råbe højt nok og så videre. Og her i Politikken ofrede man sandelig en helside i form af en annonce med mig som hovedperson og en meget forarget tekst. De ting, vi gjorde fra dansk side, fokuserede ellers netop på at holde tæt kontakt med Amina Lawals advokater og sikre, at alle appelmuligheder i det nigerianske retssystem blev udnyttet. Præcis hvad der efter alt at dømme skal til for at få løst sagen bedst muligt - men altså slet ikke godt nok for de rigtige meningers vagtparade. Og nu - et halvt års tid senere - beder Amina Lawals advokater om ro til at føre sagen. Alle protesterne og forargelsen kan de ikke rigtig bruge til noget. Debat i selvsving Hvad kan vi så lære af de sager? Jo, sagen er desværre, at det mere er reglen end undtagelsen, at den danske ligestillingsdebat går i selvsving og bliver domineret af en lille klike af bedrevidende kvinder, som med en stemmeføring helt oppe i diskanten meget ofte skræmmer alle andre fra at anfægte de rigtige meningers tyranni. Og som de to sager også viser, fører de ofte debatten på et meget mangelfuldt grundlag, som mere tager udgangspunkt i følelser end i fakta. Langt de fleste tilløb til en god debat om ligestilling bliver faktisk ødelagt af, at ligestillingskliken hændervridende forklarer, at Danmark ligestillingsmæssigt er et uland og f.eks. ligger lysår bag drømmesamfundet Sverige. Den sang har vi nu hørt i masser af år, og derfor er den danske ligestillingsdebat næsten altid stillestående, uinteressant og uambitiøs. Der er faktisk ikke noget at sige til, at så få mennesker gider at engagere sig i debatten, så længe den foregår på den måde. Det ønsker jeg nu efter snart to år som ligestillingsminister at lave om på. Vil have bredere debat Jeg mener, vi skal have bredt diskussionen ud over de indforståede lukkede cirkler, hvor man allerede er helt enig med sig selv og hinanden, og hvor det kun handler om at finde hår i suppen og huller i osten. Ligestillingen flytter sig først, når vi får en bredere debat - også med de dele af befolkningen, der ikke nødvendigvis plejer at tænke i ligestilling. Jeg kender til hudløshed synspunkterne fra kvindelige akademikere i midten af 50'erne - de har nemlig ment det samme hele mit liv og sagt det meget højt - og det har vel at mærke været de samme kvinder hele vejen igennem! Men jeg ved til gengæld ikke så meget om, hvad den unge indvandrerkvinde, som står splittet mellem krav og konflikter fra to forskellige kulturer, egentlig mener. Jeg vil også gerne høre, hvad den unge mand med indvandrerbaggrund, som netop er droppet ud af uddannelsessystemet - og risikerer at ende med tunge sociale problemer - synes om de muligheder, det danske samfund giver ham. Hvad synes den nyuddannede ekspedient i Magasin om ligestilling? Mon ikke vi kan få nogle gode og virkelighedsnære bud på en moderne ligestillingspolitik, hvis vi lytter til nogle af de grupper, som vi aldrig hører i debatten? Snæver debat Jeg vil meget gerne selv arbejde aktivt for, at vi får debatten bredt ud og gjort interessant for andre end Tordenskjolds soldater, og har derfor allerede været ude en del steder på virksomheder og i andre sammenhænge, hvor man ikke normalt diskuterer ligestilling, for at høre, hvad der rører sig. Ud over den meget snævre debat mener jeg også, det er et problem, at ligestillingsdebatten er domineret af gammeldags holdninger, som der for længst burde være gjort op med. Specielt to ting i ligestillingsdebatten anser jeg for at være en hindring for, at den får et fremadrettet og konstruktivt indhold. For det første skal vi bort fra grædekoneriet og offertænkningen og i gang med en konstruktiv dialog om, hvor vi kan gøre mere for ligestillingen i Danmark. Og for det andet skal vi væk fra tanken om, at man kan regulere sig ud af alting på ligestillingsområdet. Når jeg taler med kvinder - uanset hvor i samfundet eller