Hvis dette er en krisetid, så giv os noget mere af den. Renten er snart så lav, at man uvilkårligt erindrer dengang, Onkel Joakim (der ikke ville bekoste en ny pengetank til sit evigtvoksende overskud) betalte Anders And fyrsteligt for at bruge nogle af hans alt for mange penge. Kronerne kom fluks tilbage - med renter - gennem Joakims egne butikker, så ødsleriet blot forværrede pladsmanglen! Arbejdsløsheden er ganske vist eksploderet, men kun mellem de sarte hænder på dem, der burde have vidst bedre - de fleste af ofrene har alligevel været på universitetet siden Cut'n Move hærgede hitlisterne, og vi kommer jo alligevel til, så snart 68'erne forlader deres stillinger og realiserer den tidligste ungdoms drømmerier om økologisk helårsidyl og medmenneskelig forståelse mellem hampplanterne i deres villahaver i Holte. Det er ganske vist rigtigt, at it-branchen, uddannelsesniveauet og fødselstallet er punkteret som billige silikonebryster, men før vi bliver for bekymrede kan vi bare se på Japan, USA og Tyskland og drage et lettelsens suk over, at det tilsyneladendehellerikke hjælper at gøre sig umage længere (og tænkte vi det ikke nok!). Hvortil kommer, at penge jo kun fører ærgrelser med sig - som Onkel Joakim siger: Det er jo vanvid at bruge milliarder på at opbevare millioner. Det føles ikke som en rigtig krise. Alligevel kritiseres regeringen fra borgerlig side for ikke at få ryddet op i kælderen - så de falmede velfærdsydelser kan ryge i containeren, og EU-medlemskabet model 1993 kan blive udskiftet med et nyt, der kan stå og glitre i carporten. Da antallet af offentligt ansatte stiger, kommer den konklusion, der vel har ligget i skuffen siden valget: Fogh er socialdemokrat! Til den kritik er der tre umiddelbare svar i omløb. Svar ét er det indlysende: at Dansk Folkeparti har annekteret de radikales nøgleposition - i den forstand var valget i 2001 et lille venstreskred, fordi pianisterne jo drømmer sig til den samme fremtid, som man dyrkede i det socialdemokratiske bagland indtil 1985. Nogle vurderer da også, at Fogh (jf. Blair) har indledt en tålmodig og udspekuleret ombygning af de grundlæggende samfundsværdier, som det vil tage år at gennemføre, fordi danskerne skalforføresind i minimalstaten. Eller forestiller regeringens liberale kritikere sig, at masserne afrigtigtborgerlige fandt VK's profil så valen, at de ved valget blev hjemme i sofaen foran 'Fint skal et være'? Næppe: Flertallet af danskerne har, som Gallup forsikrer, intet brændende ønske om at slukke for velfærdsstaten. Men dekanovertales til at pille ved kontakten, hvis de ikke har noget valg - og det er svar to: at både højre- og venstrefløjen bag kulisserne forudser en situation, hvoringenkan afslå nødvendige velfærdsreformer: efterlønnen måske det første, men næppe det sidste. Det kan virke absurd at påstå, at der kan eksistere en sådan skjult konsensus - at man udsætter det uafvendelige, fordi man hellere vil lade problemerne vokse end opgive en taktisk fordel. Men det er sket før: Den samme kollektive 'vi må vel til det'-mentalitet tog det næsten ti år at opbygge før Schlüters magtovertagelse i 1982. Så lang tid skulle der gå fra den første oliekrise og jordskredsvalget til reaktionen: Venstrefløjen havde da længe vidst, at medicinen skulle synkes, men ventet på en lejlighed til at kamuflere sin accept som påtaget overraskelse. Hvad der bringer os til svar tre: at dansk politik det næste par år bliver en stirrekonkurrence, hvor regering og opposition vil forsøge at få rivalen til først at slå velfærdsblikket ned - helst foran et kamera. Sekundet efter vil den, der blinkede sidst, modstræbende lade sig trække ind i et nationalt kompromis. Og en eller anden velfærdsreform synes uafvendelig. Dels på grund af pensionsbomben (der vil blive den officielle anledning), men også af den trivielle årsag, at uvejr kalder på indgreb, og at den økonomiske politiks grundtone har været liberal siden den septemberdag i 1982, hvor Schlüterregeringen inden sin tiltrædelse offentliggjorde, at kronen lå fast. Selvfølgelig kan konkurrenceevnen forbedres, men næppe så vi undgår det, der på christiansborgsk hedder at »styrke velfærden over for fremtidens udfordringer« - hvor 'styrke' selvfølgelig betyder 'svække', 'fremtiden' betyder 'nutiden' og 'udfordringer' betyder 'uoverstigelige vanskeligheder'. Efterspørgslen efter vandpumpet og proteinfattig dansk bacon på de britiske morgen- og pladetallerkener er ikke stærk nok til at redde os fra dét. Hvor