0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nansen og Nansen

Dengang Gyldendals direktør hed Peter Nansen, var der amoriner i luften og forførelseskunst i Klareboderne. Forfatteren Ulrich Horst Petersen har genlæst inspiratoren, erotikeren og digteren.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da jeg var meget yngre, undrede det mig, hvordan Nansen både kunne være polarforsker, sit lands gesandt i London, flygtningehøjkommissær ved Folkeforbundet, journalist ved Viggo Hørups Politiken, digter og direktør for Gyldendals Forlag i København. Alt det ganske vist i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, da der var mandfolk til.

Det tog sin tid, så gik det op for mig, at det ikke var den samme Nansen, og så glemte jeg dem begge, både Fridtjof og Peter. Siden dukkede de op igen, hver på sin plads, Fridtjof senest, med applomb må man sige, i Klaus Rifbjergs 'Nansen og Johansen', Peter derimod helt andre steder og ganske uventet. For eksempel i Sybille Bedfords glimrende selvbiografiske roman 'Kviksand' (Gyldendal 1989), som det ville have moret ham at udgive. Dér har den toårige Sybilles vidtløftige mor på første side et eventyr i København lige før Første Verdenskrig med »en dansk forfatter, ungkarl og nærmere de halvtreds end de fyrre, forvænt og feteret«, og Sybille hjælper storsindet sagerne på vej ved at forholde sig engleblidt i ro i barnevognen imens. »Så jeg puttede dig i barnevognen og tog dig med hen til Peter. Ja, jeg løb en risiko. Men du var en engel«. Peter kunne nemlig ikke fordrage børn i entreen.Det kan kun være Peter Nansen, men kunne næppe have stået i en af hans romaner: Dér får de eventyrlystne kvinder ikke børn. Man kan diskutere, hvilke erobringer der er de væsentligste: Nordpolen eller menneskehjerter - det er det, 'Nansen og Johansen' gør. Men at Peter Nansen var en stor erobrer af kvindehjerter med alt, hvad dertil hører, kan ikke diskuteres. Ej heller at hans romaner med en vis suverænitet aflægger vidnesbyrd om hans erfaringer på det felt - endda måske inden de for alvor blev gjort. De fik tidligt ry for frivolitet, men det var i en tid - 1890'ernes Danmark - da der ikke skulle så meget til, og da digternes damer havde det med at falde i de to meget forskellige og dog hinanden spejlende kategorier: madonnaen og luderen. Sådan så Nansen ikke på det, og det kan have været yderligere en grund til forargelsen.

Hans kvinder ved gennemgående, hvad de vil og får det gerne, om så med midler der, skønt andre, ikke står tilbage for den kyndige forførers. De har akkurat lige så megen lyst til spændende mænd - eller det spændende hos mænd - som deres mandlige modparter til ditto kvinder, og det kan følgelig diskuteres, hvem det egentlig er, der forfører hvem, hvilket morsomst sker i 'Et Hjem' (1891). Her introduceres Nancy Schmidt, der bliver gift Mogensen, således: »Hun havde en ejendommelig måde at føre sig på, så man ikke let undgik at lægge mærke til hende - der var i hovedets blide sænkning noget udpræget bly og forsigtigt, men så pludselig kunne hun slå de store øjne op med et blik fuldt af varm dristighed. Jermer havde af og til, når han mødte hende, følt lyst til at følge efter hende og forsøge sin lykke. Men hver gang havde han opgivet det af frygt for, at han ikke turde stole på den antydning, øjnene gav«.

Det er på Østergade. Jermer er cand.jur. Frederik Jermer, fuldmægtig i Finansministeriet og såmænd barndomsven af den Christian Mogensen, cand.phil. og postekspedient, der bliver Nancys ægtemand, og så er spillet gående, men på en helt anden måde. Mogensen er den solide og godtroende, Jermer den slebne verdensmand godt på vej til en højere plads i hierarkiet, men Nancy lægger dem begge ned med sin blanding af narcissisme og lyst til hengivelse. Jermer bliver husven, men her »eksperimenteres der med samlivsformerne«, længe før de erotiske forviklinger måtte have en revolutionær begrundelse for at legitimere nydelsen af deres sødme: »Samtidig med at Jermer og fru Nancy knyttedes inderligere sammen, blev også forholdet mellem Jermer og Mogensen stadig venskabeligere«. Ja, minsandten om ikke også ægteskabet blomstrer derved, nu da den intetanende Mogensen har den beundrede barndomsven til både at fyre op under Nancy og fremme sin karriere i postvæsenet, og Nancy såvel det solide som det spændende. Det udvikler sig til den rene idyl, morsomst dér hvor Nancy må forlade de to mænd i et par uger, Jermer til trøst flytter ind hos Mogensen, og de fordriver tiden med højtlæsning af det daglige fælles brev fra den bortrejste og lovprisning af hendes dyder.

