JEG VIL IKKE ligefrem påstå, at jeg kan føre mig frem på flydende fransk. Eller arabisk for den sags skyld. Men efter et stykke tid som fast klientel i Marokkos offentlige transportmidler, da var der én nyhed, som selv jeg kunne forstå. - Den gik nemlig igen i en sådan grad, at det nærmest ikke kunne betegnes som en nyhed længere. Et tilfældigt udpluk: Flygtningene i en fiskerbåd i Gibraltarstrædet, med overvejende kvinder og børn om bord, er blevet reddet fra druknedøden, efter at skuden lækkede på grund af overvægt. Ligene af seks mennesker af nordafrikansk oprindelse er blevet vasket op på Spaniens kyst og fundet af en gruppe turister. Et cetera. Der sættes for det meste af sted fra Tanger, Marokkos nordlige spids, mod Spaniens kyst. Flere og flere slår imidlertid en omvej, fordi Blair og Aznar nu lader Middelhavet patruljere af militærskibe med ordre om at tvinge de synkende skuder, der lusker sig af sted i nattens mulm og mørke, til at vende om. Denne praksis er nu ved at blive opgraderet til et EU-direktiv, hvilket legitimerer den nuværende bilaterale omgåelse af international flygtninge- og menneskerettighedslovgivning. At søge asyl er en menneskeret, der kan udøves, så snart man har sat fod på territoriet i det land, hvori man ønsker at søge asyl; derudover slår denne lovgivning fast, at man ikke bør straffes for illegal entré, hvis der ligger gode årsager til grund. Årsagen til, at disse titusindvis af mennesker sætter livet på spil for at nå Europa, når vi i langt de fleste tilfælde ikke at finde ud af. ANTALLET AF asylansøgere i Europa er steget støt siden den økonomiske omstrukturering efter 1970'ernes oliekriser og den ideologiske omrokering af magt, siden Muren faldt, til dels fordi der blev sat en stopper for regulær indvandring til Europa. FN's Højkommissariat for Flygtninge kan berette, at der var næsten to millioner asylansøgere i Europa mellem 1997 og 2001, og at næsten 400.000 mennesker har fået tilkendt flygtningestatus, mens endnu flere stadig venter på svar. Det koster penge. Men hvad kan man gøre, når man nu engang har skrevet under på, at man ikke vil sende en asylansøger tilbage til et sted, hvor hans/hendes liv er i fare på grund af hans/hendes religiøse overbevisning, politiske mening, sociale gruppe, race eller andre definitive træk og holdninger, som vi alle er enige om ikke bør diskrimineres? Så kan man anse Marokko for et sikkert land at opholde sig i; derfor vil Marokko lige om lidt have modtaget en sæk penge til at styrke det 'europæiske samarbejde', hvilket først og fremmest går ud på at modtage alle med deporteringsordre, der kan påvises at have været i transit gennem Marokko på vejen til Europa. Marokko er ikke begejstret; det er der højlydt blevet givet udtryk for, for her er der ikke tale om at dele den byrde, som immigration bliver opfattet som, men i stedet for om at lade ansvaret skifte hænder. Spanien deporterede 75.000 mennesker alene i 2002, langt størstedelen til Marokko. EU synes, at idéen er så glimrende, at den nu bliver indsat i alle aftaler med tredjelande på højde og vigtighed med menneskerettighedsklausuler. Dét direktiv har ikke lidt af fødselsveer, som så meget andet ellers har tendens til i EU-regi. Om de lande, som for eksempel Marokko, Slovenien og Rusland, har kapacitet til at garantere adgang til en fair asylprocedure, er der ikke blevet sat mange spørgsmålstegn ved. »Så spiser jeg sgu da bare mit falske pas og siger, at jeg ikke ved, hvor jeg har været«, siger Matthew. Det er han ikke den første, der har gjort. Det har, blandt andre, over halvdelen af Tysklands asylansøgere, fordi alle landets naboer er på dets hvide liste. HVEM ER de - de, der sætter livet på spil, og de, der mister det for at nå over på den anden side af havene? Som udsendt for Det Amerikanske Universitet i Kairo fik jeg fat i en snip af det patchwork, der udgør vor tids menneskelige bevægelsesmønstre. En far fra Sierra Leone var i en desperat kamp mod tiden for at få skrabet penge nok sammen til at tage hjem, så hans børn kunne nå frem til skolestart, men han måtte erkende, at det nok heller ikke ville kunne lade sig gøre i år. Nogle søger at starte forfra i det nye fremmede land. De lærer sproget fra tilråb gennem hvislende tænder fra tilfældige folk på gaden. De sælger vækkeure og køber cigaretter stykvis. Om en pige bare ville forelske sig i én, da ville man kunne gifte sig ind i en ny kultur, med ret til at opholde sig i landet oven i købet. Andre har lagt alle romantiske forestillinger på hylden: »Spørger du mig, om jeg påtænker at forlade Marokko«, spørger Wilson rex torisk, »jeg tænker ikke over det, jeg tænker på, om mine børn får noget at spise i aften«. Endnu andre sparer sammen for at komme ud og væk, videre til Europa. Prisen? Rigtig mange vækkeure. Og de spørger mig, hvordan der er i Europa, og jeg svarer blandt andet, at fordi de fleste europæiske regeringer anser sig selv for et fluepapir for asylansøgere, der kynisk udregner at tage dertil, hvor lovgivningen er mest slap eller human (alt efter hvordan man ser på det), så er der sket mange restriktive tiltag gennem de senere år for at sørge for, at man i hvert fald ikke er det ømme punkt på det europæiske landkort. Da jeg fortæller om England, der har decentraliseret asylprocessen væk fra London (og dermed hjulpet marginaliseringen af asylansøgere på vej), da afbryder Samuel mig forundret: »London«, spørger han, »er det en by i England?«. Dertil rakte den geografi, han lærte, mens hans skole stadig stod i Freetown. I SKOLEN funderede én af mine lærere om grunden til, at 'Tony-boy' - og de andre quasi socialdemokratiske statsmænd i Europa for den sags skyld - mon var kommet så langt ud til højre for simpelthen at forhindre højrefløjen i at komme til magten? Hvis det har sin rigtighed, og det har det meget muligt, så er det min mening, at Europa bevæger sig hen imod den ultimative demokratiske positivisme: alt, hvad flertallet mener - eller opfattes som at mene, eller opgejles til at mene, eller stikkes blår i øjnene for at mene, det har demokratisk sandhed og konsekvens. Det er ikke Matthew, der vil komme til at lide under de værste fysiske konsekvenser. Mens man ikke behøver at være uddannet læge for at vide, at han vil komme til at lide af maveproblemer i et par dage, så er det Europa, der skyder sig selv i foden på længere sigt ved at underminere muligheden for at søge asyl og lukke immigrationskanalerne ind til unionen. Som vi allerede nu bevidner, gribes der til desperate og illegale midler for at bryde muren ned, og asyl som en humanitær institution mister sin legitimitet i processen. Det lader til at høre med til uddannelsen som politiker ikke at vide dette. Men hvis vi tænker os om, da véd vi, at Europa ældes, at de nye generationer bliver mindre, at Europa har brug for arbejdskraft. Vi burde også vide, at hvis Europa prædiker overholdelse af international menneskerettighedslovning, så skal Europa stå som eksempel derfor. Det er frem for alt de organiserede menneskesmuglere, der lukrerer på denne fremtrædende politiske 'ikke8videnhed'. Jeg havde æren af at møde en vaskeægte menneskesmugler, der kunne fortælle intime detaljer om dokumentforfalskning og præsentere prislister for en ny identitet. Da det koster flere vækkeure, end de fleste kan sælge, så kan man også købe billigere, om end mere risikofyldte pakkeløsninger med forskellige tilbagebetalingsordninger. Den albanske mafia specialiserer sig i prostitution i London. Andre tvinges ud i mere lyssky kriminalitet. Undergrundsøkonomien ligger, om ikke andet, lunt i svinget. Nu er man begyndt at mene, at disse mennesker skal hjælpes i deres nærområder, dermed forhindres de i at flytte sig. Det er jeg ikke umiddelbart uenig i, hvis der samtidig lukkes op for de europæiske markeder, så Afrika kan få en ordentlig pris for deres kakao, guld og diamanter. Og så skal prisen ned på de skrottede italienske minibusser, der fylder gaderne i Accra, og de rustne tyske gravplove, der står på markerne i Togo. Våbenhandel bør sanktioneres. Der skal nytænkning ind i bi- og multilateral bistand, så posen med penge ikke lander i ineffektive bureaukratiske maskinerier og i de lommer, der allerede er blevet dobbeltforet. Man kunne i én uendelighed nævne nogle af de forhold, hvor Europa cementerer den ulighed, der nu søges opgør med ved at fokusere på en relativt snæver tilgang til begrebet udvikling. Der skal mere rationalitet ind i flygtninge- og immigrationsdebatten. Det følelsesmæssige, der grænser til det xenofobiske, skal ikke ind og sidde med ved bordet. Dertil er denne debat og dens konsekvenser for vigtige. SELV OM der uden tvivl vil være 'illegale indvandrere', der har til hensigt at lu8krere på de europæiske velfærdsregimer, så findes der også mennesker som Tomas, familiefar til en børneflok på syv, der vandrede gennem den algeriske ørken for at finde arbejde og sende penge hjem, så hans børn kunne lære at stave. Uheldigvis blev han frarøvet alle sine penge og papirer af ørkenrøvere og sover nu på køkkengulvet i en