ALT TYDER PÅ, at vi i Danmark i de kommende årtier bliver flere ældre - der samtidig lever længere - og færre yngre. Hvis man dertil skal lægge et fortsat ønske om mere fritid og en lavere pensionsalder, så tør vi godt bryde den politiske korrekthed og kalde en spade for en spade: De ældre vil blive en byrde for samfundet - endda en meget tung én at bære. I hvert fald vil væksten i bruttonationalproduktet (BNP) pr. indbygger blive betydeligt mindre, end den ellers ville have været. Endvidere vil der komme et stigende pres på det offentlige budget i form af især flere pensions- og sundhedsudgifter. Samtidig presses budgettet på indtægtssiden, idet den stigende internationalisering og deraf følgende større bevægelighed af arbejdskraft kan gøre det stadig vanskeligere at bevare det nuværende skattetryk. Det kan derfor blive svært at opretholde endsige udbygge det nuværende høje danske velstandsniveau. Netop fordi vi har demografien 'imod os', vil den opgave kun lykkes, hvis det bliver muligt at producere mere pr. arbejdstime - i hvert fald så længe der ikke er politisk vilje/mod til at 'tackle' det demografiske problem direkte via en mere liberal indvandringspolitik. Økonomisk velstand er imidlertid ikke det eneste, der bør ligge samfundet på sinde. Også fordelingen af denne velstand er af central betydning for den samlede økonomiske velfærd. Hvad nytter det med en høj økonomisk vækst, hvis den stigende velstand kun kommer nogle få privilegerede grupper i samfundet til gode? Som vi skal argumentere for, så spiller uddannelse (eller viden) en vigtig rolle for både velstand og velfærd. Mens uddannelsens betydning for velstanden allerede har været - og stadig er - genstand for en del debat, så har den anden dimension - fordelingsaspektet - fået mindre opmærksomhed. I det følgende præsenterer vi en overordnet analyse af de problemer, som Danmark står over for på uddannelsesområdet både med hensyn til velstand og velfærd. Vores konklusion er, at en fortsættelse af den nuværende uddannelsespolitik vil kunne underminere begge dele. Samtidig kan vi dog identificere nogle tendenser for Danmark i videnssamfundet, som - hvis de udnyttes rigtigt i uddannelsespolitikken - kan medvirke til at konsolidere vores position som et land i den absolutte verdenselite, både når det gælder velstand og velfærd. DER ER MINDST to kanaler, hvorigennem uddannelse medvirker til at øge produktiviteten og dermed velstanden: For det første er uddannelse med til at hæve det gennemsnitlige kvalifikationsniveau. Virkningen på velstanden kommer til udtryk ved, at arbejdskraften generelt får en højere kvalitet og dermed må formodes at blive mere effektiv. Undersøgelser fra flere lande tyder på, at denne effekt typisk kan forklare 8-10 procent af den samlede velstandsfremgang i de seneste par årtier. Vi kan kalde dette for den direkte effekt af uddannelse. For det andet er kvalifikationer opnået ved især naturvidenskabelige, tekniske og samfundsfaglige længerevarende uddannelser afgørende for, at virksomhederne kan engagere sig i forsknings- og udviklingsaktiviteter (FogU). Pointen er, at en højere uddannelsesindsats først skal påvirke FogU - primært ude i nogle relativt få, men store, forskningstunge virksomheder - inden den slår igennem på samfundets velstand. Vi kalder dette for den indirekte effekt af uddannelse. Man kan sige, at mens den direkte effekt viser sig ved satsning på tværs af alle uddannelsesniveauer, så kommer den indirekte effekt til udtryk ved 'kæleri' for en særlig nøglearbejdskraft med lange videregående uddannelser med kompetencer på det teknologiske og kommercielle område. Vi er ikke i tvivl om, at den indirekte effekt af uddannelse er meget stor. Desværre har det vist sig svært at sætte tal på, hvor meget den betyder. Samlet set er det dog forskningsmæssigt veldokumenteret, at uddannelse har udgjort et betydeligt bidrag til den økonomiske vækst. Og en øget uddannelse af den tilbageværende arbejdsstyrke er utvivlsomt den væsentligste kilde til en højere fremtidig produktivitet. På den baggrund kan det være relevant at kigge den danske uddannelsespolitik efter i sømmene. Det er en kendsgerning, at de danske udgifter til uddannelse er blandt de højeste i OECD, og at de stort set alle afholdes i det offentlige regi. Samtidig favoriserer uddannelsespolitikken den almene uddannelse, idet en relativt stor andel af de samlede udgifter anvendes på folkeskolen set i forhold til andre lande. Dette burde umiddelbart trække i retning af en stor direkte effekt af uddannelse i Danmark. Desværre har en række studier foretaget af OECD - de såkaldte PISA-studier - vist, at kvaliteten af output i folkeskolen ikke står mål med mængden af input. De