Men intet varer evigt, og den lystige ménage à trois brydes - af Nancy. Ind på scenen kommer Martin, en ung fløs og rigmandssøn hun hægtede til sig på rejsen. Fornærmet bliver, ikke ægtemanden, men elskeren: Jermer tager diskret - man har vel manerer - sit gode tøj og går, og Nansen er virkelig virtuos, da pointen falder til sidst. Den er det egentlig synd at røbe, så kun så meget være sagt, at Jermer af Mogensens mund hører, at Nancy nu skal males af den unge Holm-Petersen, og på afstand, fra d'Angleterre ser sin egen stærkt forsinkede forlovede på hjørnet til St. Kongensgade. Mogensen: »Hvem er den herre, hun taler med? En ven af dig?« »Nej«, svarede Jermer skarpt og koldt. Han havde rejst sig, hans blik veg ikke fra St. Kongensgade-hjørnet«.

Cosi fan tutte? I hvert fald meget ofte hos Nansen, om end ikke altid så boblende som i 'Et Hjem'.

I 'Julies Dagbog' (1893), vel den roman, der vakte størst furore, er tonen nok så alvorlig, skønt situationen minder om den, Nancy profiterede af. Også her er det kvinden, der er den egentlige initiativtager, også her er den spændende mand ven af den solide forlovede in spe, men her brænder hun sig: den 'pæne' - og yndige - 19-årige Julie Magens er ved at kvæles og dø af kedsomhed i sit borgerlige hjem med udsigt til engang ad åre at ende som etatsrådinde ved barndomsvennen Eriks side. Der er et hvalpet livsoverskud i hende, hvis overgivne uskyld Nansen smukt giver udtryk for - og i den tilstand indleder hun en flirt med skuespilleren Alfred Mørch, Eriks gode ven, hvad hun ganske vist ikke vidste i begyndelsen. Det udvikler sig til et langt alvorligere forhold, end hun havde tænkt sig - og han måske også - og skønt de fra begyndelsen vedtager, at de er frie og ikke har krav på hinanden, går det alligevel galt: For hende bliver han 'den eneste ene', hun bryder med Erik og lægger an til ægteskab, mens han bliver mere og mere træt af det hele. De skilles smukt, men hun i hvert fald med sår, der næppe vil heles.

Dog, sår får de levende, og Erik er mand for at forstå, hvad der er sket, og stadig være lige så forelsket i sin Julie, hvilket måske var endnu mere forargeligt end hendes syndefald.

'Julies Dagbog' udkom på et tidspunkt, da dønningerne efter den store nordiske sædelighedsfejde knap nok havde lagt sig, og tanken om en 'pæn' pige der levede sine lyster ud uden ægteskabelig hjemmel, og en agtværdig mand der vidste det og dog forelsket tog hende til ægte, var for meget for dem, der mente, at kvinder knap nok havde lyster og i hvert fald var faldne, hvis de fulgte dem, men ikke var gift. Madonnaen og luderen opstod ikke kun af mandlige digteres betrængte fantasi. Dobbeltbilledet afspejlede en noget stramtandet borgerlig moral, som synes at have fået større og større magt over sindene, jo hurtigere samfundet ændrede sig, og den herskende klasses normer derfor ikke mere så selvfølgeligt kunne tages for givne - ovenfra. Dyrkelsen af moralen trådte så at sige i moralens sted, og det jomfruelighedskrav, der engang havde været begrundet i reelle økonomiske og sociale hensyn, fordi kvinder formueretligt var umyndige, og ægteskaber i mindst lige så høj grad familiearrangementer som individuelle livsvalg, blev nu nærmest mål i sig selv og symbol på den højere renhed, der trådtes i sølet af de lavere klasser, fædrelandsløse radikale litterater (: jøder) og tøjlesløse levemænd - en figuration, der pudsigt nok lever videre i bedste velgående i de Morten Korch-film, der florerede i min ungdom og nu er kommet på mode igen, som om de har andet at sige om den tid, end at for meget var af det gamle.

Og i dag?

Det er svært at forestille sig samfund, hvori forholdet mellem kønnene ikke skulle give anledning til postyr. Når naturen har sørget for, at artens eneste mulighed for at blive videreført samtidig er det, der giver dens medlemmer den højeste nydelse her i livet, er det ikke så mærkeligt, at der altid har været dramatik - og regler i mængde - på det felt. I dag er problemet mindre utroskab, kurmageri og forførelse, end at det er svært at se, hvad der er hvad. Hverken faders vilje eller ægteskabet er, hvad de har været, og i hvert fald ikke mere grundlaget for samfundet. Eros har ikke mere noget med fædrelandet og Vorherre at gøre, men samtidig er der sket en voldsom seksualisering af alting - fra småpiger til toiletrens - som formentlig ville have rystet Nansen: Hans unge kvinder er netop så overbevisende, fordi de engang har været uskyldige børn. Men måske er den universelle seksualisering et demokratisk velstandssamfunds udgave af drømmen om eros, og Nansens - og hans tids - problemstilling stadig akut, blot i en anden form: Lykken ikke mere en forbuden frugt, men snarere den drøm, der skjuler sig bag seksualiseringens mange og for det meste trivielle billeder, og opgaven ikke at plukke frugten, om så i naboens have, men at forbinde sex og eros i et liv, hvori så meget er tilladt, at der skal stærke grunde til at nægte sig noget og stå ene med ansvaret for det. Og hvor findes de grunde?

