Der findes ikke synderlig mange snegle i dansk digtning, men et par stykker kan man dog oplede. H.C. Andersen skrev om en hel sneglefamilie i eventyret 'Den lykkelige familie', mens Peter Seeberg nøjedes med en enkelt i den sneglebiografi, man finder i hans prisbelønnede fortællesamling 'Om fjorten dage'. Den mest berømte snegl er dog nok den, som engang i 1790'erne kravlede gennem præstegårdshaven i Torkilstrup på Falster. Den kravlede nemlig senere ind i en af de hyppigst sungne salmer/sange i dansk kultur, nemlig i 'Nu titte til hinanden' af B.S. Ingemann, som udkom i samlingen 'Morgensange for børn' i 1839. Oplysningen om sneglen og om Ingemanns første lykkelige barndomsår i præstegården i Torkilstrup finder man i hans 'Levnetsbog' udgivet i 1862, samme år han døde. Torkilstrup Præstegård står endnu og ligner næsten sig selv fra dengang, om end nogle af udlængerne er revet ned. Og det er lidt morsomt at stå i haven og se en af 'Sneglens' efterkommere kravle hen over stien. Den vandrer stadig lige langsomt med sit hus på ryggen, og man ser et øjeblik for sig en lille lyshåret dreng undrende stå og kigge ned på dyret og måske prikke lidt til det med en pind. Og en ting er sikker, ved vi, han glemte den ikke, selv om lågen til barndommens have blev lukket for altid bag ham, da han var ti år gammel. For da døde hans far, og han og moderen flyttede til Slagelse, en by, han lige så lidt som H.C. Andersen brød sig synderlig om. I en anden præstegård, denne gang en jysk, nemlig Spentrup lidt nord for Randers, boede St. St. Blicher sammen med sin kønne kone Ernestine. Hun var, som de fleste måske husker, sin ægtemand utro, en begivenhed, ægtemanden selvpinerisk udbasunerede over den danske verden. At de to ikke fik det bedste frem i hinanden, fremgår tydeligt af Knud Sørensens fremragende Blicherbiografi, så da den ene af forfatterteamet engang under en Blicherresearch trådte ind i forstuen til præstegården i Spentrup - en forstue, som næsten ikke er forandret siden Blichers tid - og grebet af historien udbrød: »Her var det så, de gik og var så ulykkelige«, svarede præstekonen tørt: »Nå, de var vel ikke ulykkelige hele tiden«. Næ, det var de vel ikke, også selv om alt tyder på, at det ægteskab ikke hørte til de bedste. Et tegn på det er, at Ernestine ikke ville begraves ved siden af Blicher, men foretrak sin første ægtemand, der var en onkel til 'vores' Blicher. Det ønske fik hun dog ikke opfyldt, og det ville nok også have været en endnu større skandale end sidespringet. Engang da Blicher var syg, lagde han sig - måske meget fornuftigt, når man betænker antallet af børn i huset, op i et gæsteværelse - og der lå han og kiggede ud på de svajende trækroner i præstegårdens have og fik ideen til det, man senere har betragtet som hans lyriske hovedværk, nemlig 'Trækfuglene', som har optaktslinjerne: »Sig nærmer tiden, da jeg må bort, jeg hører vinterens stemme«. Går man en tur i haven, der har en række træer, som Blicher som ung mand var med til at plante, og hører træernes susen, får verselinjerne en dimension yderligere. Lad os tage til endnu en præstegård, som det lønner sig at besøge, nemlig Udby Præstegård i Sydsjælland. Den ligger klos op ad den klassiske hvidkalkede kirke. Præstegårdsanlægget står næsten som dengang, da Niels Frederik Severin, med efternavnet Grundtvig, sled sine børnesko de første elleve år af sit liv. Han vendte senere tilbage til barndommens paradis som sin fars hjælpepræst og havde håbet at kunne overtage faderens kald, men den gik ikke, han måtte forlade paradiset og begive sig ud på »verdens vidtløftige hav«, som en anden dansk digter skrev. Det var her i præstegården, han lærte det meste af det, der viste sig at være af værdi for ham, nemlig det danske, eller skal vi sige det sjællandske sprog, bibel- og danmarkshistorie. Og ifølge ham selv var den mest betydningsfulde i hans barndomsunivers den gamle pige Magdalene: »Med hjertet på tunge med bogen i hånd med trang til at sjunge som ordene lød med værkende hænder i