Kirken og kirkerne er et af tidens hotte emner. Denne Kronik skal ikke komme ind på det knarvorne forhold mellem bisperne og kirkeministeren. Bispernes ageren og kirkernes rolle er jo for intet at regne i forhold til den tid, hvor de forsøgte at konsolidere sig, det vil sige i 1100-1200-tallet. Ribebiskop Helias måtte en tid lang skjule sig over kirkens kor på grund af sine uvenner. Bispeindvielsen af Radulf i samme kirke blev opsat fire år på grund af beskyldninger for manddrab. Viborgbispen Eskil blev myrdet, »mens han sang de kanoniske tider i den hellige Margretes kirke«. Roskildebispen Rike blev dræbt i Ramløse Kirke. Tilbage til Ribe: Bispen ville indsætte sin kapellan Vincent, men brødrene var af en anden mening og pryglede ham »ugudeligt i kapitlet i en nævekamp«. Alt det skete, længe før vi fik et kirkeministerium. Denne Kronik skal prøve at give et historisk perspektiv til institutionens påståede krise i forhold til befolkningen. De fleste danskere er medlemmer af folkekirken, men for få kommer i kirkerne. Det er den almindelige påstand, uden at det diskuteres, hvor mange der bør komme, og hvor ofte, for at fjerne krisestemningen. Mange forslag til krisehjælp dukker op. Kirken skal profilere sig, gøre sig synlig, den skal definere sin(e) målgruppe(r) og finde direkte frem til dem. Branding, markedsføring og internet er modeord, der dukker op som fødsels-, fornyelses- og forkyndelseshjælpere. Som initiativtager til billeddatabasen med Danmarks kalkmalerier finder jeg det naturligt og nødvendigt, at kirken anvender tidens kommunikationsmidler. Men form og indhold hænger sammen, og her findes måske en af forklaringerne på publikums svigtende interesse. Vores kirketradition er siden reformationen af mange gode grunde knyttet tilordet. Det skete, og det sker på bekostning af andre kommunikationsformer, der tidligere blev inddraget som noget naturligt. Det skorter ikke på udgivelser af Det Gamle og Det Nye Testamente. Dansksprogede udgaver af Bibelen har der været mange af siden Christian III's Danske Bibel fra årene efter reformationen i 1536. Sidste skud på stammen er en strengt videnskabelig, mens en populær udgave er stillet i udsigt. Den seneste autoriserede oversættelse fra 1992 er lagt på internettet og er således gjort tilgængelig på en anden måde end i den traditionelle bogform. Ja, samme oversættelse af Det Nye Testamente blev uddelt gratis i københavnsområdet i en paperbackudgave. Diverse fortolkende udgaver af Bibelen er heller ikke mangelvare. I kampen mod den katolske trosretning satsede de lutherske reformatorer på ordets forkyndelse i tekst og tale. 1532 blev Luthers Lille Katekismus oversat til dansk. Den indgik i tekstliggørelsen af troens formidling. Den var central i undervisningen af børn, som vor tids ABC-bøger er det i dag. Ved at publicere Bibelens tekster lige fra læseletbøger til de strengt videnskabelige, ja ved at lægge indholdet ud i cyberspace, har ordets forkyndere - udtrykt med en lidt bagvendt metafor - sejret ad helvede til. For alle brugere af alfabetet er der således nem adgang til at læse sig til testamenternes indhold, deres videnskabelige 'korrekthed' ufortalt. Forkyndelsen af indholdet kan man jo yderligere hente i mundtlig form under prædiken i kirkerne eller gennem et andet medium, radioen. Min Gud, hvad vil du mere? Denne ekstreme tekstliggørelse af Bibelens handlingsmættede og dramatiske univers udgør en naturlig forklaringsramme for vores og vore forfædre/-mødres oplevelse af testamenternes beretninger. Modsat i århundrederne efter reformationen lever vi i dag i billedets tidsalder. Teksten er ikke enerådende. Den mundtlige formidling ledsages ofte, ja styres af billeder og lyd - tænk på fjernsynets dominans. Vi er individer i en multimedieverden. Det var man på en måde også i tiden forud for reformationen, hvilket vel er en af forklaringerne på reformatorernes afstandtagen fra billeder og ensidige fokusering på ordet. Den isolerede tekst og den enstrengede lineære forkyndelse. Sådan behøver det ikke at være i en luthersk evangelisk kirke så længe efter opgøret med pavekirken. Senmiddelalderen var en visuel periode nøjagtig som vores egen tid. Senmiddelalderen udtrykte sig i ekstrem grad billedligt, i maleri, skulptur, dramatik og gestikulation. Da middelalderens tro var katolsk, måtte reformatorerne naturligvis reagere herpå. Og det skete som nævnt ved skriftfokusering. Et held og en forudsætning var det, at bogtrykkerkunsten nu kørte på skinner og dermed fremmede tekstens almindelige udbredelse, hvilket før Gutenberg var en umulighed. I