Vi må have vendt hver en sten! Så klar var meldingen fra Folketingets borgerlige partier, da de i det tidlige efterår 2002 besluttede at nedsætte endnu en historisk kommission oven i de allerede to eksisterende til at undersøge venstrefløjens rolle under den kolde krig. De hårdeste stemmer i koret talte i den forbindelse om et nødvendigt opgør, og enkelte antydede sågar, at udrensninger af »særligt belastede« personer kunne komme på tale. Det var dog ikke første gang, at en nødvendig historiepolitisk diskussion kammer over i noget, der minder om et fordømmende opgør med forudbestemte helte og skurke. Tag f.eks. den halvandet år gamle debat om Tysklands udenrigsminister, Joschka Fischer. En række både tyske og internationale aviser opfordrede ham til at træde tilbage fra sin betydningsfulde post, da det kom frem, at han gennem det meste af 1970'erne tilhørte den radikale vesttyske venstrefløj, der var leveringsdygtig i voldelige aktioner og terrorisme. Selv afviste Fischer ikke, at han flittigt tog del i gadeslagsmål med politiet (der ironisk nok bl.a. gik ud over enbetjent ved navn Marx), men han nægtede at have været aktiv byguerilla. Han kendte mange af de folk, som gik under jorden og tilsluttede sig Baader-Meinhof og senere Rote Armee Fraktion, men selv forkyndte han ordets kamp snarere end sværdets. Medmindre hidtil ukendte kilder kan afsløre Fischer som hjernen bag de kidnapninger og nedskydninger af bankdirektører, fagforeningsledere og officerer, som trak et blodigt spor gennem Forbundsrepublikken i 1976-77, er der på den historiske konto dermed ingen grund til, at han skulle takke af som minister. Når der er tale om en person, der over for offentligheden åbent har forsøgt at forklare, og netop ikke forsvare, sin militante fortid, er der ikke flere sensationer at komme efter. Debatten bliver imidlertid ikke mindre relevant af den grund. Hvordan et menneske som Fischer har udviklet sig fra indædt antidemokrat til en af systemets mænd, bør give stof til eftertanke. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan man tager fat på problemet. Den stærkt moraliserende tilgang til debatten om fortiden, hvor enhver afvigelse fra nuværende normer for politisk fornuft og anstændighed betragtes som udslag af vanvittige eller kriminelle tilbøjeligheder, volder diskussionen mest skade. Det er nemlig den tilgang, der får mange til at erklære, at de ikke orker at høre mere om disse spørgsmål. Så hvorfor blive ved? Det er der væsentligst to grunde til. Den første berører debattens mulighed for at videregive erfaringer, også til os, som ikke personligt har været involveret. Hvis debatten alene drejer sig om, hvorvidt tidligere højre- og venstreradikale er kommet på bedre tanker, og ikke om hvordan og hvorfor, mister den sin erfaringsdannende karakter. Som Joschka Fischer bemærkede over for Die Zeit: »Jeg er det samme individ som for femogtyve år siden, men nu med en anden indsigt«. Den tendens til moraliseren, som vi hidtil har oplevet i debatten, bliver særlig problematisk, når den utrætteligt og med fanen højt hævet tramper rundt i anakronismer og historieløshed. Kort sagt: Når fortidens gerninger bliver vurderet med nutidens alen, går de vigtige mellemregninger tabt. Samtidig er det dog vigtigt ikke blankt at afvise en moralsk stillingtagen. Vi bliver nødt til at diskutere, hvilke værdier vi vil bygge vores samfund på; det er nøglen til et fungerende demokrati, og her bør fortidens erfaringer naturligvis spille en væsentlig rolle. Ikke mindst er det relevant, hvad historien kan lære os om menneskets forhold til den demokratiske tanke, der indtil andet er bevist, stadig må betragtes som det mest forstandige udgangspunkt for at indrette et samfund. For det andet er debatten væsentlig for os, der tilhører den generation, hvis politiske bevidsthed først for alvor blev formet efter Murens fald. Da de vesteuropæiske universitetsstuderende i 1968 kastede sig op på barrikaderne, var vi ikke engang født, og da Saigon i 1975 faldt for de fremstormende nordvietnamesiske tropper, legede vi lystigt uden tanker for krig og storpolitik. Vi har ingen direkte personlige aktier i 1960-1970'ernes politiske debat, er ikke blevet trådt over tæerne og har ingen indestængte aggressioner i den anledning eller behov for revanche. Alligevel har vi et påtrængende behov for at forstå, hvorfor nogle radikalt venstreorienterede - vore egne forældre heriblandt - ønskede at tilsidesætte