Havnearealer omkring kystbyerne har en attraktiv placering tæt på bycentre og lige ned til det åbne hav, fjord eller bælt. I disse år sker der store omdannelser af havnearealerne, i takt med at færgetrafik nedlægges, fiskerierhverv indskrænkes og værftsindustri koncentreres på færre værfter. Problematikken er på miljøministerens bord i form af et nyt lovforslag, som Folketinget færdigbehandler i disse uger. 'Ny lov om byggeri i havneområder', som forslaget kaldes, tænkes at virke som et værktøj for kommunerne til at indpasse boliger i de ellers støjende erhvervsområder. Initiativet kan have sin berettigelse, men løser ikke i sig selv kulturelle og historiske problemstillinger, som havneområderne også indeholder. Selvfølgelig skal der ske en udbygning med boliger i de kommende år, men ikke nødvendigvis på de mest attraktive steder ved de danske havne. De kan ligge ned til havnene, hvis stedet giver plads til det, og udgangspunktet tager fat om det essentielle ved problematikken, nemlig stedets karakter. Havnen som 'sted' skal forstås, og dets muligheder for fremtidig anvendelse og udformning skal belyses gennem detaljerede planer, der lægger boliger og erhverv ind i de fine havneområder og løser de behov, som stedet - havnen - kan rumme. Kvaliteterne i havneområderne virker indlysende, og områdernes muligheder kan enhver jo tale med om. Eller kan man? Vi får daglig oplysninger om nye byggerier på havnene rundt om i Danmark. Ofte er det sensationelle overskrifter, der påkalder sig opmærksomheden som f.eks. forslag om at bygge Danmarks højeste hus på havnen i Esbjerg og et nyt operabyggeri i Århus Havn. Mindre provinshavne som havnen i Helsingør står foran udbygning med et kæmpe bibliotekscenter i tæt synlig kontakt med Kronborg. Det er ikke blot placeringer af nybyggeri, hvor der er tale om kulturelle mindesmærker i størrelsesordenen Kronborg og Amalienborg for nu at nævne et andet aktuelt eksempel, der er vigtigt at inddrage i debatten om udviklingen af havnene, men også placeringer af nybyggeri i de mere ydmyge havne i provinsen påkalder sig interesse, fordi disse havne indeholder store herlighedsværdier med deres sammensatte og oplevelsesrige karakter. Enhver developer kan jo se mulighederne ved at opføre bygningskomplekser på de fine kajanlæg mellem havet og byen. Politikere i de mange kommuner landet over har meninger om placering af alt fra store kulturhuse og erhvervscentre og ned til forskellige former for boligbyggeri placeret i tilknytning til havneanlæg. F.eks. skriver viceborgmester i Næstved Kommune Søren Revsbæk (V) på Kommunernes Landsforenings hjemmeside om udviklingen i de danske havne med baggrund i det nye lovforslag: »Vi må derfor lave nogle frizoner, hvor der kan bygges boliger og drives havnedrift samtidig. Sagen er nemlig, at havnearealer er blevet attraktive som boligområder. At bo anderledes end i parcelhuskvarteret er blevet in. Boliger i for eksempel gamle siloer ved havneområder opfylder kravet til en utraditionel bolig, og tomme siloer og pakhuse er der masser af i danske havne. Men boliger ved havnen er kun interessante, hvis der samtidig er aktivitet i området. Når man kan se skibe passere forbi og folk arbejde«. Selv om beslutningstagere (politikere) mener, at udviklingen foregår med respekt for de bynære omgivelser, måske endog i dialog med borgere, arkitekter og ingeniører, bliver visionære projekter, der åbent ser på havnens muligheder, skåret væk med bestemmelser om konkrete byggeplaner. De foregriber løsningerne, inden alternative muligheder er belyst, og det er ærgerligt, fordi det er i de tidligste stadier, de vigtigste beslutninger tages. Udviklingen og planlægningen af vores fysiske område - som foruden bebyggelse jo også er friarealer - svarer principielt til den designproces, de nære ting i vores omgivelser som møbler og huse gennemløber, inden de når deres færdige udtryk. Her ved vi, at mulighederne er mangfoldige og kan byde på et utal af former og konstellationer. I designprocessen sker der en stadig afvejning af en lang række spørgsmål, hvor form kontra funktion er vigtige temaer, og som adskiller det gennemsnitlige produkt fra det sublime værk. Dem har mange mennesker øje for, og mon ikke også de har engagement og øje for udviklingen af vores havneområder? Principielt er det de samme temaer - form kontra funktion - der bestemmer udviklingen. Boliger og erhverv i havnen er funktioner, der skal opfylde en lang række behov. Er kravet for mange boliger eller for meget erhverv bliver stedet overbebygget, fordi funktionen får for meget magt, og så passer bebyggelsen ikke ind