ERIC Arthur Blair alias George Orwell (1903-50) blev behørigt fejret og diskuteret i artikler, ledere og med et personligt essay af Margaret Atwood i Politiken på hans 100-års fødselsdag den 25. juni. Det var godt at se. Forinden gav også Peter Wivel og Marcus Rubin i kommentarer deres bud på fødselarens aktualitet anno 2003. Der er meget at tage fat i og meget at få styr på med Orwell, og det er derfor, vi vender tilbage til ham igen og igen. 100-året er en numerisk anledning, men bagved findes et skatkammer af illustrationer og indsigter, som vi gør klogt i at tage med os med ind i et nyt århundrede. Mit gæt er, at vore børnebørn også vil læse Orwell om 100 år. Også de vil være i familie med denne skarpe ånd og læse hans bøger og essays med beundring. For det er i første omgang, hvad sagen drejer sig om. Beundring. Beundring for en forfatter, der fra sit skrivebord har påvirket en hel verdensdels selvforståelse, jeg mener den vestlige verdens selvforståelse. Orwell - for lad os nu holde os til hans kunstnernavn, vistnok taget fra det frodigt grønne og flade landskab i East Anglia i England - har muligvis præget den politiske tænkning og retorik mere end nogen anden person de seneste 50 år - vel at mærke efter hans alt for tidlige død som 46-årig i 1950. Orwells titler, historier og billeder er gået direkte ind i sproget og er blevet om ikke hvermandseje, så faste referencepunkter for utallige debattører, politiske kandestøbere og kulturpersonligheder. Orwell er mildest talt svær at komme uden om, selv om han ikke altid har været lige populær. Bare titlen '1984' er nok til at få folk til at ryste, ligesom vendingen »alle dyr er lige, men nogen dyr er mere lige end andre« fra romanen 'Kammerat Napoleon' er så godt som prentet ind i den kollektive hukommelse. Udtrykkene 'big brother' 'dobbelttænkning', 'tankekriminalitet' og 'nysprog' er alment kendte udtryk, og førstnævnte er også titlen på et populært reality-program i tv. Orwell er på mange måder en 'reality-forfatter', en forfatter, der skriver om virkeligheden, så den bliver brændende aktuel og på en sådan måde, at den også er interessant for eftertiden. En klassiker, kan man roligt sige. 100-året er en fin anledning til at genlæse Orwell. Han er fremtidens mand, selv om vi kigger tilbage på ham. Man kan også sige, at vi alle er børn af Orwell. Vi taler hans sprog, og vi arver hans problemer. Men vi ser klarere på grund af ham. Orwells samlede forfatterskab udgør en prisme, hvor igennem alle, der tør, ser det 20. århundredes rædsler. Orwell rummer det hele: industrialiseringen, fattigdommen, kolonialismen, borgerkrigen, Anden Verdenskrig, Jalta, kammerat Stalin og al hans terror. Særligt den sidste halvdel af Orwells produktion - fra satiren 'Kammerat Napoleon' skrevet under Anden Verdenskrig til det store format i '1984' (1949) - lyser op i dag. Og så naturligvis hans mange essays, som jeg heldigvis stadig har til gode. Denne 'sene' Orwell har set det hele. Men han har ikke givet op. Han har oplevet mange ting, bl.a. været bums i storbyernes gader, deltaget som frivillig på republikansk side under den spanske borgerkrig i 1930'erne og erfaret, at det virkelige drama står mellem Moskva og resten. For da først »Hitler er ond, men død«, som den engelske forfatter Margaret Atwood skriver i sit personlige essay 'Orwell og mig', så bliver Orwells fjende nummer et kammerat Stalin i Moskva. Krigen er slut, men fjenden er ikke væk. Fjenden har blot skiftet navn. Heri så Orwell utvivlsomt rigtigt i modsætning til de mange, mange intellektuelle, der i Stalin - og senere i Lenin - så en verdensbefrier eller en sand revolutionær eller under alle omstændigheder et mindre onde end kapitalisme, USA og det