Breve tager tid. Og for en dansk landbrugsuddannet udvandrer, der satte sig ned i en hytte i Wisconsin i 1867, tog det især lang tid. Ikke nok med at det ofte var tidskrævende at stave sig igennem alle ordene - både som følge af manglende skolekundskaber og på grund af fravær af modersmålet i det daglige - men brevets rejse hjemover til Danmark tog også en rum tid. Lykkeligt fremkommet blev brevet gransket af modtageren, naturligt nok, og derefter gik det ellers på omgang i nabolaget og i sognet. Til sidst endte det lettere nusset på bunden af en kiste. Brevet fik snart følgeskab af nye breve, men som tiden gik, blev der pludselig længere og længere mellem brevene. Udvandreren var ganske langsomt og i begyndelsen utvivlsomt mod sin vilje ved at blive mere en del af sit nye land end af det gamle. Og det er denne periode i brevskrivernes liv, mange af brevene i 'Breve hjem - fra danske udvandrere 1850-1950' omhandler: perioden mellem absolut fremmedgørelse lige efter ankomsten til det nye land og total integration. Mange udvandrerbreve rummer således kimen til en dyb kulturhistorisk og psykologisk indsigt. Men ikke mindst rummer de et vidnesbyrd om udviklingen af den skriftlige kultur og menneskers evne til at bruge denne til at viderebringe enestående oplevelser og livsfortællinger. »Der var 3 Indianere nemlig en Høvding, hans Broder og Brodersøn og deres Koner og Børn, det er de eneste Indianere jeg har set der brugte deres Fjer i Hatten, tre Ørnefjer hver, men de vare meget venlig imod os, vi slog Lejr tæt ved dem, og var der 6 Dage for sne og blæst. De bød mig over at spise Frokost med dem en Morgen og jeg gik selvfølgelig mest af Nysgerrighed, dog Maaltidet bestod af kogt Moos kød og The, og Salt, det var det hele der var paa Bordet, efter det kom Desserten, den bestod af en Slags røde Bær kogte i Bjørnefedt, hvorefter de var komne i en flad Bakke tillige med Fedt nok at staa over dem, og saa har de ladet det køle af saa det er ligesom en haard Kage, og én af dem huggede det saa i Smaastykker paa Størrelse som en Tvebak og bød det rundt og det smagte helt godt. Det var cirka 30 Mil fra vort eget Hus, den 8de Jan. var vi paa Farten igen«. John Hansen, Fairbanks Febr 22 - Alaska, 1911. Dengang- det vil sige i tiden før enhver form for elektronisk baseret kommunikation - var breve ganske enkelt den eneste kommunikationsform, der kunne bringe folk, som boede langt fra hinanden, i forbindelse. Og det bærer ikke mindst disse udvandrerbreve præg af, da brevskriverne opviser en forbløffende detaljeringsgrad byggende på en umiddelbart enestående iagttagelsesevne, som udmønter sig i nogle dybe og flotte breve. Breve på ti sider er absolut ikke nogen sjældenhed, og det er klart, at brevene qua deres dybde, bliver fremragende vidnesbyrd om både de mennesker, som skrev brevene, men også den tid, menneskene levede i. Ja, det er til at forundres over, at dengang stavede folk dårligt, og de brugte sjældent skriftsproget i deres arbejde som eksempelvis landmand på den amerikanske prærie, men de havde en uforlignelig dybde i deres skriftlige formidling til venner og familie; i dag har vi via vores skolegang en lang introduktion til den skriftlige kultur, og vi skriver oftest i forbindelse med vores arbejde, men på trods af det formulerer de fleste af os jo kun ganske overfladisk rent skriftligt til familie og venner via en SMS eller en hurtig e-mail. Denne udvikling skal ikke nødvendigvis begrædes, blot konstateres for at understrege den enorme forskel, der er på breve dengang og breve nu. »Til min kære Datter Kære lille Karla Det gør mig meget ondt at du saadan har maattet søge efter din Far men paa samme Tid gør det mig hjærtelig glad, for nu kan jeg da se at det ikke er sandt at du og Valborg ikke brød sig mere om mig som det blev skrevet til mig dengang jeg blev fattig men det er jo ikke værd at tale om det til dem derhjemme nu, men det blev nu grunden til at jeg aldrig mere