0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mismod og håb i juli

Mellem den lange, hede sommers skingre stemmer har forfatteren fornemmet en lugt fra fortiden - lugten af et lille rigt, men alligevel så mærkeligt fortabt land uden megen værdighed. Den dunst, der slår op fra de 432 sider i blågrønt papiromslag: Kartoteket.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er en lang og varm sommer, og nu høstes der. Himlen er høj, og på overfladen ligner Danmark sig selv med bøgeskove og blå fjorde. At fiskene for eksempel er væk, lægger man jo ikke mærke til. Småting.

Som forfatter ferierer man som regel ikke på normal måde. Fritid og arbejdstid er rodet sammen. Alligevel har jeg da indimellem befundet mig i en liggestol på et skyggefuldt sted og med en letlæst bog i hånden. Den sidste var Olav Hergels 'Danskere - reportager fra en nation i skred' med forord af Tøger Seidenfaden. Hergel er featuremedarbejder ved Berlingske Tidende. Han er en god journalist. Bogen vender jeg tilbage til.

En lang og varm sommer, ja. Mange stemmer har ladet sig høre. Nogle har været skingre. Den politiske spænding er ond. Alt dette kan dog negligeres på campingpladserne og i sommerhusene. Forandringen kan passe sig selv. Og hen over det hele hvælver en stor tavshed sig.

På udlændingeområdet presses regeringen stadigvæk. Søren Krarups Kronik i Politiken (7.7.), det åbne, fidele brev til Bertel Haarder, var interessant læsning. Krarup er trods alt en ærlig mand, her fejes intet ind under gulvtæppet. Vi kender præmisserne, som logisk fører til konklusionerne. Men på ét punkt er Krarup gået i vandet. Og det er i forbindelse med henvisningen til Lars Hedegaard, som åbenbart har skrevet noget om, at flygtningestrømmen til Danmark har medført den farligste situation for os siden holstenervældet i 1300-tallet, hvilket kronikøren naturligvis er enig i.

Se, her er man nødt til at kende Lars Hedegaard vældig godt, hvis man ikke skal dumme sig. Lars og jeg var venner i de unge år. Vi kom fra den samme by, Horsens, jeg fra den lavere middelklasse og Lars fra det ægte proletariat. Vi var de første studenter fra Horsens Statsskole, som ikke havde hvide handsker på til translokationen. Lars blev en enestående dygtig marxist, og han slog mig tit i hovedet med 'Das Kapital', men jeg var både for doven og for dum til at få etableret et personligt forhold til bogen.

Lars kunne også mange andre ting. Han var blandt andet en fremragende billardspiller, som kunne trylle på det grønne klæde med sit enestående chasséstød: Køen rammer den røde bal dybt, og kuglen svæver hen over keglerne og giver ægte rødt hos de to hvide kugler, der gemmer sig bag dem. Men Lars var først og fremmest kendt som humorist. Og nu er vi fremme ved sagens kerne. Lars er ganske enkelt ét af de morsomste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Hans originale humor var allerede dengang legendarisk. Han kunne holde et helt værtshus i sin hule hånd, når han med sin gnæggende røst foredrog alenlange monologer af ophøjet, genial og fuldkommen absurd komik.

Det er efter min mening den samme dybe humor, der har gjort, at Lars Hedegaard har udskiftet sin gamle støttepille, Karl Marx, med en ny, Pia Kjærsgaard. Og der er heller ingen tvivl om, at Lars Hedegaards ord om de holstenske grever for 600 år siden er en vittighed. Lars betjener sig nemlig aldrig i alvor af plat historisme. Den slags skal vi til Solsortesletten for at finde. Som den dygtige historiker, Lars er, ved han nemlig godt, at vi ikke behøver at gå ret mange år tilbage i tiden for at finde en situation, som for alvor truede vor nationale selvstændighed.

Jeg sad for nylig og bladede i 'den forbudte bog', et 432 sider primitivt fremstillet værk med blågrønt papiromslag. Der var tale om Kartoteket, en afskrift af DNSAP's medlemskartotek, som det lykkedes frihedskæmpere at få foretaget kort før 5. maj 1945. Bogen er én lang fortegnelse over danskere, som meldte sig ind i nazistpartiet. I de fleste tilfælde har man angivet ud over både fødsels- og indmeldelsesdato, stilling og adresse. Det er et bredt udsnit af en befolkning, som ikke kendte sit sted - akkurat som i dag. Et lille rigt, men alligevel så mærkeligt fortabt land uden megen værdighed. En nation, hvor nazismen havde godt fat i alle samfundslag dog først og fremmest på landet i bevægelsens første tid og med regeringens billigelse. Med bogen i hænderne forstår man med gysen og på en meget konkret måde, at alt for mange danskere var parate til at opgive det danske demokrati for at kunne indgå i en ny storhed: det germanske tusindårsrige renset for undermennesker, dén over alle andre kulturer højt hævede.

Der stiger en modbydelig dunst op fra de falmede blade, men også en mørk tåge af forvirring og social elendighed. Der er navne på militærfolk, som har set sig selv på sejrherrernes side i Hitlers nye Europa, og direktører, som er gået efter, hvad der bedst kunne betale sig i det lange løb.

