Det er let at konstatere, at møderne mellem forskellige kulturer er et af de store temaer for vor tid. Men også at vi lever i en tid, hvor kulturmøderne alt for ofte får en negativ drejning. Ikke siden den kolde krig har verden været så opsplittet som netop nu mellem lsquo dem' og lsquo os'. Vi har konstrueret en opsplittelse af verden mellem dem og os, kristendom og islam og mellem vestlige og mellemøstlige værdier. Det er ikke svært at finde indlæg om disse påståede kulturforskelle fra ellers begavede mennesker. Ofte fremføres, at demokrati essentielt er et europæisk begreb, hvilket f.eks. suppleres med ideen om, at islam ikke har haft sin oplysningstid, eller at demokrati er baseret på individualisme, som man påstår, kun er til stede i Vesten. F.eks. har forhenværende professor i retslære Stig Jørgensen proklameret, at »alle andre kulturer i Asien og Afrika er kollektivistiske eller religiøse, i den forstand at det enkelte individ har sin funktion i en totalitet, hvis interesser er overordnet individets«. Han er ikke den eneste klarttænkende person, der har stirret sig blind på et valg mellem »livet, som vi kender det med velfærdsstat og frihed, eller en multikulturalisme, der underminerer førstnævnte«. Fra den tidligere regering husker man stadig, hvordan Karen Jespersen udtalte, at der er forskel på danske og muslimske værdier, og at man ikke i Danmark skal forvente, at værdier fra andre kulturer kan blive behandlet som ligeværdige med de danske. »Vi har opbygget et af de bedste velfærdssamfund i verden baseret på vore egne værdier. Vi må beholde dem, holde fast i dem og kæmpe for dem«. Heldigviskanbegavede mennesker også sige begavede ting: Nobelpristager Amartya Sen rydder op i forestillingen om en fundamental modsætning mellem »europæisk demokrati« og »mullahernes mørke« ved at skelne mellem det atværdsættepersonlig frihed og tolerance på den ene side og forestillingen omlighedi frihed og tolerance på den anden. Når vi taler om, at vi skal væreligei forhold til frihed og tolerance, så er det noget meget nyt i Vesten, hvorimodværdsættelsenaf frihed og tolerance findes i både vestlige og asiatiske traditioner. Han påpeger videre, at på grund af stridigheder i Mellemøsten, så fremstilles den islamiske civilisation ofte som fundamentalt intolerant og i modsætning til individuel frihed. Men netop forskellighed og variation er noget, der ligger islam meget nær, argumenterer Sen. Man må vel tilføje, at Vesten selv har haft meget svært ved at leve op til de nye fine ord omlighedi frihed og tolerance. For alle, der ikke lader sig tilfredse med disse evindeligt gentagne påstande om kulturernes faste uforenelighed, og for dem, som kæmper med at forstå, tage stilling til og handle i forhold til disse kulturmøder, er der væsentlige pointer at hente i Yalefilosoffen Seyla Benhabibs seneste bog 'The Claims of Culture - Equality and Diversity in the Global Era' (Princeton U.P., 2002). Her er en bog, der forsøger at tage fat i de grundlæggende begreber, der ligger dybt i vores selvforståelse. Benhabib minder os om, at vi tidligere skelnede mellem begrebernekulturogcivilisation. Når romerne talte om lsquo kultur', mente de omsorgsfuldt at danne, dyrke og forme de ting, man holder af og vil danne sig selv i forhold til. Senere blev dette af den tyske romantiske filosof Herder forbundet med at danne sig i forhold til sin egen og sin kulturs særlige unikke ånd. Heroverfor var civilisationsbegrebet forbundet med kapitalisme, massekultur, teknologi og videnskabeligt fremskridt. Dette var togskinner ud over prærien, massekonsum og underholdningsindustri. En sådan kontrast gav mulighed for kritisk diskussion af, hvilken vej vi sammen skulle vælge. Benhabib beklager, at denne gamle værdiladede kontrast mellemcivilisationogkulturer totalt fraværende i dag. I stedet baseres megen debat om kulturer på en mærkelig særegen blanding af lsquo relativisme' og lsquo universalisme' - begge spædet op med den romantiske, herderianske forestilling om enhver kulturs unikhed. Mange gør krumspring for at benytte de to modstridende positioner samtidig. Man tror både på universalistiske menneskerettigheder og på relativismens ide om, at vi ikke skal presse noget ned over andre mennesker - og samtidig på kulturers unikhed. Det kan illustreres med statsministerens to nytårstaler. I Anders Fogh Rasmussens opsang til nydanskerne i nytårstalen 