Røverhistorie, skipperskrøne eller ammestuehistorie. Kært barn har mange navne, men det præcise ord i denne sammenhæng er nok avisand - altså en historie i pressen, der senere viser sig at være varm luft eller ganske enkelt forkert. Den historie, jeg vil fortælle, handler om en margarine, der får prygl i medierne, fordi de går i selvsving og ikke levner tid til afklaring. Den handler om, at medierne vælger den hurtige historie, mens sandheden går tabt. Den handler om, at Politiken starter en historie, hvorefter mange andre medier ukritisk løber med. Den handler om, at nogle medier bagefter synes at være angste for at afdramatisere en avisand, de selv har været med til at formidle. Den handler om, at en formiddagsavis trykker skandaleoverskrifter, vel vidende at skandalen ikke er der længere. Den handler også om en multinational virksomhed, der er vant til, at alle oplysninger er genstand for stor skepsis fra en kritisk og dermed dygtig presse. Men samme presse synes for nylig at have glemt den fornuftige kildekritik til fordel for ensidig viderebringelse, da en svensk forbrugerorganisation beskylder virksomhedens margarine for at fremkalde kræft. Det er en historie, der handler om, at selv store virksomheder er magtesløse, når mediemøllen begynder at snurre for fuld kraft på et forkert grundlag. Historien begynder fredag morgen 23. maj i år, da Politiken bringer en artikel med overskriften 'Kræftstof i margarine'. Avisen har klokken 19 aftenen før modtaget en pressemeddelelse fra Forbrugerinformationen. Pressemeddelelsen videreformidler oplysninger fra en svensk forbrugerinformation, som har ladet den kolesterolsænkende margarine Becel pro.activ analysere på et norsk laboratorium. Laboratoriet hævder at have fundet forhøjede niveauer af stoffet PAH, som regnes for at være kræftfremkaldende og for nogle år siden fik myndighederne til at fjerne olivenolier fra supermarkederne. PAH er stoffer, som f.eks. kan opstå i mindre mængder, når fødevarer grilles, ryges eller opvarmes kraftigt - f.eks. når man steger en bøf på panden. Politiken citerer en talsmand fra Sveriges Konsumenter i Samverkan som hovedkilde. Han siger, at analysen to dage tidligere er overdraget til de svenske myndigheder, som til hans store overraskelse ikke har reageret endnu. Allerede hér bør der ringe en alarmklokke, der afføder kildekritik hos journalisten. Sverige er ikke kendt for at være et land, hvor myndighederne triller tommelfingre, hvis de får nys om, at en fødevare er kræftfremkaldende. Politiken har om aftenen også nået at indhente en kommentar fra Fødevaredirektoratets vicedirektør Henrik G. Jensen, der siger, at forbrugerorganisationen er pålidelig, og at »det umiddelbart lyder alvorligt, og i morgen tidlig vil vi se på sagen som det første og om nødvendigt skride til handling«. Det er ikke lykkedes Politiken at få fat i en talsmand fra Unilever Bestfoods. Den morgen er det hele derfor også en overraskelse for os, da vi fra tidlig morgenstund hører, at Radioavisen og P3-nyhederne sammen med blandt andet DR Morgen på tv brager ud med den alarmerende og angstfremkaldende historie til de mange hundrede tusinde danskere, der spiser morgenmad. En spøgefuld kilde siger i et radioindslag noget i retning af, at nu må der snart være en chef fra Unilever, der får morgenkrydderen ud af munden og kommenterer de alvorlige beskyldninger. Vi fik rigtigt nok morgenkrydderen galt i halsen. Fødevaredirektoratet er også kilde til Radioavisens morgenhistorier, og de gentager, at de ser alvorligt på analyseresultaterne. Men direktoratet opfordrer også til lige at 'klappe hesten', fordi man ønsker at granske tallene og vil vende hurtigt tilbage med en vurdering samme dag. Et løfte om hurtig ekspedition af en sag, der har mediernes bevågenhed. Mere kan man ikke forlange. Men mediemaskinen kan ikke vente og tordner ufortrødent videre uden tid til at vente på direktoratets vurdering. Den sønderlemmende kritik bygger fortsat på vurderingen fra en svensk forbrugerorganisation. Jeg skynder mig ind på kontoret, og der ligger allerede en stak gule telefonbeskeder fra stort set alle betydende danske medier, der selvfølgelig vil have en kommentar. Vi vurderer, at det vigtigste er straks at få talt med Fødevaredirektoratet. Dernæst klarlægger vi fakta og vores holdning og går i gang med at ringe til de vigtigste medier ét efter ét. Vi siger, at vi straks vil sætte uafhængige undersøgelser i gang, og at vi løbende har testet margarinen for PAH og aldrig har fundet værdier, der ville få de danske myndigheder til at løfte et øjenbryn. Vi