At trille med barnevogn er en særlig meditationsform. Uden nævneværdig dårlig samvittighed - fordi det her jo skal gøres - traver man af sted ud i det blå, eller ad velkendte ruter. Den lille skal luftes; alle manualer og lærebøger i yngelpleje anbefaler, at babyer trilles rundt i det fri med jævne mellemrum. Let om hjertet vandrer man af sted. Måske er det gråvejr, måske skinner solen, det er ikke afgørende. Den lille sover sødt under kalechen, og dén kendsgerning giver gåturen god mening. Man er befriet for at have andre ærinder, lige i øjeblikket, end bare at gå. Og mens man går, kan man gøre sig sine tanker. Om verdens tilstand og livet i almindelighed. Og undre sig over tilværelsens paradokser. Der sker for lidt på fødeklinikkerne i Europa. Der er alt for mange uambitiøse sædafgange i unionen. For øjeblikket er der et fødselsunderskud på to millioner babyer årlig! Den kendsgerning bør stå øverst på dagsordenen ved næste topmøde. Problemet er ikke alene dalende sædkvalitet, men også en generel uro og nervøsitet ved tanken om at sætte børn i verden. Det er så besværligt, og børn er jo dyre i drift. Har vi overhovedet råd? Kvinderne udskyder det, nogle endda til de nærmer sig pensionsalderen, hvis man skal tro den nyeste trend. Og det skal man naturligvis ikke ubetinget. Den, der har det privilegium at køre med barnevogn, bliver af og til standset af ældre medborgere, som lige har lyst til at stikke hovedet ind under kalechen for at se den lille. Mange er begejstrede alene ved tanken om, at menneskeslægten går videre. Barnet bliver beundret med kyndig respekt. Der er nu engang en særlig indforstået kontakt mellem små børn og ældre folk. Man viser afkommet frem med stolthed. Samtidig får den lille set forskellige eksemplarer af menneskeheden tæt på. Det kan aldrig skade. Situationen kalder på et par replikker, om stort og småt. Tidens temaer bliver vendt i luften, og man får et par kloge ord med på vejen. Et af de problemer, der diskuteres livligt denne sommer, er det, man lidt smagløst kalder for ældrebyrden. I nær fremtid vil der være for få arbejdsduelige til at forsørge det voksende antal pensionister. Så det er klart, at de gamle bliver glade, når de ser en barnevogn. Samtidig forsøger de europæiske regeringer desperat at dæmme op for illegal indvandring. Det er jo et paradoks! Man burde vel ud fra enhver logik åbne grænserne på vid gab. Der er brug for alle, som kan og vil sætte børn i verden. Hvor skal fremtidens arbejdsduelige folk ellers komme fra? Der er kun to muligheder: Enten må indvandringen øges dramatisk, eller vi må producere arbejdskraften selv. Alene Tyskland har brug for mindst én million indvandrere, hvert år, hvis man skal undgå kriseagtige tilstande, forudsiger eksperter. Ellers vil befolkningspyramiden stå på hovedet om tyve år. Europa er ved at blive grå i toppen. Bertel Haarder bruger megen energi på at nedbringe antallet af familiesammenføringer. En fuldstændig destruktiv adfærd, kan ingen dog stoppe den mand? Han har ikke fattet, hvad det handler om. Noget tyder oven i købet på, at man for øjeblikket sylter familiesammenføringssager, eller i hvert fald trækker sagsbehandlingen i langdrag. For at pynte på tallene og give stramningerne omgående effekt. Er tamilsagen allerede glemt, eller pisker ministeren administrationen så hårdt, at de ansatte ryster på hånden? Den slags utilbørlige spørgsmål er det forbudt at stille i disse år. Pænhed er på mode, og overdreven høflighed er ved at blive en dårlig vane blandt mediefolk. Alt er naturligvis i den skønneste orden, og når ulykkelige konsekvenser af regeringens politik undtagelsesvis dukker op i pressen, er der kø ved håndvasken. Danskere med initiativ og virkelyst nok til at skaffe sig en udenlandsk ægtefælle må først bo et par år i Malmø, før de kan vende hjem til moderlandet. Hvis de altså stadig har lyst. For i sidste ende er det jo lysten, der driver værket. Ikke mindst når det handler om børn. Med det image, landet efterhånden har fået ude i den støvede verden, kan det i fremtiden blive vanskeligt at lokke det nødvendige antal udlændinge hertil. Hvem vil frivilligt udsætte sig for disse evindelige diskussioner om integration, denne smålige snagen i privatlivet, disse ydmygende procedurer for at få noget så banalt som en opholdstilladelse. Altså må vi selv i gang. Hvis folk har glemt, hvordan man gør, må der udarbejdes en instruktionsvideo. Måske en mere værdig opgave for en vaks minister. Ellers ender landet som en ghetto for melankolske folkepensionister uden barnevogne at kigge i. Den slags ting kan man gå og fundere over, mens man triller af sted omkring Søerne. Der må tænkes nyt. Måske burde fremtidens pensioner gradueres efter antallet af børn? Hvorfor ikke! Folk, der lusker sig gennem livet uden at sætte børn i verden, må selv finansiere deres alderdom. De har kørt på frikort hele livet, så hvorfor skal vores børn betale til dem? Andre nøjes med bare ét barn, og det er vel lige i underkanten, eftersom der stadig skal to mennesker til at præstere et barn. En kvinde plus en far. Engangsforældre, der snyder sig gennem tilværelsen med kun ét barn, bør kun have halv pension. Der må være rimelighed i tingene. Når fødselstallet stagnerer, og industrien om føje år står