danske elever i folkeskolens afgangsklasser klarer sig desværre ikke så godt som deres kammerater i f.eks. Sverige og Finland. Der er også visse tegn på, at de videregående uddannelser ikke i tilstrækkelig grad understøtter den indirekte effekt af uddannelse. Således er andelen af 25-64-årige i Danmark med en lang videregående uddannelse blandt de laveste i OECD - ca. otte procent mod henholdsvis 17 og 15 procent i Sverige og Finland. Samtidig er der blandt de nyuddannede med en lang videregående uddannelse en stor overvægt af humanister set i forhold til andre lande. I 2000 udgjorde de således 24,0 procent i Danmark, mens de tilsvarende tal for Sverige og Finland var henholdsvis 5,7 procent og 12,4 procent. Dette er ikke umiddelbart særligt opløftende for forsknings- og udviklingspotentialet i den danske arbejdsstyrke. At der faktisk er tale om en uheldig tendens, bestyrkes af vores egen forskning, som viser, at personer med en lang videregående uddannelse inden for humaniora har haft en markant dårligere lønudvikling end deres naturvidenskabelige, tekniske og samfundsfaglige kolleger de sidste 20 år. En udvikling der altså ikke blot kan tilskrives konjunkturerne, og som det er nærliggende at fortolke som udtryk for et 'overudbud' af denne type af uddannelse i samfundet. De samfundsmæssige omkostninger ved en sådan 'uhensigtsmæssig' uddannelse af arbejdskraft kan være betydelige. Der skal nemlig ikke kun tages hensyn til de direkte omkostninger ved x uddannelsen, men også til de efterfølgende indirekte omkostninger i form af en mindre anvendelighed i samfundet. ET BALANCERET portræt af den danske uddannelsessituation bør også indeholde, at vi i Danmark har relativt mange personer med korte og mellemlange uddannelser - selv om det ikke antalsmæssigt kan opveje vores 'underskud' inden for de lange uddannelser. Desuden har nylige undersøgelser af OECD vist, at danske ufaglærte generelt er dygtigere end ufaglærte i andre lande. Men man kan frygte, at kvaliteten blandt ufaglærte bliver svær at opretholde i fremtiden, når de nuværende tendenser i folkeskolen begynder at smitte af. En række lande, herunder USA og Storbritannien, har i de seneste 20 år oplevet en tiltagende ulighed som følge af en stigende efterspørgsel efter højtuddannet arbejdskraft. Den mest oplagte forklaring på denne udvikling er teknologiske ændringer, som fordrer et højere kvalifikationsniveau af arbejdskraften. En anden - men mindre vægtig - forklaring er den voksende handel med mindre udviklede lande. I Danmark har vi ikke oplevet en tilsvarende stigning i uligheden. Dette kan der være flere årsager til - på trods af de ovennævnte problemer på uddannelsesområdet. For det første har vi en anderledes erhvervsstruktur med en række store traditionelle erhverv inden for f.eks. fødevare- og metalindustri. Vores forskning viser, at disse kun i begrænset omfang har øget deres i forvejen beskedne efterspørgsel efter højtkvalificeret arbejdskraft. For det andet er der som tidligere nævnt tegn på, at danske ufaglærte er relativt dygtige og måske derfor i højere grad er i stand til at varetage funktioner, der kræver et vist kvalifikationsniveau. Det må dog forventes, at der efterhånden vil ske en tilpasning af den danske erhvervsstruktur. Der er allerede tegn på, at flere af de traditionelle erhverv er på tilbagetog, bl.a. som følge af en mere begrænset teknologisk udvikling og derfor lavere lønsomhed inden for disse erhverv. Dette vil alt andet lige øge de uddannelsesintensive erhvervs betydning i den danske økonomi og dermed efterspørgslen efter højtuddannet arbejdskraft. Hvis konsekvensen heraf ikke skal være en øget ulighed, skal der sikres den rette 'forsyning' af uddannelse i arbejdsstyrken. Vi skal med andre ord undgå, at visse typer af uddannelse ender med at blive så 'knap' en ressource, at der må betales en urimeligt høj løn for den. I den forbindelse er det foruroligende, at der tilsyneladende er alvorlige problemer med kvaliteten af den almene uddannelse, og at vi har en relativt begrænset tilgang til og en uhensigtsmæssig fordeling af personer på de lange videregående uddannelser. Ikke alene er dette en seriøs trussel mod Danmarks position som et af verdens mest velstående lande, men alt andet lige vil det ydermere have alvorlige negative konsekvenser for vores evne til også i fremtiden at sikre en ligelig fordeling af denne velstand. Omvendt betyder det også, at hvis uddannelsespolitikken tilrettelægges, så den løser disse problemer, har vi mulighed for at slå to fluer - 'velstand' og 'velfærd' - med ét smæk. VI HAR SAMMEN med tre af vore kolleger i en nyligt udkommet bog ('Denmark and the Information Society: Challenges for Research and