dybt kommer reformen til at stikke? Vil Danmark under det retoriske glasurlag være et lille tilrøget Thatcher-England (venstrefløjens påstand) eller DDR med døgnkiosker (liberalisternes anklage)? Det afhænger af ydre faktorer, som verdenskonjunkturen og af magtbalancen i EU. Men det beror også på, hvordan befolkningen oplever situationen. Der er ikke nogen krise - i hvert fald ikke enpolitiskkrise - før vælgerne beslutter sig for det. Og her er der fundamental forskel på situationen nu og den sidste krise - der jo slog ned i de tidlige 1970'ere og først slap taget i midten af 1990'erne: I den udstrækning, man kan opsplitte økonomien i delelementer, er der ingen tvivl om, at arbejdsløsheden betyder mere for krisestemningen end noget andet nøgletal. Måske fordi velstanden jo som regel stiger trods alt, blot langsommere. Måske fordi arbejdsløshed flår identitet i stykker. Og måske fordi arbejdsløsheden kilede sig ind som et samfundsmæssigt traume: I begyndelsen af 90'erne forekom problemet uløseligt. Man turde næsten ikke tro det, da arbejdsløsheden gled ud af den politiske dagsorden - gennem kombinationen af højkonjunktur og statsindgreb (forklædte pensioneringer, efteruddannelse, skånejob). Det var næsten, som om problemet forsvandt, før det blev løst. Endnu har den Nye Lille Arbejdsløshed ikke udløst panik - dels på grund af de demografiske prognoser, og dels fordi politikerne fermt praktiserer den retoriske optimisme, som beroliger de hysteriske børser og opmuntrer til fortsat forbrug. Menogsåfordi den foreløbig primært rammer de højtuddannede, og særligt dem med de mindst-naturvidenskabelige kompetencer: Hvis problemet syner af noget, kan det skyldes, at netop folk i uddannelses- og mediesektoren har let adgang til offentligheden. Politikerne håber, at det ikke alene er et luksusproblem, men også et midlertidigt ét. Alligevel rejser situationen alvorlig tvivl om en række ting, vi betragter som uangribelige sandheder. At uddannelse giver bonus, nærmest uafhængig af dens indhold, men proportionalt med dens længde. At Danmark skal leve af videns- og forskningstung industri, som bliver så revolutionerende og uforudsigelig, at ingen kan ane, om det er biokemikerne eller kunsthistorikerne, der bliver brug for. (Skal guldfisken i blenderen, eller skal guldfiskens dna i blenderen?). At samfundet er i så voldsom og konstant udvikling, at fleksibilitet er normen, og kun de hovne tør planlægge deres arbejdsliv mere end et par år frem. At kompetencer i stadig mindre grad lader sig veje og måle, fordi omstillings- og indlæringsevne i sig selv bliver de mest værdifulde redskaber. Ævl med frynser. Disse udsagn kan opsummeres som sokratisk small talk: Det eneste sikre er usikkerheden, og det eneste, vi skal vide, er, at vi ikke skal vide noget. Samfundet forandrer sig langsommere, end den type udsagn har hypnotiseret os til at tro. Selv i den mest innovative virksomhed skal der løses 1.000 gammeldags opgaver for hvert virtuelt tigerspring - hvilket selvfølgelig øger værdien af de få innovative, men pudsigt nok ikke behovet for at have hære af dem. For hver Aqua-Lene er der 100 pladeekspedienter - og det er vel den realitet, uddannelsessystemet skal reflektere? Hvortil kommer, at meget af vores rigdom genereres i uglamourøse servicefag, hvor produktudviklingen ikke ligefrem er atomvidenskab (trods shampoo-reklamernes påstande). Dermed ikke sagt at vi ikke bør styrke den B&O-agtige varemærkeeksport, men blot at det ville være sundt at erkende, at vores uddannelsessystem fortsat nøjere reflekterer respekten for, hvad den enkelte har ret (læs: lyst) til, end hvad virksomhederne efterspørger. Som en tekstbog har formuleret det: I Danmark er uddannelse ikke sjældent snarere et forbrugsgode end et kompetencegivende forløb. Hvad vil det betyde, hvis Danmark får en stor gruppe højtuddannede arbejdsløse inden for de bløde fag? Nedadgående lønpres - stærkere, jo blødere fagene er. Det vil i stadig højere grad blive normen, at dét at beskæftige sig med sprog, kunst, kultur, kommunikation og socialvidenskab er løn i sig selv. Man kan i de trykte medier i disse år se en udvikling som i film/tv-branchen for fem-ti år siden: at det for unge er betaling nok at være med i håbet om fremtidig ansættelse. Det er ikke noget nyt, at meget arbejde på de 'bløde' områder er frivilligt og forudsætter, at de pågældende har andre indtægter (overførselsindkomster etc.). Men det nye vil være en situation, hvor disse områder helt