2003 lød det bl.a.: »[Vi] vil ikke acceptere, at disse frihedsrettigheder bliver undertrykt ved henvisning til Koranen, Bibelen eller andre hellige skrifter. Vi har i alt for mange år været for tossegode. Vi har ikke turdet sige, at noget er bedre end andet. Men det bliver vi nødt til nu. De indvandrere, der flygtede fra mullahernes mørke, skal ikke opleve, at vi nu lader middelalderlige kræfter slå rod i det danske samfund«. Dette er det universalistiske synspunkt. Vi må være universalister, så vi tilslutter os principper som tidsbegrænset varetægtsfængsling, individets ukrænkelighed og politiske rettigheder for alle mennesker til alle tider. Det kan ikke bare være noget, vi alene i vores kultur synes er godt og finder værdifuldt! Desuden skal disse principper ikke blot gælde i fredstid, men netop vise deres værd i fangelejren på Guantánamobasen. De er universelle principper, som grunder i universelleværdier, som gælder på tværs af kulturelle skel. Det betyder så, som Fogh også siger, at disse fælles værdier ikke er forenelige med hvad som helst. Troen på dem betyder, at visse handlinger simpelthen er uacceptable, fordi de krænker de grundlæggende principper. Når Fogh skriver, at vi har været for tossegode, afslører han sig som en højreorienteret universalist, der vil sætte hårdt mod hårdt. Problemet er her, at universalismen forbindes med en forestilling om kulturers unikke statiske enhed, hvor kulturer opfattes som en ensartet, stabil og afgrænset størrelse. Man ser f.eks. hele Mellemøsten over én kam og glemmer de ufattelige forskelle kulturerne imellem og internt. Man glemmer, at muslimer kommer fra 60 forskellige lande, og at disse er langt mere indbyrdes forskellige end de europæiske, ligesom muslimer ikke påstår at tilhøre en fælles kulturhorisont som europæerne. Der er forskellige sprog, forskellige historiske perspektiver, forskellige historier, forskellige madkulturer, forskellige tøjstile og forskellige udformninger af den lokale kultur. Ligeledes er det meget svært at se, hvad Pakistan og Saudi-Arabien har til fælles. Når detgælder relativismen, kan vi sjovt nok igen minde om en berømt tale af Fogh: »Vi tror på, at mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. [...] Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst«. Den canadiske filosof Charles Taylor har i bogen 'Modernitetens ubehag - Autenticitetens etik' (Philosophia, 2002) rammende kaldt »nutidens yderst populære relativisme« for »blød« relativisme - lsquo blød', fordi den tilsyneladende bygger på tolerance og forståelse. Ingen bør have mere ret end andre, være foran andre eller være mere retfærdige end andre. Overføres dette til kulturer, så har alle kulturer lov til at udfolde deres særlige livsform. Det er en holdning, der ligesom universalismen har virkelig godt fat i danskerne. Den udfoldes med største lethed, nærmest automatisk, og alligevel med overbevisning - særlig af unge i gymnasiealderen: Hvis nogen synes, at noget er godt, så skal vi ikke komme og slå dem i hovedet og tvinge dem til noget andet. Vi skal ikke komme og pådutte dem vore europæiske fordomme på etnocentrisk og imperialistisk vis. »Så meget bedre er vores egen kultur jo heller ikke, med dens problemer med ensomhed, isolation, stigende forbrug af antidepressivia og høje selvmordsfrekvens«. Løsningen på denne falske modsætning er at revurdere vores kulturbegreb. Benhabib giver et alternativ, som tillader os på samme tid at hævde, at kulturer er vigtige for personer og gruppers identitet og selvforståelse, uden samtidig at måtte blive tavse, når det gælder diskussioner af de værdier, kulturer rummer. Hendes vigtigste værktøj er at gøre opmærksom på en række fordomme, som ubevidst og fejlagtigt er knyttet til vores forståelse af lsquo kultur'. Benhabibs dom er, at kulturmøderne i Vesten er blevet besvaret med en alt for hurtig fastlåsning af bestemte gruppers identiteter. Hun tror ikke på kulturers renhed og uspolerethed eller på muligheden for at identificere dem som særlige, velafgrænsede enheder. På en måde er der slet ikke sådan noget som 'islam'. Der er mennesker, der organiserer sig og kalder sig selv for muslimer, men alt det andet er en konstruktion. Benhabib ser på kulturer som komplekse menneskelige praksisser, hvor vi organiserer os og handler, men som internt består af konfliktuelle grundfortællinger. (F.eks. har vi fortællingerne