i landet de befinder sig - så oplever jeg, at de har i hvert fald én ting til fælles - de vil ikke opfattes som ofre, selv om det netop er, hvad de traditionelle ligestillingsdebattører altid forsøger at fremstille dem som. Den moderne danske kvinde er ikke svag og udbyttet. Nogle kvinder prioriterer karrieren højere end familielivet, andre gør det omvendt, og atter andre forsøger hele tiden at balancere mellem begge hensyn og prøver at få dem til at gå op i en højere enhed. Vil ikke ligne Sverige Sådan skal det også være. Jeg har fuld tillid til, at det enkelte menneske selv kan styre sin tilværelse i samspil med sin familie. Det skal staten ikke blande sig i. Kvotering og millimeterretfærdighed er ikke vejen frem, og jeg ønsker slet ikke, at Danmark skal ligne Sverige og Norge, hvor stive regler i mange situationer er trådt i stedet for sund fornuft, og hvor debatten er om muligt endnu mere forkrampet og politisk korrekt end i Danmark. Hvis det er den slags, man drømmer om - så bliver det i hvert fald ikke med mig som minister. Denne regering ønsker ikke at stramme reguleringen af danskernes hverdag, og vi tror ikke på kvoter og millimeterretfærdighed. Vi tror på det enkelte menneskes evne til selv at bestemme over sit eget liv. Bag tankegangen om, at vi skal have kvoter og millimeterretfærdighed på ligestillingsområdet, fornemmer jeg ofte en tankegang, som siger, at mænd og kvinder skal opføre sig så ens som muligt. Vil dyrke forskelligheden Den tankegang mener jeg er en stor misforståelse. Tværtimod ser jeg det som en stor gevinst, at mænd og kvinder er forskellige og ofte prioriterer forskelligt. I virkeligheden er forskelligheden noget, vi som samfund bør blive bedre til at dyrke og udnytte. Og hvem har i øvrigt bestemt, at det er mere spændende at hænge døgnet rundt på et trist kontor end at være sammen med sine børn eller støvsuge gulvet? Det er da ganske rigtigt, at pensionen ikke bliver, hvad den kunne have været, hvis den hjemmegående havde været på fuld tid. Men tiden er altså inde til, at vi må respektere hinandens valg og tro på, at både mænd og kvinder er bevidste om de valg, de træffer. Nogle af de virksomheder, som klarer sig bedst, lægger netop vægt på, at medarbejderskaren er så varieret som muligt både med hensyn til køn, ansættelsesformer, etnisk tilhørsforhold m.m. Det skal vi som politikere hilse velkommen, og vi skal også af den grund sikre, at der er fornuftige rammer for, at kvinder og mænd kan vælge de fag og jobfunktioner, som de hver især ønsker sig. Forlænget barsel er et fremskridt Jeg mener, det er et stort problem for ligestillingen på arbejdsmarkedet, hvis mindre virksomheder føler sig tvunget til at fravælge at ansætte unge kvinder, fordi de ikke mener, de kan bære de udgifter, som jo - hvordan man end vender og drejer det - er forbundet med, at kvinder bliver gravide og går på barsel. Den forlængede barselsorlov, som regeringen har indført, er et kæmpe fremskridt for de danske familier - men samtidig kan man da godt frygte, at den gør det sværere for unge kvinder at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er i hvert fald budskabet fra mange af de mindre virksomheder, og jeg mener, vi skal være åbne over for at gøre noget ved det. Derfor er vi i Det Konservative Folkeparti også tilhængere af, at der etableres en central barselsfond, så udgifterne kan blive fordelt jævnt mellem alle virksomheder, og ingen bliver ramt urimeligt hårdt på grund af udgifter i forbindelse med barselsorlov. Barselsfonden vil også kunne medvirke til at reducere den voldsomme kønsopdeling, som i dag eksisterer på det danske arbejdsmarked. Det er ikke godt, at mænd og kvinder i så høj grad, som tilfældet er i dag, vælger forskellige brancher og jobfunktioner. Hvorfor skulle det dog være en naturlov, at rengøringsfirmaer først og fremmest ansætter kvinder, mens