svaghedens bånd med rystende hænder i fædrenes ånd sang højt Magdalene med toner fuldrene den salme så skøn«. I præstegården er der i dag indrettet mindestuer, der rummer nogle af Grundtvigs møbler samt et bogskab med en del af hans bøger, bl.a. den bibel, den smukke Constance Steensen-Leth på Egeløkke forærede ham, da han var lærer for hendes søn. Og hva' så, spørger læseren måske en smule irriteret. Hvad får man dog ud af det? Men nøjagtig som i præstegårdene i Torkilstrup og Spentrup får den besøgende noget forærende, som gør henholdsvis Ingemann, Blicher og Grundtvig mere nærværende. Den besøgende får nemlig fornemmelsen af et landskab, af et miljø, af omgivelser, som har været med til at forme forfatterne, og på den måde kommer de - eller måske rettere kan de komme - tættere på én selv, ligesom deres digtning får en anden valør. Endnu en dansk digterpræst - der er mange af dem - var Jakob Knudsen, og han var en kort periode præst i Mellerup, en landsby ved Randers Fjord. En tidlig sommermorgen gik han engang op på Almisbakken, og her oplevede han en solopgang, som gav ham inspiration til den salme, som skulle blive en af de mest brugte, nemlig 'Se nu stiger solen af havets skød'. Og selv om der i dag er bygget højt i området, så man ikke kan se helt så langt, som Knudsen kunne, er udsigten stadig storslået, og oplevelsen giver digtet en dimension yderligere. Selv om der er mange præster i den danske litteraturhistorie, skal det hele ikke handle om denne stand. Lad os i stedet tage vores måske største nummer, H.C. Andersen. Følger man i hælene på ham rundt i Danmark, får man en lang række oplevelser, bl.a. fordi Andersen, da berømmelsens kåbe var begyndt at svøbe sig om ham, fik invitationer til at besøge herskaberne på en lang række herregårde og slotte, og som enhver ved lå - og ligger - herregårdene i kønne omgivelser. Han besøgte således herskaberne på Augustenborg Slot, på Basnæs, Bramstrup, Elvedgård, Frijsenborg, Glorup, Gråsten Slot, Hindsgavl, Hofmansgave, Holsteinborg, Korselitze, Langesø, Lerchenborg, Nysø, Nørre Vosborg, Tjele, Valdemars Slot og Ørbæklunde. Nogle steder kom han hyppigt, andre kun enkelte gange. Lykkesholm på Fyn ejedes af Fru Lindegaard, og hun inviterede allerede i 1830 den unge lovende forfatter, og her blev der virkelig kræset op for ham og de øvrige gæster: I et brev til Edvard Collin fortæller han, hvad man fik at spise og drikke hos Fru Lindegaard: »Først te med dejligt græssmør på brødet; derpå kaffe med en fløde, som kunne stå. Det var klokken otte, men klokken ti fik vi kyllingesteg og asparges, samt portvin. Klokken to en halv kødsuppe med delikate fiskeboller. Steg; melon; gedde. Høns og jordbær, derpå kaffe. Klokken otte te med julekage og det dejlige smør og klokken ti smørrebrød med alle slags og varme (stegte) aborrer. Dertil, som ved middagsbordet, rød eller hvid vin. Det er et sandt sybaritisk liv«. Og det må en nutidig læser nok give ham ret i. Andersen brugte nu ikke hele tiden på at spise, han skrev også. Under et senere besøg på gården (i 1836) begyndte han på romanen 'Kun en spillemand', og han sad og skrev i det samme værelse, hvor han havde ladet Otto Thostrup (hovedpersonen i romanen 'O.T', som var udkommet i samme år) logere, da han kommer på besøg på en gammel gård, en gård, der til forveksling ligner Lykkesholm. I et brev har H.C. Andersen også fortalt, at gården faktisk er Lykkesholm. De tre første kapitler af 'Kun en spillemand' blev færdige her, og Andersen konstaterede, at »Sproget svulmer af sommervarme, som Vorherre må vide, hvor jeg har fået fra«. Ja, hvor fik H.C. Andersen det fra? Den herregård, han holdt mest af at opholde sig på, var nok Glorup. Han kom i lange besøg, især mens den gamle greve levede. Da den {lsquo}unge' greve, som ganske vist ikke var synderlig ung, kom til i begyndelsen af 1850'erne, kom han her sjældnere. På Glorup blev han behandlet med stor omhu. Han blev hentet i Nyborg af den grevelige vogn spændt for med fire heste og bemandet af både kusk og tjener. Han