skrev til nogen, men nu da jeg ser det som det er gør det mig forfærdelig ondt. Og jeg kan nu se at jeg har syndet mod mine kære smaa Piger som jo dog er mig et og alt der er næppe gaaet en Dag til ende siden mange aar uden jeg har tænkt og sørget og det har været min Ulykke, først eders kære Moders Død og maatte saa siden sende eder bort det var en Nødvendighed. I dette Land er det umuligt at opdrage smaa Piger naar der ingen Moder er til at passe paa Dem og jeg maatte da for eders eget bestes Skyld sende eder hjem men aa hvor jeg har fortrudt det, dersom jeg blot havde vist at I var til saa megen Ulejlighed derhjemme kunder der vel paa en eller anden maade været en Udvej her saa jeg kunde have beholdt eder om ikke andet saa i min Nærhed, men det værste var at jeg havde tabt Hovedet og tog for meget efter andre Folks Meninger og lod eder sende hjem under hvilket jeg har maattet lide hver dag siden, det har ødelagt mit Helbred saa jeg ikke duer til noget mere«. Valdemar, Sarandi 15 Juli - Argentina, 1935. På trods afat der er blevet læst i tusindvis af breve i forbindelse med redigeringen af 'Breve hjem - fra danske udvandrere 1850-1950', kan det umiddelbart være svært at udlede mange generelle konklusioner om brevene. De individuelle forskelle på brevskriverne er meget store, og ikke mindst valget af rejsemål gør naturligvis oplevelserne forskellige. Ikke desto mindre tør jeg dog godt vove det ene øje og hævde, at udvandrernes forventninger som oftest ikke indfries. Langt de fleste lever under meget barske forhold, og hverdagen er én lang kamp for overlevelse. De får dog alle noget, de ikke havde i Danmark: en frihed for titler, standsforskelle og den nærmest ubrydelige sociale arv. Derudover kan man ikke overvurdere den effekt, brevene hjem har haft på fremtidige udvandrere. Det har sat sindene i kog, når brevene hjem blev vist frem, og det har bidraget kraftigt til udvandringen fra Danmark. Skal man tro på brevene? Er de ærlige, eller har brevskriverne pyntet på virkeligheden? Under læsningen af brevene bliver man mindet om, hvad brevskrivningsprocessen gør ved en brevskriver, og det er noget, de fleste kender: Hvis man er på rejse og tænker på dem derhjemme, mens man skriver, bliver følelserne altid sat på spidsen, fordi modtageren af brevet er så nærværende - men når så brevet er postet, ja, så har man nærmest fået afløb for sin længsel. Så brevene har så afgjort haft en terapeutisk funktion for brevskriverne: De har fået udtrykt deres mest intense følelser, og derfor fremstår mange breve også som sjælelige zenitpunkter, hvor der ikke bliver sparet på de store ord. Og så er der ganske givet også en vis disharmoni mellem selve ordene og tonen i teksten. Brevskriveren kan være i gang med at fortælle om en positiv oplevelse, men på trods af det kan man mærke sorgen, smerten, længslen. Dette skyldes ikke mindst, at det var de færreste, der til dagligt var skrivende mennesker, så de havde i høj grad svært ved at skjule noget i teksten. Desuden spiller et andet velkendt psykologisk fænomen naturligvis også ind, når talen falder på brevskrivernes ærlighed: Når man har truffet en beslutning om dette eller hint - i dette tilfælde at udvandre - prøver man ihærdigt at overbevise både sig selv og omgivelserne om det rigtige i beslutningen, selv om man inderst inde nages af en voldsom tvivl. Og denne spænding mellem forsøget på overbevisning og den nagende tvivl præger et meget stort antal breve. »Det var ikkemeget opmuntrende da jeg kom ombord og fandt at man havde selv at bringe sin Seng med sig, og da jeg ikke havde det og ikke kunne komme iland igjen, maatte jeg bide idet sure Æble og ligge paa de bare brædder, de første Par Nætter blev jeg lidt øm i Lemmerne, men jeg blev snart vant til det, dernæst havde man at koge sin Mad selv, og nu havde jeg ingen Ting at koge i, og det var jo meget slemt de første Dage til man blev lidt kjendt med hinanden, men det blev man let, og