renovationsfirmaer ansætter mænd? Fastholder forskelle Den slags er med til at fastholde urimelige forskelle, bl.a. i mænds og kvinders aflønning. Og de firmaer, som hænger fast i en tradition for at ansætte det ene køn frem for det andet, går glip af den rigdom og mangfoldighed, som det er at have en varieret medarbejdersammensætning. Det kønsopdelte arbejdsmarked har mange ulemper, som vi skal gøre op med. Det skal ske ved hjælp af barselsfonden, og det skal ske med hjælp fra arbejdsmarkedets parter, som jeg også ved meget snart kommer med et udspil om, hvordan vi kan komme de barrierer til livs, som stadig blokerer for, at vi kan få reel ligeløn her i landet - et udspil, som jeg venter mig meget af. Men igen handler det altså ikke fra politisk hold om at styre det enkelte menneskes ønsker og prioriteringer, men om at skabe lige muligheder for, at både mænd og kvinder kan træffe de valg, som de selv vil. Jeg mener absolut ikke, kvinder skal tvinges til at være fuld tid på arbejdsmarkedet, ligesom jeg heller ikke mener, mænd skal tvinges til at tage en bestemt andel af barselsorloven. Men jeg mener til gengæld, at begge dele er fantastiske muligheder, som begge køn kan og bør benytte sig af, når det passer ind i den måde, man ønsker at leve sit liv på, og den prioritering, som man har valgt i den enkelte familie. Og der skal være fuldstændig klarhed over, at hvert af de valg, vi som mennesker træffer, har nogle konsekvenser. Nogle af de valg, som handler om balancen mellem arbejde og familieliv, kan godt have nogle økonomiske konsekvenser for den enkelte. Sådan er det - det kan der ikke laves om på. Milepæl i debatten Vi står reelt ved en milepæl i ligestillingsdebatten. Der er formelt ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder i lovgivningen. Og skal vi lovgive mere, vil det være på kant med grundloven. Men sommetider fornemmer jeg et ønske om total ligestilling. Mor og far skal på skift tage barnets første sygedag, de skal hente og bringe lige meget og så videre. Forslagene er sommetider så vanvittige, at man ikke ved, om det skyldes naivitet eller en totalt rabiat holdning, at de luftes. Selvfølgelig er de formelle rammer gode nok, men på langt de fleste områder sker der løbende fremskridt, fordi hver generation af kvinder bliver bedre til at udnytte de rammer, der eksisterer, end den foregående var. Og de formelle rammer her i landet er grundlæggende gode nok. Men kvinderne skal blive bedre til at benytte sig af rammerne, hvis ikke udviklingen skal gå for langsomt. Det gode eksempel, et puf i ryggen på det rigtige tidspunkt - det vil til gengæld tit være fuldt tilstrækkeligt for de mange dygtige kvinder, som i dag holder sig tilbage fra at gå ind i ledelse, politik eller forskning. Jeg har derfor også som ligestillingsminister taget en række initiativer, som fokuserer på at øge andelen af kvindelige ledere i dansk erhvervsliv, ligesom jeg også arbejder aktivt for, at vi skal have flere aktive kvinder i kommunalpolitik. Inden for forskningen er der også lovlig lang vej endnu. Kvinder udgør kun syv procent af landets professorer, og for mig at se er der intet til hinder for, at vi retter op på den skævhed ved at lave nogle tiltag, der tiltrækker kvinderne og giver dem lyst til og mod på at søge stillingerne. Jeg er overbevist om, at det også øger kvaliteten af de beslutninger, der bliver taget, og de produkter, der bliver leveret, når der er en mere jævn fordeling af mænd og kvinder. Men skal vi videre ad ligestillingsvejen, så skal vi væk fra de dogmer og højtråbende debattører, som dominerer den fuldstændig i dag. Lad os få langt flere kvinder og mænd med i debatten, lad os lægge al surheden på hylden og få nogle positive bud på, hvordan vi får udviklet en moderne ligestillingspolitik, som respekterer det enkelte menneske og tror på, at kvinder er intelligente mennesker.