Education Policy', Jurist- og Økonomforbundets Forlag, juli 2003) argumenteret for, at læreruddannelsen både er for kort og for generel. Den bør gøres længere end de nuværende fire år, og de kommende folkeskolelærere skal gives mulighed for at specialisere sig i færre fag - nøjagtigt som det er tilfældet i langt de fleste andre europæiske lande og inden for andre uddannelser. Tilsvarende bør undervisningen i folkeskolen specialiseres mere, således at de enkelte lærere kommer til at undervise inden for snævrere aldersgrupper og fagområder. På denne måde sikres det, at lærerne opnår en større faglig såvel som pædagogisk ekspertise inden for deres respektive områder. Med hensyn til de videregående uddannelser bør man sikre de rette incitamenter til at tage de mest samfundsgavnlige uddannelser. Det generelle mønster er, at vi har for mange humanister blandt de mest uddannede og tilsvarende for få med en naturvidenskabelig, teknisk eller samfundsvidenskabelig baggrund. Inden politiske tiltag iværksættes, er der imidlertid behov for yderligere studier til at klarlægge de nøjagtige uddannelsesbehov. Det næste spørgsmål er da, hvordan den rette tilgang sikres til de forskellige uddannelser? Strammere adgangsbegrænsninger har den kedelige effekt, at de sender signaler til samfundet om, at dette er populære uddannelser - selv om præcis det modsatte er tilfældet set fra samfundets side. Incitamenterne til at tage de 'rette' uddannelser bør derfor i højere grad gøres økonomiske, f.eks. via en indførelse af differentieret studiestøtte/-afgift og selektiv adgang til studielån. Som samfund tillader vi os i øjeblikket en helt urimelig luksus ved at betale for uddannelser, som ikke kommer samfundet tilstrækkeligt til gode, og som samtidig medvirker til at forstærke tendensen til øget ulighed. Sådanne uddannelser bør i langt højere grad end i dag opfattes som private goder, som den enkelte derfor også bør betale - i hvert fald delvis - for. Man skal huske på, at midlerne til uddannelse nødvendigvis må tages fra andre offentlige områder, som f.eks. sundhedsvæsenet og hjælpen til de svageste i samfundet. Og hvis man vil 'det hele', må skatterne nødvendigvis stige. EN CENTRAL drivkraft bag udviklingen i verdensøkonomien gennem de seneste årtier har været den stigende udbredelse af informations- og kommunikationsteknologi (IKT). F.eks. fremstår det nu ret veldokumenteret, at IKT har ydet et markant bidrag til den høje økonomiske vækst i USA i sidste halvdel af 1990'erne. I den forbindelse har man talt en del om fænomenet 'Ny Økonomi'. Dette er af flere økonomer blevet udlagt sådan, at IKT mere grundlæggende har ændret økonomiens funktionsmåde. Den debat kaster vi os ikke ud i her, men nøjes med at konstatere, at IKT er en af de underliggende årsager til den stigende efterspørgsel efter højtkvalificeret arbejdskraft. Lad os derfor slutte af med nogle overvejelser om, hvilken rolle IKT kan forventes at spille i Danmark - set fra såvel en velstands- som en velfærdsmæssig betragtning. I Danmark er der en forholdsvis lille produktion af IKT, men Danmark er derimod helt i front med hensyn til anvendelse af IKT. Det gælder inden for erhvervslivet, den offentlige sektor og i de private hjem. Meget tyder på, at kombinationen 'stor bruger - lille producent' udgør et godt grundlag for i fremtiden at udnytte IKT til ikke blot at yde et bidrag til den økonomiske vækst, men også til at sikre en ligelig fordeling af denne. Nyere forskning når således frem til, at det ud fra en vækstbetragtning ikke betyder så meget, om man er producent eller forbruger af IKT. Man skal blot være mindst én af delene. At Danmark ikke producerer IKT i videre omfang, bør derfor ikke vække bekymring. Derimod er der ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt grund til at glæde sig over, at så mange er brugere af IKT. Dette kan være med til at sikre en mere ligelig fordeling af gevinsterne fra en udvikling, hvor IKT må formodes at spille en stadig større rolle. At fastholde Danmark på det rette IKT-spor forudsætter imidlertid, at vi kan opretholde et vist alment uddannelsesniveau. I lyset af de nuværende problemer på uddannelsesområdet kan vi ikke nødvendigvis tage dette for givet. At også den brede befolkning i dag spiller aktivt med i brugen af IKT giver dog mulighed for at tage nye og forbedrede undervisningsmetoder i brug. Forstår man at udnytte dette, kan den store udbredelse af IKT vise sig at blive en væsentlig drivkraft bag ikke alene en øget fremtidig velstand, men også en ligelig fordeling heraf. Kronikørerne er medforfattere til bogen 'Denmark and the Information Society: Challenges for Research and Education Policy', der modtog Grundfos Prisen i år.