Holberg på fransk

I tre århundreder har franskmændene ikke haft meget tilovers for den dansk-norske dramatiker, men nu introduceres han på nutidsfransk som Nordens Molière - renset for danske dialekter og grundtvigske undertoner.

Kroniken
FOR ABONNENTER

Holberg var formelt taget på rekreationsrejse til badene i Aachen for at pleje sit helbred. Men måske havde rejsen helt fra begyndelsen haft et andet formål. Nemlig at komme til Paris og få vist franskmændene, at man også i København kunne lave teater - at han kunne lave teater!

Et gennembrud i Byernes By var velfortjent, skulle man mene. Med en overvældende produktivitet i ryggen, 21 komedier på mindre end fire år, var han dansk teaters absolutte stjerne. Kun én anden kunne for alvor true hans førerposition på den danske scene, Molière. Siden teatrets start i 1722 havde Holberg jævnlig måttet vige pladsen på plakatsøjlen for sin verdensberømte kollega. Men nu var han kommet til Molières Paris for at vise omverdenen, at også han - Holberg - kunne spille på udebane!

Luigi Riccoboni, en af Paris' teatermatadorer, chef for den fransk-italienske commedia dell'arte-trup, fik 'Den politiske kandestøber' - og sandsynligvis 'Henrik og Pernille' til gennemlæsning. Trods chefens begejstring blev komedierne ikke opført. Senere skriver Holberg, at han blot havde oversat stykkerne til fransk »for tidsfordriv« ...

Indtil i dag har franskmændene kun haft et skuldertræk tilovers for Holberg. Men hvorfor? - Han er grundlægger af dansk teater og litteratur - han skrev ikke kun inden for et afgrænset domæne, men spændte over hele epokens viden fra metafysik til teologi over historie, fysik, sprogvidenskab til digte og romaner - han er Nordens væsentligste oplysningstænker! Alligevel er det knap og nap, at selv de største 1700-1800-tals specialister i Frankrig kender hans navn.

Desto mere modigt er det derfor, at ikke bare et - men to af Paris' store forlag godt 277 år efter, at han blev afvist af Riccoboni, hver især tager fat på en lancering af den ukendte forfatters komedier.

Forlaget Editions Théâtrales, som er de første på banen, har ironisk nok valgt at lancere ham som Nordens Molière! Og som et 'godt ord igen' fra fransk side har de udgivet netop 'Henrik og Pernille', den komedie Holberg i 1726 skuffet måtte pakke i kufferten igen. 'Henrik og Pernille' er ledsaget af 'Erasmus Montanus'. Og komedierne er blot første bud i en ambitiøs udgivelsesserie, som indebærer seks nyoversættelser tre år i træk.

Til efteråret udkommer 'Jeppe på bjerget' på forlaget Les Belles Lettres, der også følger op med flere komedier. Fælles for udgivelserne er, at de præsenteres som teater i international klasse. Og målet er, at de skal opføres. I Editions Théâtrales' udgivelse har oversætteren, Jean Renaud, derfor udstyret Holberg med et så moderne og scenevenligt fransk som muligt. - Den danske klassikers replikker skal ligge bekvemt i munden på franske skuespillere.

For at sådan et oversættelsesprojekt skal lykkes, skal oversætteren helst svinge i samme toneart som forfatteren. Det kan godt være svært, da teksterne er skrevet i en anden historisk sammenhæng med den tids særlige sprog og normer. Ikke desto mindre er de udenlandske klassikere, vi ser på teatret, næsten altid oversat til nutidssprog. Oversatte tekster følger med tiden. Derimod ser vi i de fleste tilfælde nationale klassikere i originaludgaven. F.eks. misunder englænderne ofte udenlandske scener, der har 'frihed' til at oversætte og gøre Shakespeare 'forståelig'. Hvorimod de selv spiller de originale tekster på et smukt, men snørklet, uklart og meget gammeldags engelsk. Nøjagtig som vi, med få undtagelser, altid spiller de originale Holbergtekster i Danmark. Hvad der engang for flere hundrede år siden var lettilgængeligt, kan i dag virke både knirkende og knudret. Men Jean Renauds oversættelser til fransk er altså et eksempel på det modsatte, nemlig en Holberg, der er blevet strammet op til et moderne, skarpt replikskifte. Jo, men virker det på fransk? For det, som vi ofte morer os over og griner ad, er jo selve den sprogtone, der er så karakteristisk for Holbergopførelserne. Det er dér, vi genkender ham - dér vi genkender vores egen identitet - dér Holberg er 'rigtig' dansk!