lille lurvet lejlighed. Han har for første gang i tre måneder vovet sig ud denne tirsdag morgen, hvor jeg mødte ham, for at spørge Caritas - et fransk velgørenhedsforetagende - om hjælp til at komme hjem til sin familie i Nigeria igen. Sidste gang han gik uden for en dør, blev han slået til plukfisk: »Uprovokeret, fordi min hud er sort«, hævder han. Der findes også en enlig mor, hvis ene datter lider af blindtarmsinfektion og nu ligger for døden i Casablancas undergrund, fordi hun hverken har råd eller mulighed for at søge hospitalshjælp. Hun er ikke genert over at fortælle, at hun nu prostituerer sig selv for at tjene penge til sin datters operation, for, som hun siger, Luckys (jo, det er datterens navn) liv er vigtigere end hendes. Og sådan er der så mange andre menneskelige lidelseshistorier, der forbliver ufortalte. Det var de heldige. Derom vidner Mauretanien. KAN DU finde Mauretanien på et landkort? Det kan godt være svært at finde - selv når man er der, kan jeg så fortælle, for støv og sand fyger og dækker gaderne. Vinden fra Atlanterhavet gør det ikke bedre. Og så står solen med sine fyrre grader celsius og skinner godt i øjnene. Hvis du synes, at du har hørt om Mauretanien før, så kan det være, fordi det er en islamisk republik, hvis regering støttede Irak under den første Golfkrig i begyndelsen af 1990'erne. Det skulle de aldrig have gjort; mange pengestrømme blev suspenderet og sanktioneret. Oppe omkring 80 procent af befolkningen lever for under en dollar om dagen. Mauretanien rangerer nær nummer sjok på FN's udviklingsindeks, og det er andet og mere end ranglister og økonomiske indikatorer: Folk dør på gaden af forebyggelige sygdomme som fejlernæring, influenza, mæslinger og diarré. De lider ikke af mangel på sengepladser på hospitalerne - de lider af en generel mangel på hospitaler og uddannede læger. I Mauretanien er der virkelig brug for at styrke 'nærhedsprincippet' - men hvor mange af de 45 procent af Mauretaniens befolkning, der er truet af hungersnød lige nu, skal dø af sult, inden fødevarerne fra europæiske overskudslagre bliver doneret som 'udviklingsbistand'? Eller bliver det nu fødevarer og ikke som i Albaniens tilfælde penge øremærket til at træne den udøvende magt i at opfange falske identitetspapirer? Vi lader spørgsmålene stå, mens procenterne tikker videre. »Hvordan skal mauretanierne hjælpe mig, når de selv sulter og ikke har tag over hovedet«, spurgte en flygtning fra Sierra Leone mig. Hun var alenemor til de to af sine otte børn, der stadig lever. De bor under et stykke fragtplastik, der bliver holdt oppe af fire træpinde (nej fem, der ligger også én på tværs). Andre bruger bomuld som tag over hovedet, hvilket gør varmen lidt mere udholdelig, mens de heldige bor i rigtige huse med træplader som vægge. Det holder sandet ude, når det rigtig fyger. Blandt Mauretaniens flygtninge bliver der ikke engang dagdrømt om Europa. Der er ikke plads, for fattigdom fylder. Tilværelsen bliver levet fra dag til dag, fra hånden til munden. FN's Højkommissariat for Flygtninge spytter lidt i kassen: En halv sæk ris, en liter olie og 70 kroner som tilskud til husleje bliver givet til hver familie én gang om måneden. Der bliver skubbet fiskerbåde til og fra land, fiskenet bliver repareret, og tomater bliver solgt på markedet for ti øre mere, end de er blevet købt for. Bogstaveligt talt. Og mens der forståeligt nok blev tigget og bedt - ville jeg ikke købe den kjole, Abraham lige havde syet (de indtjente fem kroner ville være nok til familien i en uge); ville jeg spise med (kylling tilberedt ved et nedgravet bål i sandet, så længe jeg bare købte kyllingen); skulle vi ikke gifte os (mit pas prydes af tre kongelige løver); havde jeg tyve kroner, så Isaac kunne ringe hjem for at prøve at finde ud af, om lillebror stadig var i fængsel (forbrydelse: Nægtede at brænde en landsbyskole ned i Liberia) - ja, så var der en grænse, og jeg måtte fortælle, at jeg hverken var der for at bygge skoler, flyve dem alle til Amerika eller lade et andet mirakel ske. Det tog tid og kræfter at forklare, at jeg var der for at dokumentere deres situation, så folk (det er dig) kunne blive vidende om tingenes tilstand og derved have en god begrundelse for at sætte magt- og pengemaskinerne i gang. Det forstod Lataya alligevel godt: »Det er da i det mindste rart, at der kommer én og udviser interesse for os. Det får mig næsten til at føle mig som et menneske«, sagde hun, og jeg bøjede mit hoved i stille samtykke. - Hun lignede til forveksling et menneske.