demokratiet i en 'større sags tjeneste'. At der var tale om mere eller mindre velnærede og velstillede venstreradikale gør det absolut ikke mindre relevant at gå deres historie og motiver efter i sømmene. En interessant vinkel på denne problemstilling har den ene af kronikørerne fået under sit studium på RUC. Her optrådte enkelte lærerkræfter i 1990'erne med intense personlige beretninger og ransagelser om deres kommunistiske/marxistiske fortid i 1960-70'erne. Ikke at disse skæbnefortællinger stod på skemaet, men nogle havde tydeligvis let ved at tage emnet op. Selvom disse historier kunne gå i cirkler, var det faktisk yderst prisværdigt af de pågældende at lette deres hjerter. Moralen var både lærerig og interessant - de var blevet forført af en dogmatisk ideologi og havde først efter mange år indset deres fejl. En slags religiøse omvendelsesberetninger - eller snarere afvendelsesberetninger. En pendant til disse fortællinger var enkelte læreres henvisning til deres tidligere - marxistiske - afhandlinger, som nogle stangede over disken med et lidt forlegent og nervøst smil på læben og en kommentar i stil med: »I kan måske kigge lidt i den her bog, jeg har skrevet. Hvis I ser bort fra den teoretiske ramme - empirien fejler altså ikke noget«. Efterfølgende sad man så og tænkte - skal man selv have et tilsvarende forhold til sin forskning om 20-30 år? Skal man selv tage afstand fra alle sine tolkninger og en stor del af sit livsværk? Hvad er det i det hele taget, der er foregået der i 1960-70'erne, som fordrejede hovedet på disse mennesker og fik dem til at skrive ting, som de ikke længere er rigtig stolte ved? Af dette følger, at debatten om de venstreorienteredes 'skyld' er relevant uanset observatørens politiske standpunkt. Spørgsmålet er, om det ikke også fra et venstreorienteret synspunkt burde stå klart, at det er på høje tid med en grundlæggende revurdering af store dele af venstrefløjens projekt? Mange venstreorienterede klager eksempelvis over, at man ikke længere sætter den politiske dagsorden. Man forsvarer gamle skanser, men formår ikke at sætte nye op. Set fra vores standpunkt er det åbenlyst, at venstrefløjen i mange henseender bremses af en gammel dogmatik - eksempelvis i synet på den europæiske integrationsproces. 'Magt', 'økonomi', 'militær' og 'det europæiske marked' fremstilles i venstrefløjens retorik ofte som onde og farlige størrelser, der skal bekæmpes og ikke inddrages konstruktivt. I den forstand har venstrefløjen gravet sig ned i sin egen trygge skyttegrav. Et blandt mange groteske resultater af denne nærmest frygtsomme politik har været, at Danmark ikke kan medvirke ved en række fredsbevarende missioner i Europa og så sent som i december 2002 måtte trække sin ellers meget roste fredsbevarende mission fra Makedonien, da den øverste koordinering fremover skal høre ind under EU. Men nytænkerne på venstrefløjen har haft trange kår på dette som på andre centrale politiske områder, hvilket illustreres af de seneste års udvandring fra SF af proeuropæiske reformkræfter. Man kan dog sagtens uddele tørre tæsk til venstrefløjen med den ene hånd og uddele roser med den anden uden at være politisk eller historisk skizofren. Lige så åbenlyse dele af venstrefløjens forsyndelser har været mod de demokratisk-parlamentariske holdninger, vi i dag ønsker at værne om, lige så klart er det nemlig, at vi kan takke bl.a. venstrefløjen og i bredere forstand opbruddet i 1970'erne for en lang række forbedringer. Vi er vokset op i en verden med større ligestilling mellem kønnene og mere udbredt medbestemmelse i undervisningsinstitutionerne. Vi kan, uden at rødme af skam, erklære, at vi er godt fornøjede med ikke at have levet i 1950'ernes moralske univers, hvor sindene kom i kog, blot Elvis rullede med hofterne. Med fare for selv at falde i den anakronistiske og historieløse grøft bilder vi os i al taknemmelighed ind, at vi har haft langt flere muligheder end vores forældre og bedsteforældre - ikke blot takket være den økonomiske vækst, men i lige så høj grad som følge af den generelle intellektuelle og kulturelle udvikling, som dele af venstrefløjen var igangsætter af. Men at der, trods venstrefløjens bedrifter, er behov for at sætte kritisk fokus på 1960-70'ernes venstreorientering, turde være hinsides enhver tvivl. At dele af venstrefløjen blev stærkt ideologisk radikaliseret og satte spørgsmålstegn ved demokratiet så relativt få år efter Anden Verdenskrig virker