borgerlige samfund. Heri svigtede de stort, og Orwell gav dem tørt på, så kvalificeret som måske nogen anden. Der har naturligvis stået en strid om, hvor Orwell befandt sig politisk. Han er jo en person, alle gerne vil have over på deres side. Det er kun naturligt. Der vil altid foregå en kamp om at skrive historien. Dem, der benægter det, er mere naive, end man behøver være. Var Orwell socialist, konservativ eller noget helt tredje? Liberalist var han i hvert fald ikke. Kommunist lige så lidt. Selv anså han sig for en slags socialist. Der er givet flere bud, og Peter Wivel refererer den franske debat i sin interessante kommentar 'Orwell som vaccine mod ideologi' (15.6.). Konklusionen er her, at Orwell var en fri ånd, som ikke lader sig rubricere under en enkelt betegnelse. Jeg ønsker ikke at skjule Orwells sociale indignation og sympati for et demokratisk Labour, men man finder hos ham også en konservativ tone, som er særdeles kritisk over for ideologier af enhver art. Her er en forfatter, som maner til respekt for den almindelige anstændighed. Med almindelig mener jeg noget i retning af almindelige menneskers næsten instinktive og rodfæstede fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Dén fornemmelse og dén opfattelse af 'almindelige mennesker' - hvor uakademisk den end er - kaster Orwell ikke skam på. Han forsvarer den. Og han ser i almindelig anstændighed og i den sunde fornuft en kritik af alverdens intellektuelle bestræbelser på at gradbøje rigtigt og forkert. Som de sociale væsener, vi mennesker er, har vi en forståelse af godt og ondt; vi behøver med andre ord ikke at blive skolet i godhed. Den er ikke helt fremmed for os. Vi klarer os i reglen bedre uden folkeopdragere end med dem, for de ender med at sætte sig tungt på magten og hjernevaske befolkningen. Det er her, vi møder Big Brother, og her, vi møder grisene fra 'Kammerat Napoleon'. De er tyranner, ligesom Stalin og Lenin og Mao og Saddam og alle de andre herskersyge ideologer var og er det. De arbejder muligvis i en 'god' sags tjeneste, skønt det langtfra er givet, men når de først er der, så er det allerede for sent. For sent for alle andre end dem, der tilhører eliten. For sent for de gamle, for sent for de unge, for sent for de midaldrende. Så længe det mest afgørende ved Big Brother netop er, at han aldrig bliver lillebror og ikke kan stemmes ud. Med en metafor fra den konservative filosof Edmund Burke kan man sige, at Orwell netop respekterer vore fordomme som det, de er. Fordomme. Domme eller meninger om noget, før andet kommer frem, hvis de altså viser sig ikke at holde stik. Pointen er, at vi ikke kan klare os uden fordomme. Uden fordomme er vi rene tavler. Og rene tavler er forsvarsløse i den forstand, at man kan skrive alt muligt på dem, fordi der ikke står noget i forvejen. Man kan skrive x, man kan skrive y. Man kan udnytte dem til 'nysprog' og 'dobbelttænkning', som på vores sprog, det gode, gamle sprog, kan oversættes til propaganda og løgn. Ved hjælp af nysprog kan man gøre sort hvidt og hvidt sort. Tavlerne, det vil sige hvert individ, bliver således til midler i magthavernes hænder. Individerne bliver navnløse. Respekten for individet er en anden af Orwells vigtige pointer fra en tid, da individet ikke blev værdsat som en unik størrelse, men derimod som noget, der kunne og skulle underlægges en større sammenhæng, herunder et kolossalt og intimiderende statsapparat. Det skete med Hitler, og det skete i Sovjet. Orwells advarsel kommer fra denne tid og denne tragedie og er møntet på en tid, hvor det nødigt skulle gå sådan igen. Orwells håb er, som Per Stig Møller allerede beskrev det for tyve år siden i sin bog om Orwell, iblandet frygt. Frygten er håndgribelig, mens