om det meningsgivende arbejde og om den tætte kernefamilie - 'individuel selvrealisering' eller 'den eneste ene'). Kulturerne formes gennem komplekse dialoger med andre kulturer. Vel at mærke foregår dialogen med andre kulturer ofte internt i kulturen: Vi har vore egne kollektivister, økologer, individualister og storforbrugere. Det er vigtigt at undgå at se kulturer som statiske kerner, som når juraprofessor Stig Jørgensen sammenligner »muslimernes demokratiske sindelag« med »en diskussion om en rund firkant«. Igennem en kritik af en sådan opfattelse kan vi ifølge Benhabib komme ud over det falske alternativ mellem en »højreorienteret universalisme« og en »venstreorienteret relativisme«. En sådan mellemposition kan medgive relativisterne, at kulturer er fulde af dynamisk konflikt, og medgive universalisterne, at der er visse nødvendige demokratiske principper og normer, som skal sikres overalt. Det er selvfølgelig omdiskuteret, om sådanne normer gælder universelt, men et første skridt er at holde op med at se eksempelvis Vesten og Mellemøsten som to særlige, adskilte og statiske enheder. At være imod lidelse og at tro på betydningen af individers positive livsudfoldelse, er ikke nogen vestlig opfindelse! Egentlig er det vel ikke så svært at pege på nogle fælles værdier, som burde kunne forene danskerne og indvandrerne mere. Disse værdier behøver ikke at være vældig højtravende. Mehmet Ümit Necef har gjort opmærksom på, at indvandrere ikke kommer til Danmark af filosofiske eller religiøse grunde, og at det derfor er vigtigt ikke at gøre migration til et stort filosofisk problem. Vi har en fælles interesse i at blive respekteret som personer og i, at visse materielle forhold er acceptable, ligesom vi alle ønsker at leve et godt liv. Både kristne og muslimer ønsker, at det skal gå deres børn godt. Muslimer ønsker uddannelse, god opdragelse, finansiel succes og en god ægtefælle for deres børn, men hvilke kristne forældre ønsker ikke det samme for deres børn? Det er selvfølgelig klart, at selv om det er de samme basale værdier, som er bestemmende i folks liv, så er måden, vi faktisk agerer på, afhængig af bl.a. sociale og økonomiske omstændigheder. Derfor er det også så vigtigt, at vi holder op med at fokusere så entydigt på de forskelle, der tilsyneladende skiller os ad, fordi en sådan fokusering er med til at fastfryse de sociale og økonomiske omstændigheder. Som Jacob Holdt skrev for nylig her i Kroniken, er de fleste i bevægelse i forhold til deres kultur og værdier. Han skrev tillige, at »man kan integrere selv de mest formørkede værdier ved at give lsquo oplyst medspil'«, men påpegede også »hvor farligt det er at forme indvandrerne i så høj grad, som vi gør med lsquo formørket modspil'«. Tørklæder kan således være et overgangsfænomen, i den forstand at kvinderne bevidst bruger tørklædet uden at være tvunget dertil. Det er dog også klart, at der er kulturer, hvor dialogen ikke får lov at herske. Den interne kritiske dialog i Saddam Husseins Irak var officielt ikkeeksisterende, for der var kun ét svar: Saddam! Gennem frygt og henrettelser er enhver opposition blevet manet i jorden. Opmærksomme bør vi også være, når vi ser tendenser til, at man afviser den åbne debat i f.eks. USA og Danmark. Det kan ske, når 80 procent har et negativt syn på en anden befolkningsgruppe, når der spredes gylle, hvor andre lovligt vil forsamles, når man desperat i medierne leder efter en dansk-iraker, som vil dø for Saddam, når man ikke vil lade imamer opholde sig så længe i Danmark, at de kan gå i gang med at forene danskhed med islam, eller når en journalistisk Pulitzerprisvinder må fjernes fra sit job på NBC, fordi han udtrykker skepsis over for regeringens politik. Benhabibs position betyder, at vi bliver nødt til at ophøre med at se andre mennesker som bestemte typer, fra bestemte segmenter eller kulturer, som så automatisk har bestemte holdninger og værdier, som ikke er til debat for individerne selv. Vi skal ikke parallelisere mellem de mest fanatiske fra én kultur og alle andre i kulturen. Det samme gælder selvfølgelig for både synet på mellemøstlige kulturer og på USA. Der er ikke et Vesten,et Danmark eller et USA. For rigtig at komme ud over et sådant reduktionistisk syn på kulturer og grupper var det måske på tide at genoptage den langt mere frugtbare klassiske debat om forskellen mellem kultur og civilisation.