havde nogle »brillante« værelser, som han sagde, og her var ro og stilhed. Så megen ro og stilhed, at han skrev: »Jeg ser på de lange alléer og på fiskene, der står stille i vandbassinet udenfor; et billede på livet her, ensformigt som alléen, stillestående som fiskene i det søvninddøsede solskin mellem sidtgræs og blomstrende buske«. Sommetider vidste gæsten, værten og den gamle frøken, der også boede på gården, næsten ikke, hvad de skulle sige til hinanden; så der opstod derfor lange pauser i samtalen, hvorunder man kunne høre den gamle frøkens mave rumle højt, rapporterede Andersen. Og han rapporterede meget, også om, hvordan der var på de øvrige gårde, og mon ikke hans snakkelyst - for ikke at bruge et andet og værre ord - var medårsag til rækken af invitationer? Ét eventyr har direkte inspiration fra en oplevelse på Glorup. Andersen skriver i sin dagbog fra 26. maj 1847: »Drak kaffe hos Jomfru Ibsen, da kom en madam fra Nyborg hun ville tale ene med mig, jeg lod hende komme op på mit værelse, det var om at tegne aktier i hendes garveri, jeg lod hende slå konvolut om ansøgningen og skrive udenpå til excellencen, »ridder af elefanten, storkors af Dannebrog etc.«, sagde jeg; det var hende svært at skrive det første, jeg er kun et fruentimmer, sagde hun, men da hun kom til etcetera, standsede hun - sukkede og skrev 'extr'!«. Episoden går næsten ordret igen i det lille, spidse eventyr 'Hjertesorg' (1852). Et af de bedste eventyr handler om Glorup, men er ikke skrevet her. Det er sneglehistorien 'Den lykkelige familie', som beskriver de gamle snegles liv og drømme om fortids storhed. H.C. Andersen kom også på Nysø ved Præstø. Ikke fordi han brød sig synderlig om værtinden, baronesse Stampe, men fordi her befandt sig stjernen over alle stjerner, Bertel Thorvaldsen. Hjemvendt fra Italien var han blevet fanget ind af baronessen, der lod indrette et atelier til ham og servicerede ham på alle ledder og kanter. Under et af sine besøg på Nysø var H.C. Andersen dog ved at komme i en gevaldig klemme. Han kom nemlig en dag ind i Thorvaldsens værksted, hvor denne var i færd med at modellere et relief med Pilatus. Thorvaldsen spurgte Andersen, hvad han syntes om Pilatus' påklædning. Baronesse Stampe, som også var til stede, sagde vredt til Andersen, at han endelig ikke måtte sige noget. »Det er rigtigt! Det er fortræffeligt! Gå De kun Deres vej«. Men Andersen gik ikke, og på Thorvaldsens gentagne spørgsmål, sagde han, at han fandt, at Pilatus mere lignede en egypter end en romer. »Det er også min mening«, svarede Thorvaldsen og greb i det samme ind i leret og ødelagde statuen. »Andersen, nu er De skyld i, at Thorvaldsen har ødelagt et udødeligt værk«, råbte baronessen ophidset. »Så kan jeg gøre et nyt udødeligt værk«, svarede Thorvaldsen og begyndte igen på Pilatus. Rejser man rundt i det danske land med danske forfattere i bagagen, får man nogle ekstra oplevelser. Man kommer til at se på landskaberne med deres blikke, så ofte forvandler disse sig, nogle bliver større, barskere, mens andre kan blive blidere, smukkere og ligefrem romantiske. Nogle gange forvandler de sig sådan, at man næsten kun kan opfatte dem i forfatternes optik. Sådan har den ene af familierne det med 'Gøngeland', det vil sige den sydøstlige del af Sjælland, hvor 'Gøngehøvdingen' og 'Dronningens vagtmester' udspilles. Romanerne om Svend Gønge (skrevet af Carit Etlar i 1850'erne) er gennem generationer blevet læst af både børn og voksne, så når der køres ind i 'Gøngeland', begynder Svend og Ib derfor med usvigelig sikkerhed at røre på sig. Bl.a. tales der på såvel for- som bagsæder med foragt om den lumske smed i {lsquo}bondebyen' Bårse, når Bårses byskilt viser sig i vejkanten. Og hvis De skulle have glemt smeden og hans usselhed, kan De finde ham i det kapitel i {lsquo}Gøngehøvdingen', der har overskriften 'Undervejs'. METTE WINGE og BO TAO MICHAËLIS Forfatterne og deres steder er behandlet i 'Forfatternes Danmark' af Mette Winge og Bo Tao Michaëlis, udkommet på Politikens Forlag.