håbet er mere luftigt. Frygten kom fra det, Orwell havde erfaret på sin egen krop fra et århundrede i ideologiens tegn; håbet kom fra det, han endnu ikke havde set, men på sin vis stadig drømte om: Idealer som ikke udarter, og utopier, som ikke forvandler sig til dystopier. Hvad var det med Orwells øjne, som kunne give håbet næring? Det var den lære, at vi må nøjes med relative utopier. Vi må teste idealerne og utopierne på virkelighedens grund, og kan idealerne ikke klare mødet med realiteternes verden, så må vi forkaste idealerne og finde nogle bedre. Vi kan ikke skabe fagre nye mennesker, fri for indre konflikter, fri for egoisme, fri for alt det, som måske ikke er så pænt at skrive om. Men vi kan noget andet, som er næsten lige så godt. Vi kan sørge for, at egoismen ikke får frit spil. Vi kan opbygge et retssamfund, vi kan lave love, som respekterer forskellene, men samtidig giver alle adgang til en fair behandling, herunder uddannelse og et social sikkerhedsnet. Men denne målsætning er også milevidt fra forestillingen om det perfekte samfund, hvor ingen græder eller føler sig ulykkelige. Lykken er ikke politisk. Lykken er personlig. Derfor kan vi - det vil sige vi forstået som et politisk fællesskab - hverken garantere lykkens komme ellers lykkens forbliven. Hvad vi kan er alene at hindre eller mindske ulykkerne, som er sociale og konkrete, og det er denne realistiske omgang med lykken, som er med til at gøre Orwell mindst lige så politisk konservativ som socialistisk. PÅ 100-års dagenblev der også i Politiken diskuteret Orwells forhold til verden efter 11. september. Her er vi selvsagt på mere usikker grund. Vi må forsøge os med kvalificerede gæt. Hvad ville Orwell sige til verdenssituationen, hvis han stadig var i live? Marcus Rubin vælger den nemme løsning og drager under overskriften 'Kynisme går ikke af mode' (21.6.) først en mærkelig parallel mellem grisenes tyranni i 'Kammerat Napoleon' og amerikansk indenrigspolitik under Bush. Det er temmelig søgt. Derefter sammenligner han Bush-administrationens udenrigspolitik med den hjernevask, der finder sted i '1984'. Der skulle således være tale om den samme slags propaganda med brug af spindoktorer og andet slemt. Også denne sammenligning er nem og overfladisk. Men meget dansk. Orwell kritiserede gennem hele sit desværre korte liv det europæiske herredømme, herunder den engelske kolonialisme. Det var en kritik, der voksede ud af Orwells egne erfaringer som engelsk politimand i 1920'ernes Burma, hvor han lærte undertrykkelsen at kende indefra. For Orwell var det europæerne, inklusive de russiske kommunister, der først opførte sig som konger, generaler og imperialister. Derefter var det de samme europæere, der villigt lod sig drive rundt i manegen af Stalin og troede på hans løgne. Europæerne var med andre ord ikke de bedste at spørge til råds i udenrigspolitikken. Det er derfor slet ikke utænkeligt, at Orwell anno 2003 netop ville kritisere den typisk europæiske tendens til at snakke diplomatisk med den drevne diplomatdiktator Saddam, ligesom Stalin havde held med at gøre, da han var i vælten. Det er tilmed muligt, at Orwell ville mene, at vor tids amerikanske herredømme er så langt at foretrække for det tidligere europæiske herredømme. MODSTANDEN mod diktatorer sad dybt i Orwell. Det er, hvad det meste af hans forfatterskab handler om. Hvordan undgår vi de værste typer? Hvordan sikrer vi den almindelige anstændighed imod tyrannernes magtmisbrug og de intellektuelles krumsping? Det er klassiske spørgsmål, som hver generation må finde svar på. I min familie er vi børn af Orwell. Det er den bedste opdragelse, jeg har lært, og den giver jeg hjertens gerne videre. Tillykke med de 100 år, George!