Ja, men nu er der altså to franske forlag, der alligevel har sat sig for at bevise, at mere dansk er han altså heller ikke. Derfor blev der, da Editions Théâtrales lancerede Renauds oversættelser, organiseret en 'reading', hvor fem franske skuespillere opførte 'Erasmus Montanus'.

'Holbergparfumen' - den gammeldags tone, den lune lilleverden, bondeteaterdiktionen var i fransk version skrællet bort. Befriet for danske teaterkonventioner stod komedien i al sin nøgenhed. Alskens sproglige broderier, når det gælder etablerede danske idéer om, hvordan Holberg skal spilles, var naturligvis ude af billedet, fordi hans replikker blev sagt på et fremmed tungemål. Tilbage var den brutale historie om den påståelige student, der bliver banket til at 'indrømme', at Jorden er flad! Studenten Erasmus, der kommer hjem i en ordrus af filosofiske og metafysiske sandheder, som han udbasunerer uden at lade sig stoppe - hverken af Lisbeds tårer over, at han vælger sine idéer frem for hende; ej heller af Mor Nilles tårer over, at hans retorik 'forvandler' hende til en sten; og slet ikke af degnens gråd over, at hans ord 'forvandler' ham til en hane. Erasmus ser ikke, at idéer, følelser, ord, penge og social status på grund af ham befinder sig i pludseligt kaos, fordi hans sprog i bøndernes ører er komplet meningsløst.

Dialogen foregår delvis på latin - et nonsens volapyk, der gør, at ord mister deres betydning, og ingen budskaber trænger igennem. Fronterne er trukket op mellem det konkrete og det abstrakte. Mellem det, man 'kan tage og føle på', og det, man kun kan forestille sig: Hvordan skal man kunne tro på, at Jorden er rund - når nu enhver kan se, at den er flad som en pandekage!

I al sin robuste usentimentale komik blev komedien modtaget med en overgiven latter fra det franske publikum. Det var med al tydelighed forfatterens humor, ikke konventionens komik, der fik bifald.

Paradoksalt nok peger hele spørgsmålet om at formidle Holberg i Frankrig hen imod sproget. Ikke nok med at 'Erasmus Montanus' i sig selv handler om sproget, eller at sproget spiller en hovedrolle i spørgsmålet om at oversætte Holberg til fransk. Sproget og de sproglige barrierer mellem os og Frankrig er måske også problemet, når det gælder den 'danske' skuffe med 'dansk' prædikat, som Holberg er blevet lukket nede i.

I Danmark forstår vi ikke som en selvfølge de latinske sprog, og de forstår slet ikke os. Der har siden Holbergs tid sænket sig et sprogtæppe tværs igennem Europa. Det gælder ikke bare i kulturverdenen, men også inden for politik og eksport, hvor Frankrig for mange danskere stadig er en hvid plet på landkortet. En lignende hvid plet dækker desværre også over de spor, som Holberg faktisk trækker efter sig hele vejen ned i Sydeuropa. Jo længere han når ned - både i sin intellektuelle orientering og rent fysisk - des mere forsvinder han bag tæppet.