idenhelhed, som byen udgør, og som vi opfatter som former med bygninger og strukturer i forskellige størrelser. Netop denne kontekst skal planlægningen forholde sig til, så de nye projekter udvikles til at passe til de eksisterende strukturer, men bliver kravene til funktioner for mangeartede og omfattende, synes den optimale løsning ude af syne. Det er en generel problematik ved planlægning af havneområder i det hele taget, og som dybest set rejser problematikken om byen ved havet som fænomen. For at forstå problematikken er det derfor nødvendigt at anskue byer og havne ud fra nogle æstetiske normer. En by ved havet kan opfattes som et kunstværk og kan beskrives ud fra de samme principper som et maleri, forstået som det kunstværk, der med få, enkle elementer organiseret i en klar komposition formår at give den bedste virkning på beskueren. Det er æstetik og virker måske som en påstand. Alligevel illustrerer sammenligningen meget godt, at arkitekter, der udarbejder en plan for et område, frembringer de mest overbevisende resultater, hvis de i lighed med maleren bruger et fåtal af elementer i deres løsning for en plan til et havneområde, og deri ligger ikke en simplificering af mulighederne for kunstnerisk udfoldelse. Hvis vi ser den eksisterende by, vandet og havnen med sine moler og skure som elementer i en storstilet komposition for bybilledet, kan den gamle bykerne ses som det første element, vandet som det andet element og havnen med sine moler og skure som det tredje element, og dermed svarer til reglerne om billedkomposition. Yderligere elementer som ses i bybilledet ved havnene kan være slottet eller borgen, der giver stedet en særlig kvalitet, eller det kan være de erhvervsbygninger ved havnen, der rummer særlig værdi og attraktion for dem af byens borgere, der har tilbragt sit arbejdsliv i bygningerne. Når vi registrerer vores omgivelser fra kajen ved den gamle havn, så melder spørgsmålet sig om, hvad vi egentlig savner i disse rum, der nu omgiver os; er det flere elementer i form af nye bygninger af den ene eller anden art, eller er det snarere en tydeliggørelse og en opstramning af allerede eksisterende strukturer, en oprydning i dette kaos. Når vi kniber øjnene sammen og foreløbig abstraherer fra detaljerne, lever vi os ind i de store træk i strukturen omkring havnen, og dermed forsøger vi at forestille os den egentlige karakter af disse store urbane rum mellem de føromtalte elementer. Ofte er det netop, når vi færdes rundt i byen med bevidstheden rettet mod forskellige gøremål, at vi bedst opfatter og sanser omgivelserne som baggrund for vores livsudfoldelse. Vi ved godt, hvad vi savner i forhold til funktionelle løsninger, der dækker vores behov i retning af arbejdspladser, boliger og kulturliv - men hvilke rumlige elementer i havnen savner vi til at fuldende og tydeliggøre denne storslåede komposition? Se, det er en ganske anden synsvinkel på havneproblematikken. Når vikommer på afstand af vore omgivelser, tænker og ser vi på dem med andre øjne, og opmærksomheden skærpes ved rejser til andre byer og steder i f.eks. Sydeuropa, og det giver en forståelse for huse, rum, byer og pladser. Tænk på disse rejser, og tænk på, hvor der er rart at være. Hele byer opfattes som en helhed. Husene er overalt opført i de samme materialer, men alligevel indeholder de forskelle fra det ene sted til det andet, fordi nuancer i detaljerne bidrager til stimulerende variationer over bygningstemaet. Indimellem løber gaderne ud i torvedannelser, men stadigvæk med den samme type af bygninger omkring, måske er der et stort træ, hvorunder der er placeret borde i forbindelse med en restaurant. Den lokale byggeskik er overalt den samme helt ned til havnen, hvor gaderne slutter ved havnefronten med alle restauranterne. Eller ned til stranden, hvor byen holder op og det store hav tager over, så byen nu kan iagttages fra afstand, og man oplever den samme type af bygninger, de samme huse, der nu fremtræder som et stort massiv. Hvem savner egentlig nybyggeri foran et idyllisk og pittoresk havneområde? Nybyggeri ligger bedre ude ad kysten - måske, men foran? Nej, vel. De fine historiske bydele, bycentre, midtbyer, eller hvad de nu kaldes rundt omkring i Danmark, der har ligget gemt bag kraner, fiskerihaller og andet industrielt byggeri, har nu mulighed for at få deres oprindelige udsyn over havet igen, i takt med at de forældede erhvervsbygninger forlades. Men så snart byernes ansigt mod havet kikker frem fra århundreders tilbagetrukkethed, får kommunerne gennem det føromtalte lovforslag fornyede muligheder for at indpasse boliger og