Og fra det sociale dyb, fra vredens rum, stiger samtidig et håb om betydning og anerkendelse. En længsel efter stærkt sammenhold, forandring. Man lytter sig ind til hadets tale, til hævnens. Hvisk dine forbitrede ord i øret på din fjendes fjende, bliv stikker. Småfolk med små tanker, som pludselig bliver større i lyset af nazismens storhed. Når man lader øjnene løbe ned over side efter side, ser man ind i hovbondens dystre ætling, det sammenkrummede luskeri, angsten og mistilliden. Man hører gøgeungernes latter af skadefryd og dumhed. Og man forstår, at disse tusinder af danskere var parate til at opgive det danske demokrati for at kunne blive en del af en ny magt, der foragtede det komplekse og hyldede det enkle - og rene.

I dag er det den samme foragt for demokratiet, man mærker tendenser til i Dansk Folkeparti. Der er let skjulte trusler, som drejer sig om en ny form for Berufsverbot for institutioner og enkeltindivider, hvis man ikke er enig med Pia Kjærsgaard. Der er forsøg på sindelagskontrol og angreb på den kritiske journalistik. Frevert vil have indført politisk censur af kunst, som ikke passer hende. Det var naturligvis beroligende at læse kulturministerens øjeblikkelige afvisning af dén stupiditet - men at det overhovedet er kommet så langt ud i dette land. Pia Kjærsgaards angreb på Højesteret efter racismedommen er en uhørt provokation, og hendes overvejelser om et dansk brud med menneskerettighedskonventionen er uhyggelige.

Alle disse ting sker, samtidig med at vi - som også andre har påpeget - har en totalt dæmoniseret ideologidebat, hvis patetiske, hadefulde og oppustede karakter står i skærende modsætning til den beskedne historiske rolle, Danmark har spillet. Dette lille land har efterhånden vredet sig selv helt ud af enhver rimelig proportion. Det har blandt andet erklæret et mellemøstligt land krig - på et endog særdeles dubiøst grundlag og uden FN-mandat.

I sidste måned var jeg i Wien. Jeg skulle holde to foredrag, ét på universitetet og ét i DanAustria, den dansk-østrigske venskabsforening, og i den forbindelse mødte jeg en lang række danskere bosiddende i Østrig. Jeg talte blandt andet med dem om flygtningeproblematik, og til min store forbløffelse konstaterede jeg, at der blandt danskerne netop i dét land var en udbredt skamfuldhed over Danmark anno 2003. Samstemmende forlød det, at man ikke kunne fatte, hvad der var sket derhjemme: en flygtningepolitik endnu strammere, endnu mere sort end den østrigske. Og dét endda på trods af, at Danmark ikke har de samme geografiske og grænsemæssige problemer som Østrig.

Fra regeringspartierne hører man - med få undtagelser - ikke klare udmeldinger mod Pia Kjærsgaard. Man gemmer sig, bøjer hovedet og håber på, at det kjærsgaardske krigshumør toner lidt ned. Haarder fortæller, at han kun udfører, hvad befolkningen ønsker, men mon samme befolkning også går ind for, at han vil gøre danske folkeskolelærere til sladrehanke og stikkere i forbindelse med sin kvælende politik over for de fremmede? Jeg er enig med Søren Krarup i, at Haarder er på en svær mission. Han skal både tilfredsstille Krarups utiltalende synspunkter og samtidig udholde præstens indsmigrende og fedtede tilnærmelser. Det er sgu da hårdt. Der er ikke noget at sige til, at Haarders ansigt mere og mere ligner ét af de selvretfærdige jesuitiske fysiognomier fra dommerflokken i Carl Th. Dreyers 'Jeanne d'Arcs lidelse og død'.

Der er politikere, der hidtil er blevet opfattet som anstændige. De er godt på vej til at erhverve sig et eftermæle, man ikke misunder dem. For det er jo ikke sikkert, at historien kun skal skrives af den sorte reaktions penneførere. Ja, man skammer sig i dette land, og man skammer sig i udlandet. Men heldigvis er tilstanden ikke permanent, for regeringen har ét problem, som ikke lader sig løse gennem tavshed. Og det er Pia Kjærsgaard, som både er regeringens lunger og dens akilleshæl.

Regeringen har nemlig fået lov til i en periode at administrere Socialdemokraternes velfærdspolitik (med en del småjusteringer til følge) mod i ny og næ at tilkaste Pia Kjærsgaard nogle lunser råt kød på udlændingeområdet. Men hun er i virkeligheden umættelig. For hun ved godt, at hendes politiske betydning forsvinder, hvis hun ikke holder den sorte udlændingegryde i kog. Og VK-regeringen kan ikke tillade sig at fornærme hende - for så får den sparket! Slut med hjemmehjælpen!