opfordrer derfor til at lade os se på sagen i samarbejde med Fødevaredirektoratet, inden der tages initiativ til at trække produktet fra hylderne. Men som ansvarlig virksomhed er vi selvfølgelig klar over, at produktet må væk fra hylderne, hvis analysen peger på et problem. DR's radionyheder bringer midt på formiddagen interview med kunder i supermarkederne, som med grædende børn i baggrunden proklamerer, at de i hvert fald ikke vil købe vores margarine igen. Vi får meldinger fra de store supermarkedskæder om, at de er begyndt at fjerne produktet fra hylderne, og at der nu dukker forbrugere op med vores margarine for at kræve pengene retur. Det hele udvikler sig meget hurtigt. Vi skal klokken 13 i møde med Fødevaredirektoratet. Men allerede inden mødet har de sagt til os, at de regner med at sende en pressemeddelelse ud senere på dagen, hvor de vil sige, at analyseresultaterne ikke giver anledning til hverken alarm eller til at fjerne margarinen fra hylderne. I Sverige er myndighederne nået til samme resultat. De danske myndigheders holdning er, at der optimalt set ikke må være PAH i fødevarer, men de erkender også, at det ikke helt kan undgås. De betragter de påståede værdier som så små, at det foreløbig kun kalder på flere analyser. Vi taler med den Ritzaus Bureau-journalist, der dækker sagen, og opfordrer ham til at kontakte Fødevaredirektoratet. Vi har brug for at informere alle så hurtigt som muligt, da det er en nødvendighed, hvis ikke detailhandelen skal nå at fjerne produktet fra hylderne, når nu myndighederne slet ikke mener, at der er grund til det. Og Ritzaus Bureau er i den sammenhæng en god løsning, fordi de sender telegram til alle medierne. Det lykkedes. Ritzaus telegram: 'Alarm over Becel proactiv margarine er afblæst' med Fødevaredirektoratet som hovedkilde bliver allerede sendt ud omkring klokken 13. Altså i virkeligheden kun få timer efter, at medierne begyndte at slå på stortromme. Det burde være et vendepunkt på en ikke helt normal dag. Vi kan nu fortælle om direktoratets afdramatiserende holdning til detailhandelen, de resterende journalister og de mange utrygge forbrugere, der havde ringet vores ernæringsspecialist og forbrugertelefon ned fra morgenstunden. Det var nu tid til at få afkræftet historien. Lidt naivt troede vi, at den historie ville medierne da selvfølgelig gå ud med. Den første forvarsel om det modsatte fik vi kort efter. Allerede tidligt på formiddagen havde TV-avisen bedt om udtalelser. Vi havde indvilget i at stille op, mens sagen endnu i alles øjne var en skandale, og sagt ja til, at de måtte bruge vores tv-reklame som dækbilleder, vel vidende at det kunne bruges til at skabe kontrast mellem vores sundhedsbudskab om kolesterolsænkning og den alarmerende nyhed om kræft8risiko. Kort efter Ritzaus telegram med afblæsningen af alarmen ringer TV-avisen og siger, at de ikke kommer alligevel. For der var ikke længere nogen historie. Vi synes jo, at der var en ny historie, fordi mange danskere nok kun havde hørt, at man fik kræft af Becel pro.activ. Men ikke engang et kort telegram om, at alarmen var afblæst kan vi overtale dem til. Vi prøver at argumentere for, at DR's tv-nyheder selv var med til at formidle alarmen om morgenen, og at deres seere vel fortjente at høre enden på sagen. Men nej, meldingen er, at TV-avisen ikke var det samme program som DR Morgen, og at det hele i øvrigt er Politikens historie, som de blot har citeret. Vi begynder at ane, hvor tingene bærer hen. Afdramatisering er bare ikke godt nyhedsstof. Retfærdigvis skal det siges, at DR's radionyheder hurtigt sadler om og bringer historien om den falske alarm. Lørdag morgen er mediebilledet præget af, at langt de fleste aviser ikke har nået at få afblæsningen af alarmen med. Især provinsens talrige eftermiddagsaviser fra dagen i forvejen har kun nået at bringe primært Ritzaus første telegram: 'Svensk rapport: Kræftstof i margarine' eller det andet telegram: 'Unilever undersøger margarine'. Politiken og Berlingske Tidende har begge på fair vis valgt at bringe Ritzaus telegram om, at alarmen var afblæst, men på grund af strejke udkom aviserne ikke. Et grelt eksempel er B.T., som udmærker sig ved at bringe en stor artikel med overskriften 'Sund margarine kan give kræft' en dag efter Politiken. Det mest bizarre er, at B.T. i selve artiklens brødtekst har nået at få Ritzaus nyeste citater fra Fødevaredirektoratet med, hvor kontorchef Esben Rasmussen siger: »... Vi finder ikke, der er grund til alarm. De svenske myndigheder er nået frem til samme resultat som os«. Som lovet får vi hurtigt bestilt og gennemført de to nye analyser fra uafhængige laboratorier. De viser begge, at PAH-niveauet er langt under Fødevaredirektoratets grænse. Vi sender en pressemeddelelse ud om tirsdagen, og det giver omtale i Berlingske Tidende, MetroXpress og Urban baseret på et Ritzau-telegram. Vi formoder, at historien ganske enkelt ikke er interessant længere, og at undersøgelser, som vi selv har sat i værk, ikke virker troværdige nok, selv om de er fra uafhængige laboratorier. Et eksempel er, at Urban ændrer Ritzaus overskrift: 'Unilever: Ingen kræftrisiko ved margarine' til 'Unilever frikender egen margarine'. I dagene efter slikker vi sårene og oplever et voldsomt fald i salget af margariner og olier fra Becel. Det er på dette tidspunkt slet ikke lykkedes at fortælle og forsikre forbrugerne om, at der ifølge Fødevaredirektoratet ikke på noget tidspunkt har været tale om kræftrisiko ved vores produkt. Vi kan ikke rigtig se, hvad mere vi kan gøre for at genskabe den tillid til vores margarine, som blev destrueret på et enkelt døgn få dage tidligere. Nogle uger efter - 19. juni - sker der så det, at det norske laboratorium pludselig melder ud, at de må beklage, at deres analyse var 'forurenet' i laboratoriet, og at det hele var en fejl. Det vil sige, at den analyse, som havde skabt hele mediepostyret - på trods af at den i Fødevaredirektoratets øjne ikke gav anledning til alarm - oven i købet ikke var korrekt. Vi sender igen en pressemeddelelse ud. Denne gang med større held. Det er trods alt en mere opsigtsvækkende og troværdig afdramatisering end de analyser, vi selv har bestilt. Ritzaus Bureau skriver igen et telegram, 'Margarine-alarm var falsk', som trykkes dagen efter i et par håndfulde danske aviser primært som notestof. Det er vi glade for. Som et sidste kapitel i historien beslutter vi en lille uges tid efter at indrykke en annonce i de landsdækkende og store regionale dagblade med overskriften 'Falsk alarm om Becel pro.activ' og et genoptryk af Fødevaredirektoratets konklusion med deres tilladelse. Men hvad er så den generelle lære af hele denne beretning om en ægte avisand? Jeg mener, at forløbet peger på, at særligt det medie, der påbegynder en historie, har et ansvar for, at den holder vand. Især, når det er ét af de medier, der automatisk tillægges stor troværdighed som kilde for de andre medier samt de hurtige elektroniske medier. Hvis Politiken - eller Forbrugerinformationen - havde ventet en dag med den første historie for at få Fødevaredirektoratets vurdering og undersøge, hvorfor de svenske myndigheder ikke straks slog alarm - ja, så ville overskriften nok have været en anden, og der ville have været tid til at skabe afklaring. En anelse tålmodighed og kildekritik bør kunne forlanges, når en historie kan skabe så megen angst. Eksemplet peger dog også på det gammelkendte og næsten trivielle problem, at de øvrige medier ukritisk løber med på den saftige historie. Jeg ser også et behov for, at visse medier er mindre angste for at bringe afdramatiseringen af en historie og vise, at »nu ved vi bedre«. Forbrugerne mister vel ikke tilliden til medierne af den grund. Vi respekterer, at pressen med forbrugernes sikkerhed for øje vælger at gå ud med en alarmhistorie hurtigt og hellere vil skyde en gang forkert end undlade at skyde. Men så må det også være god presseetik at følge historierne helt til dørs, hvis de viser sig ikke at holde vand - også selv om historien kommer fra et andet medie - særligt hvis man selv har været med til at formidle den på sin sendeflade, som det var tilfældet hos DR's tv-nyheder. Dertil kommer, at eksemplet med B.T., der vælger skandalen i sin overskrift, selv om redaktionen ved, at der ikke længere er nogen skandale, kun kan betegnes som både uprofessionelt og forkasteligt. Vi kan kun håbe, at deres læsere er i stand til at gennemskue avisens skandaletrang. Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at vi ikke føler os dybt uretfærdigt behandlet. Vi har også fået omtale af, at påstandene om kræftrisiko ikke holdt vand. Vi accepterer, at pressen arbejder under særlige vilkår og må have forbrugernes sikkerhed som førsteprioritet. Vi er selv forbrugere og ville ikke ønske andet. Vores virksomhed har måttet lide et stort tab både på økonomi og tillid, men vi satser på at genvinde det tabte. Vi ønsker blot med dette at pege på nogle mekanismer, der kan få især sager på fødevareområdet til at vokse sig større og skabe mere selvsving og utryghed i befolkningen, end godt er - ikke bare i vores optik. Og sådan ender historien om en vaskeægte avisand.