overordnet mister deres status som noget, nogen kan forvente at blive betalt for. For de borgerlige styrker den udvikling friheden i tre henseender: Den mindsker staten, styrker markedet - og langer åndslivet tilbage til amatørerne. Her genlyder tiden af ekkoer fra Peter Rindal til Napster, og det er ikke blot 'kulturpolitik', den dag en gymnasielærer i matematik tjener det dobbelte af sin humanistiske kollega - og får bedre arbejdstider, længere ferier og sværere ved at blive fyret. Dette burdeså sænke prestigen inden for de bløde fag - medmindre de få tilbageværende fastansatte formår at bevare deres privilegier intakte. Og hvis arbejdsudbuddet fortsat vokser, opstår der en paradoksal situation, hvor ingen tør starte en virksomhed, der producerer et 'humanistisk' produkt - fordi det vil være blevet et marked, hvor alle kan underbyde alle og dermed skrue sig ned mod en (pris- og kvalitetsmæssig) bund. Det burde føre til en blodig konkurrence på medier, undervisning, forskning - men dertil er der for meget stivhed i arbejdsmarked og tankegang. Det er mere sandsynligt, at åndslivet lader ulvene tage de svageste; holder udgifterne nede gennem billig (ung) arbejdskraft og ellers håber på, at konjunkturen vender. Når blot nogle få kan leve af de bløde fag, vil de unge have drømme at tro på - så man risikerer at arbejdsudbuddet fortsat vokser. Og måske vil de kroniske humanister finde en stolthed i deres trods-mentalitet? Hvad der vel kan ses som tegnet på, at den Foghske mentalitetsomdannelse virker! For mange af de kroniske humanister er dén udvikling et symbol på en kort- og snæversynet borgerlig tidsånd, der omsætter alt, hvad den kan komme i nærheden af, til billige point. For dem er tiden præget af kommercialisering - forsøg på selvudvikling bandlyses; det eksisterende fejres; ligusterhækkene vokser så tæt, at ingen kan kigge ind. Det, venstrefløjen reagerer imod i borgerligheden, er primært det kultur- snarere end det fordelingspolitiske. Det reaktionære - fra Estrup til Glistrup til Krarup; denne provokerende lyst til at stille sig tilfreds mellem stokroserne, som kan få oplysningsprojektet Højskoledanmark til at vågne badet i sved. Den britiske politolog Steven Lukes har defineret venstrefløjen som drevet af the urge to rectify - 'trangen til at forbedre', i egne øjne, 'trangen til at blande sig', i de borgerliges. For den kroniske humanist er de borgerlige værdier et skjul for det flove faktum: at intet bliver anderledes. Og tidsånden afspejles i de 'bløde branchers' prestigemæssige deroute - fra at være demokratiets kerne til at være splittet mellem pornoficeret forstads-karaoke på Fristelsernes Ø i den ene ende og husflids-academia i den anden. Men hvis både de 'rigtigt borgerlige' og de 'kroniske humanister' er utilfredse, hvem har så vundet? Ifølge Gallup er reformiveren hos befolkningen mindre end tryghedsmaksimeringen: velfærd over frihed. Og det er muligt, at befolkningen - for at acceptere stigende ustabilitet på jobbet og i hjemmet - vil sætte stadig større pris på velfærdsydelser, der ikke (som i USA f.eks.) er knyttet til landsdel og arbejdsplads. Således overlever den side af velfærdssamfundet, der sikrer arbejdsstyrkens koncentrationsevne og fleksibilitet - mens fagforeningssolidariteten, oplysningsprojektet osv. kasseres i stilhed. Det er ikke et samfund, der stiller hverken de rigtigt liberale eller de kroniske humanister tilfredse. Hvis Fogh skal overhales fra venstre eller fra højre side, må befolkningen mobiliseres. Enten fordi det lykkes de kroniske humanister at bevise, at deres Oplysningsdanmark faktisk er værdifuldt for andre end dem selv - at danskerne ikke ønsker det fuldt kommercialiserede fællesskab. Eller fordi de rigtigt liberale trevler velfærdssindet op fra den tråd, som VK-regeringen forsøger at lirke løs. Der er ingen, der tager den debat, før de er tvunget til det - ogderforventer alle på, hvordan en rigtig krise vil påvirke vælgerne. I 1970'erne og 1980'erne var opfattelsen, at arbejdsløsheden var et samfundsproblem. Spørgsmålet er, om dét er blevet ændret af det ryk væk fra kollektivismen, man siger har fundet sted i mellemtiden. Om den, der i dag bliver arbejdsløs, vil se det som en naturlig markedsøkonomisk udfordring til ham selv, der ikke er politikernes ansvar eller samfundets skyld. Det er først i de onde tider - når problemet og ikke kun potentialet skal placeres - vi får blotlagt, om tilliden til individet virkelig har erstattet troen på fællesskabet.