I Dansk Folkepartier man bange for en kommende EU-folkeafstemning, og det er man naturligvis også - men af andre grunde - i regeringen. I den almindelige EU-suppedas var det derfor med glæde, at jeg læste indlægget om vore EU-forbehold af Claus Larsen-Jensen (socialdemokrat og formand for Folketingets Europaudvalg) her i bladet (15.7.) med den klare og rigtige konklusion: »Det er tre traktater siden, de danske forbehold blev vedtaget. Meget er ændret siden i Europa og i traktaterne. Samarbejdet er nu kendt og konkret. Det bør føre til, at et stort flertal af danskere erkender, at EU-forbeholdene har tjent deres historiske opgave som bremseklodser på en ukendt udvikling«.

Som gammel EF-modstander er jeg lidt forbløffet over mig selv. Jeg ser i dag frem til en hundrede procent aktiv og uforbeholden dansk indsats for at udvikle demokrati og human adfærd i det udvidede EU i samklang med en ny og mere anstændig dansk politik på flygtningeområdet. Pia Kjærsgaard siger, at dansk flygtningepolitik ikke skal skrives i Bruxelles. Dertil vil jeg bare sige: Jo, det skal den! Af danskere i samarbejde med andre europæere!

Den Europæiske Centralbank skal have nyt hovedsæde. Det skal ligge i Frankfurt ned til Main. Der er i den forbindelse udskrevet en international arkitektkonkurrence, hvortil 80 arkitektfirmaer er blevet indbudt, herunder 5 danske. På konkurrenceområdet ligger en 260 meter lang fredet bygning, Grossmarkthalle. Det er meningen, at denne gigantiske hal skal indarbejdes i projektløsningen.

Grossmarkthalle har en ganske særlig historie. I årtierne efter Anden Verdenskrig var bygningen den store bys marked for levnedsmidler, et optimistisk, folkeligt og humørfyldt sted. Men under krigen indgik bygningen som del af den store forbrydelse: holocaust. Her samlede man jøder, der skulle sendes videre til gaskamrene.

Hvorfor er man ikke veget tilbage for at bruge en sådan bygning?

Forklaringen er, at man i Tyskland og en række andre europæiske lande har den opfattelse, at euroen ikke bare er en valuta, men også billedet på noget større. Den fælles mønt er et resultat af et samarbejde, hvor ét af hovedmålene efter de to verdenskrige var at minimere risikoen for ekstrem chauvinisme, ny politisk galskab, racisme, diktatur og nye krige. Og vi bærer Grossmarkthalle med os ind i fremtiden, den er en del af vor fælles historie, den er et gigantisk mindesmærke. Den Europæiske Centralbank og dermed naturligvis også Tyskland ser fortiden i øjnene og beder verden hjælpe med til at løfte dette rum, som ejer rædsel og død i sig såvel som de mest livgivende aktiviteter, op over det indskrænkede og selviske, bort fra hadet og dumheden.

Vi skal selvfølgelig ikke opgive nationalstaten. Men vi skal tage afstand fra Dansk Folkepartis brug af nationalstaten som trampolin for ustandselige angreb på den muslimske kultur. Og nu vender jeg tilbage til min sommerlæsning, til Olav Hergels artikelsamling. Omslaget viser et foto af Rådhuspladsen fyldt med udelukkende muslimske mænd i foroverbøjet bedestilling med ansigterne mod Mekka og bagdelene mod Politikens Hus. Artiklen, som dette foto refererer til, er bogens sidste: 'Tro, hvad I vil', og den er fra 6. april i år.

Hergel, som både kan sanse og videregive sine oplevelser i et smidigt sprog med overraskende vinkler og pointer, og hvis research altid er i orden, skriver morsomt om en kvindelig ligestillingsordførers forargelse over denne kønsopdeling, hvorefter han citerer en danskfødt muslimsk kvinde for at sige: »Kønsopdelingen sker for at beskytte kvinderne. Når kvinder beder, så ligger de jo populært sagt med røven i vejret. Det kan virke forstyrrende på mænd«.

Og så præsenterer Olav Hergel os for den muslimske mangfoldighed, der strækker sig lige fra det fundamentalistiske vanvid (Hizb-ut-Tahrir) til de demokratisk indstillede muslimer, og han slutter sin artikel og bogen med ordene: »Langsomt forsvandt de, der havde været med til at bede. Kun få blev tilbage for at høre talerne. Fredagsbønnen var slut. Den blev for første gang i Danmark bedt midt på Rådhuspladsen i København, og den blev bedt i en tid, hvor verden er i krig, børn bliver dræbt, og bomber falder. Den blev bedt på en grå og på en våd og kold dag. Men trods alt. Den blev bedt på en dag, hvor der var højt til himlen«.

I forbindelse med Kosovakrigen havde Suzanne Brøgger nogle spændende betragtninger i tidsskriftet Kritik. Hun spurgte, om vi måske netop nu oplever et skæringspunkt i historien, hvor det er muligt at skelne mellem 'ny' og 'gammel' død. Var de 'gamle' døde ofre for en verden, hvor folkemord stadig var en politisk mulighed, i ly af det statslige suverænitetsbegreb? Og falder de 'nye' døde i kampen for at skabe en verden, hvor man har ret til at leve og vir