Det kan være lidt skræmmende at skulle begynde på universitetet for første gang. Det forløb, som ligger foran én, er både ukendt og nok også lidt uoverskueligt. For nogle kan det føles som at begive sig ind i et tunnelrør uden at vide, hvor mange udgange der er undervejs. Lyset for enden kan måske knap nok skimtes, og derfor er det også let at forstå, hvorfor mange af de nystartede får et lidt svømmende udtryk i øjnene, når de stilles over for spørgsmålet: Hvad skal du bruge din uddannelse til? Hvad vil du egentlig være? Debatten om universiteterne har dette forår fået stor dækning her i avisen, og spørgsmålene har kredset en del om det samme tema: Hvad skal de studerende egentlig bruge de mange års studier til? Bliver de klædt godt nok på til et arbejdsmarked, hvor kravene til kvalifikationer hele tiden skifter, og hvor ledigheden for akademikere for tiden når nye højder? Debattørerne har ikke mindst kastet deres blik på de humanistiske uddannelser og de indimellem lidt udefinerede kompetencer, som kandidaterne forlader universitetet med. Engagementet i debatten er tårnhøjt, og det skyldes måske til dels, at debattørerne og de skrivende journalister er drevet af egne erfaringer fra universiteterne og nærer et dybt ønske om at se forandring. På den ene side er debatten fuldstændig relevant: Arbejdsmarkedetharændret sig, ledigheden blandt akademikereerfor høj, og der er altid grund til at stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil universiteterne egentlig med deres uddannelser? Hvilke tilbud ønsker de at give de studerende, og hvilke kandidater ønsker de at sende ud i samfundet? På den anden side er det vigtigt at holde fast i proportionerne, og her synes vi nok, at debatten indimellem har ladet lidt tilbage at ønske. Enkelteksempler - ofte flere år gamle - er blevet ophøjet til lov. En del læsere sidder sikkert tilbage med indtryk af universiteter, som slet ikke bekymrer sig om beskæftigelsen, som ikke magter at undervise, og som er ude af trit med resten af samfundet. Det er et billede, som denne Kroniks forfattere dårligt kan genkende. Vi vil her forsøge at give et andet billede af universiteternes virkelighed, og ikke mindst af de muligheder, som den aktuelle uddannelsesreform åbner op for. Som mange vil vide, har Folketinget dette forår vedtaget en ny universitetslov. Debatten om loven har især handlet om de ændringer, der sker i universiteternes styreform - herunder at rektorer, dekaner og institutledere ikke længere skal vælges, men ansættes. Etableringen af nye universitetsbestyrelser med eksternt flertal har også givet anledning til diskussion. Vi vil imidlertid gerne gøre opmærksom på et område af universitetsloven, som har fået langt mindre dækning i medierne end ledernes ansættelsesforhold - men som i praksis vil få mindst lige så stor betydning. Og i øvrigt et område, hvor der har været stor enighed mellem politikere og universiteter undervejs - og måske netop af den grund meget lidt pressedækning. Vi tænker på den uddannelsesreform, som er indbygget i loven, og som giver universiteterne nye muligheder for fleksibilitet, mobilitet og tværfaglighed. For den enkelte studerende skulle reformen meget gerne betyde, at årene på universitetet netop ikke opleves som at gå gennem et tunnelrør, men snarere som at køre ad en motorvej med talrige muligheder for at flette ind og ud og skifte både retning og spor undervejs. Et af hovedelementerne i reformen er en mere konsekvent opdeling af universitetsuddannelserne i to hovedafsnit: et treårigt forløb, som leder frem mod en bachelorgrad og derefter muligheden for at bygge en toårig kandidatgrad ovenpå. Denne 3+2-ordning er ikke ny i sig selv, men den kommer nu til at gælde for langt flere uddannelser end før. Der er dog undtagelser, og de gælder især for de uddannelser, som giver autorisation til at udføre et særligt erhverv, f.eks. medicinstudiet. De færreste af os ville nok være trygge ved at gå til en læge, som kun havde læst medicin i tre år og derefter taget f.eks. en samfundsvidenskabelig kandidatgrad. Udvidelsen af 3+2-ordningen tjener især to formål: Det ene er at give flere studerende mulighed for at tage en kompetencegivende uddannelse af kortere varighed end de typiske fem år. Det andet er at give de studerende langt større valgfrihed. Siden bachelorordningen første gang blev indført i Danmark, har den været betragtet med skiftevis håb og vemod. For det har vist sig lidt svært at få danske virksomheder til at ansætte bachelorerne. Det er egentlig lidt overraskende, fordi bachelorer i mange andre lande er efterspurgte på arbejdsmarkedet. På den anden side er det måske indlysende, at en arbejdsgiver hellere tager en, der har læst to år længere. Men det