middelalderenskirker var billeder en uundværlig del i kirkernes liv. Allerede i 500-tallet fremsatte pave Gregor den ofte gentagne opfattelse, at billeder er analfabeternes bibel. Det gjorde han i et brev til en biskop for dermed at beskytte bispens kirke mod en billedstorm. Derfor skal hans udtalelse ikke tages bogstaveligt. Billederne kan ikke stå alene, de kan ikke uformidlet fortælle bibelhistorie, men de var nødvendige partnere i troens formidling og cementering. De var meget mere end bibelhistorie for de læsehæmmede. Allerede Horats sagde det, og det blev gentaget af utallige kirkens folk, at »det hørte stimulerer folk mindre end det sete«. Johannes af Genova skrev i det sene 1200-tal: »I skal vide, at der er tre grunde til indstiftelsen af billeder i kirkerne. For det første til undervisningen af almindelige folk, fordi de belæres af billederne på samme måde som af bøgerne. For det andet, at inkarnationsmysteriet og helgenernes eksempler kan virke mere levende i erindringen ved dagligt at blive præsenteret for vores øjne. For det tredje til at fremkalde følelser af gudsfrygt, hvilket sker mere effektivt gennem det sete end gennem det hørte«. Erasmus af Rotterdam, der var positiv over for Luthers reformationstanker, agiterede for censur af billeder, fordi »maleri er langt mere veltalende end tale og trænger ofte langt dybere ind i ens hjerte«. Her er vi ved reformatorernes ømme punkt. Indtil begyndelsen af 1500-tallet var billederne partnere i den katolske kirke og følgelig en slags fjender, uanset at de fleste motiver henviser til de samme hellige skrifter, som også reformatorerne benyttede. Lad os vende tilbage synspunkterne hos Horats, Johannes af Genova og Erasmus af Rotterdam. Lad det faktum, at vi nu igen lever i en billedalder, få indflydelse på vores lutherske kirke. Profilering, synliggørelse, målgruppedefinering, branding, markedsføring er alt sammen fint nok, men måske kan en moderne gentagelse af senmiddelalderens visuelle publikumssucces være nok så effektiv og mindst lige så relevant. For 500 år siden var kirkerne over det ganske land centrum for alles interesse. En interesse, som ikke var strengt religiøs i vores forstand. En interesse, der benyttede sognets fællesrum som stedet, hvor det sker. En interesse, som omfatter liv og død, godt og ondt, hverdag og fest, tro og overtro. Skattemæssigt var kirken yderst positivt stillet. En tiendedel af landets produktion gik som skat til kirken. En tredjedel til bispen, en tredjedel til præsterne og en tredjedel til kirkebygningernes vedligeholdelse og udsmykning. Efter en umulig, men sigende omregning til i dag vil det svare til, at kirkekunst og -arkitektur årligt kunne disponere over cirka 45 milliarder kroner. Det var ikke denne del af kirkeskatten, som folk brokkede sig over og forsøgte at slippe udenom. Det var bispetienden, som lå til grund for det store skånske oprør i slutningen af 1100-tallet. Selvfølgelig har der også dengang været skatteunddragere. I et kalkmaleri fra 1400-tallets midte i Nørre Nebel (cirka 1450) kæmper en lænket djævel og en engel om en tiendeyder: »Den uærlige tiendeyder slæbes til Helvede«, lyder indskriften. En del af kirkebygningernes andel af kirkeskatten gik til udsmykning, til det visuelle. Men nok så betydningsfuld var folks løbende investering i deres kirker. Høj som lav, enkeltpersoner og gildesammenslutninger ofrede store beløb på udseendet af deres kirker. Stort set alle vores kalkmaleriudsmykninger skyldes denne store eksterne interesse i det visuelle. De billeder, som blev malet på kalkpudsen, indgik i troens forkyndelse, samtidig med at de også meddelte en masse andet. Den skånske Bollerup Kirke blev udsmykket med kalkmalerier af den højadelige Barbara Brahe og hendes søn. De ses gengivet med et skriftbånd i hænderne. Det meddeler: »År 1476 efter Guds fødsel lod velbårne kvinde fru Barbara Brahe og hendes søn Oluf Stigsen denne kirke tække på ny og lod klokkerne i tårnet indvi og kirken male indvendig og købte ny alterbog og messebog. Bed for os«. Kalkmalerierne i Bollerup tjente mindst to formål. De fungerede som visuelle meddelelser med et religiøst indhold. Men de var også en del af Barbara Brahes personlige strategi. Hun var 1476 enke og formynder for sønnen, og det var ikke let for en kvinde i datidens samfund. Gennem valg af motiver til udsmykningen får hun fremhævet den gode moderrolle: Maria ses som forbeder på dommedag, i kong Salomons dom optræder den opofrende moder, som også får sit barn, Anna Selvtredje gengives med sit barn og barnebarn, ja i Sjælevejningen ser det ud til, at den