Nansen selv erobrede ikke kun kvinde-, men også digterhjerter. Litteraturen om ham er ikke omfattende. Aleks. Frøland og Mogens Knudsen skrev små monografiske fremstillinger, men den, der kommer ham nærmest, er utvivlsomt Niels Birger Wamberg i den glimrende bog 'Digterne og Gyldendal' (Gyldendal 1970). Nansen og Gyldendal - det var også en art kærlighedsaffære. »Min ærgerrighed var at befæste Gyldendal som en forretning, der ikke kunne ødelægges i de første par menneskealdre«. Det lykkedes. Der er ikke tvivl om, at han i sin lange direktørtid (1896-1916) på »gamle Hegel«s solide fundament skabte det forlag, der den dag i dag bestrider så stor en del af, hvad der er af litterær værdi i landet, men affæren var bestemt ikke uden mislyde. »Hvilen giver kun de lykkelige fred. For os andre dulmer arbejdet ulykken«, noterede fortælleren af hans roman 'Guds Fred' (1895). Det er en anden historie om den store forelskelse i 'den eneste ene' fjernt fra Østergade og Nancy'erne, men vellykket er den ikke. At sige at den inderligt-alvorlige tone hos en mandlig fortæller ikke lå for Nansen, ville være at tage for let på, at han selv med tiden må have følt behov for at ramme den, men han ramte den ikke, helligede sig i mange år arbejdet i stedet og skrev kun sporadisk, når der var tid tilovers. For direktøren åbnede mangt et digterhjerte sig til gengæld, og han blev i mange henseender deres mand, en, ofte large, forskudsgiver, en indforstået inspirator, selv for veteraner - det var ham, der satte Georg Brandes i gang med Voltaire-bogen - en formidler og meget mere end det. De mange breve til ham fra meget forskellige digtere, mænd som kvinder, kan undertiden få én til at tro, at man er med i en ny udgave af det erotiske spil, han selv havde haft i gang på tryk før indtoget i Klareboderne. Hvad er det, der gør, at nogle digtere, og så forskellige naturer som Bjørnstjerne Bjørnson, Johannes V. Jensen og Jeppe Aakjær, bevidner ham og hans minde en så dyb hengivenhed, ja, hos den gamle Bjørnson - af alle! - ligefrem en forelskelse, der er helt bedårende, når man tænker på konstellationen: denne brusende karske digterfyrste og antiryger og så den forfinede verdens- og levemand med den evige cigaret i munden, spadserestok og barnevogn i entreen. Og hvad skyldes det, at andre - Andersen Nexø og Henrik Pontoppidan - var mere forbeholdne, holdt sig tilbage og ikke afstod fra de syrlige bemærkninger, der røbede - at et eller andet var i klemme? At Karin Michaëlis faldt for ham, virker lige så indlysende, som det undrer, at Agnes Henningsen åbenbart satte en art ære i at markere afstand. En støtte, ven, forbundsfælle for nogle - en risiko, åbenbart, for andre.

Dulmede arbejdet så ulykken? Det kan man betvivle. Dybere nede havde Nansen noget tilfælles med Strindberg - hvad hans ægteskabsdrama 'Judiths Ægteskab' (1898) vidner om - men hans problem synes at have været at forene det dybere med det lette, smelte det sammen i en overbevisende kunstnerisk fremstilling: Det der så suverænt lykkedes for en Maupassant. Man kan snarere få det indtryk, at han, som tiden gik, blev mere og mere afhængig af arbejdet, af de erobringer han gjorde dér, og at ulykken senere af samme grund hævnede sig på ham. Det tærede på kræfterne at blive ved med at være og overgå Peter Nansen, og den storartede direktør stillede måske lovlig synligt ejerne, »gamle Hegel«s søn og sønnesøn - Jacob og Frederik V. - i skyggen, hvorfra de til sidst besluttede sig til at fjerne ham. Det var en trist historie, der blev hjerteskærende ved Nansens partsindlæg, bogen 'Mine 20 Aar i Gyldendal', der udsendtes som privattryk i 1918, men opkøbtes af Hegelerne, der ikke skulle nyde noget, og som stadig ikke er til at opdrive i nogen boglade. I den er det tydeligt, at han havde givet direktøren og forlaget så meget af sig selv, at han nu følte sig forrådt, bedraget, franarret sig selv. »Enhver ikke opfyldt indre pligt bliver til en ulykke«, skrev Franz Kafka, og Nansen døde et halvt år efter, 57 år gammel, med sit ulivssår.

Tilbage står et par små, livfulde og højst læseværdige bøger, fulde af et erotisk spil, hvoraf der i øvrigt ikke er for meget i dansk litteratur. Det er ikke den store kunst, men intelligent, af en egen vederhæftighed og så charmerende, at man sagtens forstår, at Sybille måtte parkeres i entreen. Og et navn, som indbyder til forvekslinger - med Fridtjof eller, det ville være ironisk, med den store skuespillerinde, Betty, han gav det, og som beholdt det, da også det var forbi.