ændrer ikke ved, at der er behov for en struktur, hvor bacheloruddannelsen udgør et afrundet fundament. Det vil være befordrende for fleksibiliteten - både på de lange videregående uddannelser og mellem uddannelserne og erhvervslivet. Et væsentligt element i den nye struktur er bachelorgraden som instrument til at opnå større fleksibilitet i uddannelserne. Det er nemlig tanken, at en bachelor skal kunne vælge mellem mange flere mulige kandidatuddannelser. Det vil føre til kandidatgrader, som vi i dag slet ikke kender, og som kan give nye og spændende muligheder - ikke mindst i forhold til det arbejdsmarked, der venter efter universitetet. Fleksibiliteten skal yderligere styrkes ved, at dekanerne fra de enkelte fakulteter koordinerer uddannelsesforløbene, så det bliver lettere for den enkelte studerende at stykke sin uddannelse sammen på tværs af fag- og fakultetsgrænser. Det skal være muligt at kombinere moduler på helt nye måder. Og ikke mindre væsentligt: Det skal i langt højere grad end i dag være muligt at kombinere på tværs af forskellige universiteter. Fremtidens kandidat fra Københavns Universitet kan meget vel have læst på både RUC og Berlins Universitet undervejs. Det kræver, at universiteterne løfter blikket og samarbejder langt mere indbyrdes. Fordelen for den enkelte studerende er indlysende: Han eller hun får mulighed for selv at sammensætte sin drømmeuddannelse - og ikke blot vælge mellem de på forhånd definerede muligheder. Lyder det som en gavebod? Lyder det som en buffet, hvor den studerende helt frit kan vælge mellem retterne efter lyst, og hvor værternes eneste opgave er at stille nye fade frem, i takt med at gæsterne bliver trætte af de gamle? Så er det måske på sin plads at understrege, at uddannelsesreformen snarere skal føre til en række restauranter med varierede menukort, men hvor der er klare regler for, hvilke retter der kan sættes sammen - og hvor der ikke mindst er et vågent øje på næringsværdien af det samlede måltid. For der skal naturligvis være en sammenhæng mellem de fag og moduler, som den enkelte studerende kan kombinere. Det giver næppe nogen mening at læse tre års fysik og derpå skifte til to års sociologi. Universiteterne får en væsentlig opgave med at definere, hvilke fag det giver fornuft at sætte sammen, og hvilke der ganske enkelt ligger for langt fra hinanden til, at den studerende eller samfundet kan få glæde af det. Samtidig ligger der en udfordring i at sikre, at de studerende rent faktisk bliver bedre til både fag og videnskabelig metode, uanset kursskift undervejs. At begynde på en kandidatuddannelse må ikke føles som at starte forfra på universitetet. Tværtimod skal det stadig være sådan, at man stiller fjerdeårsstuderende over for mere avancerede problemstillinger end dem, de mødte de første år på universitetet. Der er allerede gode eksempler på, at de nye rammer med fordel kan omsættes i praksis. Vi kan for eksempel nævne den helt nye uddannelse som medicoingeniør. Den er blevet til i samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København. Uddannelsen giver mulighed for at kombinere det bedste fra to institutioner til gavn for et samfund med helt nye behov. Samtidig kan man næsten sige, at Københavns Universitets Naturvidenskabelige Fakultet har taget forskud på loven. Fakultetet søsætter næste år en helt ny studiestruktur baseret på lovens principper, og der bliver gået ganske drastisk til værks. En af de største ændringer i forhold til i dag vil være, at den nye studerende ikke i nær så høj grad behøver at lægge sig fast på sit endelige studium fra starten. Det kommer især til at berøre de matematiske, fysiske og kemiske fag. I dag skal nye studerende f.eks. beslutte, om de vil være kemikere eller miljøkemikere, allerede når de søger om optagelse på universitetet. På fysikområdet er valgmulighederne endnu flere: Vil du være astronom, meteorolog, geofysiker eller noget helt fjerde? Og samtidig skal studerende i dag på forhånd have lagt sig fast på et sidefag. De mange nødvendige valg betyder, at den nye studerende i dag skal tage stilling til 40 forskellige kombinationsmuligheder ved optagelsen. Fra næste år er antallet nede på 13. Det vil være nok at søge optagelse til den gruppe, der hedder 'fysiske fag'. Det endelige speciale og det eventuelle sidefag vælger man så, når man er godt i gang på universitetet. Det vil medføre andre markante ændringer. Fleksibiliteten forudsætter, at fagene i deres opbygning spiller meget tæt sammen. Derfor vil alle fag på Det Naturvidenskabelige Fakultet følge en grundstruktur, hvor de enkelte moduler har en fast varighed. Det betyder, at de studerende helt uden ventetider kan udskifte et modul med et andet. En idrætsstuderende kan