i dag skræmmende. Vender man sig til nogle af den nyere humanistiske forsknings store profiler, bekræftes det da også, at kommunismen ikke kan frigøres fra mange af de skændige handlinger, der blev begået i dens navn. Den franske filosof Michel Foucault, der normalt ikke forbindes med et opgør med venstrefløjen, slog allerede i 1977 hovedet på sømmet, da han bemærkede, at Gulag-systemet var et faktisk politisk og økonomisk element i en socialistisk stat. Det var derfor forkert, forklarede Foucault, at ville afskrive overgrebene i lejrene med henvisning til fejllæsninger af Marx og Lenins tekster. Tværtimod måtte man stille spørgsmålet: Hvad er det i Marx' og Lenins tekster, der gjorde Gulagsystemet muligt? 'Gulagspørgsmålet' skulle derefter stilles for hver socialistisk stat, for så vidt at ingen af disse stater siden 1917 havde formået at fungere uden et mere eller mindre udviklet Gulagsystem. Hvordan venstrefløjens tilhængere typisk undveg denne nødvendige udredning, forklarede Foucault også. Ved hjælp af teoretisk og historisk reduktionisme undgik mange simpelthen at rejse 'Gulagspørgsmålet', hvorved de bortforklarede lejrene som udslag af en forkert - underforstået patologisk - socialisme. Den venstreorienterede diskurs kunne derfor leve videre ganske uforandret og upåvirket af den faktiske historiske udvikling. Det er en uhyggelig konstatering, som efterhånden burde være trængt ind. Og der er da også sket noget i den kritiske oplysning om de venstreradikales politiske kamp. Efter en spæd opstart i begyndelsen af 1990'erne har debatten nået et sådant omfang i dele af dagspressen, i enkelte bogudgivelser samt en lille håndfuld radioprogrammer og fjernsynsudsendelser, at vi efterhånden udmærket ved - selv hvis det er en ubekvem sandhed - at en del af 1968-oprøret mundede ud i et knæfald for totalitære regimer, der brystede sig af at være socialistiske, kommunistiske eller 'folkedemokratiske'. Lande som Cuba, DDR, Albanien, Kina, Kampuchea og Nordkorea foruden Sovjetunionen blev dyrket af vestlige venstreorienterede, der betragtede de pågældende regimer som levedygtige alternativer til den i deres øjne udbrændte vestlige borgerlig-liberale samfundsmodel. Som sådan kunne man trygt skrinlægge ethvert fremtidigt projekt om venstrefløjen ud fra devisen 'vi ved jo godt, hvad der skete'. Men det er selvsagt ikke en holdbar tilgang. For nok kan man iagttage en større grad af viden som følge af debattens udvikling; benægtelsens 'Berlinmur', for nu at udtrykke det lidt melodramatisk, er under kraftig afvikling, men der er endnu et stykke vej, før diskussionen om venstrefløjen vinder indpas i den offentlige bevidsthed som et relevant emne. Der er en tendens til at betragte 'den røde tid', dvs. fra slutningen af 1960'erne og frem til slutningen af 1980'erne, som et emne, der kun hidrører gamle '68'ere' og såkaldte koldkrigere. Det er ikke uforståeligt, eftersom debatten i vid udstrækning har været ført som en skyttegravskrig med de to nævnte grupper eller positioner. Myter og klichéer har gode vækstvilkår i et sådant klima. Spørgsmålet er derfor, om det ikke er tid til at komme videre? Det er vigtigt ikke blot at give et billede af positionerne i den forgangne debat, men samtidig pege fremad med ny forskning og nye perspektiver på emnet. Samtidig er det væsentligt at dække hele det politiske spektrum og blandt de gamle kamphaner også give plads til en ny generation, der har et andet og måske mere nøgternt forhold til tiden under den kolde krig. De engagerede, følelsesladede og personlige erindringer fra de politisk polariserede 1960-70'ere, får dermed mod- og medspil af en gruppe yngre forskere, der så at sige har opdaget venstrefløjens historie (som enhver anden fortidig periode) og ladet sig forundre og måske fascinere af den ideologiske ånd og kampgejst, der prægede tiden og nok virker både særpræget og radikal for mange i dag. Ved på den måde at betragte emnet fra sidelinjen vil det måske være lettere at nå til en forståelse af begivenhedernes gang under den kolde krig - og spørgsmålet er, om vi i disse år ikke er ved at bevæge os fra en fase, hvor dokumentation af kommunismens, marxismens og hele den moderne venstrefløjs historie har været et omdrejningspunkt, til en fase, hvor en mere nuanceret forståelse af den kolde krigs aktører og begivenheder kan vinde indpas. Det kan forhåbentlig lette arbejdet i det ideologiske stenbrud, som Murens fald har efterladt os.