Ikke desto mindre står dén nationale folkelighed, hans komedier for de fleste af os symboliserer, i skarp kontrast til hans meget lidt danske baggrund. Først og fremmest var han født og opvokset i Norge, levede i perioder i Frankrig, Italien, England og Holland. Udgav og skrev flere af sine værker på latin, fransk og tysk. Som digter, videnskabsmand og essayist blev hans forfatterskab mødested for de store europæiske strømninger, og han var i konstant dialog med verden uden for Danmarks grænser. Tilmed afskridtede han bogstavelig talt det europæiske kontinent ved at lade sine fødder være transportmiddel på en af sine lange rejser.

Selv om Holbergforskere i mange år har påpeget, at hans dramatik var inspireret af den grovkornede fransk-italienske maskekomedie, samt bogen 'Le Théâtre Italien' fra 1691, så er det ikke ligefrem den latinske side af vor klassiker, der lægges vægt på, når vi præsenteres for Holberg i skolen, gymnasiet eller på den danske teaterscene. Som han sidder der på Kgs. Nytorv og 'beskytter' vort nationalteater, springer det heller ikke i øjnene, at han både i liv og værk var en veritabel latiner. Sprogtæppet er sandsynligvis skyld i, at det, der foregår syd for det protestantiske bælte, ikke er blevet en del af vores synsfelt. Derfor er referencerne utydelige.

Med andre ord, det, der ifølge fransk-italiensk maskekomedietradition burde resultere i anarkistisk, irrationelt og boblende vanvid, er på en dansk teaterscene undertiden blevet til sjællandsk lune. Og ikke sjældent i dansk teaterhistorie er Holbergs bondekomedier blevet sat i scene ud fra en naturalistisk optik koblet med nærmest grundtvigske undertoner. Heldigvis har de seneste år budt på vigtige undtagelser, hvor den jordnære hverdagsrealisme, som i mange år har været dansk teaters kendetegn, ikke har fået lov til at reducere Holbergs komediefigurer til genkendelige virkelighedsnære karakterer, som man absolut skal kunne identificere sig med. Her skal især nævnes Asger Bonfils', Bent Holms og Anette Hansens Holbergproduktioner på Aarhus Teater. Og det viser sig, at det er teater af netop den slags, der faktisk spiller klassikerne på baggrund af en viden om den sammenhæng, stykket blev til i, som kommer tættest på den Holberg, der for nylig dukkede op i Paris. 'Ved jorden at blive' passer nemlig slet ikke franskmændene. Når 'Erasmus Montanus' gestaltes af franske skuespillere, bliver komedien befolket med ubestemmelige kaotiske væsener. Pludselig er Holberg kommet hjem til det 'latinske' Europas teater, som har taget ham op af skuffen, børstet støvet af ham, hevet det danske prædikat af og offentliggjort ham på eget sprog.

Efter dén Holberg er man ikke længere i tvivl om, at Holberg 'tilhører' Europa og er mindre dansk, end han er europæer. Hans 'sprog' går lige ind på trods af oversættelse og tidsforskydninger på flere hundrede år.

Kan Holberg så være med til at lempe på sprogtæppet og skabe lidt mere gennemtræk mellem Danmark og Frankrig?

Dramatik er i hvert tilfælde et godt sted at starte, hvis målet er at få to kulturer til at spille sammen. Når f.eks. en klassiker som 'Erasmus Montanus' skal opføres i en ny samtidshistorisk sammenhæng, indebærer det en række valg, for at teksten kan forløses med sin fulde kraft.

Valgene opstår, fordi en dramatisk tekst er en åben struktur. Den kræver en medskaber. I dette tilfælde er medskaberen fransk. Replikkerne står som en række 'tomme pladser' parate til at blive fyldt ud, fortolket og betonet. Selvfølgelig kan man udfylde teksten på forskellige måder - det er blot et spørgsmål om, hvilken læser der forholder sig til komedien, og hvis 'virkelighed' de tomme pladser går i dialog med.