og mangler flittige hænder, må der handles. Enhver må gribe i egen barm - eller i sin kones - og se at komme i gang. Jo, vel er det dyrt at have børn. Det kræver visse afsavn. Børn skal have bleer og bongotrommer. Sparkedragt og kravlegård. For slet ikke at tale om selve barnevognen; den koster en tur til Bali. Men man giver gerne afkald på et par flasker rødvin fredag aften til fordel for babymad og bæresele. Avisen fortæller, at halvdelen af alle voksne holder weekend i en brandert. Forhåbentlig den barnløse halvdel. Nattedruk er ingen fordel, når man står og skal starte sin barnevogn ved daggry. Farten hæves på motorvejene, der knokles som aldrig før, folk stresser gennem livet med en mobiltelefon i hver hånd. Hvad er det, de skal nå? Ikke at få børn åbenbart! Sundhedsplejersken fortæller om et nyt fænomen, 'stolebørn'. Spædbørn, der tilbringer den meste tid spændt fast i autostolen. Så laver de ingen ulykker og kan let transporteres fra institution til supermarked. Hjemme placeres autostolen på spisebordet, mens ungen fodres af og derefter proppes i seng. Det var den dag! Disse børn lærer ikke at gå normalt. Når de omsider løslades fra autostolen, vakler de hjælpeløst af sted på deres uudviklede ben. De små krøblinges forældre er naturligvis ikke onde, de har bare travlt. Tidens succeskriterier stiller voldsomme krav, når man har ansvaret for en barnevogn. Er verden blevet børnefjendsk? Lever vi efterhånden et liv, der er forbudt for børn? Ikke underligt at børn og unge bliver stadig mere autonome. De gør deres egne bitre erfaringer med forjagede voksne. Om få år, når dagens rollinger dukker op på barrikaderne, vil man måske se tilbage på denne forvirrede epoke med hovedrysten. Hvad er det, vi har gang i? Det er og bliver et paradoks, at konservative regeringer, som formodes at forsvare erhvervslivet og familiens tryghed, i reglen fører til økonomisk kaos og sort nedtur. Isolation og protektionisme. Der tales med begejstring om globalisering, men foreløbig bliver det mest til glóbal. Vi vil ikke rigtig ud på dansegulvet. Siden Bushregeringen tog over i USA, er verdensøkonomien gået delvis i stå. Amerikanerne præsterer rekordhøje budgetunderskud, ikke mindst takket være krigen i Irak, der i øjeblikket koster, hvad der svarer til en storebæltsbro, om måneden. At krigen så i øvrigt viser sig at være ført på et tvivlsomt grundlag, kommer måske ikke rigtig bag på nogen. Vi har vel næsten vænnet os til, at der snakkes udenom som aldrig før. Sandheden bruges ikke engang til pynt mere, måske fordi den ikke pynter? Nu har vi så ikke alene bin Laden, men også Saddam Hussein siddende i skjul et sted, hvorfra han kan udspy sine floder af had til den vestlige civilisation. Ikke noget opmuntrende resultat af to krige. Måske ser vi i disse år konturerne af en ny verdensorden, hvor det militære isenkram viser sig at være mere eller mindre uanvendeligt, når det gælder. Der er brug for andre strategier. I så fald er den egentlige lære af krigen i Irak, at den var en fejl, som ikke bør gentages. En krig med så diffuse motiver løser ingen problemer, men skaber et morads af nye konflikter. De amerikanske soldater i Bagdad og omegn er allerede i tvivl om deres opgave; nu vil de bare hjem. Befolkningen i Irak er naturligvis lige så patriotisk som enhver anden befolkning, ingen bryder sig om besættelsesstyrker. Danske soldater gør nu deres erfaringer med den rolle, mens statsministeren holder ferie og vifter alle problemer væk som irriterende fluer i sommervarmen. Men hvad nu, når den næste konflikt opstår? Kan alverdens diktatorer foreløbig ånde lettet op, fordi alle resurser de næste mange år vil være bundet i Irak? Eller har vi lært noget? Hvor er de voksne, der kan svare på den slags spørgsmål? Er det kun os med kørekort til barnevogn, der har på fornemmelsen, at vi små mennesker for øjeblikket er alene hjemme på denne dansende planet. Skal vi virkelig igennem endnu et dystert årti, ligesom i 1980'erne, da Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Poul Schlüter regerede den store og den lille verden? Hvorfor stemmer man den slags folk til magten igen? Det er måske demokratiets mærkeligste paradoks. Længes vi dybest set efter kartoffelkur, tvangsauktioner og økonomisk nedtur? Nedskæringer, restriktioner og den lange kø på arbejdsformidlingen? Det bliver nok aldrig opklaret, for den slags spørgsmål stiller man ikke i meningsmålinger. Herhjemme klarer Fogh det såmænd udmærket, set på overfladen. Men antallet af tvangsauktioner vokser, ligesom arbejdsløshedstallene. Hvad skal der ske? Regeringen har ingen originale ideer. Ud over at lukke grænserne for nye folk, der måske kunne bidrage med lidt inspiration. Statsministeren taler om 'kulturkamp', en ide, han har lånt fra de nykonservative i USA ligesom så meget andet. Måske er ideen først og fremmest at flytte fokus væk fra ubehageligt påtrængende problemer. Det er forståeligt. Spørger man de gamle på bænkene omkring Søerne til råds, får man god besked. De har haft et langt liv til at tænke over tingene og går ikke af vejen for en lille diskussion. Men én ting er de enige om: Den bedste tid i livet, det var dengang, børnene var små! Således er der håb endnu for os alle, så længe der er børn i barnevognene.