saa laante man en Gryde hos En, en Stegepande hos en Anden, Ske, Gaffel og Kniv hos en Tredje og det gik meget godt især da der var flest enkelte Piger ombord, og jeg som ikke var søsyg et eneste Minut paa hele Rejsen, og kogte min Mad hver eneste Dag og ofte i en forrygende Storm og da ikke alene min egen men en tre fire Fruentimmeres, da det var umuligt for dem at komme op i Kjøkkenet«. Emil, New York Septbr 3. - USA, 1856. At være den privilegerede læser af alle disse breve gør også én til vidne til en kulturhistorisk udvikling af rang, da udvandrernes liv er meget forskellige, om vi taler 1880, 1910 eller 1930. Men de føles og beskrives lige dramatisk, levende og entusiastisk, for uanset hvornår brevskriveren udvandrede, føles det naturligvis som en stor og uigenkaldelig beslutning, selv om levevilkårene først i perioden ikke kan sammenlignes med dem sidst i perioden. Det kan man blandt andet se, hvis man kigger på udvandrernes nyerhvervelser. Nyerhvervelser er gennemgående et populært tema for mange brevskrivere, da en vis materiel formåen naturligvis skal vise dem derhjemme, at man har succes i det nye land. Og i den sammenhæng er det en oplevelse at være vidne til, hvorledes erhvervelsen af eksempelvis et større antal høns er et succeskriterium først i perioden, hvorimod alle de teknologiske nyskabelser - såsom bilen - er dominerende som materielt statussymbol sidst i perioden. Der kan naturligvis også perspektiveres med vore dages ind- og udvandring. Ikke mindst bærer brevene præg af det almenmenneskelige træk, at man har en særlig tilknytning til det sted, hvor man kommer fra, som er svær at bryde. Dette gjaldt for såvel danske udvandrere år 1855, som det gælder tyrkiske indvandrere til Danmark år 2003. Brevene afslører for så vidt meget overbevisende, at mennesker nu engang lever konkrete, rodfæstede liv, at det altid er det nære, der er det vigtige, og det er måske meget godt at huske på i en tid, hvor tilværelsen med globaliseringens komme bliver mere og mere udflydende for mange mennesker. Derudover er forskellene imidlertid enorme mellem nutidens og datidens udvandring: Datidens danske udvandrere havde kun deres egen arbejdskraft at forlade sig på, og hvis den ikke slog til på grund af sygdom eller andet, var den livstruende sociale nedtur en uomtvistelig kendsgerning. »Kære Broder du vil see her i denne mit Brev at jeg har reist til en anden Part i Australia som kaldes Nye Zeland det er omtrent 1500 Engelske Miil fra Victoria over Søen, det er Grunden hvorfor jeg ikke kunde Skrive for jeg modtog med stor Glæde dit Brev just som jeg reiste fra V. gjennem Ballarat for tre Maaneder siden og Grunden hvorfor jeg kom herover var at der er funden Guld her ogsaa. Jeg selv har ikke fortjent noget andet end Føden enu siden jeg kom men jeg er kun 70 Mile oppe i Landet endnu men hvor de faar det meste Guld er 120 Mile oppe men man er udsat for mange Fare der, dels for Hunger og de har ingen Brændsel. Og Vinteren her er næsten det samme som hos eder. Saa om Gud vil og jeg lever saa tænker jeg at gaa tilbage til næste Vinter til Victoria undtagen jeg skulde træffe at komme ind til noget godt førend den Tid, da rejser jeg vist ikke herfra men det ser næsten ikke saa ud dertil for mig«. Søren, Nye Zeland den 12. Januar 1863. Ovenstående citat viser - sammen med de andre citater bragt i denne Kronik - med stor tydelighed, at det kræver sin mand og kvinde kun at indløse en enkeltbillet. Og resultatet af læsningen af alle disse breve har da også for denne redaktør banalt sagt været en stadig stigende respekt for de mennesker, der var. Det skyldes fortrinsvis, at breve er et enestående medie til at kommer helt ind under huden på levet liv, der ligger hundreder af år tilbage. Fordi man har lidt og følt med alle disse mennesker, sidder man med andre ord sluttelig tilbage med en dyb følelsesmæssig forståelse, som selv den fineste historiefortolkning ikke vil kunne give.