andre byfunktioner i ældre erhvervs- og havneområder. Blandt forslagets elementer kan nævnes, at der i kommuneplanerne skal kunne udlægges byomdannelsesområder med lempelige betingelser for nærliggende industri, så støjgener ikke hindrer opførelsen af boligbyggeri. I dag er det relativt let at finde investorer til boligbyggeri, og derfor vil byggeriet være med til at udvikle de ældre havneområder til bydele. Og er detdet, der er tanken, er visionære projekter, der åbent belyser flere udviklingsmuligheder i samklang med den eksisterende by, bare i vejen, når der skal bygges. Kommuner landet over kan snart med fornyet styrke sælge arealerne ved havnen for hurtig gevinst til de slunkne kommunale kasser. Uden afklaring af stedernes særlige karakter som havneområde følger kommunalpolitikerne tilsyneladende en argumentation og en tankerække som følger: Salg af havnearealer betyder penge til kommunal velfærd, som igen betyder flere penge til f.eks. skolevæsen og plejehjem til glæde for børnene, de svage og de syge. Et sådant ræsonnement virker umiddelbart som en genial løsning på kommunens økonomi, når man tænker på, at opførelse af flere attraktive boliger ved havnen igen betyder arbejdspladser i byggeriet, flere gode skatteborgere og dermed et forbedret skattegrundlag for kommunen. Der er bare det ved argumenterne, at de er hule, fordi de blander forskellige problemer sammen. Velfærdssamfundets strukturproblem skal løses i overensstemmelse med skattegrundlag og øvrige instrumenter for tilvejebringelse af økonomiske ressourcer. Men det skal ikke løses ved at forulempe byens kvaliteter. Det kan aldrig være konstruktiv kommunalpolitik at løse en problematik på bekostning af en anden. Byens borgere skal kunne bevæge sig til havnen med henblik på oplevelse og rekreation i lighed med de turister, der jo heller ikke er en ubetydelig indtægtskilde. Charmerende byer ved vandet, synes vi jo selv, er et rejsemål værd. Det er endvidere påkrævet at se på beslutningsprocessen og måden ændringen af disse arealer - som udgør en væsentlig del af vores kulturelle arv - foregår på. Det vedgår ikke blot de enkelte borgere i de respektive byer, men i visse tilfælde er omdannelsen af havneområderne en sag, der vedrører hele befolkningen, ja, endog i visse tilfælde principielt befolkningen i hele verden, hvor der er tale om at ændre havneområder, der ligger i tilknytning til historiske mindesmærker som f.eks. havnen ved Kronborg, der nu er på Unescos liste over bygningsværker af særlig vægt for menneskehedens kulturarv. I denne sammenhæng forvalter de kommunale politikere i princippet kulturarv for hele menneskeheden. Selv om kvaliteten i et område kan være let at få øje på, kræver det specielle faglige forudsætninger for atløseplaner for ændringer i bebyggelses- og anvendelsesforholdene, og ikke engang den bedste arkitekt kan være garant for udvikling af et område. Arkitektkonkurrencer virker derfor som et vigtigt redskab til udvikling af havneområderne, fordi kommunerne får en bred vifte af løsninger at vælge imellem. Og blandt dem kan det være, at der findes den gennemarbejdede plan, der udstikker rammerne for den fremtidige udvikling af et område, og som i nogle enkle overbevisende forløb og strukturer løser problematikken med udvikling af havnen. Et sådant projekt blev udpeget som vinder i konkurrencen for Dragør Havn, selv om det skete på trods og i nogen grad i modsætning til Dragør Kommunes oprindelige hensigt med arkitektkonkurrencen om bebyggelse på havnen. Arkitektkonkurrencen var kun et ideoplæg, men efter den massive modstand mod byggeplanerne valgte Socialdemokratiet på byrådsmødet 27. marts i år at stemme mod boligerne, og boliger på havnen indgår nu kun som en mulighed blandt mange initiativer. 1.-præmie-forslaget svarer ikke på spørgsmålene om boligbyggeri med 30-50 boliger i flere etager, som det var formuleret i programmet for arkitektkonkurrencen, men tilgodeser stedets ånd, dets særlige stemning af havn, klondikeby med dufte af tang og tjære og forener dem med nutidens krav om forbedrede forhold for sølivets mange udfordrere som sejlerne, lystfiskerne og turister, der promenerer ved havnen i området mellem byen og havet. I programmet (oplægget) til arkitektkonkurrencen for Haderslev Havn står bl.a. »Havnen skal omdannes til en bymæssig bebyggelse med boliger og erhverv«, og det virker unægtelig, som om oplægget på forhånd er dirigeret hen på en bestemt løsning, nemlig bebyggelse på havnen, og er det det, Haderslev Kommune søger, er det jo godt nok, men det er jo ikke sikkert, at det også er det bedste, byens borgere kan få.