I første omgang er det naturligvis instruktøren, der kommer til at bestemme, hvilken mening der skal lægges i de ord, der venter på at blive gestaltet. I anden omgang kommer skuespillerne til og bidrager med deres forståelse af historie og personer. Når forestillingen præsenteres for tilskuerne, møder de også op med deres referencerammer og erfaringer, som de fylder ind i teksten. Sådan opstår der en helt tredje tekst. Og det er først dér, i mødet med publikum, at teksten er fuldendt. Som en næsten social begivenhed på tværs af historisk tid møder 'Holberg' en fransk instruktør, franske skuespillere, fransk publikum, 280 år efter at han skrev komedien. I modsætning til meget af den kunst vi ellers eksporterer til udlandet, skal franske kunstnere, når det gælder dramatik, ind og udfylde de danske rammer, opfinde situationer, skabe relationer. Teksten giver afsættet - men så heller ikke mere.

Så hvis man i danske opsætninger indimellem har svært ved at genskabe det overraskende og chokerende i Holbergklassikeren, fordi det, der i sin tid var provokerende eller nyt, siden er blevet helt naturligt, konventionelt og måske endda trivielt. - Og hvis der alt for ofte skabes forestillinger, der ikke gør andet end at bekræfte vores opfattelser. - Og hvis iscenesættelser af klassikere handler om at finde ind til det spørgsmål, som skuespillet oprindelig var et svar på. - Så er dette chancen for at opdage noget nyt om Holberg og opleve ham i den tradition, som han selv så sig som en del af. I Paris er han tilbage ved sit latinske udgangspunkt.

Vi kan nu håbe på, at de franske instruktører sætter en af komedierne rigtigt i scene, med alt hvad dertil hører af scenografi, kostumer, lys etc., så vi herhjemme kan blive endnu klogere på, hvordan Holberg reagerer ved at være tilbage i Paris.

I Molières Paris. For Molière vil stadig være at finde, uanset hvor Holberg dukker op. Molière bliver nemlig spillet. Overalt, på alle måder, og publikum svigter ikke. Paris giver i hver sæson nye bud på Molière, og her er det stort set umuligt at fastlægge en stil eller blot nogle retninger. Der er commedia dell'arte-Molière, farce-Molière, den alvorlige Molière, den filosofiske Molière, den musikalske Molière, den politiske Molière osv. Og det er vel at mærke ikke kun i Paris, men over hele verden, at han er på plakaten.

Måske består Holbergs kollegas succes i, at hans landsmænd stadig er overbeviste om, at de bor i landet, hvor menneskehedens idealer blev født. Derfor har de aldrig haft svært ved at opfatte sig selv og deres klassikere som udvalgte og udpegede til at oplyse resten af verden.

Molière er kommet ud over landegrænserne, hvor han uden ophør bliver genlæst og udforsket på ny. Molière er som Shakespeare blevet noget, verden har til fælles. Og verden - og Europa - har vist mere end nogen sinde brug for diskussion, dialog og referencer, der går på tværs af landegrænser. En af måderne at skabe fællesskaber på mellem befolkninger i forskellige lande kunne være at se hinandens klassikere. - Se Holberg i Paris - hvor skaber og medskaber og publikum mødes på tværs af geografiske skel og forskydninger på flere hundrede år. - Hvor tilskuerne forhindres i at forlade en forestilling med helt samme indstilling, som de kom med.

Fordi teater som Holbergs er modsigelsernes kunstart, hvor spørgsmål rejses i ét univers - mens bud på svar fødes i et andet. Nemlig 280 år senere og 1.200 km syd for den danske grænse, hvor et fransk publikum overværer historien om en desperat student, der forlanger, at folk skal kunne forstå, at Jorden er større end som så!

Lise Bach Hansen er cand.comm. i dramaturgi og kommunikation og nu ph.d.-studerende i Paris.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce