Det klæder jo ikke sådan et pænt menneske som mig at sige, at det da også er så satans forbandet, som det går med den folkekirke, som vi holder så meget af, så jeg nøjes med at sige, at det er ærgerligt. Det er ærgerligt, at debatten om adskillelse af kirke og stat er løbet sådan af sporet her i forsommeren, så både kirkeminister Tove Fergo og vore ellers så kloge biskopper rundt om i landet er kommet på en kollisionskurs, som er helt unødvendig. Man kunne sige, at under evighedens synsvinkel er Tove Fergos ulykkelige regeringstid til at overse, og desværre må vi også se i øjnene, at biskopperne en dag er glemt og borte, men at de som minde om sig selv sætter runer om, at de ikke klappede hesten lidt og lod være med at bidrage til at gøre ondt værre på grund af en tilfældig, uduelig minister - det kan blive svært at bære. Den provokation kan nemlig føre til en adskillelse af folkekirke og stat, som Bettina Heltberg her i bladet så tydeligt har redegjort for. Man husker også stadig professor Morten Lange, en stærkt respekteret repræsentant for SF i Folketinget, der i en af de utallige debatter om folkekirken, der har været igennem årene, udtalte: »Folkekirken er den lille mands kirke. Det er i folkekirken, han kan have lov til at have sin tro«. Lange ramte her noget aldeles centralt, og nu kommer jeg til det værste i den strid, der er imellem minister og bisper. For hvis der bliver tale om en adskillelse, vil alle fundamentalisterne på både venstre- og højrefløj stå parat til at tage over med alle deres overbud, deres tåbelige håndspålæggelser og andet gøgl og løfter om, at hvis man har kræft og tror på dem og lige deres fraktion af en eller anden frikirke, kan man blive helbredt. Men værst af alt en ødelæggelse og forvrængning af evangeliet, som dog er det, vi som kristne må bygge vores liv og tro på. Læg mærke til, hvor tavse de sorte præster i Folketinget er om denne sag. De venter på bedre dage. De er også fundamentalister, som gerne vil overtage folkekirken. I sig selv en kvalmende tanke. En adskillelse vil give groteske amerikanske tilstande, som allerede nu, i fortvivlede forsøg på at gøre sig populær som præst, er ved at vinde indpas i folkekirken. Det er der, den virkelige kirkekamp ligger, og biskopperne burde have is nok i maven til at holde en tilfældig kirkeminister ud i den tid, hun varer, og så holde sig til den ordning, der sikrer den lille mands folkekirke, sådan som grundloven har sikret det igennem alle årene. Det vil være intet mindre end en ulykke, hvis nogle biskopper i samråd med nogle departementschefer indfører en 'kirkeforfatning'. Det vil føre til et tåbeligt konglomerat, som ikke ville kunne bære et folks ønske om, at folkekirken erdereskirke. Jeg håber sådan, at biskopperne besinder sig, fordi de burde have forstået, at der i Folketinget ikke kan skabes flertal for, at nogle få biskopper skal lave en kirkeforfatning Og det signal om besindighed bør biskopperne tage til sig, for det almindelige folkekirkemedlem har indset det for længst, sådan som det også ses i menighedsrådenes ansvarsfulde arbejde fra sogn til sogn. Så kære biskopper, tag den nu lidt med ro, for det er så vigtigt, at folkekirken på trods af administrative brølere og rod i regnskaberne overlever. Folkekirken, som den er nu, er en sikring af evangelierne, præsternes ret til at prædike uden indflydelse fra de fundamentalister, der står på spring for at overtage alt, hvad der hedder kristenhed - den giver 'den lille mand' hans kirke. Og det vil give den Helligånd - det vil sige evnen til at leve sig ind i evangelierne og deres budskab, som er grundlaget for alt i vores liv - muligheden for at åbne folks øjne for, at der er andet end lige det nærmeste. I håb om at der kan komme både teologi og almindelig sund fornuft ind i debatten, som nok skal tage til, når både biskopper, minister og politikere vender tilbage fra deres sommerferie, må vi slutte med: Lad folkekirken være i fred. Den har nemlig i al sin levetid givet den fred, der også indebærer rummelighed, diskussionsmulighed og en sikret ret til præsterne til at udlægge evangelierne, som de nu synes, de kan gøre det bedst. Det fremgik tydeligt af den konference på Christiansborg for nylig, hvor ordstyreren, ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen, faktisk også manede til besindighed, samtidig med at han var åben over for, at kirken skulle forny sig - men det kan jo altid ske, uden at grundloven skal laves om, som flere gik ind for. Jeg er også ude i et andet ærinde - og det har selvfølgelig med Grosbøllsagen at gøre - med påstanden om, at Gud ikke eksisterer. For netop den sag kan være medvirkende til, at en adskillelse af stat og kirke kommer på tale. Der er for mig ingen tvivl om, at den sikkert vellidte og respekterede sognepræst i Taarbæk er på et både teologisk og folkekirkeligt vildspor. Og det afgørende her er hans afvisning af Jesu spørgsmål til Vorherre, da Han hænger på korset: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«. Jesus lærer også disciplene Fadervor, og med den bøn, som millioner af mennesker Jorden over beder hver dag, bekræfter Han ifølge evangelierne - de nærmeste skrifter, vi overhovedet kommer på Jesus sammen med, hvad Josefus (jødisk historiker 37 - ca. 100 e.Kr.) skrev - at Han er en del af Treenigheden, den, som pastor Grosbøll ellers har både talt om og hver søndag citeret i sin gerning som præst. Det vil sige, at han ikke kan fornægte den Gud, som både Jesus og Johannes Døberen henviser til. Hvordan Gud ser ud, om han er den gamle, hvidskæggede mand, der smiler venligt overbærende til alle eller den hårde, straffende hævner, det er ligegyldigt, og det må være afgørende i den teologiske afgørelse om Grosbølls fortsatte ansættelse som præst. Han ville måske være bedre som oplægsholder på højskoler, for teologisk er han ilde faren ved en afvisning af Jesu råb om hjælp til Gud, et råb, som mange mennesker er så taknemmelige for at kunne komme med, når de er i nød. De tror - helt i tråd med evangelierne - at Gud findes. Det evige liv, som professor Lindhardt jo satte sindene i kog med i sin tid ved at hævde, at det var der ingen sikkerhed om, kan der vel diskuteres - om vi så må sige til dagenes ende. Lindhardt var i hvert fald glad, da en præstekone i sin tid under en debat om netop det evige liv kom ham til undsætning ved at spørge: »Vil det sige, professor Lindhardt, at vi efter Deres opfattelse ikke risikerer at skulle sidde sammen i al evighed med Adam, Isak og Jakob og alle de andre ildelugtende fårehyrder?«, hvortil Lindhardt svarede, at det kunne han ikke sige bedre selv. Han troede blot på, at alt var i Guds hånd, og hvordan evigheden så skulle foregå, var af mindre betydning. Han følte sig helt tryg ved at overlade det til Vorherre, hvad der skulle ske med ham, når han engang måtte dø. Lindhardt talte altså om troen og tiltroen. Nøjagtig som Kierkegaard gjorde det, da han sagde, at troen var springet ud på de 70.000 favne. Enten tror du, eller også tror du ikke. Det er det spring, præsten i Taarbæk ikke tør tage, og det er det spring, alle jurister og kirkeformyndere burde tænke nærmere over, inden de ødelægger verdens bedste og mest fremsynede kirkeordning. Der har altid været stor debat om udødeligheden, det vil sige begrebet om livet efter døden, hvor ender vi henne. Det er spørgsmålet om sjælens fortsatte eksistens efter legemets død. Kristendommen er ikke alene om at have den tanke. Den findes i de fleste religioner, sådan som man kan se det i forestillinger om dødsriget og sjælevandring. Helt tilbage til Platon og frem til Leibniz har der været en fremstilling af udødeligheden. De fleste argumenter har gået på, at sjælen er en særlig uopløselig substans, eller at den i sin natur er beslægtet med det guddommelige og i begge tilfælde upåvirkelig af døden. Andre har sluttet fra verdens formodede formålsbestemthed til sjælens udødelighed. Kristendommen lægger mere end nogen anden religion vægt på sjælens udødelighed, der filosofisk især afvises af materialister og positivister. Det kan ikke siges tydeligere. Det, der her citeres fra Gyldendals Leksikon, kan ikke siges klarere, og det er her Treenigheden kommer ind i billedet igen. Det bliver igen et spørgsmål om at tro eller ikke at tro. Evangelierne taler om Treenigheden, men giver ikke endeligt svar på, hvordan Treenigheden, det vil sige Gud, Jesus og Den Helligånd, håndterer udødeligheden, og der er vi fremme ved det, professor Lindhardt sagde: Det ligger i Guds hånd. For både Lindhardt og så mange andre mennesker eksisterer Gud altså. Jeg håber,at politikerne, der i sidste ende afgør sagen ved en eventuel grundlovsændring, som gudskelov skal til folkeafstemning - 89 procent af danskerne er stadig medlem af folkekirken - på samme måde besinder sig og afstår fra det hysteri, der breder sig i debatten som følge af handlinger og mishandlinger af en så åbenlyst uduelig kirkeminister. Hun har kun udmærket sig ved rod i både jura og teologi. Der har biskopperne ved utallige lejligheder trods alt udvist en vilje til at bevare folkekirken, som den er. De har teologien og juraen på deres side, og mon ikke, de til sidst skal få folkekirken bevaret. Men det kræver i deres samråd, at de holder fast i den gamle kirkeordning, som er betinget af, at det er teologerne og ikke en tilfældig minister, der skal fortolke evangelierne og evangeliernes mening. Biskopperne har indtil nu udvist stort mod ved at kritisere kirkeministerens måde at tackle de økonomiske problemer på, men i sidste ende må det dog være teologien og folkekirken, det drejer sig om. Der kan så nemt gå spåner i denne sag, og jeg håber inderligt, at der findes en løsning til folkekirkens redning. Det ligger nok i sidste ende i Guds hånd. Den Gud, som en folkekirkepræst i Taarbæk måske i uvidenhed hævder, ikke eksisterer. Måske slipper han godt fra at undsige Treenigheden, som ellers er folkekirkens faste grundlag, og ham om det. Tove Fergo forgår. Folkekirken består.