kvindelige dødssynd, ægteskabsbrud, mangler. Overalt finder vi billeder af de folk, som har indstiftet kalkmalerier, og det er langtfra de højadelige, som dominerer. Steges Sankt Hans Kirke er eksempelvis udstyret med de mest ejendommelige og for os uforklarlige billeder. De er opsat af kirkens værger og formodentlig finansieret af kirkeskatten. Det, der gjordedatidens billeder nærværende og relevante og ikke kun supplementer til ordet, er deres righoldige variation på emner. Religiøse eller ej, så tager billederne afsæt i hverdagen, og de er med til at præge gud (havde jeg nær skrevet) og hvermand. Det er soldater med herremandens adelige våben på skjoldene, der vogter Jesus' grav i Tyvelse Kirke. Det er et udpluk af samfundets bøddelagtige bærme, som står for tortur af Jesus i Kongsted Kirke. Det er Adam og Eva, som i mange kirker trodser Vorherres straf efter syndefaldet ved straks at etablere sig godt og solidt. I Hjembæk danner de en tæt kernefamilie, og specielt i Skåne har de succes både på hjemmefronten og i landbrugsdriften. Her er børnene Kain og Abel undertiden i færd med at vugge deres lillebror Set (som dog først blev født efter det fatale brodermord). I kalkmalerierne er kvinden den mest aktive, hvilket i hvert fald i dag betragtes som en positiv kvalifikation. Hun skaffer os kundskaber via syndefaldet, mens manden bare lader sig overtale og derefter prøver at give hende hele skylden for Vorherres vrede som i Birkerød Kirke. Hun er den første til at forlade den passive paradisiske tilstand, mens manden prøver at få fortsat opholdstilladelse til en arbejdsfri tilværelse. Hun føder børn, og hun forsvarer dem under barnemordet i Betlehem, mens manden er fraværende. Hun står for husholdningen - dog under konkurrence fra Josefs side. Hun skaffer tøj på kroppen. Ja, hun kan undertiden sætte selveste Djævelen på plads, hvilke aldrig sker for manden. På denne måde var billederne nærværende, aktuelle, provokerende, medrivende. Alt sammen i Guds indviede hus til glæde for menighed og præst. Tilbage til kirkens aktuelle situation. Jeg argumenterer ikke for, at vi skal lade kirkerne udsmykke af moderne kunstnere til erstatning for de gamle kalkmalerier. Det vil fjerne de gamle billeder, og det vil blive meget dyrt, og én gang malet vil de forblive forever. Det passer ikke ind i nutidens muligheder for konstant variation. Vi har i kalkmalerierne en visuel kulturskat af internationalt format. De er genstand for meget stor interesse. Førnævnte website med Danmarks kalkmalerier har nu et besøgstal på cirka 130.000 årligt. Den benyttes af alle mulige mennesker fra universitetsforskere til skolebørn på alle klassetrin. Den benyttes også af præster for eksempel i konfirmandforberedelsen. Den rummer nu cirka 10.500 gengivelser af kalkmalerier. Den kunne utvivlsomt efter Johannes af Genovas og kan efter min opfattelse danne udgangspunkt for undervisning af vor tids billedtilpassede individer for at gøre det meddelte levende i erindringen og for at fremkalde følelser af et tættere gudsforhold, »hvilket sker mere effektivt gennem det sete end gennem det hørte«. Det sker ikke ved at installere netværksforbindelse i de enkelte kirker. En digital base fremlægger alle billederne hulter til bulter. Hvis præsten under gudstjenesten eller andre handlinger skal lede efter billeder, der skal fungere samtidig med hans eller hendes tale eller handlinger, vil det skabe tidsforstyrrende kaos. Men det hele kan planlægges i forvejen. Jeg forestiller mig et let anvendeligt og håndterbart instrument. En bærbar computer med et par enkle billedprogrammer, indbygget cd-drev, en let transportabel skærm og formodentlig ikke andet. Hvorfor ikke forestille sig aftensang, fromesse, ja alle mulige aktiviteter udvidet ved en PowerPoint- eller Keynote-fremvisning, der tager afsæt i vores store kulturarv? (Man behøver ikke nødvendigvis at inddrage de katolske helgener). Når for eksempel nonnerne i Dalum Kirke kunne se på en kalkmalet mand i færd med at voldtage en hvælvingsribbe, når præsten i Saltum over alterbordet kunne skimte en mand med den bare rumpe i vejret, som samtidig gør skråt op-tegnet, eller når Josef laver mad til Maria og det nyfødte barn, når Jesus fryser under dåben, når han efterlader sine fodaftryk under himmelfarten, ja, når alt det og meget andet blev set, oplevet og accepteret af vores forfædre og -mødre, så er det vel bare en naturlig opdatering af vor tids hjælpemidler at vise billeder fra den bærbare. Troen var for fem hundrede år siden visuel. Det var billederne og ikke teksten, som prægede folks forestillinger.