altså vælge at tage et 9-ugers efterårsmodul på fysik eller matematik og derefter vende tilbage til sit eget institut. Desuden skal alle studerende fremover have mulighed for at indbygge praktik- og udlandsophold i deres uddannelse. Den nye naturvidenskabelige studiestruktur vil ikke alene gøre det lettere at søge ind og starte på universitetet. Forhåbentlig vil den også betyde, at færre falder fra. Og de studieskift, som i dag kan koste både halve og hele studieår, vil blive langt lettere fremover. I mange tilfælde vil man helt kunne undgå det formelle studieskift og blot skifte retning. For den nye struktur vil f.eks. betyde, at man kan læse det meste af sin bacheloruddannelse inden for matematik og alligevel vælge en kandidatuddannelse som biolog. I sidste ende skal de nye studiestrukturer meget gerne føre til, at universiteternes færdige kandidater vil få lettere ved at få job. Og her er det i øvrigt fristende at vende lidt tilbage til snakken om proportioner i debatten. For vel ser det trist ud for tiden, og det er et enormt spild både menneskeligt og økonomisk at sende kvalificerede akademikere ud til arbejdsløshed. Men vi vil vove den påstand, at krisen i meget høj grad er et spørgsmål om konjunkturer, og vi tror på, at samfundet inden længe vil få behov for alle akademiske kræfter igen. Det er altid fristende at bede om øjeblikkelige politiske indgreb og markedsøkonomiske justeringer, når konjunkturudsving rammer, men netop i den situation er det vigtigt både for politikere og universiteter at holde fast i de grundlæggende værdier og ikke blindt sadle om. I øvrigt viser erfaringerne, at det er nogenlunde lige så svært at spå om arbejdsmarkedet som om aktiemarkedet. I de sidste 20 år er der med meget skiftende held indført incitamenter og kvoter for udvalgte uddannelser. Men arbejdsmarkedet er lunefuldt. Det er ikke længe siden, at en uddannelse inden for it var den sikre vej til et vellønnet job. I dag er det nærmest et spørgsmål om held. Og det er ikke længe siden, at der blev udsagt spådomme om en snarlig mangel på ingeniører. I dag står flere af de nyuddannede uden job. Derfor vil vi heller ikke følge de debattører - herunder lederskribenter - som opfordrer os til at holde op med at uddanne akademikere i almindelighed og humanister i særdeleshed. Til gengæld vil vi lægge vægt på, at de humanistiske og alle andre fakulteter får øget fokus på det spørgsmål, som denne Kronik begyndte med: Hvad skal du egentlig bruge din uddannelse til? Nøgleordet er kompetence. I universitetssammenhæng må det handle om helt konkret at beskrive, hvad den enkelte uddannelse kvalificerer til. Og den beskrivelse skal gælde helt ned til det enkelte modul. På dette område er Københavns Universitets Humanistiske Fakultet i øvrigt i fuld gang. Et særligtreformsekretariatarbejder netop med metoder til at beskrive, hvad en studerende f.eks. kan efter at have læst et halvt års grammatik. Nu er humaniora jo et af de områder, hvor der har været bedst tradition for tværfaglighed, men også her vil uddannelsesreformen give endnu videre rammer, og kompetencebeskrivelserne vil være til gavn for mindst to parter. De studerende selv får lettere ved at sammensætte deres faglige buket og dermed også ruste sig til livet efter universitetet. Arbejdsgiverne får lettere ved at aflæse, hvad de færdiguddannede egentlig kan. Samtidig vil reformen og kompetencebeskrivelserne gøre det endnu lettere for de studerende at færdes på den internationale studiearena. Store dele af reformen ligger i direkte forlængelse af den udvikling, der for tiden finder sted i andre dele af Europa. Der er slet ikke tvivl om, at det vil blive endnu lettere at kombinere sin uddannelse med moduler fra andre landes universiteter, i takt med at reformen gennemføres. Optimistisk? Ja, og der skal nok komme både modspil og modbilleder, også i Politiken. Uddannelsesreformens succes afhænger naturligvis af flere ting: de studerendes vilje til at være med, de enkelte fakulteters og universiteters omstillingsparathed, en styrket studie- og erhvervsvejledning og - ikke mindst - arbejdsgivernes åbenhed over for nye typer af kandidater. Intet af dette giver sig selv. Alle forbeholdene til trods tør vi godt tro på, at reformen vil give gladere og mere engagerede studerende. De vil ikke blot få mulighed for, men blive nødt til at skræddersy deres egen uddannelse. Det skulle undre os meget, om ikke de studerende alene af den grund får et øget blik på jobmarkedets udvikling og dermed selv bringer sig i position til et arbejde, som netop deres kompetencer kan dække. Og det er i vore øjne en langt stærkere indsats over for arbejdsløsheden end at kigge i krystalkugler og forsøge at spå håndfast om fremtiden.